Nogle gange kan man blive overrasket over, hvor meget en følelse fylder. Sådan var det i dagene op til, at vores ældste i denne uge skulle fejre sin 25-årsfødselsdag. 25 er det tal, kære venner havde skrevet på emblemet på den æresport, de overraskede os med til vores sølvbryllup for nogle år siden. ”25 år”, sagde jeg til min frisør, da hun spurgte, hvad det var for et jubilæum, jeg skulle fejre på min arbejdsplads. Et kort øjeblik frygtede jeg, at hun i befippelse havde klippet håret skævt, for hun undrede sig over, at nogen kunne være et kvart århundrede på samme arbejdsplads. 25 år er noget særligt. Også som mor.
At blive mor har været mit livs bedste, vigtigste og længste efteruddannelse. Og her tænker jeg ikke på alt det praktiske, man skal have styr på, fra amning til valg af daginstitution. Nej; efteruddannelsen har været i relationen og alt det, som er vokset ud af den. Den begyndte i de første stille dage af hendes liv, hvor jeg beundrede livets under, som lå der i skikkelse af den sammenkrøllede, spæde pige i mine arme. Her mærkede jeg stærkt, hvor meget jeg havde at miste.
At være hendes mor var det mest naturlige, og det samme var uroen, som fulgte med.
Palmesøndag i år døde den norske salmedigter Svein Ellingsen, jeg skrev hans nekrolog og genlæste derfor hans salme ”Fyldt af glæde over livets under”. Mens jeg skrev nekrologen, konstaterede jeg, at salmens andet vers er og har været min bøn som mor: ”Fyldt af bæven foran ukendt fremtid/ lægger vi vort barn i dine hænder.”
Som ganske ung journalist lavede jeg et interview med en kvinde, som var mor til ni altid velklædte børn. Jeg husker, at hun sagde til mig, at hvert barn var som en verden. Jeg gengav ordene i interviewet, men jeg tvivlede på, om hun mon havde ret. I dag er jeg tilbøjelig til at give hende ret. I de 25 år, der er gået, er livet med datteren flettet ind i verden og taler til mig om vores væren i verden.
Jeg genspiller graviditetens sidste tid, når jeg ser kastanjetræernes voksende knopper ved forårstid. I den sidste tid før hendes fødsel gik jeg gerne ture i Frederiksberg Have, og netop som kastanjerne var ved at folde deres fingerformede blade ud, kom hun. Siden susede hun på sine rulleskøjter ned af hældningen ved Gefionspringvandet i København. Hun var seks år og havde ikke helt styr på at bremse. Jeg kan ikke gå forbi springvandet uden at mærke uroen i min mave fra den dag. Og sådan har hun det med at dukke op.
Når følelserne sådan fylder, er det så fordi jeg er en mor, som ikke har givet slip? Jeg tror det ikke. Ikke særlig gammel gik hun mod gaten i lufthavnen med en professionel ledsager uden at ænse, at vi vinkede. Og hun var lige fyldt ni år, da vi stod på 5th Avenue i New York, og hun var irriteret over, at jeg ikke ville lade hende gå hen til den store boghandel alene. Den dag erklærede hun, at hun nok ville bosætte sig langt borte. For fem år siden flyttede hun hjemmefra og er nu barndomshjemmets æresgæst.
Ti dage gammel var hun med i kirke første gang. Fredfyldt sovende blev hun beundret, og blandt alle de varme ord den formiddag er der en sætning, jeg særligt husker. En moden kvinde så på os, og så sagde hun noget, som jeg ikke vidste, hvad jeg skulle stille op med, men som har vist sig at være sandt: ”Det holder aldrig op.”
Nej; det holder aldrig op. Det gælder glæden, og det gælder den bæven, som kom ind i livet den dag for 25 år siden. Nogle gange kan man blive overrasket over, hvor meget en følelse fylder. Men helt ærligt, efter 25 år burde jeg ikke blive overrasket.