Tre danskere: Sådan oplevede vi flygtningekrisen på nært hold

De fleste husker de dage. Nogle, fordi de rent faktisk var der. I denne uge er det nøjagtig fem år siden, at flygtningekrisen kom til Danmark og gjorde motorvejsvandringerne til en del af vores fælles historie og kollektive bevidsthed. September 2015 deler stadig vandene her er tre øjenvidneberetninger derfra

Claus Fisker/Ritzau Scanpix og Johanne Teglgård Olsen.
Claus Fisker/Ritzau Scanpix og Johanne Teglgård Olsen.

Betjenten: ”Fysisk magtanvendelse var ikke en mulighed. Du kan ikke trække et spædbarn ud af at tog”

Allan Dalager, 49 år, betjent og indsatsleder i Syd- og Sønderjyllands Politi. – Foto: Claus Fisker/Ritzau Scanpix.
Allan Dalager, 49 år, betjent og indsatsleder i Syd- og Sønderjyllands Politi. – Foto: Claus Fisker/Ritzau Scanpix.

Den første morgen tænkte jeg, at det her lige var en opgave for mig. Migrantstrømmene var blevet så store, at grænsepolitiet ikke alene kunne klare det. Jeg blev bedt om at køre til Rødekro og Padborg og koordinere indsatsen, som jeg var leder af.

Togene fra Hamborg var så fyldte med migranter, at vi ikke kunne gå ind i dem. En skole ved Frøslev var inddraget som midlertidigt modtagelsescenter på førstedagen, og turistbusser blev lejet ind for at sikre, at migranterne blev registreret og kørt til asylbehandling, når de var på dansk jord. Jeg fornemmede hurtigt, at det her var ved at blive stort.

På Rødekro Station ville en mindre gruppe af migranter ikke følge politiets anvisninger. Vi bad alle uden rødbedefarvet pas eller lovligt ophold i Danmark om at stige ud af toget. Intet skete, og til sidst måtte vi lukke for internettet, varmen og strømmen, så folk ikke kunne bruge deres mobiltelefoner eller lade dem op. Så steg de ud.

Vi er trænet til at udøve magt, men hvordan gør man det, når det drejer sig om børnefamilier i nød? Fysisk magtanvendelse var ikke en mulighed. Du kan ikke trække et spædbarn ud af at tog.

Migranterne ville til Sverige, det forjættede land. De ville ikke blive i Danmark. Men vi havde fået besked på, at de skulle registreres og have taget fingeraftryk. Sådan er reglerne mellem Schengen-landene i EU. Man skal registreres i det første land, man kommer til, og vil man søge i et andet land, kan man betragtes som asylshopper.

På andendagen hobede menneskemassen sig op på banegården i Padborg. Jeg er indsatsleder og stod for kommunikationen gennem en tolk, så det blev mig, der fratog dem deres drøm om asyl i Sverige. Helt ærligt skænkede jeg det ikke en tanke i den situation. Vi har et regelsæt for asylansøgning, og det skal følges – og der var sørget for overnatning, mad og senge. Det var ikke dårlige forhold, Danmark tilbød dem.

De satte sig ned på togskinnerne og nægtede at rejse sig, da jeg fortalte dem, at de ikke kunne tage til Sverige. Samtidigt kom der tyske autonome til banegården i Padborg, der kastede sten mod politiet. Vi skulle på en og samme tid holde på migranterne, så de kunne blive registreret, og samtidig få gennet de autonome væk, der mente, at vi behandlede migranterne dårligt.

På et tidspunkt hørte jeg på radioen, at migranterne havde forladt skolen i Frøslev og var begyndt at vandre nordpå ad motorvejen.

Der var cirka 130 migranter på banegården, da jeg blev afløst klokken to om natten. Jeg havde stået op uafbrudt i over 12 timer, begge mine storetæer sov heftigt, og følelsen i dem vendte først tilbage efter flere måneder. Næste morgen mødte jeg ind klokken ni og fik at vide, at migranterne var væk og var på vej mod Sverige i tog. Jeg ved ikke, hvem der tog den beslutning.

I mine øjne løste politiet en stort set uløselig opgave den dag. Vi brugte den magt, der var nødvendig i en kaosfase, der var lang og manglede en stringent strategi.

Venligboen: ”I årevis havde jeg i afmagt fulgt borgerkrigen. Nu kunne jeg pludselig gøre noget”

Jeppe Bennett Krabbe, 39 år, arkitekt i København. Kørte i september 2015 til Rødby for at hjælpe flygtninge. – Foto: Johanne Teglgård Olsen.
Jeppe Bennett Krabbe, 39 år, arkitekt i København. Kørte i september 2015 til Rødby for at hjælpe flygtninge. – Foto: Johanne Teglgård Olsen.

Inden den syriske borgerkrig havde jeg ad flere omgange rejst i landet. Gæstfriheden var fantastisk. Jeg havde endda været i Raqqa (byen, der fra 2014-2017 var Islamisk Stats hovedby, red.) og var kommet tæt ind på livet af en familie, jeg overnattede hos. De kunne tre ord på engelsk, og jeg kunne tre ord på arabisk, men vi fandt hinanden på en eller anden måde. Derfor tror jeg også, at borgerkrigen satte sig ekstra meget i mig. Jeg havde tænkt på, hvordan jeg mon kunne hjælpe de her mennesker, længe inden man begyndte at tale om en flygtningekrise i Europa.

En sen aften i begyndelsen af september 2015 så jeg i en Facebook-gruppe, at flygtningene pludselig var kommet til Rødby. Hele natten lå jeg og ventede på, at det skulle blive morgen, så jeg kunne køre min syvårige søn i skole og komme derned. Hvis ikke han havde været der, var jeg kørt samme aften.

Jeg stod i Rødby med en blanding af adrenalinkick og lettelse. I årevis havde jeg i afmagt fulgt borgerkrigen. Nu kunne jeg pludselig gøre noget, hjælpe nogen. Jeg har en varevogn, som var fyldt op med varmt tøj og mad og drikke, som jeg om morgenen var kørt til grønthandleren for at hente.

I virkeligheden var der ikke vildt meget brug for de ting, jeg havde med derned. I stedet var der brug for hjælp med at finde togafgange og købe billetter, så folk kunne komme videre til Sverige. Det var kaotisk, og politiet virkede ikke til at have klare instrukser. Den kreative løsning lod til at være, at man lod dem sive til Sverige.

Inger Støjberg (daværende udlændinge- og integrationsminister fra Venster, red.) brokkede sig og kaldte det utaknemmeligt, at flygtningene ville til Sverige. Men kort forinden havde hun klistret aviser i Mellemøsten til med annoncer om, at de ikke skulle komme til Danmark. Den politiske håndtering af de dage var skammelig.

I dag tror jeg, at jeg er stolt af det, jeg gjorde. Men nogle gange gik det også for hurtigt. Jeg var besat af tanken om at hjælpe, så efter Rødby-dagene tog jeg til Hamborg, hvor der var en masse flygtninge på banegården. Jeg forlod en fødselsdag hos et tæt familiemedlem for at køre til Tyskland, og jeg har det stadig svært med den beslutning – var det forkert eller rigtigt?

Intet af det jeg gjorde føltes godt nok. Et par måneder senere tog jeg til den græske ø Lesbos, fordi jeg troede, at jeg der kunne løse det hele. Jeg skred klokken tre om natten og sad i en flyver klokken 11 om morgenen. Min familie vidste ikke noget. På én og samme tid skammer jeg mig og er stolt. Jeg forlod det hele, men endte også med at redde mennesker på Middelhavet og mødte min nye kone i Grækenland. Det er noget, min familie i dag sætter pris på.

Den frivillige: Han spyttede og spyttede ned på flygtningene. En af klatterne blev taget af vinden og ramte mig

Lili Faxholm Vilhelmsen, 61 år og frivillig i Røde Kors. Blev fejlagtigt opfattet som ”spyttemandens kone” på et berømt pressebillede fra 2015. – Foto: Johanne Teglgård Olsen.
Lili Faxholm Vilhelmsen, 61 år og frivillig i Røde Kors. Blev fejlagtigt opfattet som ”spyttemandens kone” på et berømt pressebillede fra 2015. – Foto: Johanne Teglgård Olsen.

Aldrig har jeg været så hurtigt ude af badet. Klokken halv syv ringede de fra Røde Kors-butikken og fortalte, at der var kommet flygtninge til Rødby. En halv time senere stod min mand og jeg i butikken, klar til at finde tøj og sko til børn og voksne, der intet havde.

Flygtningene havde samlet sig i receptionen på Stop’n Sleep Hotel i Rødby. Vi fyldte tre-fire biler med tøj, sko og legetøj og kørte derhen. Det var ét stort gedemarked. Folk var desperate.

Her mødte jeg en ung mand på 16 år, mørk og ikke ret høj. Hans mor, far og søster var druknet på havet under flugten, fortalte han. Nu var han på vej til Sverige for at finde sin onkel. Han græd, og mit højeste ønske er at finde ud af, hvor han er i dag. Hans historie har sat sig i mig.

Om formiddagen fandt vi ud af, at flygtningene var begyndt at gå på motorvejen. Jeg kørte hen til en motorvejsbro for at tage billeder, og der stod han. ”Rejs hjem, muslimersvin”, råbte han, mens han spyttede og spyttede ned på flygtningene. En af klatterne blev taget af vinden og ramte mig. Jeg var i chok over den måde, han så de her stakkels mennesker på.

Dagbladet Information fangede det på et billede, og næste morgen begyndte det at blive delt på Instagram og Facebook. Folk troede fejlagtigt, at jeg var ”spyttemandens” kone, og min plejesøn i Tyskland ringede et par dage efter og sagde, at billedet var blevet vist på tysk tv. Det gjorde ondt.

Spyttemanden var et enkelttilfælde, og på nær ham har jeg stort set kun minder om gode og hjælpsomme mennesker, når jeg tænker tilbage på de dage. Mindst 100 mennesker kom forbi med varmt mad, tøj, sæbe, shampoo og bleer – og det i en sådan grad, at hele baglokalet og området foran butikken var propfyldt med sække. To unge mænd var kørt hele vejen fra Nordjylland. Det var vildt.

Jeg har aldrig selv prøvet at opsøge spyttemanden. Men jeg er efterfølgende stødt på ham flere gange, når jeg handler ind. Hver eneste gang får jeg det dårligt.