Prøv avisen
At leve med sorg

Enke: At gå igennem en sorg er at komme overens med en forandret verden

En nat drømte Charlotte Bork Høvsgaard, at hendes afdøde ægtefælle kom tilbage og så, hvordan haven i dag er forandret. Da han levede, var der en låge, som førte ud til markvejen. I dag er lågen væk, og kun stolperne er tilbage. Foto: Jens Bach

For seks år siden blev Charlotte Bork Høvsgaard enke, men ægteskabet trak sig kun langsomt. I dag lever hun med plads til både de levende og døde

Artiklen er oprindeligt udgivet 29. september 2017.

Et bugtende sted på Margueritruten mellem Struer og Sallingsund passerer man en have, der ligger bag en høj tjørnehæk. Måske bemærker man den gamle blodbøgs fyldige krone eller de store lindetræer i indkørslen. Bag hækken bor forfatter og gymnasielærer Charlotte Bork Høvsgaard. Hun bor omgivet af en have, som fortæller om at komme overens med en forandret verden.

I næste måned er det seks år siden, hendes mand, Thomas Høvsgaard, døde af kræft. Han fik diagnosen den 6. oktober og døde 14 dage senere. Han blev 42 år. Hun formulerede en dødsannonce over ægtefællen, som blev bragt i tre dagblade, og tænkte, at der også kunne indrykkes en dødsannonce over hende. Tankerne om hendes egen dødsannonce kan man læse om i hendes bog ”Så er Thomas væk – om at miste en ægtefælle og mere end det” fra 2015. Her skriver hun:

”Alt det liv, jeg havde delt med Thomas, var jeg blevet alene om at erindre, og den Charlotte, jeg var med ham, var nu borte. Der kunne skrives en dødsannonce over hende. Hun kunne bisættes og sendes i krematorieovnene. Hun kunne få en plads på en kirkegård. Jeg stod med to dødsfald. Thomas’ og mit eget. Her hviler Thomas og hans kone Charlotte. Døde d. 20. oktober kl. 05.50. Hun kunne ikke vækkes til live, for hvem skulle vække hende og hvorfor? Hun var uafvendelig borte. Hvem var jeg nu?”.

Det er to år siden, bogen udkom, og Charlotte Bork Høvsgaard havde tænkt, at den lukkede en fortælling om tabet. Men siden bogen udkom, har hun holdt en del foredrag, og ofte er hun blevet spurgt, hvordan man lever videre. For et par uger siden udkom ”Her bor de levende – om livet efter en ægtefælles død” på forlaget People’sPress. Her skriver hun blandt andet om den dannelsesproces, sorgen blev.

”Det er Suzanne Brøgger, som har sagt, at vi dannes, mens vi heler. Jeg tror, det er det, der er sket. At gå igennem en sorg er at komme overens med en forandret verden.”

Hvad var de for et par? Charlotte Bork Høvsgaard fortæller om et opslag, ægtefællen lavede på Facebook, hvor han skrev, at man vidste, man havde været gift længe, når man ikke kunne huske, om et barndomsminde var ens eget eller ægtefællens. Og sådan var det med de to. De havde mødt hinanden på en rideskole nær Falsled på Sydfyn og havde forelsket sig. Hun var 16 år, og han var 18 år. Siden valgte han at læse historie og middelalderarkæologi, mens hun studerede dansk og filosofi på universitetet i Odense. I mange år var de bare de to.

”Vores stærkeste forbindelsestråd var sproget. Vi havde begge to en glæde ved det finurlige og smukke sprog.”

I 2002 fik de Halfdan, og nogle måneder forinden havde de købt huset her på Margueritruten i Ryde i Vestjylland. Stedet lå godt for hendes arbejde som underviser på det tekniske gymnasium i Holstebro og hans job på middelalderborgen i Spøttrup.

I den nye bog beskriver hun en scene fra den sommerferie, de holdt året før Thomas Høvsgaards død. De var på Øland i Sverige og sad på en restaurant indrettet på en gård fra 1700-tallet. De talte om stedets historie og om svalerne i luften. Halfdan, som dengang var seks år, havde måttet sidde på knæ, mens han havde indtaget en ostetallerken med brie, roquefort og emmentaler. En ældre, hvidhåret dame havde smilende henvendt sig til parret og sagt, at de burde få mange børn.

”Kvinden tegnede en fremtid for os, som vi godt vidste ikke blev, for vi havde ikke planer om flere børn, men hun sagde også noget om, hvordan vi fremstod. Vi var en trekant. Far-mor-barn. Når man er tre, så er der ikke en afdeling for børnene og en anden for forældrene. Vi var i en sammenhæng, og når vi rejste, fulgte Halfdan med og deltog i de voksnes verden.”

Den trekant gik i opløsning, da Thomas Høvsgaard døde. Godt nok havde han efterladt en notesbog, hvor han 11 dage før sin død havde skrevet, at han sagtens kunne forestille sig trekantens beståen på den anden side af sin død. Samme trekant blot med en delvis ny besætning.

”Jeg kan godt forstå den trang hos Thomas, men der er kun en, som kan være mor eller far. Jeg oplevede i stedet, at trekanten blev en stærk streng mellem Halfdan og mig, som pulserer med tid, blod og forbundethed. Vi var resterne af trekanten, og det er virkelig voldsomt at være den eneste forælder. Og det er også voldsomt følelsesladet at være i den nære voksen-barn-relation, når man er den eneste.”

Efter Thomas Høvsgaards død kom Halfdan, som var otte år, på to ritualer, de holder fast ved. Hvert år på Thomas Høvsgaards dødsdag, giver de hinanden små gaver indpakket i sort papir, og når det er hans fødselsdag, spiser de fødselsdagsmorgenmad i køkkenet og udveksler gaver.

”For mig er det vigtigt, at det er ritualer, som Halfdan har fundet på, og jeg giver ham friheden til at trække sig ud af dem. Hidtil har det dog givet god mening at holde fast i dem.”

Efter Thomas Høvsgaard var død, spurgte flere, om hun og sønnen ville flytte tilbage til Fyn og familien. Men det varmeste og mest trygge sted, hun kunne forestille sig, var hjemmet i Ryde, hvor hun kunne græde, råbe og så at sige holde kontortid med sorgen, mens sønnen var i skole. Nogle timer hver dag læste hun alt fra fagbøger om sorg og krise til levnedsskildringer skrevet af andre, som havde mistet. Ved siden af sig havde hun en notesbog, hvor hun gjorde egne notater.

”Jeg konfronterede mig helt ekstremt med tabet ved at læse om sorg, læse de ting, Thomas havde skrevet, og lytte til de svenske viser, vi sammen havde holdt af: Fredmans Epistel 72. Jeg tror, det vigtigste var, at jeg tillod mig at være i smerten og ikke løb væk fra den.”

Når hun i dag ser tilbage på tiden efter ægtefællens død, konstaterer hun, at det tog lang tid, inden hun holdt op med at opfatte sig som værende gift med Thomas Høvsgaard. Der gik omkring et år, inden hun kunne se sig selv som enke og ikke som ægtefælle.

”I starten kaldte jeg på ham. Han var væk og skulle komme tilbage. Det var sådan nogle nærmest messende sætninger. Bevidstheden er træg, og det gav mening at være gift med ham, selvom han ikke var her. Ægteskabet trak sig kun langsomt, men med tiden blev det til, at han er borte. Langsomt indtraf en uafvendelighed, og så gav det mening, at jeg er enke.”

En nat drømte hun, at han kom tilbage. Næste morgen skrev hun drømmen ned, og den indgår i den nye bog. Drømmen var på sin vis med til at fremskrive hendes nye liv, selvom den umiddelbart efterlod hende med en følelse af panik. I drømmen parkerede han i indkørslen og gik ind i haven ad den smalle sti foran huset. Da hun vågnede af drømmen, stod han ved terrassedøren og ville ind.

”I den drøm ligger kimen til, at enken kan trække sig, for i den drøm indser jeg, hvor forandret alting i dag er. Vi kan ikke genoprette det tabte. Man er hele tiden ved at flytte sig, og med tiden vil enke-identiteten også trække sig.”

Hun skriver et sted, at hun mærkede, at lyset og mørket byttede plads. Hvad er lys i dag?

”Det, som er lys i dag, er noget af det samme, som var lys med Thomas, men jeg har lært at sætte pris på det alene eller sammen med andre end Thomas. Det er viben, anemonerne, et godt digt og te ude i solen.”

Det er vindstille, og solen skinner ind i stuen. Det er vejr til at trække i gummistøvler og gå ud i haven og høre om havens plads i den forandrede verden.

”Haven har været en konfrontation med, at Thomas er død, og at jeg nu er alene om den. Den har også været den behagelige konfrontation med, hvad vi var sammen i den have, hvor vi var i en enhed og ikke behøvede at sige ret meget til hinanden. Det var et ordløst rum kontra det sproglige, vi ellers havde. Haven har været konfrontation med smerten over hans fravær og det, vi var sammen herude. I starten opretholdt jeg havens plan og holdt den, som da Thomas levede, for at ære det, vi havde sammen, men med tiden har jeg måttet give slip. Så indtraf skammen over forfaldet og det, som jeg ikke magtede.”

Her er et bølgende flor af høje høstanemoner. På terrassen stopper hun op og plukker en af årets sidste blomster fra den store rosenbrombær. Farven er stærk pink, og hun beskriver, hvordan det så ud i sommer, da planten stod i fuldt flor.

”Jeg er kommet overens med, at haven ikke behøver at se ud, som da Thomas var. Den er ikke et monument over det, vi havde sammen. Både haven og jeg er her nu på nye vilkår.”

Dengang hun holdt kontortid med sorgen, læste hun artiklen ”At sige goddag igen” af den australske psykolog Michael White. I stedet for at have fokus på afskeden med afdøde, genopretter han så at sige forbindelsen ved at opfordre til, at man formulerer sætninger om sig selv og dem, man har mistet.

”Hvad ville Thomas tænke, hvis han kom ind i haven? Hvad ville han værdsætte hos mig? White hjalp mig til at opretholde en forbundethed. Vi lægger ikke de døde bag os, men der er plads til både de levende og døde.”

Charlotte Bork Høvsgaard citerer den franske filosof Simone Weil (1909-1943), som har sagt, at enhver adskillelse er en forbindelse.

”Sådan er det også med Thomas. Han er her, og han er borte.”

”Bevidstheden er træg, og det gav mening at være gift med ham, selvom han ikke var her. Ægteskabet trak sig kun langsomt, men med tiden blev det til, at han er borte. Langsomt indtraf en uafvendelighed, og så gav det mening, at jeg er enke,” siger Charlotte Bork Høvsgaard. Foto: Jens Bach
Mere end en have
Foto: Jens Bach