Poul Joachim Stender har en drøm om at få en plantage fuld af grønne laurbærtræer og træer med røde granatæbler i Sydgrækenland.
”At dyrke granatæbler og laurbær, synes jeg, må være utrolig vidunderligt. Jeg kan godt se, at det er lidt urealistisk, men drømme må gerne være urealistiske,” siger Poul Joachim Stender.
Vi sidder i hans kontor i præstegården i Kirke Saaby i det midtsjællandske, hvor de store blodbøge gror. Udenfor i den enorme have giver fuglene koncert, og der spilles fodbold på skolen ved siden af. Ellers er her stille, som der kun er på landet i Danmark. Han er solbrændt efter den nylige ferie i den lille græske landsby, Kardamili, på Mani-halvøen i det sydlige Peloponnes, som er hans yndlingsdestination på denne jord. Teen, der er brygget på græske bjergurter, serveres i glaskopper.
Her i det samme rum på de samme stole sidder ofte pårørende til afdøde, der kan fortælle om alle de drømme, de har haft sammen med den døde om ting, de ville have gjort, men nu var det for sent.
”Hvis man bliver ved med at lege, at man er ung, kan der ske det, at man pludselig dør uden at få sporet sig ind på, hvad der er vigtigt for en. Når folk ligger på dødslejet, viser det sig gang på gang, at det ikke var arbejdet, den store bolig eller den lækre bil, der har haft betydning i deres liv, men nærvær med dem, de elsker. Så hvis en drøm om at slå sig ned på en sydhavsø eller køre Europa rundt i en campingvogn bliver ved med at forfølge en, så skal man ikke vente med at gøre noget ved det,” siger Poul Joachim Stender.
Det er også budskabet i hans nye bog, ”Vil du være rask? 40 indbydelser til at turde leve livet”, der netop er udkommet på forlaget Eksistensen. De fire ord i titlen stammer fra fortællingen i Johannesevangeliet, hvor Jesus stiller dette spørgsmål til en syg mand ved dammen ved Betesda i Jerusalem. Jesus havde gennemskuet, at manden ikke ønskede at være rask. Men i Stenders optik er det vigtigste af ordene ikke ”rask”, men ”vil”. Og han spørger selv i bogen, om ”vi vil beslutte os for ikke at jamre og klage over tilværelsen? Vil vi acceptere, at livet ofte er smertefuldt? Vil vi livet, eller vil vi ikke?”.
Den 60-årige Poul Joachim Stender, der er sognepræst i Kirke Saaby og Kisserup, forfatter til flere bøger, rejseleder og madskribent i Kristeligt Dagblad, har denne gang forfattet en opsang. Han mener, at terapeuterne, coachene, supervisionen og tidsånden har sygemeldt danskerne. Og at tiden er inde til, at vi erklærer os for raske ved at satse på et højt liv frem for et langt liv. Og et højt liv opnår vi, hvis vi med Gud i ryggen tør gamble med vort liv, sætte trygheden på spil og tage chancer.
Spørger man Poul Joachim Stender om, hvornår han selv vil realisere sin drøm om at dyrke granatæbler og laurbær under den græske sol, lyder svaret:
”Lige så snart, at jeg økonomisk kan gøre det. Nu har min kone altid været hjemmegående, og vi har ikke haft to lønninger, men det er jo ikke en undskyldning. Man burde gøre det allerede i morgen, i hvert fald snarest muligt. Nu har jeg været præst i 33 år. Præstejobbet er et underligt job, vi forbereder os i timevis og fyrer det, vi har forberedt, af på 10 minutter. Vi forbereder prædikener, bryllupstaler, begravelsestaler, foredrag, introduktioner, artikler. Man er meget op ad computeren, meget på sit kontor. Jeg er totalt upraktisk, så jeg er sikker på, at alle træerne i den plantage, jeg drømmer om, vil gå ud i løbet af 14 dage. Men de 14 dage, inden det sker, vil være helt fantastiske.”
”Når man skriver bøger og prædikener, så skriver man og prædiker også for sig selv. Det er ikke kun en dundertale til de andre, det er i høj grad en dundertale til en selv om at tage chancer, prøve at tage det uventede på sig, prøve at sætte livet på spil og leve højt. Det er lige så meget en appel til mig selv. Jeg må jo erkende, at jeg også gang på gang fejler og ikke er i stand til at leve mine prædikener og bøger ud.”
For nylig blev Poul Joachim Stender 60 år.
”Det er virkelig nu, at man besinder sig. Nu er det alvor. Nu skal man ikke lave for mange fejlkalkuleringer i sit liv, nu skal man ikke tage det for givet, at det, man ikke når i dag, når man nok i morgen. Jeg kan se i min vennekreds, at nu begynder de lige pludselig at blive opereret og går til store undersøgelser for symptomer, der kan være noget alvorligt. Det har ellers mest været øl og vin, vi snakkede om, nu begynder vi at snakke om sygdom.”
”Så netop på den baggrund er det vigtigt at gøre nogle ting, som man ikke fortryder bagefter, at man ikke gjorde. Det er nok det, der må være det allerværste på dødslejet, som så mange andre også har sagt, at ligge der og ærgre sig over ting, man ikke fik gjort. Så det skal man tage meget alvorligt.”
”Jeg vil gerne leve som et raskt menneske, men jeg er selv plaget af de der bekymringer, som jeg skriver om i bogen, i særdeleshed mine bekymringer for mine børn, som jeg altid har i tankerne. Nu skal jeg begrave en pige, som blev sat af her på Holbækmotorvejen og kørt ned af en bil. Ens børn går jo også hele tiden på kanten mellem liv og død. Der må man bare give slip og sige: Gud i vold. Men det er nemmere sagt end gjort. Jeg beder nogle bønner og tænder nogle lys for dem når som helst og hvor som helst for, at det må gå godt,” siger Poul Joachim Stender.
I bogen skriver han i kapitlet ”Det bliver ikke ved”, at lykken og glæden ikke er langtidsholdbar, og at vi skal vove at tro på, at vi kan komme videre, når livet går os imod.
”Det handler om, at vi ikke kan indoptage smerte, modgang og ulykke i vores tilværelse. Vi tror, at vi hele tiden skal befinde os på den pol, der hedder medgang og lykke, og hvor vi har det vidunderligt. Og lige så snart vi svinger som et pendul over til den anden side, hvad vi uundgåeligt gør, så mener vi, at det er en defekt, et teknisk uheld, at vi er blevet ramt af en sygdom eller ulykke. Og så bliver vi meget ofte hængende der i lang tid og skal have medikamenter for at svinge tilbage. I stedet for at tage det på sig, at livet er godt ind- imellem, og indimellem er det modbydeligt, men på et tidspunkt bliver det forhåbentlig godt igen.”
”Når det går en godt, siger man aldrig, hvorfor lige mig, der er rask i dag? Lige så snart man får en sygdom eller mister et familiemedlem, kommer det der med, at hvorfor er det mig, det rammer. Så modgangen er uforståelig. Men af en eller anden mærkelig grund er medgangen ikke også uforståelig.”
”At miste en, man holder af, er en frygtelig lang og svær proces, hvor man udvider sig, så man kan rumme både det gode og det dårlige inden i sig. I sådan en situation er der ikke andet at gøre end at kæmpe dagligt og gå ind i det allerværste, minderne og samtalerne, som man har svært ved, for at komme ud. I bogen har jeg et afsnit, ’Dekonstruktion’, hvor jeg i forbindelse med et dødsfald skriver, at vi går i stykker og skal sættes sammen igen, og hvor vi ikke bliver stærkere af det, som mange siger, vi bliver bare sammensat på en anden måde. Og så lever vi videre med den smerte som en del af vores tilværelse.”
Poul Joachim Stender har noget at byde på i forhold til, hvordan man kan leve et mere rask og ubekymret liv med fokus på det vigtigste i tilværelsen.
”Jeg har Vorherre. Jeg mener, at kristendommen nærmest kan fungere som en trampolin og som et godt afsæt til at hoppe ind i livet på. For eksempel med alle vores bekymringer og angst for det, der ligger forude. Der kan være noget helt fantastisk ved at kunne lægge det fra sig og sige: Jeg overgiver det til dig, Vorherre. Det kan godt være, at man indimellem ikke er i stand til det, men bare den daglige øvelse i at lægge det i hans hænder og så håbe på, fordi det netop er i en kærlig Guds hænder, at det så går den vej, som man også selv drømmer om.”
”Men de fleste har svært ved at overlade kontrollen til andre end sig selv. For vi har lært at have kontrol med vores følelser og med vores økonomi, og at kontrol er godt hele vejen igennem, samtidig med at samfundet kontrollerer os på alle mulige områder. Så at give slip og lægge noget i andres og i Guds hænder har vi rigtig svært ved. Meget mere end tidligere generationer, hvor de var vant til, at man ikke kunne kontrollere så mange ting på grund af naturens kræfter og var udleveret til hinandens barmhjertighed meget mere, end vi er i dag.”
”Derfor går vi glip af overraskelsens magi – at livet kan overraske os. Vi tæmmer alting så meget, at når det uventede rammer os, kan vi ikke finde ud af at kapere det, fordi vi i så mange år har prøvet på at regulere alt. Jeg slår også i min bog på, at vi igen skal have uventede gæster, og at de skal bryde ind i vores hverdag, når vi ser mest sjuskede ud, og huset roder mest. Sådan kommer sygdom og død jo også og banker på døren lige præcis en dag, hvor vi ikke regner med det. På alle danskeres gravsten skulle der efterhånden stå: Her hviler overkontrollør og så nedenunder vores navn.”
”Vi går også glip af smukke ting, fordi vi har tæmmet vores tid så meget, at der ikke er plads til det spontane – læse en bog eller køre ud til en strand. Eller få en fantastisk samtale med et andet menneske, fordi man tager sig tiden til det.”
”Kirken bliver anklaget for at være alt for umoderne, og gudstjenesten for at være langsommelig. Men man kan jo gå i kirken for at tage noget af langsomheden fra gudstjenesten med hjem i sit køkken, i samtaler med andre mennesker og i sit liv. I en tid, hvor man snakker med hinanden om, at benzinprisen er faldet fra 10,98 til 9,42, og nu slår vi til, og der er tilbud i Rema på køkkenruller, så kan man jo gå over i kirken og lade sig inspirere af det helt fantastiske sprog, som udfolder sig i salmer og bønner, som er poetisk højt sprog, hvor hvert ord har så mange tydninger, at der skal bruges lang tid på at forstå det. Og så tage nogle af de ord med hjem.”
Ifølge Poul Joachim Stender kan Vorherre inspirere til at få lyst til mere liv.
”For mig er kristendommen og det budskab, vi får i evangeliet, altid noget, som skubber os i retning af mere liv. Og det gælder ikke bare, når vi er døde, hvor vi bliver skubbet i retning af det evige liv. Det er også, før vi dør. Mange af os lever i sådan nogle grave af bekymringer, travlhed eller en fornemmelse af, at livet har gjort mig fortræd, og jeg har ikke fået, hvad jeg fortjener. Men da vi nu følger en opstanden Herre, der er trådt ud af døden, forpligter det os til, at vi skal ud af vores grave lige som ham. Der synes jeg, at evangeliet kalder os til: Ud og lev livet og sæt det på spil.”
”I bogen nævner jeg en undersøgelse af, om man kan få et længere liv af at gå i kirke, og den når frem til tre år mere. Men jeg tror, at det at gå i kirke vil give os et kortere, men højere liv, fordi vi bliver lidt mere modige til at leve. Og hvis vi bliver det, er én ting 100 procent sikker, og det er, at det bliver nemmere at dø. For så ligger man ikke der og ærgrer sig over, at man ikke udnyttede den chance, man fik, og de talenter man blev givet.”
”Når 450.000 danskere er på lykkepiller, når 30.000 sygemelder sig hver eneste dag, når 300.000 føler sig udbrændte, og jeg ved ikke, hvor mange hundredtusinde, der har en stressdiagnose, så må der være et eller andet galt. Det er tegn på et nødråb fra det indre univers. Så bliver vi nødt til at gøre noget ved, at det er galt. Og så skal man måske lære at bremse op. Fordi man er mismodig, er man altså ikke depressiv og lider af en sygdom. Fordi man ikke gider gå på arbejde, er man ikke udbrændt.”
”Det er meget naturligt, at man ikke gider gå på arbejde. Men når man så kommer ind på arbejdet, er der en centrifugalkraft for alt det, man laver, og så er det meget godt. Og når vi ikke er lykkelige, så er vi altså heller ikke diagnoseramte. Så er det bare, at sådan er livet indimellem, og at det ikke altid er særlig sjovt at være menneske. Men ind- imellem er det helt fantastisk. Vi svinger som et pendul mellem de to punkter, men vi skal passe på, at vi aldrig låser os fast i mismodet.”
”Der peger jeg på kristendommen som det, der kan skubbe os i retning over mod et liv, hvor man føler, at det kan være et fantastisk godt liv, også i de perioder, hvor det går dårligt. Så det er min modgift mod tidens syge, som jeg må indrømme, at jeg også selv er ramt af.”
Kristeligt Dagblad har tidligere anmeldt bogen ” Vil du være rask? 40 indbydelser til at turde leve livet”. Læs anmeldelsen og uddrag af bogen på