Prøv avisen

91-årig musikpædagog: Går man i stå i min alder, så dør man

91-årige Hans Erik Deckert har fundet en særlig livskraft i musikken, som stadig holder ham fint beskæftiget rundt i hele verden. Det afgørende er, at man forbliver nysgerrig og finder en passion, der kan få en ud af sengen hver morgen. Noget, som hæver sig over hverdagen og gerne rækker ind i de mere åndelige dele af tilværelsen, siger han. – Foto: Leif Tuxen

Musik fik 91-årige Hans Erik Deckert gennem sår, sult og fangenskab under Anden Verdenskrig og fører ham stadig rundt i hele verden som underviser. Livskraften får han ved aldrig kun at forholde sig til de ydre ting i tilværelsen, siger han

”Skal jeg fjerne liget?”.

Hans Erik Deckert triller rundt om sofabordet, hvor kroppen ligger flækket og med strengene strittende ud som indvolde. Det er et sørgeligt syn, siger han, især fordi det var hans allerførste cello. Han fik den af sin mor som niårig tilbage i 1936, men den var stadig et imponerende instrument, indtil han for nylig lånte den ud, og nogen faldt over den i nattemørket. Nu ligger den så her og bliver aldrig sig selv igen.

”Man siger, at celloen er sjælens instrument, men det ved jeg nu ikke. Den er i hvert fald det instrument, hvis form ligner mennesket mest. Og det, der kan mest i et orkester, fordi dens toner kan gå højere end kvindestemmen og dybere end mandestemmen. For mig er celloen selvfølgelig noget særligt, fordi den har fulgt mig hele livet, støttet mig gennem krigen og ført mig overalt i verden. Måske er den faktisk en af hovedårsagerne til, at jeg stadig er her – mere levende end nogensinde.”

Den 91-årige musikpædagog giver kørestolen et skub ud mod terrassen, der breder sig få meter fra Norsminde Fjord syd for Aarhus foran det mest fortryllende, stråtækte hus langt fra nærmeste nabo. Han købte stedet som en ruin for 50 år siden, men i dag står det lyst og med rigeligt plads til celloer, et flygel og endeløse rækker af noder og bøger om musik. Alt er dog ikke, som det skal være.

Han slår lidt ærgerlig ud med armene og kigger ned på de ben, der driller. Det kom lige pludselig i februar – noget med nogle nerver i klemme – og det kom højst ubelejligt, for kalenderen var fuld af aftaler: Kammermusik-seminar i Chile. Koncertturné til Sydafrika med celloensemble. Fire kurser i Sydtyskland. Det hele udsat, men forhåbentlig kun til en operation har gjort ham rejseklar igen, ”for jeg er jo slet ikke færdig,” siger han. Faktisk føler han, at han aldrig har været en bedre underviser i musikalsk fordybelse end nu.

”Åh, jeg var så frygteligt streng, da jeg var yngre. Og utålmodig. Jeg råbte og skreg alt for meget – jeg havde også rødt hår dengang. I dag er det hvidt, og mit temperament er faldet mere til ro, og måske derfor kan jeg mærke, at jeg hurtigere og bedre lykkes med det, jeg gerne vil, nemlig at nå ind til de dybere, åndelige lag af musikken. Måske er det også, fordi jeg har fået mere erfaring, men faktisk føles det stadig, som om jeg står lige ved begyndelsen af at forstå, hvad det er, musikken kan.”

Han har taget et 50 centimeter højt 40-stemmigt partitur af 1500-talskomponisten Thomas Tallis med ud på terrassen og giver sig til at nynne sig gennem noderne, der er fulde af streger og kommentarer. Da han fyldte 90 år sidste år, samlede han 40 professionelle cellister fra hele verden – alle hans tidligere elever – der for egne penge fløj til en kirke Sydtyskland for at opføre den 500 år gamle komposition for ham i en enestående hyldest til manden, der lærte dem, hvad musikkens væsen egentlig er.

”Det var et af de største øjeblikke i mit liv,” fortæller han.

”Et af dem, man virkelig kan leve længe på. Eller relativt længe i mit tilfælde. Den ældste cellist var en 75-årig svensker, den yngste en 15-årig bolivianer, og at se og høre dem spille sammen skabte en helt særlig sammenhæng i mit liv. Hele mit liv har jo været musik og forsøget på at forstå og lære fra mig, hvordan toner bliver til musik. Carl Nielsen sagde, at når du står ved en bæk, kan du have den oplevelse, at bækken kommer et sted fra og løber et sted hen, og det er denne bevægelse i vandet, der er tonerne. De har altid en fortid og en fremtid, ikke bare en nutid, og det er at skabe den helhed i musikken, jeg er mindst lige så passioneret omkring, som jeg altid har været.”

Dum-dum, di-da-di-da. Dum-di-dum-di-dum-di-dar, nynner han videre og dirigerer et usynligt orkester med små fingerspjæt. Der er musik i alt, siger han. Selv i tal.

”Skal jeg nynne mit telefonnummer?”, spørger han og nynner en ny melodi med otte toner, der svarer til cifrene.

”Du aner ikke, hvor meget musik jeg har i hovedet. Og du kan slet ikke forestille dig, hvor mange forfærdeligheder det har reddet mig igennem. Jeg har lige skrevet og fået udgivet mine erindringer her i maj, som fortæller hele historien.”

Hans Erik Deckert blev født i 1927 i Hamborg ind i en familie fuld af musik. Begge forældre havde tæt tilknytning til kirken og sang og spillede meget, og de lærte tidligt deres fem børn at synge en firestemmig koral af Bach. Allerede da han stadig sad på potte ved siden af sin jævnaldrende bror, væltede han broderen omkuld, fordi han sang falsk, fortæller han med et stort grin.

Snart blev musikken dog alvor, for da krigen kom, måtte familien være flerstemmig på flere planer og stå sammen på trods: Faderen var tysk, men moderen dansk. Det skilte dem ikke ad, men det gjorde det ekstra svært for faderen at være soldat i en krig, han ikke troede på. Og som han forsøgte at gøre oprør imod, da han i 1941 første gang hørte om udryddelsen af jøderne. Ti stille eller dø var beskeden, og den samme fik Hans Erik Deckert, da han i 1945 også blev tvunget til fronten på grænsen til Polen. En granat sårede ham dog, inden han nåede frem. Han blev sendt til et lazaret, hvorfra han senere hørte, at hele hans kompagni på knap 200 mand var gået til.

Efter kapitulationen blev han russisk krigsfange i tre måneder og levede af fiskemelssuppe og i konstant usikkerhed.

”Jeg fik det, man i dag nok vil kalde en depression. Det var en forfærdelig tid for alle, og mange holdt sig nærmest kun i live gennem bøn. Jeg sang. Bønnens, kærlighedens og musikkens kraft kommer samme sted fra, og jeg er ikke et sekund i tvivl om, at det var musikken, der reddede mig. Jeg kunne høre flere af de store mestres orkesterværker i mit indre og havde partituret til Bruckners 7. symfoni hos mig under fangenskabet. Blot ved at læse noderne fik de liv dybt i mig. Fra mit 12. leveår gik jeg på en eliteskole for musikalske talenter, så jeg havde så meget musik i mig.”

Da han efter krigen bosatte sig i Danmark, var Det Kongelige Dansk Musikkonservatorium i København den oplagte vej. Siden blev han lærer på Musikkonservatoriet i Aarhus gennem 30 år, indtil han som 60-årig besluttede sig for at takke ja til de mange jobs rundt i verden som selvstændig cellist, dirigent og leder af masterclasses i cello, kammermusik, orkester og musikalsk fænomenologi. Problemer med den ene arm har gjort, at han ikke selv har spillet siden 2010, men undervisningen er stadig hans levevej.

Nu sidder han så her med de tre bøger, han har skrevet siden 2006 – sådan lidt ved siden af alt det andet. To om musik og senest altså erindringsbogen ”Führer befiehl, wir folgen dir” (foreløbigt kun på tysk) om tiden under Hitler – en bog, der allerede har fået en usædvanlig bevågenhed i Tyskland, siger han. For en stor del af den handler om oplevelserne under krigen, herunder at være fysisk helt tæt på Hitler og opleve det maniske hysteri omkring ham.

”Jeg er jo et af de sidste livsvidner til alt det forfærdelige, der skete dengang, og som aldrig må blive glemt,” siger han og fortæller, at han af samme grund tager rundt på gymnasier så meget som muligt for at give førstehåndsberetninger.

”Det er en fantastisk følelse at stå der foran 200 unge, der bare er fuldstændig stille og sluger hvert et ord. Det er endnu en grund til at holde mig i live.”

Væsentligst er dog musikken. Han har hverken hustru eller børn, så musikken er ikke blot hans livs passion, den er hans liv. Og den er hans livskraft.

”Når jeg stadig føler mig fuldstændig frisk, er det selvfølgelig fordi, jeg har gode gener. Min mor blev næsten 100 år og holdt en fremragende tale til min 75-årsfødselsdag. Alle mine søskende lever også endnu, men når jeg fortsat har lyst til at arbejde så meget, som jeg gør, er det fordi, musikken stadig føles så levende i mig. Desuden bærer musikken i sig selv en særlig kraft til at overkomme næsten alt, selv krigstraumer. Det var noget af det, min gamle ven Peter Bastian også talte meget om, og jeg mærker den energi i hver en celle af min krop. Okay, måske ikke lige så kraftigt i benene, men ellers.”

Lysten og kraften til at arbejde videre uanset alder kan selvfølgelig også komme mange andre steder fra end musikken, understreger han. Det vigtigste er, at man aldrig kun forholder sig til det ydre i livet, men også dyrker den åndelige dimension – i den form, man nu synes. For ellers er der ikke nok at falde tilbage i mod livets afslutning.

”Arbejdet er ikke alt, og man skal bestemt ikke blive ved, bare fordi man kan. For mig er arbejdet min passion. Og jeg er så heldigt at have valgt et fag, hvor jeg stadig føler mig som studerende. Jeg synes også, der stadig er brug for det, jeg kan, fordi forståelsen af musikken generelt er under pres. Alt for mange spiller alt for højt og alt for hurtigt og mangler i det hele taget den åndelige dimension af musikken. Så der er nok at gøre. Men man kan finde en tilsvarende mening med livet på mange andre områder: Man kan rejse, gå på muséer, passe haven. Det afgørende er, at man ikke går i stå. Gør man det i min alder, dør man.”

”Det slår mig i hvert fald altid, især når jeg rejser i tog, at langt de fleste virker nærmest bundet af deres telefon. Det kan da godt være, at nogle af dem kigger på noget fornuftigt, men jeg oplever generelt, at underholdning i stigende grad fortrænger den åndelige føde, man kan få af eksempelvis bare af at se ud af vinduet eller rundt på sine medmennesker. Når jeg ser en kvinde i toget, der sidder og strikker, bliver jeg altid glad. Nå, nu lyder jeg vist som en gammel mand.”

Foto: Leif Tuxen
Foto: Leif Tuxen

Når jeg stadig føler mig fuldstændig frisk, er det selvfølgelig fordi, jeg har gode gener. Min mor blev næsten 100 år og holdt en fremragende tale til min 75-årsfødselsdag. Alle mine søskende lever også endnu.

Foto: Leif Tuxen