På slaget 15 står 10 mennesker trippende og småsnakkende uden for Designskolen Kolding. De er alle iklædt fornuftige sko og varme jakker. Det er tirsdag, og den spæde forårssol gør sit for at skubbe humøret et par grader opad, mens gruppen venter på 42-årige Heidi Møller.
Hun er initiativtager til konceptet ”Gå Mig Glad”, som i al sin enkelhed går ud på, at alle, der har lyst, kan mødes og følges ad på en times gåtur i Kolding og omegn.
Turene begynder altid her foran Designskolen Kolding, hvor hun arbejder. Ingen tilmelding er nødvendig, intet udstyr er påkrævet, og det er gratis.
”Det er det gode ved at gå. Man kan bare komme, som man er. Alle kan gå, og man kan gøre det alene eller sammen,” siger Heidi Møller, der også har en blog, hvor hun deler tanker om stort og småt – blandt andet om de oplevelser, der altid er en del af tirsdagsturene.
Idéen til ”Gå Mig Glad” opstod først og fremmest, fordi Heidi Møller havde lyst til at gå den klassiske pilgrimstur Caminoen i Spanien, men syntes, at hverken pengene eller tiden var til det. Kæresten foreslog tørt, at hun jo bare kunne starte med at gå til Vejle.
”Derfra udviklede det sig. Jeg tænkte, at han jo havde ret – at jeg bare kunne begynde at gå herfra, hvor jeg bor.”
Som sagt så gjort. Heidi Møller begyndte at gå. Men hun ville gerne have andre med. Det forpligtede, og så var hun sikker på selv at komme af sted. Så hun sendte en opfordring ud via bloggen. I starten kom der ingen. Men så slog hun sit tilbud op via de sociale medier. Nu møder der altid mindst en god håndfuld op.
”Jeg kan godt blive rørt over, at folk kommer for at lufte mig uge efter uge. Det kan give mig helt gåsehud af glæde. Jeg ved selvfølgelig godt, at de kommer for deres egen skyld, men alligevel – tænk engang, at de gider at følges med mig. Folk er altid glade, og uanset hvem de gør det for, får alle noget ud af det.”
Dorthe Toft Andersen møder så vidt muligt op hver tirsdag. Hun er ligefrem begyndt at planlægge sit arbejde efter det:
”Efter en lang dag indendørs giver det mig energi at komme ud og tale med andre mennesker.”
I dag deltager hun sammen med sin svoger, og andre gange er det søsteren eller niecen, der går med. Men det betyder ikke, at hun ikke får talt med andre.
”Som regel starter vi ud to og to ved siden af hinanden, men folk flytter helt automatisk lidt rundt undervejs, så de kan sludre lidt med nogle andre også. Det er altid spændende at høre om andres hverdagsoplevelser og fortælle lidt om sine egne. Jeg kan godt bruge det som en ventil, hvis jeg har haft en dårlig dag,” siger hun.
Heidi Møller har boet i Kolding siden 1990, men med ”Gå Mig Glad” opdager hun hele tiden nye steder i byen.
”Når vi går, støder vi tit på en ny sti eller gyde, og så smutter vi gerne ind ad den for at se, hvor den fører hen. Der er altid plads til impulsivitet og nysgerrighed. Det førte en dag til, at vi pludselig fandt et kunstgalleri i en privat have, som jeg ikke anede eksisterede. Den slags kan gøre mig helt begejstret,” siger hun.
Men det er ikke bare byen, hun har fået et bedre kendskab til. Det er også andre mennesker.
”De fleste af dem, der møder op, er over 30 år, og de har jo alle et eller andet med i bagagen; en livserfaring, som mange gerne vil dele. Det betyder, at jeg får muligheden for at komme helt tæt på en del af verden, som jeg ellers ikke ville få en fornemmelse for. For eksempel var der en ung skizofren mand, der fortalte mig hele sin livshistorie. Han rørte mig virkelig. Jeg ville aldrig have mødt ham, hvis ikke det havde været for gåturene. Så der er også et klart socialt aspekt i det.”
Den græske læge Hippokrates (460-370 f.Kr.) skal have udtalt, at en gåtur er den bedste medicin, og det er Heidi Møller tilbøjelig til at give ham ret i.
”En kvinde, som tit er med på mine ture, kom en dag hen og sagde til mig, at jeg havde reddet hendes liv. Hun havde en depression, men gåturene havde hjulpet hende igennem. Jeg oplever også en del, der lider af angst, eller som bare har det svært med vinterens mørke. Det havde jeg ikke forudset, da jeg startede. Men det giver jo god mening,” mener Heidi Møller, der er blevet så bidt af at gøre noget for andre, at hun ikke har lyst til at stoppe her.
”Jeg håber at kunne brede det endnu mere ud i fremtiden, så lige nu søger jeg virksomheder, der har lyst til gratis at indgå i en forsøgsordning, hvor jeg kommer en gang om ugen og går med medarbejderne. Man ved, at det øger produktiviteten, samtidig med at medarbejderne bliver gladere og sundere. Derudover kan det også være en fantastisk mulighed for, at de ansatte får talt med andre end dem, de plejer at snakke med.”
For på tirsdagsturene har hun erfaret, at snakken bare glider bedre, når man går:
”Jeg tror, at det har at gøre med, at man ikke skal sidde overfor hinanden; ikke behøver kigge hinanden i øjnene. En gåtur varer en times tid, og det er helt uforpligtende. Det kan blive dybt, men det bliver aldrig så dybt, at man ikke kan holde ud at være i det. Og det kan være lige det, der skal til, for at man har lyst til at åbne op.”
Men det er ikke et krav, at man udleverer sig selv, understreger Eva Gorm, der er mødt op sammen med sin mand, Poul Erik Gorm.
”Man taler bare om det, der falder for. Det er sjovt, hvordan man snakker med alle, selvom man ikke engang kender deres navn. Måske er man mere nærværende, når man går. Det er meget socialt og helt naturligt at invitere hinanden ind i små sjove episoder fra ens eget liv,” siger hun.
Og samtalen glider også denne tirsdag, hvor den mellemlander på alt fra billige rejser og hurtige nyheder til livskriser og klæbehjerner, mens gruppen arbejder sig gennem Marielundsskoven; passerer søen med ænderne, der trækker striber efter sig i vandet, et par skolepiger, der er ude at lufte deres dukker, og en gruppe af mænd, der er mødt op i skoven for at høre om vandmiljøet. Imens falder øjnene til ro på sælsomme stubbe, en forårsblomst og en fugl i et træ.
Selv Anne Grethe Jensen, som har et dårligt knæ, holder humøret oppe. Hun har på forhånd sagt, at hun måske falder fra undervejs. Men hun tilføjer også, at hun er stædig. I dag vinder stædigheden over knæet. Det er første gang, hun er med, fortæller hun, mens vi nyder udsigten til svanerne, der flyder på Slotssøen.
”Jeg har brug for motionen, men også for at komme ud og tale med andre. Både for at lære nogle nye mennesker at kende og for at tale om andre ting end det, jeg plejer at tale med min omgangskreds om.”
Anne Grethe Jensen fortæller, at hun mistede sin mand for 10 måneder siden.
”Det er så nemt at blive hjemme på sofaen og ikke gide. Især når det er dårligt vejr. Men det kommer der ikke noget godt ud af. Jeg er nødt til at komme ud og genopfinde mig selv.”
Og det gjorde hun i dag. Trods et dårligt knæ og smerter klarede hun sig igennem turen på fem en halv kilometer. Mens vandrerne takker af og vinker til hinanden, lover hun endda at komme igen.
Godt en time efter, at gruppen mødtes foran Designskolen, er den opløst igen. Næste tirsdag dannes en ny. Måske med gamle kendinge, måske med nye gæster. Men helt sikkert med nye oplevelser, samtaleemner og glæder.
Heidi Møller slutter med at opfordre alle til at komme op af sofaen – især på de dage, hvor man ikke rigtigt gider:
”Jeg er aldrig kommet hjem fra en gåtur og har tænkt, at det skulle jeg ikke have gjort. Aldrig. Jeg er altid blevet i bedre humør.”
