Prøv avisen

Gåture, bøger og skænderier holder Paul i form

”Der er altid blevet passet godt på mig,” siger Paul Hansen, som blandt andet kom på privatskole takket være faderens arbejdsgivers generøsitet. Foto: Paw Gissel

I næste måned fylder pensioneret lektor Paul Hansen 105 år. Han giftede sig med en tidligere elev. De fik 69 gode år sammen, selvom de sjældent var enige

Paul Hansen har sans for hverdagens skæve detaljer. Som den aften, hvor det bankede på den pensionerede lektors dør her på plejecentret Lystoftebakken i Lyngby ved København.

”Det var en plejer, som kom tilbage, efter at hun, om jeg så må sige, havde lagt mig i seng. Og så undskyldte hun og sagde: 'Oh, oh, jeg har glemt, at vi skal rense tænder'. Og så måtte jeg jo sige, at jeg skam har mine egne tænder,” siger han og griner.

Om en lille måned kan han fejre 105-årsfødselsdag, og omhyggelig tandpleje har været en værdi for ham, siden hans mor fulgte ham til en privat tandlæge i København for mere end 100 år siden.

”Ja, der er altid blevet passet godt på mig,” siger han.

Det er hans værdier og livsvej, vi skal tale om. En hylde i reolen er viet fotoalbummer, og her finder vi et billede af Paul Hansen fotograferet sammen med sine forældre, Anna og Arnold Hansen. Faderen var inspektør ved Den sjællandske Bondestands Sparekasses hovedkontor i København. Banken havde til huse i Ny Vestergade i det indre København, og her voksede Paul Hansen op som enebarn.

”Jeg kendte alle gårde og alle mennesker i hele Ny Vestergade og kvarteret. Min far var meget large og lod mig lege på Christiansborg, som dengang var en meget spændende byggeplads og ved at blive genopført. Men ve mig, hvis jeg gik ned til kanalen. Det skete kun en gang, og der jeg fik en stor endefuld på stedet. Han var bange for, at jeg skulle falde i vandet,” siger han og henviser til Frederiksholms Kanal ved Christiansborg. Det var barndommens forbudte land.

Hans far mødte allerede klokken 04.30 i banken, og sønnen stod gerne op på samme tid som sin far. Og siden har han været erklæret morgenmenneske. På fridagene var Tivoli på listen over populære adspredelser.

”Ja, jeg havde kort til Tivoli,” siger han og smiler over ordspillet. Der var ikke langt til Tivoli, og han var en privilegeret dreng med sæsonkort til forlystelseshaven. Hans far kom fra Ribe-egnen, så når der var ferie, tog familien enkelte gange toget mod Ribe, men ellers var det mest linje 13 de rejste med.

”Vi fik kolonihave ved Krogebjerg i Vanløse. Jeg tog linje 13, og den havde endestation lige der, hvor gaderne holdt op. Og så skulle man bare gå,” siger han og fortæller om kolonihaven og arbejdet med jorden. Sliddet i kolonihaven har siden afholdt ham fra at blive haveejer.

Da Paul Hansen skulle i skole, sørgede direktøren i Den sjællandske Bondestands Sparekasse for, at Paul Hansen fik en god skolegang. Inspektørsønnen skulle ikke i den lokale skole, men fik plads på Johannesskolen, som er en privatskole oprettet i 1910 af Den kristelige Skoleforening. Turen fra hjemmet i Ny Vestergade til skolen på Vodroffsvej på Frederiksberg klarede han til fods. Han har kun godt at sige om skoletiden. Han gik på Johannesskolen, frem til han blev student i 1928, og da han læste videre ved Københavns Universitet, fortsatte han med at være tilknyttet skolen som underviser.

”Jeg fik et meget venligt forhold til en af gymnasiets lærerinder og kom meget i hendes hjem næsten uden for byen. Ja, det var vel lidt nord for Hellerup, men dengang regnede vi det for uden for byen,” siger han og fortæller, hvordan han med denne kvindes hjælp fik nogle timer ved skolen.

I 1938 tog han embedseksamen i dansk og historie fra Københavns Universitet og blev timelærer ved Johannesskolen, hvor han underviste i både mellemskole og gymnasium. Efter at have været adjunkt ved Johannesskolen, blev Paul Hansen i 1946 ansat på den private Marie Kruses Skole på Frederiksberg. Skolen flyttede siden til Farum nord for København, hvor han underviste, til han gik på pension i 1974.

”Man må nok sige, det er blevet bedre at leve i Danmark, når jeg tænker på dengang, da jeg voksede op, hvor der jo også var fattige folk. Men skolen var bedre i gamle dage. Elever og lærere kendte hinanden ganske godt, og det var ikke som i vore dage, hvor det jo er masseproduktion. Da jeg holdt op, var det også, fordi jeg syntes, undervisningen var for dårlig. Man skulle læse reklamer og vittigheder. Det brød jeg mig ikke om,” siger han.

Det var også som underviser, han mødte den kvinde, han var gift med i næsten 70 år: Thyra Esther Nørholm Pedersen. Hun flyttede fra Haderslev til København og kom i mellemskolen på Johannesskolen, da hendes far blev præst ved Trinitatis Kirke i det indre København.

”Hun var en flittig elev, og jeg havde hende i både mellemskole og gymnasium,” siger han og understreger, at romancen mellem lærer og den tidligere elev først blev en realitet, efter at den kvikke præstedatter var blevet student med et pænt eksamensresultat.

En sommerdag i 1944 blev de gift i Trinitatis Kirke, og i 69 år fulgtes de gennem livet og gjorde deres uenigheder og forskelligheder til en dyd, da de begge var temperamentsfulde. Hun ville gerne have læst videre, men både hendes far og Paul Hansen var enige om, at hun skulle lade sig forsørge. Hun drømte om have, men han ville ikke bruge tid på havearbejde. Han var glad for bylivet, men da der kom to børn til familien, mente hun, at landlivet var bedre. Som så meget andet i parrets liv, landede de på et kompromis. Først boede de i en lejlighed på det ydre Nørrebro i København, og i 1957 flyttede de ind i en nybygget ejendom på 7. sal på Grønnevej i Sorgenfri nord for København. Her var den luft og det grønne, hun talte for, men her var ikke den have, Paul Hansen helst var fri for. I 55 år boede de i den femværelseslejlighed. Hun fik aldrig den have, hun drømte om, men hver sommer rejste de til Falster, hvor de lejede et sommerhus, som lå ud til stranden.

”Vi var næsten aldrig enige, men kunne heller ikke undvære hinanden. Jeg husker en episode i sommerhuset på Falster, hvor vi blev så uenige, at jeg forlod stedet og ville tage bussen og køre til Nykøbing og tage toget hjem. Jeg kom ikke længere end til bussen. Så kom Thyra og hentede mig, for hun kunne ikke finde sig i, at jeg forlod hende på den måde.”

Hvad skændtes I om?

”Det var såmænd ingenting. I hvert fald ikke noget, som var væsentligt,” siger han griner, og så er han stille en stund.

Der kom mange gæster i hjemmet i Sorgenfri. Ikke mindst gamle elever kom gerne forbi. Ligesom Paul Hansen som elev på Johannesskolen havde mødt en lærer, som åbnede sit hjem for eleverne, gjorde han og ægtefællen det til en tradition at åbne deres hjem for tidligere elever. Frem til han var omkring 90 år, kom der hver måned et hold gamle elever til kaffe og boller i hjemmet. Siden lod han stafetten gå videre til eleverne og blev gæst i deres hjem. Ved sin 100-års-fødselsdag i 2010 var der over 100 gæster, og en stor del af dem var gamle elever.

Som hjemmegående kæmpede Thyra Hansen for ligestilling og blev formand for den lokale afdeling af Dansk Kvindesamfund. Ligeløn til mænd og kvinder og barsel til begge køn. På hjemmefronten førte hendes kamp til, at han hver aften hjalp til med opvasken. Da børnene var større, uddannede hun sig til lægesekretær og fik det arbejdsliv, hun havde ønsket sig. Da Paul Hansen gik på pension, var hun fortsat på arbejdsmarkedet, og så var det ham, som sørgede for rengøringen og rykkede ud, når der skulle passes syge børnebørn.

”Det var en stor sorg at miste hende,” siger han om tabet af ægtefællen, som de sidste år var dement, hvilket var årsagen, til at parret i august 2012 flyttede på plejehjem. Godt et år senere døde hun.

Man ser forgæves efter fjernsyn på Paul Hansens værelse. Han har nægtet at få et. Han vil gerne følge med i, hvad der sker i ind- og udland, men han mener, at han bliver godt orienteret gennem den daglige avislæsning. Rummet domineres i stedet af en solid bogreol. Siden barndommen har han holdt af at læse, og han og ægtefællen delte glæden ved at læse alt fra Maria Langs svenske krimier til moderne litteratur.

”Med et fjernsyn ville vi jo ikke have den samme ro til at læse,” siger han.

Er der mon en opskrift på, hvordan man som Paul Hansen kan være på vej mod 105 og være mobil, fri for piller og åndsfrisk? Han er gået til livet omhyggeligt og pligtopfyldende og har holdt af hverdage med rytme. Og rytme i dagen sætter han stadig pris på. Der er færre gøremål end tidligere. Han passer sine planter, som den ene halvdel af året også omfatter altankasser, og så skriver han hver dag i sin kalender.

”Det er ikke sådan rigtig dagbog. Nærmere notater,” siger han om de daglige linjer i den store Mayland-spiralkalender.

Han har aldrig haft bil og har derfor gået mere end de fleste. Ægtefællen var engageret i Kvinder for fred, og sammen med sine sønner omdøbte han det til Fred for kvinder, men han påtog sig loyalt at løbe op og ned ad trapperne med foldere for forskellige demonstrationer.

”Jeg gik til alt. For mig var det den rene spøg at gå fra Klampenborg til Helsingør, men så tog jeg altså toget hjem,” siger Paul Hansen, som i dag går sine ture på plejehjemmets lange gange i selskab med sin rollator.

Og så har han på den anden side af de 100 år fundet en ny glæde i tilværelsen: kirkegang. En gang om måneden er der gudstjeneste på plejehjemmet, og her møder han trofast op, selvom han tidligere ikke har gået meget i kirke. På hans ønskeliste står der flere gudstjenester på Lystoftebakken.

”Jeg synes, gudstjenesten sætter mig i forbindelse med min slægt bagud. Men en gudstjeneste om måneden er for lidt.”

Paul Hansen er her fotograferet med sine forældre, Anna og Arnold Hansen, omkring 1911, og et par år senere står han selv model. Han voksede op i et trygt miljø som enebarn i det indre København. Affotografering: Paw Gissel.