Kære brevkasse
I en bunke af ulæste aviser fandt jeg for kort tid siden en brevkasse om tonen og ånden i menighederne og om den måde, som nye kirkegængere bliver modtaget. Det var noget, som jeg selv kunne have skrevet. Jeg har kun gået i to kirker i de sidste ni år, men jeg har stort set været ude for alt det, som brevkassehenvendelsen i avisen handlede om.
I begyndelsen viste sognepræsten mig den største venlighed, for ellers var jeg nok løbet skrigende bort, for man kan roligt sige, at menigheden modarbejdede præsten i høj grad, og det må have været meget frustrerende for ham. Jeg gik dog hjem efter at have hørt en god prædiken, fint orgelspil og korsang og efter at have sunget mange salmer fra den dejlige salmebog. Men mange, mange gange har jeg alligevel været i dårligt humør bagefter. Når man er helt alene, trænger man til en lille snak og lidt venlighed. Den kom ikke. Menighedsrådsformanden fra min første kirke møder jeg jævnligt i supermarkedet. Han hilser aldrig, har heller aldrig i kirken givet mig hånden og sagt velkommen eller god jul.
Efter nogle år kom der en ny præst i en nærliggende kirke. Jeg begyndte at gå der, og jeg har nu løst sognebånd dertil. Der er to dygtige og søde præster, så nu går jeg hos dem begge skiftevis. Jeg går stadig ikke til kirkekaffe. Sidste gang gik jeg med en dame, som spurgte, om vi ikke skulle gøre det. Efter at vi havde sat os ned, kom der en anden dame og gav sig i snak med hende, som jeg troede, at jeg var sammen med, og som blev meget forbavset over, at jeg gik efter en tids isolation. Jeg prøvede en gang at gå til kaffebordet med det resultat, at de to, som sad på hver side af mig, vendte ryggen til mig for at tale med to andre. Siden har jeg ikke været der.
Når jeg kommer i privat selskab, regnes en sådan opførsel som utilstedelig. Hvad er det, der sker i kirken?
Venlig hilsen Helle
Kære Helle
Tak for dit brev. Når vi læser det, kommer vi til at tænke på et citat af Benny Andersen: ”En klagesang er til for at høres, ikke en stil, der skal rettes i.” Vi tror, at vi hver især skal lytte til den udfordring, som dit brev rummer. Ofte vil vi mennesker derimod gerne rette i hinandens ”klagesange”, og i denne sammenhæng kunne rettelserne måske handle om, at man måske har for høje forventninger, at man jo også skal kunne være anonym i kirken, at man måske skal være mere tålmodig i forhold til at lære folk at kende, eller at man selv burde gøre noget mere. Sådanne ”rettelser” er sikkert ikke i alle tilfælde forkerte, men rettelser til din og andres oplevelser lukker som regel for videre forståelse, eftertanke og samtale.
Mennesker søger kirken, både ved sorg og højtid, til fest og på almindelige hverdage. Mennesker søger det hellige og alvorlige og søger Gud. Men mennesker søger også efter fællesskab, mening og glæde, når de træder ind i kirkens rum. At man søger både kirkens budskab og fællesskabet er tæt forbundet og helt naturligt.
I kirken forkyndes evangeliet, som betyder glædeligt budskab. Det prædikes i ord. Og der prædikes, at ordet blev kød. Gud blev et sårbart menneske, som heller ikke fandt husrum, da han var lille, og som mange gange blev lukket ude fra det gode selskab. Netop han ønskede andre sårbare, ensomme og syge ind i sit fællesskab. Men hvad det konkret betyder oversat til menneskers konkrete liv i dag i den konkrete, kirkelige virkelighed, er ikke altid så let at forstå og ikke altid let at omsætte i mødet med hinanden. Men det er samtidig en udfordring, som altid må dirre i os, og som for altid vil være en af kirkens fornemste opgaver at give et svar på. Og det giver mening, for verdens bedste budskab fortjener gode rammer, god formidling og en praksis, der understreger budskabet. Kirken skulle gerne være denne verdens mest gæstfrie rum. Udfordringen kan lyde til både menighedsråd og præster, men måske er det allermest nærliggende, at den går til hver og en af os.
Foran os ligger et nyt år og mange dage, der skal formes og fyldes. Ved nytårstide er det almindeligt, at folk har nytårsforsætter - noget, de gerne vil fremme eller blive bedre til. Blandt de hyppigste nytårsforsætter er nok ønsket om at tabe sig, holde op med at ryge eller træne kroppen lidt mere. De fleste nytårsforsætter handler om os selv. Måske skulle vi i denne tid opmuntre hinanden til, at vores ønsker og mål mere skal handle om andre. Måske skulle vi som kirke, præst, kirkegænger, menneske træne lidt mere på venlighed, gæstfrihed og åbne vores døre og sind for dem, der er på vores vej?
Og så ved vi, at nytårsforsætter har det med at blegne. Også når det gælder små og milde moralske puf. Det kan let blive fine ord. Alligevel må vi snakke med os selv og hinanden og hjælpe hinanden til at blive mere optagne af at kunne bidrage til gæstfrihed og indbydelse til fællesskab. Vi har alle brug for det i vores liv.
Selvom vi bor i en privilegeret del af verden, er der også i vores samfund rigtig megen længsel efter godhed, og der er mange, der kan opleve sig ensomme på forskellig vis. Vores familieenheder bliver stadig mindre, og mange af os har store krav om at skulle klare mange ting selv. Vores kultur kalder måske meget på, at vi nytænker, hvordan vi kan opbygge og nære de gode fællesskaber. Her har kirken en unik ramme, og den har et budskab, som kan inspirere til konkret handling.
Igen tak for dit brev. Vi vil til slut glæde os med dig over, at du nu kommer i en kirke, hvor du oplever gudstjenesten så vedkommende, at du har løst sognebånd. Vi håber også, at du videre frem må få gode erfaringer med at deltage i kirkekaffe eller i andre gode samlinger i din kirke.
Mange hilsener
Annette og Jørgen