Gamle bibeler bliver til juleengle

I stedet for at samle støv på hylderne bliver gamle bibeler og salmebøger omdannet til juleengle, når de frivillige i Danmissions genbrugsbutik i Brabrand mødes på engleværkstedet

Det er i høj grad fællesskabet, der tiltrækker de frivillige til engleværkstedet. Her har de i løbet af det sidste år foldet 1400 engle, der i december sælges til fordel for Danmissions juleindsamling. –
Det er i høj grad fællesskabet, der tiltrækker de frivillige til engleværkstedet. Her har de i løbet af det sidste år foldet 1400 engle, der i december sælges til fordel for Danmissions juleindsamling. – . Foto: Malene Fenger-Grøndahl/Danmission.

I Danmissions genbrugsbutik i Brabrand lidt uden for Aarhus har gamle bibeler og salmebøger ofte fået lov at samle støv på hylderne. Smukke, som de er med deres gotiske skrift og guldkanter, er der ingen, som rigtig har brug for dem længere. Ikke desto mindre er det, som initiativtager til butikken og frivillig Karla Gosvig siger, samtidig svært at få sig selv til at smide en bibel ud. Men hvis ikke de kan sælges, hvad kan man så bruge de smukke gamle bøger til?

Svaret på det spørgsmål blev vejen til et projekt, som de frivillige i butikken i dag mødes om. For en af de frivillige, Inge Henriksen, havde i sin lokale kirke set, at man kunne folde papirengle af siderne på gamle bøger. Teknikken havde hun fået lært, og hun tilbød at arrangere et engleværksted. Over en kop kaffe og på blot et par timer underviste hun de andre frivillige fra butikken i Brabrand i, hvordan man gør. Herefter er der blevet foldet engle på livet løs. Og selvom det også er foregået hjemme i privaten, så har de frivillige prioriteret at mødes i butikken og gøre det sammen. For engleværkstedet har i høj grad også været med til at styrke fællesskabet i butikken, fortæller Karla Gosvig.

”Vi har alle sammen hver vores måde at gøre det på. Når vi har mødtes og lavet dem sammen, har der været plads til at udveksle erfaringer, tips og tricks til, hvordan man gør det bedst. Og så er det jo også bare hyggeligt at mødes på den måde,” siger hun.

”En gang imellem har vi også fået noget sjov ud af at udfordre hinanden lidt, og for eksempel prøvet, hvem der kan lave flest på en aften.”

Det første hold færdige engle tog de frivillige sidste år med på deres årlige julebasar, og her var de et hit. Grunden dertil er simpel, mener Karla Gosvig.

”Der er så meget omkring julen, som handler om nisser og julemænd, så det pyntede, at vi også kunne få englene med. Vi er jo også en kristen organisation, og det går til et godt formål,” forklarer hun.

Med til basaren var også Tom Bangslund Hansen fra Danmission hovedorganisation, og han faldt pladask for de håndfoldede engle. Derfor spurgte han, om ikke de ville lave nogle, som kunne sælges andre steder i landet året efter. Og så gik de frivillige ellers i gang med at folde og klistre. Målet var at lave 1000 engle inden slutningen af september.

Det nåede de og lidt til. Så de stolte frivillige kunne for nylig aflevere 1400 engle til en glad Tom Barslund, og nu bliver englene fra Brabrand i løbet af juletiden solgt over hele landet. Overskuddet går til Danmissions årlige Lucia-indsamling, der støtter organisationens arbejde rundt omkring i verden.

Det er ikke kun hos Danmission, at man har set en god fidus i at omdanne gamle salmebøger, bibeler og nodeark til julepynt.

Kigger man på internettet og inspirationsbøger, findes der masser af eksempler på folk, der på kreativ vis transformerer gamle bøger og papirer til julepynt. For eksempel kan man folde juletræer, hjerter og stjerner. Så der er masser at kaste sig over, hvis man selv har mod på det.