Sproget ændrer sig umærkeligt. Også vores eget. Jeg kan konstatere, at jeg bruger ordet gammel oftere og oftere om mig selv og mine jævnaldrende venner. Det falder naturligt og har lige så stille sneget sig ind i den daglige snak.
Nakkehårene har altid strittet på mig over massebetegnelsen ældre. Værst var det, når yngre mennesker, politikere eller medierne talte om ”de ældre”. Forstået som en umælende hob af mennesker i 60-plusserne, som kostede samfundet flere og flere for penge. Vi er immervæk flere end 1,1 million mennesker over 65 år og lige så forskellige som alle andre.
Men det er da heldigvis, som om der bliver lyttet lidt mere. Nuancerne og forskellighederne træder tydeligere frem i debatten. Da jeg forleden var sammen med jævnaldrende veninder, lød det om nogle mænd på samme alder, 70-75 år: ”Ja, de ser lidt latterlige ud, de gamle mænd i deres stramme cykeltøj.” Men de her gamle mænd elsker at cykle, og det samme gør jeg selv. Jeg protesterede højlydt over udsagnet.
Jeg stiller selv op i stramt cykeltøj, ganske enkelt fordi det er praktisk og gør den lange cykeltur til en større fornøjelse, fordi der ikke er noget, der snærer. Jeg nægter at acceptere mig selv som en lidt latterlig gammel kone.
Hvis nogen tænker sådan, så har de et problem, ikke jeg. Når folk går i haven, tager de havetøjet på, træsko, gummistøvler, gammelt løstsiddende tøj, man kan røre sig i. Måske en overall. Når folk går i vandet, har de badetøj på. Hvad er forskellen? Man skal stå ved sin alder med klar stemme og rank ryg og ikke lade sig intimidere.
Jeg er selv 75 år og har ingen problemer med det. Vores kroppe ser ud, som de gør. Brugte og smukke efter et langt liv. Cykelsæsonen er for alvor begyndt, og fra den 1. maj begynder mit cykelhold i Roskilde Ældremotion. Jeg glæder mig til fællesskabet, hvis jeg stadig kan klare de 40 kilometer i raskt tempo. Vi får se.
For nylig landede vi i lufthavnen i Addis Ababa i Etiopien og blev fragtet af en lufthavnsbus med et stort skilt bag chaufføren ”Respect your elders. Please offer a seat”. ”Respekter de ældre. Vær venlig at tilbyde et sæde”. I afrikanske kulturer oplever man en respekt og værdighed omkring de gamle. Som familiens overhoveder bliver der lyttet til dem. Deres ord betyder noget.
Det oplevede vi endnu en gang med egne øjne. Under besøget kom jeg til at tænke på Nelson Mandela, der døde som 95-årig i 2013. Jeg oplevede ham selv i Radiohusets Koncertsal, da han var på officielt besøg i Danmark i 1999. Hans udstråling var gnistrende og magnetisk. Men han var også en stivbenet gammel mand på godt 80 år. Den side af ham var der dog ingen, der ofrede nogen særlig opmærksomhed. Mandela var spærret inde i 27 år. Jeg har læst, at han i sin lomme altid havde et digt af den engelske digter William Ernest Henley skrevet i 1875, efter at han som 16-årig havde mistet sit ene ben på grund af tuberkulose. I de to sidste linjer af digtet ”Invictus”, Uovervindelig, står:
”I am the master of my fate – I am the captain of my soul.” I min oversættelse bliver det til ”Jeg er herre over min egen skæbne – jeg bestemmer selv over min sjæl”.
Frekvensen af besøg hos lægen er umærkeligt tiltaget over en periode. Der skal tjekkes det ene og det andet. De jævnaldrende venner kan konstatere det samme, nogle med mere alvorlige lidelser. Vi er ved at blive gamle, siger vi selv.
Forleden var der befriende grin, da veninderne tog hul på et lidt svært emne, inkontinens. Det viste sig, at alle rundt om bordet havde deres egne erfaringer, og talen faldt hurtigt på, hvilken størrelse bind der var den rigtige i diverse situationer. Der blev grinet, så tårerne trillede:
”Vi er vist ved at blive gamle,” var der en, som sagde. Ja, det er vi. Men hvad nu, hvis andre siger det til os, griner vi så også? Vi får se. Mere følger – måske – en anden gang.