Geeti Amiri: Vrede kan ligesom sorg blive en uhensigtsmæssig sutteklud

Debattør, forfatter og skolelærer Geeti Amiri stod i sit livs etiske dilemma, da hun skulle beslutte, hvorvidt hun ønskede forsoning med den bror, der havde udøvet vold mod hende gennem en årrække

31-årige Geeti Amiri udgav i 2016 selvbiografien ”Glansbilleder” om sin opvækst som flygtning i Indien og siden Danmark, samt om sit opgør med social kontrol i sin egen familie.
31-årige Geeti Amiri udgav i 2016 selvbiografien ”Glansbilleder” om sin opvækst som flygtning i Indien og siden Danmark, samt om sit opgør med social kontrol i sin egen familie. Foto: Leif Tuxen

Hvornår stod du sidst i et etisk dilemma?

Det har været de gange, jeg er blevet spurgt ind til min holdning til hjemtagelsen af de danske børn i de syriske fangelejre. Jeg mener jo grundlæggende, at man altid skal passe på de svageste, herunder børn som ikke selv har haft et valg. Men det provokerer mig enormt, at man igennem børnene kommer til at forsvare nogle mennesker, der har truffet den mest forkastelige beslutning at rejse ned til et kalifat, og som derved håner det demokratiske samfund, de kommer fra. Jeg tror særligt, det provokerer mig, fordi jeg selv er barn af politiske flygtninge, der er kommet til Danmark fra det mest antidemokratiske miljø. Jeg har spurgt mig selv, om jeg har rummelighed og medmenneskelighed nok til at argumentere for børnenes sag, men mit moralske kompas kan bare ikke leve med, at man vender ryggen til nogle børn, der blot har trukket nitten i forældrelotteriet.

Hvad er den største etiske udfordring, du selv har mødt?

Det var, da jeg valgte at forsone mig med min familie og tilgive min bror, der udsatte mig for vold gennem tre år efter min fars død. Det har været en personlig dannelsesrejse at vokse ud af vreden og ud af den ensidighed, som man begynder at skue verden med, når man har været udsat for et sådant svigt. Jeg brød med min bror, da jeg var 17 år, og der gik seks år, før jeg tog valget om forsoning. Det krævede mange overvejelser, før jeg nåede til erkendelsen af, at hvis jeg ikke ønskede, at mønsteret med omsorgssvigt skulle gentage sig i min familie, blev jeg selv nødt til at lægge vreden bag mig. Ellers ville den vokse i mig og fastholde mig i mørket, og han ville for evigt forblive en skurk og jeg et offer. Men verden er sjældent så sort og hvid, og jeg indså, at den vold, han havde udsat mig for, havde han på en måde også udsat sig selv for. Præcis ligesom sorg også kan gå hen og blive en uhensigtsmæssig sutteklud, blev jeg nødt til at give slip på min vrede, for at jeg igen kunne lukke lyset ind i tilværelsen.

Hvad er tidens største etiske dilemma?

Det er, hvor grænsen går for, hvem vi som samfund har et ansvar for. Spørgsmålet bliver kun større i takt med, at verden kollektivt møder nye udfordringer, som coronapandemien har været et glimrende eksempel på. For hvem er vores næste? Er det dem, vi omgås til daglig? Dem, vi deler nationalitet med? Eller er det mennesker, der lever på den anden side af jorden? Eksempelvis er jeg enormt påvirket af, at min families hjemland Afghanistan, og Indien hvor jeg har boet en årrække som barn, er ekstremt hårdt ramt af corona, mens vi herhjemme har klaret os så godt igennem. På mange måder er det forståeligt og fornuftigt, at man hjælper sig selv først, men det rejser en lang række etiske spørgsmål om, hvem vi som nation er forpligtet til at række en hånd ud til.

Hvilke etiske principper tilstræber du selv at handle efter?

Som udgangspunkt forsøger jeg altid at udvise empati. Og næstekærlighed. Hvor klichéfyldt det end lyder, havde jeg engang en lærer, der sagde til mig: ”Man kan ikke redde hele verden. Men kan man redde bare ét menneskes skæbne, så er det det hele værd.” Den pointe har siddet i mig siden.

Hvornår er du gået på kompromis med dine egne etiske principper?

Da jeg lavede radio, havde jeg et meget presset skema, og samtidig var der en konstant strøm af børn og unge mennesker, der rakte ud til mig, fordi de havde spørgsmål eller brug for hjælp. Jeg havde så stort ønske om at løbe endnu stærkere for at nå det hele, at jeg fuldstændig glemte mig selv midt i det. Det var ikke stress, men det var nok til, at jeg blev nødt til at skære ned på mit ønske om at tage mig af andre. Jeg måtte erkende, at jeg ikke kunne være noget for andre, hvis jeg ikke havde styr på mig selv.