Cykelstien, som fører gennem tunnellen og forbinder centeret med Askerød, synes meget længere, end jeg husker den fra min barndom. Når jeg står og betragter distancen, føles den nærmest uoverkommeligt lang. Som på en tegning bliver den smallere og smallere for til sidst at snævre ind til et sted, som jeg ikke kan se. I en bog fra biblioteket lærte jeg at tegne med forskellige perspektiver. Perspektivtegning. Med små, smarte tegnetricks kan man skabe dybde. Jeg ser på horisontlinjen. Dybdelinjerne, de hvide kanter på de bede, der afgrænser hver side af stien, ender i forsvindingspunktet. Mit barndomsland. Det perspektivløse land uden dybde. Vejen hælder naturligt, da den fører ind i en tunnel og under Hundige Centervej. Der er langt, det er ned ad bakke, og jeg har egentlig ikke rigtig lyst til at begive mig på vej.
Askerød er et almennyttigt boligbyggeri i Hundige 18 kilometer syd for København. Bebyggelsen blev opført i midten af 1970’erne, og som udgangspunkt var idéen at skabe et bymiljø. Man lavede stier, små torve, legepladser, børnehaver, grønne områder med helt egen kælkebakke, festlokale og mødesal. En by i byen. Et land i Danmark, hvori man ikke fik indblik, med mindre man aktivt ledte efter en af de få veje, der førte derind. Men hvem havde lyst til det? For beboerne var der tale om den samme afsondrethed og isolation, med mindre man søgte ud. Men hvem gjorde det?
I flere år fik bebyggelsen mærkatet ”ghetto” på sig, og i statsminister Lars Løkke Rasmussens (V) optik figurerer områder som Askerød nu som ”sorte huller på Danmarkskortet”. Ghettostatussen skyldes, at området adskillige gange opfyldte mindst tre ud af fem kriterier, som handler om sociale og økonomiske forhold. Alle er det kriterier, som indbefatter interaktion med det omkringliggende samfund samt relationer og socialt samspil, hvor individer gennem deres handlinger påvirker hinanden. Det må være tydeligt for de fleste, at et sådant byggeri allerede ved sit fysiske udtryk begrænser samspillet med det øvrige samfund. De fleste er åbenbart ikke dem, der trækker i trådene, og det er fatalt, at beslutningstagerne ikke ser eller måske rettere så disse fejlslag.
Her bor mennesker med særlige boligbehov. Kommunen har anvisningsret, hvor hensigten er at hjælpe enkeltpersoner og familier med begrænsede økonomiske og sociale ressourcer. Et sympatisk og meget dansk tiltag, men også den ideelle ghettoetablering.
På den ene side støtter kommunerne op omkring de svage, omfavner og inkluderer, men på den anden side resulterer deres hjælp, deres metode, i ghettodannelse og eksklusion fra det øvrige samfund. Et dilemma. Et kommunalt og samfundsmæssigt paradoks.
Kærlig omklamrende omfavnelse, der skygger for den verden, der ligger parallelt. En omfavnelse, der ikke åbner for udvikling, men kun opfordrer til at blive i de vante rutiner inden for murene. En misforstået gestus, der signalerer, at det er legalt at blive i kommunens varme vugge og lappe kulturens næringsfattige modermælk i sig.
Jeg ranker ryggen og hanker op i mig selv, for jeg har sat mig for at besøge min gamle by, som ikke er Hundige, men Askerød.
Ofte har det været med bankende hjerte, at jeg har sat kurs mod mit hjem. Frygten for min fars og brødres humør. Angsten for de sædvanlige lussinger og hån sidder stadig i mig, og jeg skal minde mig selv om, at dette ikke er mit hjem mere. Jeg kommer frivilligt, og jeg forlader området, når jeg har lyst. Jeg er et individ med retten til egne valg og ikke blot en komponent i et maskineri, der er gået i tomgang.
Askerød er ikke på ghettolisten mere, tænker jeg, da jeg går gennem tunnellen, der ikke som dengang er dekoreret med tilfældig amatøragtig og ulovlig graffiti. Grønne farver og tydeligt planlagte mønstre med glimmer lyser den ellers mørke passage op. Jeg bemærker kunstnerens signatur, ”Godset”. Den seje klub Godset ligger tæt op ad Askerød og lokker med basketballnet, kaniner og voksne, der vil tale.
Det har aldrig været en option, at jeg kunne gå der, så jeg har aldrig spurgt mine forældre. Det var jo ikke gratis. Til gengæld besøgte jeg ofte området efter lukketid og hyggede mig på udendørsfaciliteterne. Nu har ”Godset” været på besøg i Askerød og byder mig med håbets farve velkommen.
Kontrasten er markant, da jeg på den anden side af tunnellen træder ind i Askerød. Bymiljøet er tydeligt med den smalle let snoede sti med gadelygter i siderne. Det ser hyggeligt ud. Jeg bemærker en åbenhed i forhold til tidligere. Flere bygninger er revet ned, og det giver plads til lys og græs, der på trods af januar måneds mørke dage stråler grønt og dejligt forfriskende. Planen har netop været at åbne op og tilføre området lys og luft, men ifølge flere gadeplansmedarbejdere var der også en anden dagsorden på færde.
Ved at rive bygninger ned fjernede man små kroge og andre gemmesteder for dels ulovlig handel med stoffer og våben og dels overfald i forskellige afskygninger. Derudover gav det overblik, og politiet ville have bedre held med at fange banditterne. I det perspektiv var livet bestemt ikke kedeligt for en dreng som lille Ahmad. Biljagter og skyderi er vel enhver drengs største ønske at opleve i virkeligheden. Fiktion og realitet, der smelter sammen som en usædvanligt god version af virtual reality.
Uanset årsagen til den omfattende nedrivning, så er området i høj grad mere imødekommende, end jeg husker det fra min barndom.
Tidligere havde Greve Kommune anvisningspligt over 25 procent af lejlighederne. Denne brugte de tydeligvis til at samle ressourcesvage med anden etnisk baggrund og andre lignende familier. Det er en kendsgerning, som man ikke kan argumentere imod. Mine tanker falder tilbage på ghettolistens kriterier, som alle tager afsæt i sociale og økonomiske forhold. Man skulle jo nærmest tro, at hensigten oprindeligt havde været at skabe områder, som man kunne klassificere som ghettoer.
Det ville dog være ualmindelig dumt, og jeg tænker, at tankerne bag er udsprunget af manglende indsigt i klassedeling og en accept af, at vores lille smørhul mellem æblegård og humlehave er et kulturhierarkisk land med social ulighed.
Med en sådan både empatisk, men samtidig objektiv forståelsesramme ville 2018 have set anderledes ud i hvert fald med henblik på boligområder.
Jeg spadserer ned ad stien, og de første mennesker, som jeg møder, er hundeluftere. De fleste minoriteter i området kan ikke lide hunde. De anser dem for at være urene og ulækre. Hvis man ser mennesker fra ikke-vestlige lande i følgeskab af en hund, så kan man være ret sikker på, at det er en kamphund, der er trænet til at dræbe, og ikke et kæledyr.
Det er ikke tilfældet i dag, og blå øjne kigger nærmest undrende og nysgerrigt på mig og i sådan en grad, at jeg føler mig fremmed og i særdeleshed som en udefrakommende. Det er ellers en følelse, som jeg længe kæmpede med, når jeg i sin tid bevægede mig væk fra Askerød.
Sekretariatschef fra administrationsselskabet Bo-Vest Sara Matikeinen fortæller, at Greve Kommune i dag har 100 procents anvisningsret over lejlighederne. En katastrofe, tænker man umiddelbart, men med den fulde pakke har de klogt nok skiftet taktik. I stedet for at samle samme type mennesker bestræber de sig på at gøre det modsatte. De blander folk, og de flytter dem. Social skrøbelighed er ikke længere et indgangspas, og nøglen til boligerne er nu uddannelse og tilknytning til arbejdsmarkedet.
Kulturel integration kan man kalde denne nye ghettopolitik, og i det perspektiv giver det ufattelig god mening med 100 procents anvisningsret. Direktør for Bo-Vest Ulrik Brock Hoffmeyer supplerer ved at fortælle: ”Vi har desværre været nødt til at opsige lejemålet for tre familier.”
Opsigelsen skyldes børnenes og familiernes kriminelle handlinger i området, og Hoffmeyer konkluderer, at denne konsekvenspolitik resulterer i mindre kriminalitet, da de unge bliver bevidste om, at deres handlinger påvirker hele familien.
Politiet er en vigtig samarbejdspartner her, da det er fusionen mellem deres viden og boligselskabets handlekraft og beføjelser, der virkelig kan gøre en forskel. En SSP- (skole, socialforvaltning, politi) dialog har længe været en realitet, men nu afføder snakken metoder og handling.
Jeg går hen til en opgang og kigger på rækken af postkasser. Mangfoldigheden i de etniske grupperinger kommer til udtryk i navnene, og det vidner om, at kommunens taktik virker efter hensigten, når det kommer til en global repræsentation. Jeg kan ikke lade være med at smile ved tanken om, at den arabiske dominans er truet og mister territorium. De troede, at de var urørlige, og jeg hadede bandemedlemmernes selvglade og overlegne attitude. Små ghettokonger, som alle var bange for. Nu lakker deres regeringstid mod enden.
En stilren sort opslagstavle er også ny. Den er egentlig nok tænkt som magnettavle, men sådanne dimser kan ikke få lov til at være i fred. Derfor er de fire opslag sat fast med tape, hvilket bryder det stilrene udtryk. Informationen på tavlen byder på tilmelding til bankoaftener, selvansvar for fjernelse af hundelorte, jobopslag til trappevask og endelig et fritidsjobopslag.
Sætninger som ”Din fremtid”, ”Tag ansvar”, ”Vis engagement”, ”Åben fritidsjobvejledning” fanger min opmærksomhed. Tidligere på ugen talte jeg med Majken Rhod Larsen fra Greve Nord Projektet. Greve Nord Projektet er en boligsocial indsats. I min barndom udmøntede sådanne indsatser sig i særtilbud på kulturens præmisser. Fædreklubber, pigeklubber, springgymnastik for ballademagere og så videre. Ghettotilbud, som blot bidrog til yderligere eksklusion fra det danske samfund og ofte faciliteret af områdets gangstere.
De tilbud bidrog ikke til indslusning i fritidslivets mange muligheder, ligesom de stemplede børnene og de unge med et segl, der fortalte, at de var anderledes. De tilbud begrænsede folk i mødet med andre udtryksformer og ikke mindst andres meninger. Misforstået omsorg og pædagogik, som man nu ifølge Greve Nord Projektets medarbejder har rettet op på.
De suspekte og banderelaterede gademedarbejdere er fyret, og man arbejder med henblik på at sluse de unge ud i kultur- og fritidslivet. Vel at mærke det rigtige foreningsliv, som også Strandvejens børn frekventerer.
Stilheden slår mig pludselig, og jeg vender mig om med et sæt. Det er en vindstille og kold dag. De fleste fugle har sagt farvel til Danmark til fordel for sydens varme og et mere varieret spisekammer. Træernes nøgne grene er stivnet i et fotografilignende vinterbillede. Gadebilledet er et andet. Sporadiske lykkelige glimt flimrer i min bevidsthed, og billeder af børn i alle aldre, der leger sammen, spiller rundbold, løber på rulleskøjter og leger røvere og soldater, får mig til at smile. Den slags børnekultur fandtes faktisk også inden for ghettoens mure, og jeg tror, at uanset hvilke forhold man tilbyder børn, så finder de måder at overleve på. Nu ses ingen børn, legepladserne er tomme, og fodboldbanen, der i øvrigt ligner en fængselsløbegård, bliver ikke brugt.
Den anderledes adfærd skyldes nødvendigvis ikke områdets særlige karakter eller forskellige tiltag. Hele legekulturen har ændret form, og vi ser ikke leg udfoldet i gadebilledet som tidligere, men noget er der sket. Sideløbende med de legende børn sås dengang også grupper af unge, der hængte ud, ofte fordi der ikke var plads til dem hjemme. Jeg har aldrig haft mit eget værelse, og det var de færreste, der kunne prale med den luksus. Gaden var derfor vores andet hjem, og ikke alle kom for at lege. Nu er her helt stille, hvilke tyder på, at de må være andre steder, konkluderer jeg og tænker på fritidsjobopslaget og hjælpen til at komme i gang med en fritidsaktivitet.
På vej tilbage passerer jeg kælkebakken, som hæver sig i grønne nuancer. Sneen mangler på trods af årstiden, men her kan man ikke klandre nogen, eller kan man? En duknakket og smule laset skikkelse dukker op i horisonten, og jeg genkender min fars gamle ven. Assalamu Alaikum. Vi hilser høfligt. Det sløve og apatiske udtryk i hans øjne og den langsomme slentren uden mål fortæller mig, at intet i den mands liv har forandret sig.
Ved den sidste bygning inden parkeringspladsen, hvor min bil holder og lokker med sædevarme og musik på anlægget, tøver jeg og kigger på et vindue med indvendig folie. De fleste vinduer er i øvrigt beklædt, så man ikke kan se ind. Der har altid hersket en særlig form for paranoia her, og beboerne ønsker med al tydelighed ikke at lukke solen ind i deres hjem med fare for andre blikke og ond sladder. Når man samler folk som i en hønsegård, så trives sladderen, og den gode H.C. Andersen kunne med eventyret ”Det er ganske vist” sagtens have beskrevet snakken i Askerød. Jeg tager mig sammen og ringer på. Jeg kender kvinden, der lukker op. Hun kigger dømmende på mig, men byder mig ind. Her i denne osteklokke har gæstfrihed aldrig været til diskussion. Ingen bliver efterladt ved døren, og ingen går sultne hjem.
På trods af den højlyse dag bliver kvindens hjem oplyst af elektrisk lys. Hele udsmykningen er wannabe 1001 nats eventyr med billige materialer fra Bilka og Ikea. På arabisk spørger kvinden: ”Hvornår får vi mulighed for at fejre, at du bliver gift?”. Heller ikke her har de fine socialinkluderende indsatser og nye problemløsninger slået igennem, og jeg tænker, at man måske skal skrue op for den opsøgende del, banke på og insistere på at komme ind. Jeg hilser med hånden på hjertet og forlader Askerød.