Da flere tusinde flygtninge tidligere på ugen nåede Danmarks grænser og bevægede sig langs motorvejene fra Rødby og Padborg, tog hele landets befolkning af sted for at hjælpe dem. Eller sådan syntes det i hvert fald, hvis man skulle tro de sociale medier. For her flød det over med beviser fra danskere, der dokumenterede deres hjælp via Facebook-opdateringer, Instagram-billeder og tweets.
Det er ikke noget nyt fænomen, at danskere bruger de sociale medier til at promovere deres gode sider. Maratonløb, karakterer, rejser og andre af livets succeser florerer allerede i stor stil. Og så er det helt naturligt, at man også skilter med sin godhed over for flygtninge, forklarer Jakob Linaa Jensen, der er forskningschef i sociale medier ved Danmarks Medie- og Journalisthøjskole.
”De sociale medier bidrager til en moderne identitetsbygning. Vi lever i en omskiftelig verden, og medierne er en måde at promovere sig selv på. Man bruger nettet til at skabe et billede af sig selv som person på godt og ondt,” siger han.
Han bakkes op af sin kollega fra IT-Universitetet, Lisbeth Klastrup, der er lektor i digital kultur og kommunikation.
”Vi skaber teknologien, men den er også med til at skabe os. Facebook er som platform med til at skabe en synlighedskultur. Man bliver opfordret til at tænke sit liv i statusopdateringer, og vi bliver sultne efter andres likes. Dette behov for social iscenesættelse er de sociale medier med til at skabe. Før i tiden var ens netværk mere lokalt forankret, men nu er vi blevet vant til, at når vi skal organisere og mobilisere netværket, gør vi det på de sociale medier. Men vi gør det også på mediets præmisser,” forklarer hun.
”Når man poster noget på Facebook omkring en situation som den aktuelle flygtningekrise, handler det ikke bare om at sige, at man har hjulpet. Man siger også indirekte, at man har en holdning til, at flygtninge er nogle, der skal hjælpes. Man håber at inspirere andre til at gøre det samme. Hvis jeg skriver på Facebook, at jeg åbner mit hus for flygtninge, får andre måske lyst til det samme. Selvfølgelig er der et element af selv-iscenesættelse, når man poster en selfie med flygtningene, men der er også mange andre ting på spil,” siger hun.
Da danskere under Anden Verdenskrig sejlede jøder i sikkerhed i Sverige eller kæmpede mod tyskerne i modstandsbevægelsen, blev det ikke dokumenteret, men derimod forsøgt forbigået i stilhed. I stedet for at fortælle, at man havde gjort noget heltemodigt, holdt man det for sig selv og nævnte det ikke for nogen.
Men selvom danskerne dengang af gode grunde ikke kunne tweete eller opdatere statusser på Facebook, er Jakob Linaa Jensen ikke sikker på, de havde fortalt om bedrifterne, selvom de havde haft teknologien til rådighed. Trangen til at kommunikere om alt fra stort til småt i ens liv er nemlig relativt ny.
”Velgørenheden er blevet mere performativ og socialt funderet. Vi vil gerne vise, at vi er gode, og den tendens kommer fra USA, hvor man er meget eksplicitte med at fortælle, hvad man er god til,” fortæller han.
”Tidligere talte danskerne aldrig højt om religion og politik. Nu deler man i høj grad sine politiske holdninger på de sociale medier, og på den måde er der sket et markant nybrud. Det er beslægtet med det at dele sin velgørenhed. Mange af de ting, som man før betragtede som private, og som man kun talte om med sine nære venner, er nu rykket ud i offentligheden.”
En af dem, der i høj grad mærker de sociale mediers ageren under flygtningekrisen, er forfatter Anne Lise Marstrand-Jørgensen. Hun er en af initiativtagerne bag Facebook-gruppen Venligboerne København og Omegn, der på kort tid er eksploderet i vækst. Og selvom Anne Lise Marstrand-Jørgensen er glad for, at der er så stor vilje til at hjælpe blandt danskerne, oplever hun også bagsiden af succesen.
”Selviscenesættelsen er en side af mediet, som vi er vant til, og mange er gode til at finde en balance. Men i forbindelse med den aktuelle situation har det været problematisk, at så mange bruger gruppen og mediet til at vise billeder af deres hjælp,” siger hun.
”Det er fint, hvis man gerne vil inspirere andre og vise, hvilke aktiviteter man kan gøre for at hjælpe. Men det er unødvendigt, hvis folk bare tager et billede af sig selv i en bil, der kører til Rødby. Det behøver vi ikke at vide.”
I den seneste strøm af tweets, billeder og statusopdateringer er der en påfaldende hældning mod venstrefløjens politiske ideologi. Mange giver kraftigt udtryk for modviljen mod den nye regerings stramning af flygtningepolitikken. Da billedet af manden, der havde samlet en flok flygtninge op under påskud af at hjælpe dem for derefter at køre dem til politiet, gik sin runde på Facebook, var sympatien for manden fraværende. Og det til trods for, at han handlede efter loven, som foreskriver, at flygtningene skal registreres, når de kommer til landet.
”Det er de 'gode, moralske' holdninger, der dominerer,” forklarer Jakob Linaa Jensen.
”Der er ingen, der skriver, at de står og spytter på flygtningene. På Facebook hersker fortællingen om det gode liv og de gode holdninger, så der er bestemt en bias mod en bestemt politisk ideologi.”
”Det handler også om en elitediskurs,” forklarer han. ”Man så det samme efter valget. Der sad en masse mennesker i København, som ikke kunne forstå, at Dansk Folkeparti fik så mange stemmer. De kendte ikke nogen, der stemte på dem, men det er jo, fordi de færdes i bestemte cirkler, og de holdninger, der kommer til udtryk i deres Facebook-feed, er jo i høj grad de samme holdninger, de selv har. På den måde kan man sige, at de er endnu mere lukket inde i deres egen verden end dem i Sønderjylland, der stemte på Dansk Folkeparti. Det siger noget om det delte Danmark, at vi lever i forskellige forståelsesverdener. Og det er det samme med flygtningesituationen. Men husk på, at der også er rigtig mange, der ikke skriver noget, og de har måske en anden holdning end de ideologiske, kommunikativt stærke.”
Ifølge Lisbeth Klastrup fra IT-Universitetet er man, selvom sociale medier efterhånden har nogle år i bagagen, stadig ved at finde ud af, hvordan man skal bruge dem, og hvor grænserne går.
”Denne situation er i dansk sammenhæng ny på de sociale medier, og der er ikke nogle normer for opførslen endnu. Men de udvikler sig hurtigt i takt med, at man ser, hvad der virker, og hvad der er for meget,” siger hun.
”Det er måske i orden at lægge ud, at man er kørt til Rødby for at hjælpe, fordi andre ikke har haft den mulighed og gerne vil vide, hvordan det er dernede. Men hvis man poster et billede af sig selv poserende med en gruppe flygtninge uden at tænke over, hvordan det kan påvirke deres liv på den lange bane, er vi mere ovre i den ureflekterede selviscenesættelse. Behøver man vide det?”.
Også Jakob Linaa Jensen mener, at der på et tidspunkt vil komme en naturlig grænse.
”Det er klart, at situationen får en del opmærksomhed nu, fordi det er så stort, og det vil formentlig fortsætte lidt endnu, men på et tidspunkt skifter det, ligesom det altid gør. Der kan komme en kvalmegrænse på et tidspunkt.”