Gåture er ikke kun et spørgsmål om at motionere og holde sig i form. Det at sætte den ene fod foran den anden har også en eksistentiel dimension, som igennem årtusinder er blevet dyrket af filosoffer som Aristoteles, Augustin, Nietzsche og Kierkegaard.
Ligesom videnskabsmænd og digtere – Alexander von Humbolt, vennerne Goethe og Schiller, Arthur Rimbaud og Henry David Thoreau for at nævne en håndfuld – har koblet gåture sammen med tankevirksomhed.
Men også mindre ånder kan have stor glæde af at lade hjernen arbejde, eller tankerne flyve, i forbindelse med det at sætte den ene fod foran den anden.
I sin nye bog skriver magister i litteraturhistorie og forfatter Anna Skyggebjerg om gåturens anatomi – historisk, litterært og tidskritisk. Og personligt taler hun for at genfinde gåturens væsen: ”Fordi man kan lide at gå, og ikke fordi man vil opnå et bestemt udslag på sit pulsur. For så går man glip af rigtig mange af de fine oplevelser, man kan blive givet af at gå en tur.”
I en verden, hvor der er fart på alting og krav om, at vi hele tiden bliver bedre, hurtigere og stærkere, er det at gå en tur bare for at gå en tur i virkeligheden nærmest en radikal handling, mener forfatteren – en modstandsbevægelse mod altid at have travlt og skulle nå et mål.
Bogen ”Gå tur” udkommer i næste uge og er en i rækken af bøger, der de seneste år og på den ene eller anden måde hylder det at gå. Måske som reaktion på nogle årtier, hvor bevægelse og motion har været sat i system med fitness, crossfit, zumba og halv- eller helmaratonløb.
”De fleste mennesker lever travle liv, og har sandsynligvis prøvet forskellige måder, hvorpå de kunne få mere ro i tilværelsen. Men ofte bliver de løsninger igen noget, man skal gøre. Møde op til dit og dat eller huske at gå i fitness, og det giver bare endnu mere stress. Her er det at gå ret fænomenalt,” siger Anna Skyggebjerg.
At gåturen er tilbage med fornyet kraft, mener hun sker, fordi vi havde brug for det.
”Det er lidt med gåturene som med MeToo og TimesUp. Det sker, fordi vi har brug for det.”
Turene behøver ikke være villede vandreture, mener forfatteren.
”Bare det at gå til arbejde eller derhen, hvor man alligevel skulle, frem for at cykle eller tage bussen, vil med det samme give en ro uden den det-har-jeg-ikke-tid-til-tanke, man kan få, hvis man skal pakke taske til fitnesscentret, klæde om sammen med alle de aflange typer, træne, bade, pakke tasken igen, og cykle hjem med vådt hår. Jeg vil ikke tale dårligt om den måde at motionere på, men lige så stille kan de blive til endnu et projekt,” siger Anna Skyggebjerg, som foretrækker den enkelthed, der ligger i at tage sine flade sko på og gå ud af hoveddøren.
”Gåturen kan noget, som ikke mange andre motionsformer kan. Nemlig at give ro, nærvær, en fornemmelse af taknemmelighed og en pause, hvor vi glemmer os selv. Det er det, vi alle sammen savner, men ikke altid ved, hvordan vi skal få ind i vores liv, og så er det i virkeligheden så enkelt som at sætte den ene fod foran den anden,” siger Anna Skyggebjerg, som tror, at ”der er rigtig mange, der har fundet ud af, at vi er gået over åen efter vand, når vi motionerer”.
Hvordan går hun selv tur? Med hovedet fuld af tanker eller netop ikke?
”Nogle gange beslutter jeg bevidst, at jeg vil tænke det og det igennem, fordi der er noget i mit liv, der trænger til et kritisk eftersyn. Det er gåture nemlig gode til. Men generelt prøver jeg at være mere end at tænke, når jeg går. På mange af mine ture er der forbilledligt lidt hjerneaktivitet. At blive tømt for tankemylder er en af de store glæder ved at gå tur.”
Man kan gå sammen med andre, og man kan gå for sig selv. Men begge dele bidrager til fysisk og mental velvære, mener forfatteren, som bliver glad, når hun på de store familiefrokostdage ser hele selskabet gå tur i stedet for at sidde om bordet i fire-fem timer.
”Når man går sammen mange, placerer man sig lidt forskelligt og ikke nødvendigvis sådan, som man sad omkring bordet. Det er en vidunderlig måde at tale sammen på, fordi der er en særlig intimitet mellem mennesker, der går. Det har noget at gøre med, at man ikke har konstant øjenkontakt. Det giver fortrolighed,” siger hun, og kommer til at tænke på Søren Kierkegaard, som på sine daglige gåture inddrog dem, han mødte ”i sin cirkel”.
”Han havde den vane, at han stoppede mennesker på sin vej og indledte samtaler. Han kaldte det sit menneskebad. Det er netop det, der sker, når man går og taler med andre mennesker – der slås en cirkel om de talende, uden for hvilken der intet er, og inden for hvilken der er en helt særlig intimitet, som gåturens magi udvirker.”
Lavpraktisk kan de også åbne for kommunikationen med lukkede teenagere.
”At gå sammen uden alt for meget øjenkontakt er en genial måde at skabe et trygt rum og få tungen på gled,” mener Anna Skyggebjerg, som først og fremmest har skrevet bogen for at give glæden ved at gå tur videre.
”Men også for at give gåturen mere credit. For nogle har den fået ry af at være noget, man gør, hvis man ikke kan andet. Det synes jeg er uretfærdigt, for det er en helt vidunderlig aktivitet, som netop rummer muligheden for at få noget af det dybe, vi mangler i livet.”
Det strider mod gåturens ånd at være et udstyrsstykke. Der skal netop ikke noget særligt til, og man behøver ikke købe noget for at komme i gang. At gå knytter ikke an til forbrug og pengebrug. Alle med nogenlunde fodtøj kan være med, her er ingen finere end andre: I sin essens er det at gå fordringsløst, næsten asketisk.
Måske er også denne tanke medvirkende til bøger, som den norske forfatter Tomas Espedals ”Gå eller kunsten at leve et vildt og poetisk liv” fra 2006, den franske filosof Frédéric Gros ”Gå!” fra 2015 – og Anna Skyggebjergs ”Gå tur” fra i næste uge.