Prøv avisen

Glæden ved at vaske gulv

– Foto: Lars Krabbe/ritzau

Arbejdende med vand, sæbe og klud tænkte jeg på den glæde, det giver at medvirke – i dette tilfælde til renhed, skriver Claus Grymer i denne uges signatur

Det er en helt almindelig dag. For så vidt man som kan tillade sig at kalde en dag almindelig. Og det kan man egentlig ikke. For det såkaldt almindelige er ret betragtet ualmindeligt – i den forstand at man ikke kan tage noget for givet. Heller ikke det ”almindelige”.

Men altså: Det er en af disse dage, som vi med den dorske automatik, som skyldes vanen, betegner som almindelige. Fordi der sker ikke noget. Eller i hvert fald ikke andet end det, som vi henregner til hverdagens banaliteter. Og dem skylder vi efter gængs opfattelse ikke meget opmærksomhed. Men jeg med mine 71 år mener noget andet.

Jeg har lige vasket gulvet. Nævn noget, der er mere banalt! Men arbejdende med vand, sæbe og klud tænkte jeg på den glæde, det giver at medvirke – i dette tilfælde til renhed. Duften af sæbe i rummet. Både på dets og ens egne vegne føler man velvære. Og især gør man det på en dag, der på alle måder synes venligtsindet. En dag, hvor det banale får tid og plads til at vise sig som noget, der er mere end banalt. Som glæde.

Hvilket privilegium – ja, intet mindre – når ens tilværelse befinder sig i en så velafstemt grad af balance, at alene duften af et nyvasket gulv kan fylde nogle øjeblikke med mening. Selvom det jo egentlig er at forvente for meget af gulvvask. Men når den alligevel synes at overkomme det uoverkommelige, skyldes det, at den finder sted på en dag, der af dybereliggende årsager har mening for én. Man får det godt med rengøringen, fordi man har det godt i forvejen.

Eller sagt ligeud: Fordi man lever og stadig er i stand komme vand og sæbe i en spand. Og igen – ja, det er så banalt. Men dybest set drejer det sig jo om den banalitet, som er livet. Jeg anbragte kluden på gulvet og gik i gang, mens de af mine tanker, der ikke var optaget af det våde og konkrete, rettede sig mod begreberne udsættelse og nåde. Jeg havde en fornemmelse af, at både spanden og jeg selv løftedes op i lyset.

Hvordan beskrive sådan en dag for en udenforstående, der spørger, hvad man har oplevet undervejs gennem den? Vover man at fortælle, at man såmænd bare har vasket gulv, vil det blive hørt med en velbegrundet forventning om noget andet. Om noget af den slags, der gør en dag til en dag, der skønnes værdig til at blive regnet med. En spand med vand og sæbe kan ikke klare den sag for andre end én selv.

Nyheder – det er det, der skal til. Har man nogle interessante? Undskyld, men er det nu også nødvendigt? Jeg ved ikke af mange nyheder, der er bedre end den, at der ingen er. At alt er ved det sædvanlige. Ligesom gulvspanden. Sæbevandet er uden forandring og svig. Sagt af én, der værdsætter sædvanlighedens velsignelse.

For mig, der i mange år har forsøgt at være en art journalist, er det naturligvis flovt at indrømme, at jeg i grunden aldrig har interesseret mig for noget ud fra den begrundelse, at det er en nyhed. For en ”rigtig” journalist på et passende lavt niveau er en kalv, der er født med tre ben, vist ”en god historie”. Jeg foretrækker til hver en tid en kalv, der ikke har en ”historie”, men fire ben. Hellere en velskabt almindelighed end en vanskabt nyhed.

Jeg opfatter det som en ”god historie”, at dagens gulvvask er gennemført uden komplikationer, hverken spanden eller tilværelsen væltede. Ganske vist knagede det advarende i leddene, når processen krævede uvante kropsbøjninger. Men jeg er da kommet op at stå igen, og spanden og jeg sender hinanden tilfredse blikke og er blevet to, der har noget sammen.

At dele livet med sæbevand og klud – det er stort.