Prøv avisen
Seniorliv

Tidligere biskop: Der er ikke kun ulemper ved at blive mere glemsom med alderen

Selvfølgelig irriterer det mig, at jeg ikke lærer så godt og så hurtigt, som da jeg var yngre. Det gælder ikke blot musikken. Det gælder også sprog. Jeg ville egentlig gerne lære lidt italiensk, men jeg kan ikke huske det, jeg lærer. Foto: Iben Gad

Det kan godt være, at man med alderen bliver mere glemsom, men der er også nogle fordele ved det

Jeg købte min kontrabas, da jeg var 17 år, og vi har fulgtes ad siden. Undervejs har bassen fået nogle skrammer. Og det har jeg også selv. Men vi har begge to klaret os. I 25 år har vi været en del af Skovshøjrup og Omegns Swingband, hvor vi var med til at lægge en robust baggrund for blæsergruppens melodiske udfoldelser.

Men nu er både bassen og jeg gået på pension. Jeg har fået slidgigt i hænderne, hvilket har sat en stopper for karrieren. Men vi har haft det sjovt sammen, hvilket godt har kunnet forenes med min stilling som sognepræst og senere biskop, selvom jeg har måttet sætte nogle begrænsninger, hvad angår lørdag aften.

Det har dog også kunnet kombineres med nogle turnéer, for eksempel i Det Sydfynske Øhav, hvor vi på øerne har spillet til dans i forsamlingshuset lørdag aften, hvorefter jeg næste formiddag har holdt gudstjeneste i den lokale kirke. Hvis der på øen ikke har være nogen organist til rådighed, har orkesterets pianist måttet træde til efter en nødtørftig liturgisk uddannelse hos mig.

For mit vedkommende er det alt sammen slut nu. Slidgigten har sat en stopper for det. I stedet har jeg anskaffet mig en trækbasun, som mine hænder godt kan holde på. Til gengæld kan jeg ikke spille på den. Men jeg øver mig.

Jeg har fundet ud af, hvor tonerne sådan cirka ligger på basunens træk, hvilket sætter mig i stand til at spille nogle enkle melodier efter noder. Jeg bruger Salmebogens nodebog. Jeg kender jo de fleste af melodierne på forhånd, hvilket støtter nodelæsningen. Jeg øver mig mest om formiddagen, hvor naboerne alligevel ikke er hjemme, og så spiller jeg, så godt jeg kan, nogle salmemelodier. Min kone skal så gætte, hvilke salmer jeg spiller. Det lykkes for hende en gang imellem, og så henter jeg rundstykker til formiddagskaffen hos bageren.

Selvfølgelig irriterer det mig, at jeg ikke lærer så godt og så hurtigt, som da jeg var yngre. Det gælder ikke blot musikken. Det gælder også sprog. Jeg ville egentlig gerne lære lidt italiensk, men jeg kan ikke huske det, jeg lærer.

Der er kun nogle fraser, der bliver hængende som for eksempel voglio avere uova a colazione (jeg vil gerne have æg til morgenmad), men det kommer man jo ikke langt med, hvis man sidder på en af Roms gode aftenrestauranter.

Det er vist i det hele taget en almindelig erfaring, at det med alderen bliver sværere at lære noget nyt. Og det gælder nok også det med at spille trækbasun. Det er et underligt ulogisk instrument. Når man skubber trækket helt ud, får man en dyb tone, og når man gør trækket kortere, får man tilsvarende en høj tone. Men da man også skal forme tonen med læberne, kommer man ofte ud for, at man laver en højere tone ved at skubbe trækket ud og dermed gøre det længere.

Jeg er derfor begyndt at tage lidt undervisning på instrumentet. Sådan set er jeg lidt flov over det. Jeg synes jo, at jeg burde kunne finde ud af det selv. Men så enkelt er det åbenbart ikke.

Vanskeligheden ved at lære noget nyt, når man bliver ældre, svarer sikkert ganske nøje til, at man også bliver mere glemsom med alderen, hvilket på flere måder er godt nok. Ydmygelser, dumheder og hændelser, som jeg gerne havde været foruden, har jeg på det nærmeste glemt. På nogle områder består tilgivelsen ganske enkelt i at glemme.

Men jeg kan ikke rigtig glemme, at jeg har det besvær med at lære at spille trækbasun. Det irriterer mig. Forleden dag sagde jeg til en bekendt, at det nok også er noget pjat, at jeg i min alder vil lære at spille trækbasun. Det syntes han ikke. Han mente, at alderen også har sine fordele. ”Du skal tænke på,” sagde han, ”at det, du er glad for at have lært i dag, det bliver du lige så glad for at lære igen i morgen!”.

Det kan være, at han er ret. Så jeg vil forsøge at leve højt på denne glemslens nådegave.