Prøv avisen
Museumsjul

Goddag – og farvel til nisserne i Den Gamle By

Jens Ingvordsen bliver i det kommende år pensioneret fra sin stilling som museumsinspektør i Det Gamle By, dermed er denne jul også hans sidste som juleinspektør, og det var med vemod, at han i begyndelsen af november hentede museets gamle nisser frem. – Alle fotos: Flem-ming Jeppesen/Fokus.

For juleinspektør Jens Ingvordsen i Den Gamle By i Aarhus er der hvert år stor forventning forbundet med at pakke museets julestads ud. I år har han gjort det for sidste gang

Gulvbrædderne knager, og der er den der helt særlige lugt af hengemthed. Der er reoler overalt og på dem ligger papkasser i alle størrelser stablet ovenpå hinanden. På nogle af dem står der numre, på andre af dem er der med tyk, rød tusch skrevet ord som ”krybber”, ”købmandsgård 1864”, ”gåsesteg” og ”jul hos gynækologen”.

Vi befinder os i julearkivet på frilandsmuseet Den Gamle By i Aarhus. Eller som juleinspektør Jens Ingvordsen udtrykker det: ”Det hellige af det helligste”.

”Jeg kan ikke forestille mig den julegenstand, der har været brugt i Danmark gennem de sidste 200 år, som ikke er her et sted,” siger juleinspektøren, alt imens han fjerner et stort, hvidt stykke silkepapir fra en figur, der når ham til midt på brystet. Det viser sig at være en julemand med langt skæg og kraftige øjenbryn lavet af rebstrimler. Jakke og hue er røde, naturligvis, og på hænderne har julemandsfiguren vinterlige, grå luffer, som den kan trykke museumsgæster i hånden med, samtidig med at den giver et mekanisk, venligt nik med hovedet. Det meste af et år har den, sammen med sine artsfæller og alt det andet, der hænger sammen med julen, stået uvirksomt hen på det store arkiv.

Men nu er det december, og julestadsen skal frem til museets store sæsonsatning ”Jul i Den Gamle By”. Næsten som grantræet i H.C. Andersens eventyr af samme navn. Men også kun næsten. Julestadsen bliver ikke, som grantræet, smidt på møddingen, så snart julen er overstået.

Heller ikke den mekaniske julemandsfigur, som dog er blevet for skrøbelig til museets store besøgstal, men som alligevel bliver taget frem og kigget på af museumsfolkene for måske at blive udstillet bag en beskyttende montre. Den ryger tilbage på arkivet, klar til at blive brugt igen og igen og igen. Det samme gør krybbespillet fra 1940, hvor Jesusbarnet lige skal have repareret sin ene arm, som der er gået et stykke af og alle de andre julerelaterede genstande, der befinder sig på arkivet.

For Jens Ingvordsen er denne december vemodig. Den er hans sidste som juleinspektør, før pensionistlivet venter i det nye år. Derfor er Anna Wowk Vestergaard med i julearkivet. Hun er museets kommende juleinspektør og er, som Jens Ingvordsen siger, heldigvis lige så vild med jul som ham selv.

Sammen åbner de kasser. En med en langtidsholdbar gåsesteg, en anden med en klokkestreng pyntet med glimmerbestrøet plasticgran og en tredje indeholdende en rulle toiletpapir, der er dekoreret med røde hjerter. I Den Gamle By er julen mangfoldig, for museet viser og fortæller julehistorie, der går helt tilbage til 1724 og frem til 1974.

Krybbespillet fra cirka 1940 er et af Den Gamle Bys mange juleklenodier, som Jens Ingvordsen har nydt at tage frem hvert år.