Prøv avisen
Museumsjul

Goddag – og farvel til nisserne i Den Gamle By

Jens Ingvordsen bliver i det kommende år pensioneret fra sin stilling som museumsinspektør i Det Gamle By, dermed er denne jul også hans sidste som juleinspektør, og det var med vemod, at han i begyndelsen af november hentede museets gamle nisser frem. – Alle fotos: Flem-ming Jeppesen/Fokus.

For juleinspektør Jens Ingvordsen i Den Gamle By i Aarhus er der hvert år stor forventning forbundet med at pakke museets julestads ud. I år har han gjort det for sidste gang

Gulvbrædderne knager, og der er den der helt særlige lugt af hengemthed. Der er reoler overalt og på dem ligger papkasser i alle størrelser stablet ovenpå hinanden. På nogle af dem står der numre, på andre af dem er der med tyk, rød tusch skrevet ord som ”krybber”, ”købmandsgård 1864”, ”gåsesteg” og ”jul hos gynækologen”.

Vi befinder os i julearkivet på frilandsmuseet Den Gamle By i Aarhus. Eller som juleinspektør Jens Ingvordsen udtrykker det: ”Det hellige af det helligste”.

”Jeg kan ikke forestille mig den julegenstand, der har været brugt i Danmark gennem de sidste 200 år, som ikke er her et sted,” siger juleinspektøren, alt imens han fjerner et stort, hvidt stykke silkepapir fra en figur, der når ham til midt på brystet. Det viser sig at være en julemand med langt skæg og kraftige øjenbryn lavet af rebstrimler. Jakke og hue er røde, naturligvis, og på hænderne har julemandsfiguren vinterlige, grå luffer, som den kan trykke museumsgæster i hånden med, samtidig med at den giver et mekanisk, venligt nik med hovedet. Det meste af et år har den, sammen med sine artsfæller og alt det andet, der hænger sammen med julen, stået uvirksomt hen på det store arkiv.

Men nu er det december, og julestadsen skal frem til museets store sæsonsatning ”Jul i Den Gamle By”. Næsten som grantræet i H.C. Andersens eventyr af samme navn. Men også kun næsten. Julestadsen bliver ikke, som grantræet, smidt på møddingen, så snart julen er overstået.

Heller ikke den mekaniske julemandsfigur, som dog er blevet for skrøbelig til museets store besøgstal, men som alligevel bliver taget frem og kigget på af museumsfolkene for måske at blive udstillet bag en beskyttende montre. Den ryger tilbage på arkivet, klar til at blive brugt igen og igen og igen. Det samme gør krybbespillet fra 1940, hvor Jesusbarnet lige skal have repareret sin ene arm, som der er gået et stykke af og alle de andre julerelaterede genstande, der befinder sig på arkivet.

For Jens Ingvordsen er denne december vemodig. Den er hans sidste som juleinspektør, før pensionistlivet venter i det nye år. Derfor er Anna Wowk Vestergaard med i julearkivet. Hun er museets kommende juleinspektør og er, som Jens Ingvordsen siger, heldigvis lige så vild med jul som ham selv.

Sammen åbner de kasser. En med en langtidsholdbar gåsesteg, en anden med en klokkestreng pyntet med glimmerbestrøet plasticgran og en tredje indeholdende en rulle toiletpapir, der er dekoreret med røde hjerter. I Den Gamle By er julen mangfoldig, for museet viser og fortæller julehistorie, der går helt tilbage til 1724 og frem til 1974.

Fra en af arkivets kasser tager Jens Ingvordsen et kranie fra en hjort frem. Ikke umiddelbart specielt juleagtigt, men naturligvis har den skeletdel også med jul at gøre. Det hører til i den del af Den Gamle Bys julefortællinger, der går længst tilbage i tid. I Borgmestergården, der er Danmarks bedst bevarede købmandsgård fra Renæssancen, er der ikke pyntet op til jul, for det brugte man ikke i 1700-tallet. Til gengæld er julen på det tidspunkt en fest med helt særlige ritualer. Et af dem er julestuerne, som vi blandt andet kender fra Ludvig Holbergs komedie ”Julestuen” fra 1724.

”Ved julestuerne havde man den særlige skik, at en af gårdskarlene klædte sig ud som en buk, og han kom så ind midt under festen. Julebyggen udgjorde en vigtig del af underholdningen, for han fortalte skrøner. Og jo mere vin og snaps, der blev hældt på ham, jo mere saftige blev hans historier,” fortæller Jens Ingvordsen.

Et andet sted i Den Gamle By, på Købmandsgården, er julen mere tydeligt. Vi befinder os her i midten af 1800-tallet, og forlægget for julen er Johan Krohns klassiker ”Peters Jul”. I købmandsgården fungerer fortællingen nærmest som en facitliste for, hvordan man holder en rigtig jul, og i det levendegjorde museum har tjenestepiger og karle travlt med at gøre alt klar til julen. Det er på den tid blevet almindeligt at tage en rødgran ind i stuen i de velbeslåede hjem, og sådan er det også i købmandsgården. Pynten på træet er spiseligt eller klippet af familiens medlemmer, og gaverne under træet er også hjemmelavede. Pyntningen følger i øvrigt sangen ”Højt for træets grønne top”, som Peter Faber skrev som lejlighedssang til sin familie i 1847.

Tilbage i arkivet finder Anna Wowk Vestergaard kasser med 1970’er-ting frem. Der er mange, for 1970’erne var et årti, hvor der blev gjort rigtigt meget ud af julepyntningen i de små hjem. En af papkasserne bærer hun ned til museets moderne bykvarter fra1974. I en af opgangene på anden sal til højre bor familien Meyer, der består af mor Lena, far Jørn og børnene Lone og Henrik. Det vil sige, de bor der naturligvis ikke rigtigt, men illudererer et kernefamilieliv anno 1974.

”Julepynten i hjemmet er valgt efter oplysninger og fotos fra den familie, som har hjulpet os med at genskabe deres hjem på museet. På den måde kommer vi helt tæt på julen, som den var hos familien i 1970’erne”, siger Anna Wowk Vestergaard, mens hun hænger en klokkestreng med kunstigt gran og glimmer op på døren ind til familiens badeværelse.

Her bliver også den traditionelle toiletrulle skiftet ud med en julemodel, der bærer en bort af røde hjerter. I køkkenet hænger moderens juleforklæde, og vinduet er pyntet med en appelsin, hvor der er stukket hele nelliker i. I stuen er der nisser, glaspynt og ”Jullerup Færgeby” i fjernsynet – det sidste i sort/hvid naturligvis. Der er også en dekoration med ler, stearinlys og en særlig slags plasticpinde som pynt. I entréen pynter en hjemmesyet ophæng til håndskrevne julekort, og på børnenes værelse er der broderede kalendere med 24 små pakker på.

Omkring 150.000 mennesker ventes at besøge Den Gamle By i de seks uger, som juleudstillingen varer. For mange aarhusianere og andre er det en fast tradition at besøge museet inden jul, og det glæder naturligvis Jens Ingvordsen.

”Tiden op til jul kan godt være stressende i mange familier, og trænger man til at vende ryggen til den fortravlede verden for en stund, er her et tilbud som en mere stille og eftertænksom julestemning,” siger han.

For Anna Wowk Vestergaard er juletiden både dejlig og historisk interessant, og hun glæder sig til at skulle overtage hvervet som juleinspektør.

”Der er en stor forbundethed i julen. Det, at vi gør mange af de samme ting samtidig og har gjort det til alle tider, tiltaler mig virkeligt,” siger hun.

Der var julepynt over alt i hjemmet hos en typisk dansk kernefamile i 1970’erne. Her hænger kommende juleinspektør i Den Gamle By, Anna Wowk Vestergaard, en juleklokkestreng på toiletdøren i museets 1974-lejlighed.
Krybbespillet fra cirka 1940 er et af Den Gamle Bys mange juleklenodier, som Jens Ingvordsen har nydt at tage frem hvert år.