Tapio Juhl er finsk krigsbarn: At fjerne et barn fra familie og land er en forbrydelse

Omkring 75.000 finske børn i alderen et til ni år blev under finlandskrigene 1939-1944 sendt til Danmark, Norge og Sverige, fordi man frygtede for deres sikkerhed og sundhed. Tapio Juhl var et af de 3467 børn, der kom til Danmark

Finske krigsbørn ankommer til Kolding 21. maj 1943. Drengen i midten er Antero, Tapios fire år ældre bror. Tapio selv er her to år. Han skimtes med tophue bag broderen. Antero blev senere hentet hjem til sin mor i Finland, mens Tapio blev i Danmark. Tapio Juhl ved ikke præcis hvorfor. Som voksen vendte Antero tilbage til Danmark og de to brødre blev genforenet.
Finske krigsbørn ankommer til Kolding 21. maj 1943. Drengen i midten er Antero, Tapios fire år ældre bror. Tapio selv er her to år. Han skimtes med tophue bag broderen. Antero blev senere hentet hjem til sin mor i Finland, mens Tapio blev i Danmark. Tapio Juhl ved ikke præcis hvorfor. Som voksen vendte Antero tilbage til Danmark og de to brødre blev genforenet. . Foto: fra Tapio Juhls bog ”De gode hensigters tid” fra 2015.

Drengen er lige fyldt to år. Selvom det er midt i maj, er det bidende koldt. Han ligger på maven mellem nogle togskinner og kigger efter et tog, som stadig er i fart. Flammerne slår ud fra vognene, der er skrig og larm i luften. Men det hele går som i sirup. Langsomt.

Denne onde drøm har Tapio Juhl haft, så længe han kan huske. Først som voksen fandt han ud af, at det er en tidlig og virkelig erindring.

Toget med ham og 63 andre krigsbørn forlod Finland den 15. maj 1943, og undervejs blev det angrebet af sovjet-russiske fly og brød i brand. De lotter, som fulgte med for at passe på børnene, så ingen anden mulighed end at lempe dem ud ad vinduerne, mens toget kørte videre for ikke at udgøre et endnu lettere mål. Og derfor lå toårige Tapio Juhl mellem skinnerne og så, hørte og huskede det hele.

Finlands historie er voldsom, gentagne krige slider og flår i nationen, der kun har eksisteret siden 1917.

Under Anden Verdenskrig blev omkring 75.000 børn i alderen et til ni år på regeringens foranledning sendt ud af landet for deres egen sikkerheds og sundheds skyld. Men også fordi alle kvinder mellem 18 og 54 år havde arbejdspligt. Mændene var ved fronten, så ”der var brug for alle hænder”, siger Tapio Juhl.

Selv husker Tapio Juhl intet fra Finland, ud over togturen, mens hans fire år ældre broder erindrer sult, og at der fra fly blev kastet pakker med mad ned.

Sammen ankommer de to drenge til Lunderskov ved Kolding i 1943. Den lille by tog hele seks finske børn.

Finske børn under beskydning i Vinterkrigen. På landet var civilbefolkningen ofte dårligt beskyttet fjendens bombardementer. Fotoet er fra ”Finland i krig 1929-1940” og gengivet i bogen ”De gode hensigters tid”.
Finske børn under beskydning i Vinterkrigen. På landet var civilbefolkningen ofte dårligt beskyttet fjendens bombardementer. Fotoet er fra ”Finland i krig 1929-1940” og gengivet i bogen ”De gode hensigters tid”.

Tapio, der dengang hed Veikko Tapio Rousku, flyttede ind hos byens manufakturhandler, en driftig enke med to store døtre. Mens broderen Antero kom til to ugifte søstre på et husmandssted i nærheden.

Inden afrejsen fra Finland havde moderens sidste ord til den ældste været: ”Kan du passe godt på Tapio.” Og det løfte holdt han. De to talte finsk sammen og legede med hinanden, så tit der var mulighed for det.

Når der kom gæster hos Tapios danske familie, blev ”finnebarnet” vist frem. Tapio Juhl husker, at han som barn helst ville være som de andre eller i det mindste ”gå i et med tapetet”, og har lige siden ikke brudt sig om udtrykket, men foretrækker ”finsk krigsbarn” eller bare ”krigsbarn”.

Finlands udflytning af 75.000 børn kaldes verdenshistoriens største, men det er sjældent uproblematisk at omplante børn, og inde i den venlige, belæste 76-årige mand bor stadig drengen på togskinnerne – altid på vej ud af Finland og aldrig helt ankommet i Danmark.

”At fjerne et barn fra familie og land er en af de største forbrydelser, der kan begås. Det fastholder jeg, også selvom jeg skylder Danmark mit liv, velfærd og uddannelse. Det skal kun ske i absolut, absolut, absolut sidste instans,” siger Tapio Juhl, som var over 40 år, da han ved et tilfælde fandt ud af, at den onde drøm om toget var noget, han havde oplevet.

”Til en middag hos min bror og svigerinde kom vi til at tale om drømme. Jeg fortalte om min, den som altid har fulgt mig, og min bror afslørede, at den var virkelighed. Han har forklaret, at han ikke fortalte om turen fra Finland, fordi han ikke ville pålægge mig den usikkerhed, han altid selv har levet med efter vores flytning. Han troede, han beskyttede mig, men som så meget andet var det tværtimod, også selvom det var i god mening,” siger Tapio Juhl.

Tapio Juhls danske mor, Karen Juhl, med Ulla og Inge, hans danske søstre. Fotoet er taget før Tapio som to-årig kom til Danmark. Foto fra bogen.
Tapio Juhls danske mor, Karen Juhl, med Ulla og Inge, hans danske søstre. Fotoet er taget før Tapio som to-årig kom til Danmark. Foto fra bogen.

En enkelt gang mødte han sin biologiske mor, som i midten af 1950’erne rejste fra Finland til Lunderskov for at se, hvordan han trivedes.

Men det blev ikke et lykkeligt møde. Først en time før hun ankom, fik han det at vide, og han var uforberedt, nervøs og stiv som et bræt.

”Uanset om jeg gik over og omfavnede min rigtige mor eller holdt fast i min plejemor, ville jeg gøre en af dem kede af det. Og så tænkte jeg, at der i al fald ikke var nogen, der kunne bebrejde mig for ikke at gøre noget, og derfor blev jeg stående. Muren imellem os var blevet for høj,” siger Tapio Juhl, der har fortrængt, hvor gammel han var, men vil tro ”omkring konfirmationsalderen”.

Tapio Juhl er allergisk over for at blive tillagt en offerrolle og siger mindst fem gange, mens vi taler, at det her ikke skal handle om tårer og skæbne. Han lægger bare sit liv som krigsbarn frem som dokumentation og fordømmer ikke det, der skete. For han er gået gennem den grå sten, som han siger med et finsk udtryk.

”Viger man udenom, vil stenens slagskygge daske en i nakken resten af tilværelsen, og man kan risikere at gå til grunde. Går man gennem, kan det give skrammer, men man kommer ud på den anden side som et stærkere menneske,” siger Tapio Juhl.

I næsten et halvt århundrede talte ingen om hans fortid – det er i øvrigt en oplevelse, mange fjernede børn havde – og de breve, som hans finske forældre sendte, fik han først kendskab til, da manufakturhandlerfruen døde i 1980, og der skulle ryddes op.

”Der lå breve fra begge mine biologiske forældre, og først da gik det op for mig, at jeg havde en far, som havde forsøgt at komme i kontakt med mig og tænkt på mig.”

På det tidspunkt var faderen for længst død.

Gennem årene har Tapio Juhl også forsket i andre forflyttede børns vilkår, og sagnet med at gå igennem stenen i stedet for uden om, ser ud til at være relevant også i forbindelse med de cirka 87.000 engelske ”blitzbørn”.

”Da bomberne begyndte at falde over de store byer den 10. juli til den 15. september 1940, stillede man de kvinder, som arbejdede på fabrikkerne og i servicefagene, mens deres mænd var ved fronten, tre valg. De kunne beholde deres børn i London, de kunne flytte uden for byen og pendle, eller de kunne finde en permanent plads til børnene langt ude på landet og hente dem igen efter krigen.”

De to finske brødre holdt sammen, selv om de kom til hver deres familie i Lunderskov. Broderen Antero kom senere hjem til Finland, mens Tapio blev i Danmark. Da han blev voksen, flyttede Antero til Danmark. Foto fra bogen.
De to finske brødre holdt sammen, selv om de kom til hver deres familie i Lunderskov. Broderen Antero kom senere hjem til Finland, mens Tapio blev i Danmark. Da han blev voksen, flyttede Antero til Danmark. Foto fra bogen.

Mange år senere gjorde englænderne sig den umage at undersøge, hvordan det var gået de tre grupper.

”Det var tydeligt, at de, der blev i London med deres mor, havde klaret sig bedst. Mens kriminalitet, skilsmisse, tidlig død og selvmord var typisk for de børn, der var blevet flyttet langt væk,” siger Tapio Juhl, og forklarer, at børnene, der oplevede bombardementerne, trods risikoen kunne konstatere, at de overlevede.

”Hvorimod de fjernede børn hørte om bomberne, oplevede frygten og fik angsten ind i livet,” siger han.

Men tilbage til de finske krigsbørn, som for de flestes vedkommende vendte tilbage til deres familier i Finland efter krigen. Det gjalt også Tapios storebror, men ikke Tapio, som var blandt de 12 procent finlandsbørn, der blev i Danmark. Hvorfor ved han ikke præcist. Måske vurderede man, at han var blevet så dansk, at det var bedst. Måske havde hans finske mor ikke råd til at få begge sønner hjem – faderen led af krigspsykose, og ægteskabet blev opløst.

I hvert fald fik Tapio dansk indfødsret i 1958 og fra 1962 ret til at bære navnet Juhl. Begge dele husker han med stolthed. Men adopteret af sin danske familie blev han ikke, og med plejebarnets skarpe fornemmelse for ikke at høre til, husker han blandt andet disse scener fra sin barndom.

”Min mor havde et kontor, og der sad hun en dag og skrev en ansøgning til de sociale myndigheder om et par ekstra sko til mig. Hun var velhavende og ejede en forretning med tøj, så jeg forstod det ikke og indvendte, at jeg jo boede hos hende. ’Jamen du er ikke min dreng,’ svarede hun.”

Finlandshjælpens Julepakke til finske børn, ”for hvilke der er tegnet Fadderskab i Danmark”. Pakken indeholdt blandt andet 1 kilo flæsk, en halv spegepølse og 125 gram bolcher. Foto fra bogen.
Finlandshjælpens Julepakke til finske børn, ”for hvilke der er tegnet Fadderskab i Danmark”. Pakken indeholdt blandt andet 1 kilo flæsk, en halv spegepølse og 125 gram bolcher. Foto fra bogen.

En anden tidlig erindring knytter sig til den årlige købemesse i Fredericia, hvor han altid blev taget med.

”Bagefter har jeg tænkt over, om det gav lidt ekstra rabatter, at man havde et finsk krigsbarn ved hånden,” siger Tapio Juhl, der dog lægger vægt på ikke at fordømme fortiden.

”Det er en af vores tids forbandelser, synes jeg, at vi er begyndt at dømme andre tider med udgangspunkt i vores egen. Det var de gode hensigters tid dengang, sådan var det bare.”

Det var den ”konstante banken tilbage”, der gjorde det klart for drengen, at han aldrig blev en del af familien.

”Er man i slægten, tåler man næsten alt, og så betyder en ansøgning om sko formentlig ikke så meget. Men er man ikke, bliver selv den mindste ting et bevis for, at man er uden for,” siger Tapio Juhl og tænker på Søren Kierkegaards udlægning af forholdet mellem individ og slægt.

Kierkegaard har i ”Begrebet Angest” skrevet, at individet er en selv og slægten, og det er meget præcist, siger han, som mener, at blodets bånd findes på tværs af næsten alt.

”Da min finske mor døde i 1988, og jeg for første gang mødte min familie til hendes bisættelse deroppe, fik jeg med det samme følelsen af, at jeg blot havde været ude på en kort rejse. Her har i mig igen, tænkte jeg. Det var som at tage en gammel handske på, og de følte præcis det samme,” siger Tapio Juhl, der ligner sin finske far, kan man se af gamle fotos.

Da hans danske mor døde, arvede hendes to døtre alt. Da hans finske mor døde, en kvinde han kun husker at have set en gang i sit liv, stod der 35.000 finmark til ham på en bankbog. Dem havde hun sparet sammen, selvom hun stort set intet havde.

”Det var de værste penge, jeg nogensinde har modtaget,” siger Tapio Juhl, der følte, at han svigtede hende under hendes korte besøg i Lunderskov, da han var dreng.

De fleste finske krigsbørn kom fra middelklassen og nedefter, mens de i Danmark blev modtaget af familier fra middelklassen og op. Tapio Juhl tør ikke sige noget om, hvad det betød, men gør det så lidt alligevel.

Tapio Juhl i dag.
Tapio Juhl i dag. Foto: Leif Tuxen

”Når storbonden på egnen havde skaffet sig et eller to finske krigsbørn, ville storbonden på den anden side af vejen måske ikke stå tilbage for det? Man ser i hvert fald, at der voksede enklaver af finske krigsbørn op bestemt steder i landet.”

I princippet skulle de lokale myndigheder, Børneværnet, overvåge forholdene for børnene og vurdere, om de forskellige familier overhovedet egnede sig til at lægge hjem til et plejebarn.

”Men det var jo bankdirektøren, automobilforhandleren, mølleejeren, urmageren og manufakturhandleren, der tog børnene,” siger Tapio Juhl.

Så det var ikke nemt som socialarbejder at komme ind og kritisere noget der?

”Nej, det har det nok ikke været,” siger han diplomatisk.

I Finland var det The Mannerheim League for Child Welfare, der sørgede for, at de finske krigsbørn blev sendt til andre lande. I dag har foreningen 70.000 betalende medlemmer.

”Det er cirka svarende til det antal børn, der blev sendt væk fra deres forældre mellem 1939 og 1944. For mig at se er det et tegn på, at også Finland har indset, at det ikke var en god løsning,” siger Tapio Juhl.

Man forsøgte dog at redde børnenes liv?

”Det gjorde man. Der var 700.000 børn mellem et og ni år i Finland, da man begyndte børneflytningene, 100.000 af dem kunne risikere at dø af sult eller sygdomme, og spædbørnsdødeligheden var fire gange højere end i Danmark. Derfor var det en nødvendighedens lov, men omkostninger var måske alligevel i sidste ende for store.”