Du finder de otte udfordringer sidst i artiklen
”Kan vi se på det efter frokost?”
Det spørgsmål er blevet næsten umuligt i vores tid. Der er nemlig sket noget med vores forhold til tiden. Tid er blevet en moderne luksus, for lidt tid vores mest plagsomme mangel.
Spørger man nogen, hvad de ønsker sig mest af alt, er det sjældent noget materielt: ”Jeg har alt, hvad jeg har brug for,” lyder det ofte. ”Men hvis jeg skulle ønske mig noget, ville det nok blive lidt mere tid.” En ekstra dag mellem tirsdag og onsdag, en forlængelse af tiden. Oplevelsesgaver er blevet mere og mere populære.
Vi køber tid på gavekort, og det går op for mig, at det er vores ændrede måde at betragte tiden på, der er en af årsagerne til, at hvilen er så trængt. Vores tanker om tiden bestemmer, hvordan vi håndterer den.
Jeg er tilbage hos min far. Han sov til middag hver dag på den samme sofa og med avisen Dagen foldet som et tag over ansigtet. Jeg har tidligere hævdet, at han ikke havde mindre at lave, end vi har i dag, men han så muligvis på tiden på en anden måde. Han tog sig af tingene i den rækkefølge, de kom, og det, han ikke nåede i dag, fik lov at vente til dagen efter eller til efter weekenden. Men det samfund, han arbejdede og sov til middag i, findes ikke mere.
Jeg husker ikke, at telefonen nogensinde ringede hjemme hos os, når vi spiste frokost. Eller at han i så fald var gået hen og havde taget den. Alle spiste frokost på samme tid, mellem tolv og et, og var det nødvendigt at ringe til nogen, gjorde man det efter frokost.
Far havde respekt for tiden. Både sin egen og andres. Og desuden havde han en evne, jeg altid har misundt ham: Han kunne tage det med ro. Det meste foregik stille og roligt. ”Det ordner sig,” var hans motto. I Ångermanland har man et ordsprog, som lyder: ”Det er med tiden, som når man kører på slæde ned ad en iset bakke. Det hjælper ikke at bremse.” Tiden har ikke forandret sig siden dengang. Den går stadig sin vante gang. Men bakken? Er den ikke blevet væsentligt stejlere?
”Tid er penge,” sagde Benjamin Franklin, og hvis han havde ret, så er tid bare noget blandt alt det andet, der kan forbruges i vores liv. Det er let at give ham ret, når vi ser, i hvor høj grad økonomismen har fået lov til at præge vores tidsbegreb. Tid er blevet en handelsvare, noget, man sparer, vinder, taber, investerer og ofrer. Men Franklin tog også fejl. For tid er luft. Og vi må netop forholde os til tiden, på samme måde som vi forholder os til den omgivende luft.
Den første ”kapitalistiske” enklave i Europa opstod, da tekstilindustrien reagerede på den økonomiske krise ved at sænke lønningerne og forlænge arbejdstiden og lade den styre af manuelt betjente klokker. Disse ”Werkglocken” signalerede, når arbejderne skulle komme hen på fabrikken, når der skulle spises, og når man skulle hjem igen. Ideen var, at klokkerne skulle erstatte solen som det, der regulerede arbejdstiden. Men til forskel fra solen endte klokkerne meget hurtigt under arbejdsgivernes kontrol.
”Skiftet har været så effektivt, at vi nu ikke er i stand til at tænke på tid som et skabende nærvær, der ikke bare er noget mekanisk eller noget, der skal deles op, fordeles, måles og derfor noget, vi er nødt til at lære at beherske,” skriver Dan B. Allender i bogen Sabbath.
Tidligt under den industrielle revolution blev uret det mest effektive redskab til forandring af mennesket. Der var tydelig forskel på landbrugssamfundets rytme bestemt af årstider og sæsoner og den præcise, kontrollerede tid. ”Det er uret, ikke dampmaskinen, der er nøglen til den industrielle tidsalder,” skriver Julie Schor i bogen The Overworked American. Og vi ved, at udviklingen er gået rasende hurtigt siden da.
Hvis man prøver at se fremad og overvejer, hvordan de næste femogtyve år bliver, sortner det for øjnene. Alt vil naturligvis fortsat blive skruet i vejret, vi kommer til at grine ad den teknik, vi bruger i dag, og jeg hører til blandt dem, der synes, at dette er spændende. Og sjovt. Rigtig brugt teknik er noget, der i høj grad kan forenkle livet.
Men man skal naturligvis være på vagt. Det er det gode, man har en tendens til at misbruge, ikke det dårlige. For ikke helt at halse efter ”udviklingen” er man nødt til at udarbejde sine egne strategier og finde en rimelig indstilling, en måde at tage ansvar på for den eneste tid, man reelt kan påvirke, nemlig sin egen.
Liggende på sofaen herhjemme har jeg i løbet af foråret samlet, lånt og husket på forskellige teser eller tanker om vores måder at tænke over tiden på. Det er ikke råd i den forstand, snarere pejlemærker, man bør holde øje med. En sofafilosofi i otte punkter.
1. Den, der har tid, vinder hjerter.
Den oprindelige formulering lyder: ”Den, der er vis, vinder hjerter.” Men afstanden mellem visdom og tid er kort, hvis der overhovedet er nogen. Den er vis, der kan håndtere sin tid. Den er vis, der tilbyder sine medmennesker tid. Og da tid er blevet den store mangelvare, er der et stort behov for den slags mennesker. Det er ikke tilfældigt, at det kinesiske tegn for ”optaget” er sammensat af to dele: ”hjerte” og ”død”. Den, der har tid, vinder hjerter, og det første hjerte, der skal vindes, er ens eget.
2. Det er vigtigere at være optaget af det, der sker her, end af det, der sker nu.
Det er, som om spørgsmålene: ”Hvad sker der nu?” og ”Hvad sker der her?” hele tiden kæmper om vores opmærksomhed. Med min computer og min mobil kan jeg have styr på, hvad der sker i hele verden netop nu. Men det er ikke sikkert, at jeg ved, hvad der sker i mine kærlighedsrelationer eller med stemningen i mit hjem. For at kunne vide det må jeg være nærværende, være her.
Dette er den moderne variant af Jesus’ ord om at
vinde hele verden, men miste sin sjæl. Man siger, at man ikke skal stille gode ting op mod hinanden, men jeg tror, at man indimellem er nødt til det. Og så holde sig for øje, at tiden forløber på en anden måde her mellem husene, hvor vi bor, end den gør mellem punkterne i elektronikkens verden.
De bærende relationer skabes ikke ved hurtige opdateringer, de kræver sammenhængende tid. Derfor er det i et samfund, der er så simultant som vores, nødvendigt at placere kontrollører hist og her. Og måske er det netop et godt sted at placere en sådan kontrollør, lige i skæringspunktet mellem nu og her, en vagt, der kan hjælpe os til ikke at blive nu-narkomaner.
3. I stedet for at tænke: ”Det tager tid”, skal du forsøge at tænke: ”Jeg har tid”.
Dette er en daglig øvelse. Vores dage er fulde af møder og situationer, der pludselig efterspørger vores tid. ”Kan vi lige veksle et par ord?”, ”Vil du lappe min cykel?”, ”Kører du mig ind til byen?” Det er i tankernes verden, at stressen opstår. Det er tankerne om alt det, man skal, der gør en til et stresset menneske. '
Vel er det lettere sagt end gjort, men indimellem at tænke ”Jeg har tid” er forbløffende effektivt. Desuden løser man bemærkelsesværdigt ofte problemer på nogle få minutter, hvis man håndterer dem med det samme. Skal man komme tilbage og aftale et møde, vokser både problemet og den tid, det kræver. Jeg forsøger at tænke, at tid er noget, jeg har. Altid. Uden undtagelse. Det passer ikke helt, men det er en bedre halv løgn end ”Det tager tid”.
4. Alt er sjovt, hvis man har tid til det.
Det kan lyde som en selvfølge, men for mig har det været en stor opdagelse og desuden en måde at tænke på, som har givet kraft til hvile, ineffektivitet og meget andet vigtigt. Det er sjovt at stryge, det er ret så behageligt at gøre rent, at slå græs er skønt, og at betale regninger er rart. Hvis man har tid til det. Men intet, absolut intet, er sjovt eller nydelsesfuldt, hvis der ikke er tid. Ikke engang, hvis man har mulighed for at gøre præcis, hvad man vil.
Det er ikke gøremålene, der er kedelige, men det er trist at løse dem under tidspres.
Måske kan man endog måle tilstanden i sit liv ud fra sit forhold til de almindeligste gøremål? Hvis man når at give fuglene foder, gruse gangene, tænde op i kaminen, tjekke barometeret og besvare et brev, er tempoet tilpas. Tid til almindeligheder er en god fartmåler.
5. Beregn, hvad ting koster i tid i stedet for i penge.
Tidsbesparelser er et sikkert argument, når man skal investere, og af og til satser vi forholdsvis store penge på at vinde ganske lidt tid. Hvor bliver al den tid af? Al den tid, man ”vandt”?
Hvis vi nu vender op og ned på det og inden investeringen tænker på, hvor meget tid vi ville vinde, hvis vi afstod fra købet, så opdager vi, at der kan være en smartere vej at gå. Tid er ikke penge. Men tid kan være rigdom. Den, der har mange penge, men kun lidt tid, kalder vi rig. Den, der har meget tid, men kun lidt penge, kalder vi fattig. Det er nok snarere omvendt.
6. Tænk småt.
”Jeg fatter ikke, hvorfor folk sætter livet på spil i trafikken for at nå hjem til en genudsendelse i fjernsynet,” sagde en af vores venner, der er i firserne. Han fortalte, at når han holdt, hvad han kaldte ”en rimelig fart for en på min alder,” så blev han konstant overhalet. I øvrigt tit på en ret risikabel måde. Og måske er det, som han siger: At vi jager afsted, men har glemt hvorfor. Vi indhenter muligvis fem minutter her og fem minutter der, men hvad er prisen?
Det er klogt at lægge lidt luft ind i systemet. At planlægge sine dage, så der kommer lidt tid imellem, lidt huller hist og her. Tit er det de korte stunder, hvor man i et par minutter når at gennemtænke et forestående møde eller når at danne sig et overblik over situationen, der gør en forskel.
7. Gud står uden for tiden.
Den tanke rummer meget håb. Det Nye Testamente har to ord for tid, kronos og kairos. Kronos er den neutrale tid, dagene og nætterne, timerne og minutterne, der bare går. Kairos er Guds tid, den evige tid.
Når vores tid synes at være forbi, bliver vi måske ramt af en lignende tidsstråle som den, nonnen Thérèse Lisieux beskriver, da hun trøster en urolig søster i et brev: ”Det synes mig, som om Gud ikke behøver flere år til at udføre sit kærlighedsværk i en menneskesjæl. En stråle fra hans hjerte kan på et øjeblik få blomsten til at folde sig ud for hele evigheden.”
8. Tiden går ikke. Den kommer.
Her har jeg fået hjælp af Henry David Thoreau. Efter en kort karriere som lærer slog han sig i sensommeren 1847 ned i ødemarken ved Walden Pond, hvor han boede et par år. Der udforskede han naturen. Efter sit morgenbad sad han stille – undertiden den halve dag – og læste naturen og læste bøger.
”Delt mellem studier i naturen og studier i omhyggeligt udvalgt litteratur levede han et liv, der var fattigt på iøjnefaldende tildragelser, men bestemt ikke på åndelige sansninger og sjælelige eventyr,” skriver Frans G. Bengtsson i forordet til Thoreaus klassiker Walden, livet i skoven.
Og alle tanker om, at hans lange sabbat skulle være et udtryk for dovenskab, blot fordi han ikke havde erhvervsarbejde eller fulgte den slagne vej som alle andre, de falder til jorden, når man et sted midt i dette mesterværk læser følgende:
”Jeg flyttede ud i skoven for at kunne leve velovervejet, for alene at beskæftige mig med livets inderste og sandeste bestanddele og se, hvad jeg kunne lære af det, så jeg i min dødsstund kunne slippe for at gøre den opdagelse, at jeg aldrig havde levet.”
Og lidt senere skriver han: ”Tiden er blot en bæk, jeg fisker i. Jeg drikker af den, men mens jeg drikker, ser jeg dens sanddækkede bund og opdager, hvor lavvandet der er. Den tynde strøm flyder bort, men evigheden er tilbage. Jeg ville drikke dybere, fiske i himlen, hvis bund er stenet af stjerner. Jeg kan ikke tælle en eneste.”
Han står der med sin fiskestang og kan til sidst ikke
finde på andet end at kaste mod himlen, og da standser den brusende tid. Hvad gjorde han så? Det overlader han til læserens fantasi. Man fristes til at tro, at han steg ned i bækken og lagde sig så lang, han var, ikke mindst med tanke på hans tidligere beskrivelse af, hvordan han ærbødigt tog sit morgenbad.
Tiden kommer. Sådan må det være. Og hvis det er sandt, ændrer det næsten hele listen af ord: For sent er ikke nødvendigvis for sent. Det, der haster, haster sjældent, og hvilen kan forblive hvile. Og selv om bakken bliver stejlere og stejlere, så er der ingen grund til panik. Der kommer mere tid. Og efter den, endnu mere tid.
Min mor har en munter nabo. Efter at de engang havde sludret lidt, fortalte han, hvordan han begynder sin dag:
”Først går jeg ud og henter avisen. Ude ved postkassen tjekker jeg dødsannoncerne for at se, om min dødsannonce er der. Er den der ikke, går jeg ind og laver kaffe.”
Det er også en måde at forholde sig til tiden på. At blæse på den og drikke sin morgenkaffe.