Prøv avisen
Seniorliv

Seniorliv: Dementes gemte minder kan også vækkes til live

"Får du en demenssygdom, hvor stort set hele din hjerne lider og udsættes for tab af nerveceller, så prøv at holde fast i dit sanselige og sociale liv, selvom det, du oplever, er glemt i morgen." Foto: Sophia Juliane Lydolph/Ritzau Scanpix

Pas på de minder, du tidligere i livet har sanset. En særlig duft, lyd eller følelse kan genaktiveres selv hos demente mennesker, hvis de bliver hjulpet på vej, mener skribenten

Sanserne er din personlige overvågningscentral. De sender signaler til din hjerne fra dine øjne, ører, næse og hud om farver, dufte, berøring, musik med mere. Nogle livsøjeblikke er så sanseligt intense, at vi for altid kan kalde dem frem i vores hukommelse. Håber vi i hvert fald. Sikre os, at intet ”glemselshav” nogensinde vil slette dem, for de rummer oplevelser, som er værdifulde for lige netop os. Der er en energi i dem, som gør os glade.

Jeg kan remse fire op på stående fod: Ét fra en slik- og frugtbutik i Malmø, hvor duften af Wrigley-tyggegummi og appelsiner tilsammen var så dejlig, at jeg udviklede en livslang passion for begge dele. Jeg var 18 år, og det var min første udlandsrejse. Et andet fra Kreta, hvor mine fem- og syvårige sønner og min eksmand stod ved foden af en klippe med let skrævende ben og ryggen til, mens de sendte deres stråler i græsset. Da den syvårige fik øje på mig, råbte han stolt: ”Væk mor – vi mandfolk pisser.” Det var rørende og sjovt. Et lille revir kun for mænd.

Et tredje fra en sitrende hed sommerdag, hvor jeg smed min cykel i græsset og sprang i en sø for at køle af, mens et hvidt føl på den anden bred kiggede nysgerrigt på. Kontrasten mellem søens kolde, farlige dyb, det græssende føl og luftens hede bed sig fast. Det fjerde fra et tidligt job hos Folketingets Ombudsmand, hvor Filippinernes ombudsmand og hans følge ankom bærende på en enorm buket duftende liljer til den danske ombudsmand og selv duftede så godt, at jeg et kort øjeblik fulgte storsnusende i hælene på dem.

Det gælder om at brænde sine livsøjeblikke fast i sin langtidshukommelse, så man har dem som et skatkammer, man kan øse af lige til det sidste. Øve sig på at være en skrap ”skraldemand”, der filtrerer overflødig information fra, så hjernen kan rumme det, som virkelig betyder noget.

Får du en demenssygdom, hvor stort set hele din hjerne lider og udsættes for tab af nerveceller, så prøv at holde fast i dit sanselige og sociale liv, selvom det, du oplever, er glemt i morgen. Willem de Kooning, én af CoBrA-malerne, fik demens, men blev ved med at male, så længe han kunne løfte en pensel. Min tante var pianist og kunne trods sin pandelaps-demens spille Chopins etuder for sine medbeboere på plejehjemmet. De sad godt fast i hendes langtidshukommelse. Da jeg besøgte den verdensberømte demenslandsby de Hogeweyck i Holland, var det mest populære sted Rembrandt-værkstedet, hvor beboerne tegner og maler på livet løs. Også dansehallen og musikrummet til klassisk musik og jazz lå i top sammen med frisørsalonen.

Fysisk berøring, at få ordnet negle og hår og skæg, kan få enhver til at føle sig som konge eller dronning, ligegyldigt hvor svækket man er. At få stillet sin sansesult – sin hudsult – dæmper uro og angst, fremmer ens tryghed og giver en god nattesøvn. Luk de pårørende ind i plejehjemmene, for her er sansesulten enorm. Selvfølgelig med alle nødvendige forholdsregler.

Britt Boesen, der arbejder for Københavns erindringsklub for ældre medborgere, kan få demente mennesker til at tale om deres liv. Hendes metode til at åbne for det, der ligger gemt i deres langtidshukommelse, er genial. Hun er antropolog og billedkunstner og har mange års erfaring fra sine opgaver i Roskilde, Ballerup og Københavns Kommuner.

Én af dem var en mand før uden sprog, som nu åbnede sig og udtalte ord, som Britt Boesen kunne forstå og tegne. Han havde været vinterbader og kunne fortælle om det træhus langs kysten, hvor de løb ind efter badet. Her fangede hun et livsøjeblik, som aktiverede hans sprog.

Projektet hedder ”Mindetegninger”. Det foregår ved, at hun og en dement person sidder sammen, mens hun stiller spørgsmål om vigtige eller skelsættende oplevelser i dennes liv. Når hun har et relevant materiale, som kan tegnes på et a4-ark, går hun i gang og tegner dét, hun har fået fortalt. Imens bidrager vedkommende med detaljer, som uddyber fortællingen. Når tegningen er færdig, farvelægges den efter den interviewedes anvisninger. Tegningerne bliver udstillet og vist til musik, som de interviewede vælger.

Alligevel stiger ”glemselshavet” ubønhørligt og oversvømmer til sidst både de bedste og de værste erindringer og livsøjeblikke i demente menneskers liv. Som det sker for cirka 90.000 af de 80-plus-årige i Danmark. Men Britt Boesens mindetegninger skaber uvurderlige, gode øjeblikke, inden det sker.