Da Poul Janus Ipsen blev gift for anden gang, var det med en amerikansk kvinde. I 1979 fik han et legat til Amerika som maler, og omstændighederne ville, at det blev til mere end en smuttur.
20 år senere var ægteskabet forlist, og da Poul Janus Ipsens datter ringede fra Danmark og spurgte, om han ikke kom hjem, var det ikke en tanke, han havde overvejet. Hvorfor ved han egentlig ikke. På det tidspunkt havde han vænnet sig til et amerikansk liv, hvad end det betød et kæmpe loft i New York eller på en gård oppe i bjergene i det nordlige Catskills, tæt på Canadas grænse.
Poul Janus Ipsens ansigt ligger i rolige folder. Hans fine, grå hår lægger sig fladt på hans hoved, og han sidder tilbagelænet i sin kurvestol i det halvstore køkken på sin lille gård på Bogø syd for Sjælland. Det lå på mange måder ikke i kortene, at han skulle ende her. Før han tog til Amerika, boede han i en periode i en lejlighed på Frederiksberg i journalisten Paul Hammerichs bolig, og i den forbindelse blev han introduceret for en del rige mennesker. Dem havde Poul Janus Ipsen ikke lyst til at komme tilbage til, da han vendte hjem fra Amerika for godt 20 år siden.
”Jeg ville ikke op til Nordsjælland, op til de nyrige. De interesserer mig ikke synderligt. Jeg kender for mange af dem nemlig, jeg kender faktisk de fleste af dem. Det var ikke lige noget. Så ville jeg godt et eller andet sted hen, hvor jeg kunne sejle, og så havde jeg også to venner, der boede her på øen.”
På Bogø kender alle nærmest hinanden, og det fortæller han gerne historier om, ligesom han fortæller historier om alt andet. Han kan ikke lade være.
”Gør det noget, hvis jeg ryger pibe?”, spørger han og går ind i sit atelier for at finde den.
Som kunstmaler er hans atelier over dobbelt så stort som køkkenet. Fra det store, åbne rum kan man gennem en glasdør gå direkte ud på en lille trappeopsats og ud i haven. En gang imellem hopper et stort får op på trappen.
Poul Janus Ipsen har boet alene her i 21 år. Men ensom er han ikke.
”Jeg har haft en kæreste i næsten 20 år. Hele den familie er jeg sådan set blevet involveret i. Hun er lige død for 10 dage siden. Det var fint, det var lykkeligt. For hun kunne ikke mere. Hun var blevet gammel, kunne ikke gå. Lettere senildement, jeg passede hende. Hele den familie kender jeg. Og min datter boede også hernede, indtil hun døde.”
Hans øjne bliver blanke, når han taler om sin datter, Mette, der døde af kræft for knap tre år siden.
”Det var hårdt, ikke. Folk sagde: ’Hvordan går det med Mette, hvordan går det med Birgit’, så sagde jeg, at det går sådan, at jeg håber, de snart dør. For deres egen skyld. Og det tror jeg også er lykkeligt: at man kan se sådan på det, at man ikke sidder og er fuldstændig ude af den, fordi nu er de revet væk fra en. Det er de jo ikke, altså de har jo levet godt, indtil det gik den vej… Derfor er det da hårdt alligevel, det er et tomrum, der opstår.”
Duften af pibetobak fylder køkkenet og blander sig med duften af kaffe. Poul Janus Ipsen fortæller, at han bearbejder tomrummet ved at male. Rigtig meget af hans liv handler om at male, og han maler hver dag.
”Det er det, der holder en frisk!”, siger han.
Han er tydeligvis ikke en, der dvæler ved triste minder.
Han tøver heller ikke med at svare på, om han har været lykkelig gennem sit liv.
”Det har jeg været hele tiden. Også fordi jeg oplever en masse ting. Der er forskel på folk: Nogen går med fuldstændig lukkede øjne gennem tilværelsen, de oplever ikke noget. Altså hvis jeg kommer et sted med nogle mennesker, kan jeg straks fortælle historier om dem og opleve dem, spændende ting, ikke. Alt for mange mennesker siger bare goddag og farvel og støver videre,” siger han.
”Oplevelser er en del af det, der kan gøre dig lykkelig. I perioder, i hvert fald. Men også der, hvor man bor, og de mennesker, man møder og man knytter sig til… Det gør også en lykkelig.”
Han får det til at lyde så enkelt, den garvede kunstmaler. Han ligner en, der har knækket koden til lykke, som han sidder tilbagelænet i sin kurvestol og bapper på sin pibe. Eftertænksomt, med hovedet fuld af minder og historier. Som dengang, hvor han for ingen penge købte huset i Catskills med sin daværende hustru.
”Det viste sig, at der var spøgelser i huset,” siger Poul Janus Ipsen og klukker lidt.
”Der var ikke noget at være i tvivl om. Jeg havde ikke noget imod dem, da jeg først var klar over, at de var der, for det snakkede jeg med mine kammerater om, håndværkerne, der var Woodstock-drenge. Og de sagde: ’Hvordan går det med spøgelserne?’, og jeg svarede, at det går fint. Og det ér spøgelser! Jeg kunne ikke forstå, at der blev tændt lys, og der blev gået ovenpå, der var tre etager. Jeg tænkte: ’Hvad foregår der?’.”
Med 20 tønder land og 28 værelser var der nok at se til, og selvom Poul Janus Ipsen sagtens kunne leve med spøgelserne, kunne hans hustru og stedsøn ikke holde det ud i længden.
”Men så var der en dame, som min kone mødte nede i landsbyen, nede i dalen. Min kone sagde: ’Du skal møde denne her dame, hun er professor i spøgelser på New York University’,” fortæller han om kvinden, der endte med at komme og snakke med spøgelserne.
Det viste sig af være en mor og tre døtre.
”Vi kunne ikke få smidt dem ud. Men så endte det med, at den rige professor købte huset af os, for det var spændende at være så tæt på en familie, hun kunne snakke med hver dag,” griner Poul Janus Ipsen, der bruger nogen tid på at tænke over, om alle har samme forudsætninger for at blive lykkelige.
”Det vil jeg bestemt tro, at folk har. Men… nej, det har de måske ikke, de har måske ikke fantasien til det. Altså, det kræver også noget fantasi på en måde,” siger Poul Janus Ipsen, der selv har haft et så stort talent for at male, at han siden midten af 1960’erne har kunnet leve af det. Leve af sin fantasi og de historier, han så gerne vil fortælle, med penslen som medium.
Han kan ikke lade være, hvorfor han heller ikke har noget forhold til ordet ”pension”.
”Det, der gør en lykkelig, er da også, at man kan blive ved med at arbejde. Det kan alle jo ikke, hvis de bliver syge og dårlige… Men hvis man kan, så skulle man i hvert fald,” siger han og tygger lidt på, om han må have været heldig.
”Man kan godt være lykkelig, selvom man er syg,” siger han, men tilføjer, at der selvfølgelig er en anden frihed ved at være sund og rask.
”Man kan også sige, der måske er nogle, der har lettere ved at blive lykkelige, fordi de har et friere liv. Det er måske svært at blive rigtig lykkelig, hvis man har et familieliv og også skal sørge for seks børn, og det arbejde, man har, bryder man sig stort set ikke om, men man er nødt til at gøre det hele sit liv og forsørge familien. Der har jeg jo været heldig at kunne leve af min kunst,” erkender han.
I hans atelier hænger mange forskellige af hans billeder. Han holder sig opdateret og er interesseret i mange forskellige ting. Lige nu maler han mange billeder af danske soldater i røde og hvide uniformer, ligesom Dronningens gardere, bare uden bjørneskindshuer. Satiriske malerier som hans reaktion på debatten om danskhed, som han synes er blevet hysterisk.
Et af de største værker i rummet er et maleri af en vinduesåbning med en skulptur af en dame i. Hun er nøgen, og under vinduet kan man ane Poul Janus Ipsen glane ud ad en brevsprækkelignende form.
”Hvad er det, det hedder, YouSee, MeSee… Der, hvor kvinderne føler sig forurettede. Der sidder jeg og er lureren,” siger Poul Janus Ipsen om sin måde at blande sig i MeToo-debatten på.
Han har holdninger om mange ting, og hans måde at dele dem på er ved at male. Han ejer ikke en computer, og mobiltelefonen er ikke en, han gider bruge tid på.
”Jeg kan godt forstå, at de unge er pressede. De bliver hele tiden eksponeret på en eller anden mærkelig måde og er nødt til hele tiden at spille op til et eller andet,” siger Poul Janus Ipsen, der dog ikke har mere ondt af dem, end han tror, at de har samme muligheder for at blive lykkelige, som han har haft.
”Menneskeheden er stadigvæk menneskeheden. Men tilværelsen er måske mere stresset, så det er lidt sværere at finde ind til lykken, fordi man hele tiden skal nå et eller andet… det er svært, ikke?”.
Ud over at være kunstmaler er han en samler, og de fleste dingenoter, malerier og nipsting ville han kunne knytte en historie til. Han er en mand, der har oplevet meget, og som ikke sidder og gemmer på fortrydelser.
Nogle gange ville han dog ønske, at han havde haft flere børn, for det er ”kedeligt” at overleve sit eneste barn. Men selvom relationer uden tvivl har betydning, er det ikke det, der er den ultimative nøgle til lykke. For der er stadig gang i gamle kunstmaler Ipsen, omend det ikke går lige så stærkt, som da han var yngre. Han har det godt med sin alder, føler ikke, at han er gammel. Hele sit liv har han været åben over for nye oplevelser, og hans råd har karakter derefter. Vejen til lykke er ifølge Poul Janus Ipsen ganske simpel.
”Beskæftig dig med det, du gerne vil. Så tror jeg, du bliver lykkelig.”