For fem år siden indførte Grønlands Selvstyre ”National strategi for selvmordsforebyggelse i Grønland 2013-2019”, for det var på tide at gøre op med verdensrekorden i selvmord, lød det. I dag er selvmordsraten stadig verdens højeste, selvom den gradvist er blevet lavere.
Sidste år begik 41 personer selvmord på den tyndtbefolkede ø, og i perioden 2013-2017 lå selvmordsraten på 75,1 pr. 100.000 indbyggere, viser Landslægeembedets opgørelse baseret på data fra Grønlands Politi og Grønlands Statistik.
Til sammenligning viser den seneste opgørelse fra 2016, at Litauen har verdens næsthøjeste selvmordsrate på 31,9 pr. 100.000 indbyggere. I Danmark er tallet 12,8.
Minister for sundhed, sociale anliggender og justitsområdet i Grønland Martha Abelsen fortæller, at det faglige niveau blandt fagfolk, der arbejder med selvmords-truede, indtil nu ikke har været højt nok, og at det har været og er en udfordring at styrke fagpersonalets kompetencer.
”Jeg tror, det virkelig tager tid at forandre noget. Jeg ved, der har været problemer med at skaffe de menneskelige ressourcer, der skulle til, for at få nogen til at arbejde med det her. Vi skal øge kompetenceniveauet blandt det personale, som skal hjælpe, og opdage personer, der går rundt og har det dårligt. Og så er målet at styrke samarbejdet mellem myndighederne: politiet, sundhedsvæsenet og kommunen.”
Befolkningsundersøgelser fra Grønland viser, at der er en klar sammenhæng mellem misbrug, vold og overgreb i barndommen og selvmordstanker, og derfor er der tiltag i gang i forhold til at kunne få gratis misbrugsbehandling, forklarer hun. Men landets størrelse gør det eksempelvis svært at have psykologer i nærheden af dem, der har brug for det. En af de løsninger, som politikerne satser på, er forbedringer af de akutte telefonlinjer, så man kan nå ud til flere.
”Men der er ikke nogen lette veje. Den rigtigste måde er at sætte sig ned sammen. Det er ikke politikerne alene eller skolerne alene, det er heller ikke kommunen alene. Men alle grønlænderne i fællesskab. Og hvis vi tænker det hele ind, så tror jeg, at vi kan knække kurven,” siger Martha Abelsen, der dog ikke kan forestille sig, at knækket kommer i den nærmeste fremtid.
Landslægen i Grønland, Henrik L. Hansen, påpeger ligeledes, at der er mangel på fagligt kompetent personale, og at der efterhånden ikke er flere håndtag, som politikerne kan dreje på for for alvor at nedbringe antallet af selvmord.
”Ingen kan sige noget fornuftigt om, hvad man præcis skal gøre. Alle er rådvilde. Hovedparten af selvmordene er ikke forudsigelige, der er åbenlyst noget impulsivt i rigtig meget af det, der foregår. Derfor er forebyggelse vanskeligt,” siger han.
Han siger, at de forbedrede telefonlinjer er ”et forsøg, der åbenlyst giver mening at gøre”, fordi politiet alene sidste år havde over 800 henvendelser om selvmordstrusler. Men i den sammenhæng er det et problem, at en del grønlændere ikke har råd til at anskaffe sig en mobiltelefon.
”Og der er ikke et godt svar på, hvordan man når dem. Grønland er et meget spredt land, og der er ikke mulighed for at opbygge fysiske faciliteter ret mange steder. Så der er nogle uløselige situationer, for man kan ikke nå alle,” siger han.
Men betyder det, at der ikke er noget at gøre? Lige nu handler det om at forbedre de systemer, man har, og på langt sigt handler det om at forbedre levevilkårene for børn og unge, siger Henrik L. Hansen. Og så støtter han også forsigtigt tiltag om at italesætte selvmord.
”Ud fra en meget lang række erfaringer ved jeg, at det kan medføre en række risici at italesætte de enkelte tilfælde. Det er smitsomt. Men jeg vil hælde til en retning af mere generel omtale af selvmord.”