Prøv avisen
Spørg om livet

Når bekymringer over tilværelsen fylder meget i livet

"Det er ikke sådan, at jeg oplever mit liv generelt som meningsløst, og jeg ved, at der er utrolig mange ting at glæde sig over. Og det gør jeg også. Alligevel tænker jeg tit over, om der er en mening," skriver Rikke-Marie til brevkassen.

Mit sind er mørkere end andres, og jeg spekulerer meget over livets mening, skriver Rikke-Marie, der ønsker sig hjælp til at tøjle sine mange bekymringer­

Kære brevkasse

I sidste uge handlede brevkassen om det at have et mere eller mindre meningsfyldt job. Jeg kunne rigtig godt forstå brevskriverens anliggende. Det med at opleve mening i sin dagligdag er et tema, som jeg ofte tænker på. Dog er det ikke forbundet specielt med mit job, men mere alment eller på et mere eksistentielt plan. Jeg ved godt, at vi ikke kan forlange at opleve mening altid i vores liv, ej heller i det daglige og nødvendige arbejde, men desværre tænker jeg ofte tanker, som sætter spørgsmål ved en mening i det hele taget.

Det er ikke sådan, at jeg oplever mit liv generelt som meningsløst, og jeg ved, at der er utrolig mange ting at glæde sig over. Og det gør jeg også. Alligevel tænker jeg tit over, om der er en mening. Jeg er en grublertype, og desværre kan det anfægte mig mangen en stund, at jeg synes, at livet til tider er absurd, og at der er så mange ubesvarede spørgsmål både i mit eget liv, og når jeg anskuer andres liv – både dem, jeg kender, eller dem, jeg læser om i diverse medier i den store mangfoldige og komplekse verden.

Egentlig er jeg ked af, at jeg er skruet sådan sammen. Jeg kan se på både min mand og nogle af mine venner, at de ikke har de samme grublerier, men ser ” lettere” på tilværelsen, end jeg gør. Som sagt ved jeg godt, at jeg ikke kan forvente et svar på livets dybere mening, heller ikke fra jer. Snarere tænker jeg på, om I kunne give mig nogle råd til, hvordan jeg kan rumme, at jeg så tit tænker for dybt over tilværelsen og tit bliver for anfægtet, både når det gælder mine egne små udfordringer, og når jeg tænker på den lidende menneskehed.

I det daglige bliver jeg også ofte både bekymret og refleksiv, når jeg oplever diverse livshændelser og udfordringer, end flere af dem, jeg omgås. Nogle gange tænker jeg så meget på, at jeg håber, at denne side af mig ikke går i arv til mine børn, når de kommer længere på deres livsvej, for jeg synes faktisk, at det kan være en byrde at tænke så meget over tingene. Jeg ville ønske, at jeg havde et lidt mere lyst sind og enten kunne blæse mere ad tingene eller være mere tryg i den tro på vor Herre, som jeg rent faktisk har. Men tvivlen sniger sig lynhurtigt ind på mig – og egentlig gavner den mig ikke. Den gavner i og for sig heller ikke de mennesker, som jeg bekymrer mig om, men er til tider en indre smerte, som jeg må forholde mig til.

Jeg ved, at jeg allerede som barn og ung var langt mere ”mørk” i sindet end for eksempel min søster. Jeg var faktisk tit misundelig på min søster over, at hun kunne tage livet så let. Og til tider syntes jeg, at hun var uansvarlig, fordi livet var langt mere alvorligt, end hun tog det. Det er ikke særlig sympatisk at være misundelig. Det er faktisk et tema, som burde tales mere om, for ofte er det jo noget folk kan føle sig, men det er utrolig svært at vedkende sig det.

Som voksen har jeg dog et godt forhold til min søster, og jeg sætter pris på samvær med hende. Men det er stadig tydeligt, at hun ”tager livet meget mere let”, end jeg gør. Og jeg kan faktisk stadig få en snert af misundelse over, at hun slipper lettere.

Måske er det bare sådan, livet er for mig, men nogle gange ville jeg ønske, at jeg kunne male sindets farver med en lidt lysere pensel. Det tror jeg også, at min mand ville ønske både for mig selv og for ham.

Venlig hilsen

Rikke-Marie

Kære Rikke-Marie

Tak for dit brev. Vi forstår meget godt dine tanker. Livets store spørgsmål er uudgrundelige, og det kan være både urovækkende og provokerende at tænke på. Livet kan være så smukt, frodigt, livgivende og kærligt, og så kan det være så uforståeligt, barskt og meningsløst på samme tid.

Malere, digtere, teologer og filosoffer er blot få eksempler på, at menneskeheden til alle tider har kæmpet med de store spørgsmål og har forsøgt at give såvel meningen som meningsløsheden ord og farver – og igen er kommet frem til nye spørgsmål. Måske skulle du i perioder læse bøger om sådanne spørgsmål, så du fik et større spejl, hvor du kunne genkende nogle af tingene, som du kan gå og grunde over. Måske skulle du vove dig i gang med at læse Dostojevskijs romaner, for eksempel ”Brødrene Karamazov”, eller læse Søren Kierkegaards ”Kjerlighedens Gjerninger”. Der er masser af guldkorn i verdenslitteraturen, og en fordybelse heri kan oftest kun være berigende.

Vi tænker også, at dit brev vidner om, hvor forskellige vi mennesker er. Vores livsomstændigheder kan være meget forskelligartede, og vores sind kan have meget forskellig følsomhed, og vi kan tænke om os selv og verden på højst forskellig vis. Nogle mennesker er måske af natur helt trygge og ubekymrede og ser en mening i de mindste ting, og andre kan være mere tungsindige eller grublende. Det kan være svært at være en meget eftertænksom og urolig sjæl.

Men i stedet for at tænke på, at man er forkert skruet sammen eller skulle være anderledes, er det nok mere hensigtsmæssigt at tage godt imod sig selv, som man er, og finde gode mennesker at være sammen med og forsøge at administrere sig selv og sine karaktertræk på en god måde. Du skriver, at din grublen ikke altid er til nytte. Hvor din søster måske med fordel kunne afsætte tid til ro og refleksion, så skal du måske ofte gøre det modsatte. Netop udfordre din grublen – afbryde den – og sætte i gang med fysiske og praktiske aktiviteter. Gøre ting, som du på forhånd ved giver dig livsmod.

For nogle bliver meningsløshed og grublerier til en mere depressiv tilstand. Det kan ske, når det grå eller mørke tager over for hyppigt eller i for lang tid, og det kan stjæle nattesøvn og hvile. Det bliver man nødt til at tage hånd om ved at opsøge professionel hjælp.

Vi må prøve at opmuntre hinanden til at bevare troen og håbet og kærligheden midt i livets mange ubesvarede spørgsmål. Og opmuntre hinanden til at opsøge steder og mennesker, som giver næring til denne treklang. Tanker om uretfærdighed og lidelse og meningsløshed kan også nogle gange sætte os i gang med en aktiv handling for nogen eller noget – og så giver netop det en mening på en eller anden forunderlig vis – midt i det hele.

Mange hilsener