Tidligere præst: Gud løfter sit åsyn på os og giver os fred. Han sætter ikke parentes om nogen

Tidligere præst i Tagensbo Kirke Carl Rosenberg-Desroses var nyskilt efter 24 års ægteskab med en kvinde. Så forelskede han sig i en mand. Når livet giver én et godt tilbud, må man slå til, mener han. Ligegyldig hvad omgivelserne måtte mene

”Der var nogle ting, jeg selv skulle igennem, for det er en voldsom opdagelse, at man kan forelske sig i en mand. Men det var sådan, det var. Og det krævede jo mod, men mest af alt var det at turde se sig selv i øjnene og sige: ’Det er sådan, jeg har det’,” siger Carl Rosenberg-Desroses. – Foto: Palle Peter Skov/Ritzau Scanpix.
”Der var nogle ting, jeg selv skulle igennem, for det er en voldsom opdagelse, at man kan forelske sig i en mand. Men det var sådan, det var. Og det krævede jo mod, men mest af alt var det at turde se sig selv i øjnene og sige: ’Det er sådan, jeg har det’,” siger Carl Rosenberg-Desroses. – Foto: Palle Peter Skov/Ritzau Scanpix.

De ved godt, at der kommer en journalist i dag og interviewer Carl Rosenberg-Desroses. Det er ikke, fordi han selv er rendt fra dør til dør og har fortalt det til alle naboerne i Nordby på Fanø, forsikrer den 71-årige pensionerede præst og låser sin egen grønne hoveddør op:

”Jamen, det er så smart, at man behøver kun sige det ét sted. Så går resten helt af sig selv,” griner han og byder indenfor.

Han er flyttet hertil for bare halvandet år siden, da han gik på pension efter at have arbejdet som præst i 33 år. De seneste 10 år i Tagensbo Kirke i Københavns nordvestkvarter, én af de kirker, der en overgang var på biskoppens liste over kirker, der skulle lukkes. Han har også været præst i Singapore og sejlet som orlogspræst, blandt andet på korvetten ”Olfert Fischer” et halvt år under Golfkrigen i 1990’erne. Der har været gang i den, helt efter Carl Rosenberg-Desroses’ hoved, men også nogle gange for meget gang i den. Især tiden til søs har givet ham nogle oplevelser, der indimellem dukker op som onde, livagtige drømme.

”Jeg kan have nogle ret heftige mareridt. Så ligger jeg og råber og skriger og slår ud med armene til begge sider og kommer til at ramme Marc,” siger han.

Manden, der normalt sover ved hans side på førstesalen i det stråtækte hus i Nordby, hedder Marc Desroses og er franskmand. Carl Rosenberg-Desroses har taget hans navn, men parret er ikke gift. Kæresten er pensioneret, men arbejdede i mange år som chief steward i flyselskabet Air France og er kommet og gået så meget, som et arbejde i luften nu kræver det. Under coronakrisen har parret alligevel måttet undvære hinanden mere end normalt. Lige før den satte ind, rejste Marc til Frankrig for at passe sine alvorligt syge forældre. Og indtil nu har han ikke kunnet vende tilbage til Fanø.

”Nu er det et halvt år siden, vi sidst har set hinanden. Men vi er holdt op med at spekulere i udsigter, det bliver man bare skør af,” siger Carl Rosenberg-Desroses og sætter et fad med kringle ind på bordet i den mørke stue.

Hans livsfilosofi er, at man skal tage imod et godt tilbud, når det kommer. Huset her var et slags håndværkertilbud, og sammen med Marc Desroses har han arbejdet hårdt på at restaurere det. Udtrykkeligt restaurere, ikke modernisere. De små rum står i de oprindelige, stærke farver, og i stedet for en emhætte over komfuret er der ”hul lige op til Vorherre”, som Carl Rosenberg-Desroses siger.

Han piller lidt ved hanken på kaffekruset, da han bliver bedt om at fortælle, hvad der skete, dengang han mødte Marc. Det var midt i 1990’erne på den anden side af kloden. På det tidspunkt var han sømandspræst i Singapore og var lige blevet skilt efter 24 års ægteskab med hustruen Hanne Lise Rosenberg, der også er præst.

De to havde mødt hinanden i studietiden i København i kølvandet på ungdomsoprøret i 1960’erne.

”Man skulle ud af barndomshjemmet, være langhårede og bo alternativt. Og man skulle også have børn,” siger han.

De blev forældre første gang som henholdsvis 22- og 23-årig, uddannede sig begge til teologer og fulgtes ad i et parløb, der kom til en ende lige før sølvbrylluppet et par år efter familiens ankomst til Singapore.

”Vi var sådan set ikke i tvivl om, at det var det her, vi skulle, nærmest fra første øjeblik. Vi forelskede os, ja, men der er også et spring fra forelskelsen og ind i kærligheden. Springet er dér, hvor man lægger sit liv i et andet menneskes hænder og overgiver sig,” siger Carl Rosenberg-Desroses om kæresten Marc, som han mødte ved en swimmingpool i Singapore.
”Vi var sådan set ikke i tvivl om, at det var det her, vi skulle, nærmest fra første øjeblik. Vi forelskede os, ja, men der er også et spring fra forelskelsen og ind i kærligheden. Springet er dér, hvor man lægger sit liv i et andet menneskes hænder og overgiver sig,” siger Carl Rosenberg-Desroses om kæresten Marc, som han mødte ved en swimmingpool i Singapore. Foto: Palle Peter Skov/Ritzau Scanpix

”Hvad sker der, når man finder ud af, at man ikke kan leve sammen mere? Der var ikke noget drama omkring selve skilsmissen, det var bare dét. Men det blev en meget hård tid,” siger han.

Hustruen rejste tilbage til Danmark og flyttede ind i en lejlighed på Christianshavn i København med parrets tre børn. Carl Rosenberg-Desroses havde stadig et par år tilbage som sømandspræst, og når han ikke arbejdede i kirken, var der ikke længere nogen at tale med. Noget af det, han fik tiden til at gå med, var at løfte vægte i et fitnesscenter på et lokalt luksushotel. Det var dér, Marc dukkede op.

”Når jeg var færdig, tog jeg gerne et par baner i swimmingpoolen på hotellet. Og så en dag så jeg ham. Han var nem at få øje på, fordi han var så mørk.”

Marc Desroses familie stammer fra øen Martinique i Caribien, og navnet Desroses er fransk og har sin oprindelse i en fransk slægt, som ejede nogle plantager på øen, fortæller Carl Rosenberg-Desroses.

”Der er jo en seksuel tiltrækning, som er øjeblikkelig, men man skal jo lige finde ud af, om det er gengældt. Jeg kiggede på Marc og kunne se, at han lå og læste i et kulørt blad, men øjnene blev ved med sådan at titte op over kanten,” griner han og viser hvordan.

”Da så jeg, at han havde vendt bladet på hovedet, og så blev jeg jo for alvor interesseret. Så gik jeg over og talte med ham.”

I den følgende tid fløj Marc så ofte som muligt forbi Singapore.

”Vi var sådan set ikke i tvivl om, at det var det her, vi skulle nærmest fra første øjeblik. Vi forelskede os, ja, men der er også et spring fra forelskelsen og ind i kærligheden. Springet er dér, hvor man lægger sit liv i et andet menneskes hænder og overgiver sig. Og det krævede mod, især fra mig. Man er jo forsigtig og ved ikke, om den kærlighed, man selv kommer med, kan blive misbrugt. Tør man tage det næste skridt? Men med Marc følte jeg, at vi bare trampede af sted i takt fra starten af.”

Rosenberg-navnet fortæller udadtil om tilhørsforholdet til en gammel jødisk slægt her i landet. Mens en anden del af slægten nedstammer fra Luthers højre hånd, teologen Philipp Melanchthon. I tiden efter, at Carl Rosenberg-Desroses forelskede sig, fandt han ro i velsignelsen.

”Herren velsigne og bevare dig, Herren løfte sit åsyn på dig og give dig fred. Det med at ’Herren løfter sit åsyn’ er faktisk en gammel jødisk skik. Når der kom fremmede, sad stammehøvdingen i sit telt med bøjet hoved. Hvis han løftede hovedet og så på de fremmede, betød det, at der var fred mellem ham og dem. Når vi lader velsignelsen følge af korsets tegn, er det for at klargøre, at det er igennem Jesus, at vi kan se Gud. Det ligger i velsignelsen, at Gud løfter sit åsyn på os og giver os fred. Og han sætter ingen parenteser om nogen.”

Det gamle hus på Fanø var lidt af et håndværkertilbud, og Carl Rosenberg-Desroses og kæresten Marc har restaureret, men ikke moderniseret det. I køkkenet er der, som Carl Rosenberg-Desroses siger, stadig ”hul op til Vorherre” i stedet for en emhætte. – Foto: Palle Peter Skov/Ritzau Scanpix.
Det gamle hus på Fanø var lidt af et håndværkertilbud, og Carl Rosenberg-Desroses og kæresten Marc har restaureret, men ikke moderniseret det. I køkkenet er der, som Carl Rosenberg-Desroses siger, stadig ”hul op til Vorherre” i stedet for en emhætte. – Foto: Palle Peter Skov/Ritzau Scanpix. Foto: Palle Peter Skov/Ritzau Scanpix

”Der var nogle ting, jeg selv skulle igennem, for det er en voldsom opdagelse, at man kan forelske sig i en mand. Men det var sådan, det var. Og det krævede jo mod, men mest af alt var det at turde se sig selv i øjnene og sige: Det er sådan, jeg har det.”

Han har aldrig selv tænkt det som et brud med kristendommen, men for Marc Desroses’ provencalske og også meget troende forældre, var det ”en kamel at sluge”. Og nogle af Carl Rosenberg-Desroses bekendte vendte ryggen til ham.

”Det begyndte egentlig med skilsmissen. Og det er klart, da de så fandt ud af, at det var en mand, jeg havde fundet sammen med, så blev det ikke bedre. Der var meget stille, det var der.”

I familien var det nemmere:

”Børnene skulle nok lige vænne sig til det. Her er deres far, og han har fundet en ny. Og det er så en mand. Han er ovenikøbet sort. Og franskmand! Det er klart, at det skal man lige finde ud af. Jeg talte lige med min datter Karen om det den anden dag. Og du har jo et billede af, hvem dine forældre er, som lige skal passes til. Men det gik meget hurtigt. Og jeg kan huske, jeg tænkte: ’Hanne og jeg har gjort det godt med de børn’.”

Da han i 2009 blev præst i Tagensbo Kirke, var der også nogle ting, der lige skulle jævnes. Sognet, som Carl Rosenberg-Desroses beskriver som et ”arbejderklassesogn”, var hårdt, men velfungerende, og kirkegængerne var glade for deres nye præst. Men der blev også snakket i krogene, for hvor var præstefruen? Og hvis præsten faktisk var sammen med en mand – hvorfor var han der så så sjældent? En søndag efter prædikenen var der så en ekstra meddelelse til menigheden: En invitation til at ”se giraffen”.

”Marc er et meget roligt menneske. Der skal meget til at få ham fra koncepterne. Jeg er meget mere nervøst anlagt, selvom jeg synes, roen er begyndt at komme mere og mere til mig,” siger Carl Rosenberg-Desroses. – Privatfoto.
”Marc er et meget roligt menneske. Der skal meget til at få ham fra koncepterne. Jeg er meget mere nervøst anlagt, selvom jeg synes, roen er begyndt at komme mere og mere til mig,” siger Carl Rosenberg-Desroses. – Privatfoto. Foto: Palle Peter Skov/Ritzau Scanpix

”’Jeg vil bare lige sige, at næste søndag kommer Marc. Og Marcs forældre kommer også fra Frankrig. De giver et glas champagne til alle,’ sagde jeg. Der kom 100 mennesker, og siden hørte jeg ikke mere.”

Det er en gammel skibslejder, den stejle trappe i mørkt træ, der fører op til førstesalen, hvor husets soveværelse er. Den passer godt til huset og til husets ejer. Carl Rosenberg-Desroses stak første gang til søs i en sommerferie i gymnasiet. Tværs over Atlanterhavet med et fragtskib og hjem igen på et par måneder. Fascinationen af havet hang ved og førte ham ud på eventyr i de tidlige præsteår. Også nogle barske nogle.

Mareridtene bliver ikke nødvendigvis færre med alderen. Der er særligt ét, der hjemsøger ham, en skorstensbrand på korvetten ”Olfert Fischer” under Golfkrigen. Sammen med et andet besætningsmedlem løb han rundt oppe på dækket for at redde, hvad reddes kunne, mens brændende kulstykker haglede ned om ørerne på dem.

Der er også dengang, et af inspektionsskibene, han sejlede på, skulle inspicere net og fangst på et russisk skib. I en urolig, iskold sø mellem Østgrønland og Island sejlede inspektionsskibets gummibåd over til den russiske trawler. Da præsten skulle springe fra gummibåden over på trawlerens rebstige, fladede bølgen pludselig ud under ham, midt i springet. Heldigvis fik han fat i rebstigens andetnederste trin.

”Skibet sejlede videre for fuld kraft, og jeg hang der i albuen og lod min krop daske ind mod skibssiden. Og jeg tænkte: ’Det her kan jeg ikke. Nu dør jeg’. Og måske har jeg været bevidstløs et øjeblik, men på et tidspunkt mærkede jeg, at en ordentlig kleppert var i færd med at hive mig om bord i gummibåden. Og da jeg så kom op, grinede han og sagde: ’Op på hesten igen, præst’. Men jeg skulle dælme ikke op på nogen hest!”

Når de onde drømme kommer, er det godt at have Marc ved siden af.

”Marc er et meget roligt menneske. Der skal meget til at få ham fra koncepterne. Jeg er meget mere nervøst anlagt, selvom jeg synes, roen er begyndt at komme mere og mere til mig.”

Lige nu er det uvist, hvornår de kan være sammen. Én ting er rejserestriktionerne under coronaen, noget andet er Marcs gamle mor og far. De er syge og kræver hans omsorg lige nu, og sådan må det være.

Carl Rosenberg-Desroses låser huset af og hilser på naboen. Han er glad for det tætte naboskab, selv om det virkelig er meget tæt, og for at komme i kirkerne i Nordby og Sønderho. I en solvarm bil kører han ad Nordbys ultrasmalle veje ned til stranden, hvor dragerne svæver blødt på en lyseblå himmel. Det salte hav er det samme, som det, der slår mod Frankrigs kyster mod syd. Selv de mest stormende forelskelser kan blæse over, men man kan være heldig, derude et sted, at falde over en puslespilsbrik, man passer med. Og det er stort at opleve.

”Forelskelse kan være sådan, at man ser hele verden gennem solskinsbriller, og ofte nok går den hurtigt over. Men den kan også udvikle sig til kærlighed, det dybe tilhørsforhold, man kan føle til et andet menneske, det går ikke sådan over. Hanne og jeg er stadig nært forbundne. Vi er også fælles om tre børn, og vi glæder os sammen over stadig flere børnebørn,” siger han.

”Og i forhold til Marc er kærligheden også, at vi giver hinanden plads. Hvis man siger til et andet menneske: ’Jeg elsker dig, ikke af de eller de grunde, men elsker dig, fordi du er, som du er’, så sætter man hinanden fri. Det er en frihed, hvor man kan være sig selv med sine muligheder og begrænsninger, i sine op- og nedture. Vi sidder ikke lårene af hinanden, vi elsker hinanden.”