Gud var der i alkoholismens afmagt

Tine Kust giver i bogen ”Hvor går det hvide hen, når sneen smelter?” et fængslende indblik i et ophold på et Minnesota-behandlingsted, der reddede hende ud af mørket og ind i lyset

Tine Kust medbragte ikke andet tøj end den kjole, hun havde på, og en kuffert med en skidragt, to badedragter og et bade-lagen, da hun en kold decemberdag ankom til Minnesota-behandlingsstedet.
Tine Kust medbragte ikke andet tøj end den kjole, hun havde på, og en kuffert med en skidragt, to badedragter og et bade-lagen, da hun en kold decemberdag ankom til Minnesota-behandlingsstedet. . Foto: Fra bogen.

Tine Kust ankommer den 17. december 2012 til et gods på Sjælland medbringende en kuffert med en skidragt, to badedragter og et badelagen. Afskeden med det derhjemme har været tumultarisk. Hun har ramt bunden, er ødelagt fysisk og psykisk og har selv bedt om at komme på Minnesota-kur for sit alkoholmisbrug.

På godset, hvor hun skal tilbringe fem uger, viser de andre på holdet sig at være lutter mænd. 14 - med hendes egne ord - dejlige, ressourcestærke og kærlige mænd, som hun har det til fælles med, at de alle er kommet så langt ud, de kan, på grund af det farlige stof alkohol.

Tonen var indimellem rå, men også hjertelig. Men Tine Kust savnede det at få sat ord på følelserne, og det var mændene ikke altid så gode til. Hun begyndte derfor at skrive sine refleksioner ned og arbejdede senere mere systematisk med skriveprocessen. Det er blevet til bogen ”Hvor går det hvide hen, når sneen smelter? En beretning om rejsen til et helt nyt liv - oplevet fra gulvhøjde”.

Bogen, der i første omgang udkom på norsk, er på 204 sider og er nu udkommet på dansk på forlaget Dreamlitt.

Det er en sælsom og fængslende historie fra virkeligheden, der udspringer fra fortællerens egen tilstand fra den første dag på godset og til den dag, hun forlader det. En tilstand, der begynder i det dybe mørke, fortsætter med ensomhed, angst og selvhad og slutter et lysere sted, hvor tilværelsen igen er fuld af håb. Og af Gud, som hun mærkede, da hun følte sig allermest afmægtig.

”Jeg har oplevet, at der er nåde, og at den er uden fortjeneste. Jeg har oplevet så meget nåde, da jeg gav slip. Og at jeg er her på de betingelser, som livet er, på nåde og til låns. Når man er afmægtig, vender man sig mod det, der er større end os selv. Jeg tror på, at jeg har haft Guds bevågenhed.”

”Jeg er vokset op med kristne værdier og har altid troet på Gud, men har vel været en almindelig gennemsnitskristen. Det er en god ballast at have. Men nu har det fået substans. Gud er i den bellis, jeg sidder og kigger på nu,” siger Tine Kust.

Tine Kust. - Foto fra bogen.
Tine Kust. - Foto fra bogen. Foto: Andreas Bastiansen

Hun er i dag 58 år og bor i et hus i Vester Skerninge på Sydfyn, som hun deler med en veninde. Hun er født og opvokset på Fyn, har en bachelor i psykologi fra Aarhus Universitet og en uddannelse som unge- og voksenunderviser. Tidligere har hun arbejdet som projektlederunderviser og skoleleder i AOF-regi, har beskæftiget sig med astrologisk rådgivning og været ansat på et aktiveringsværksted for mennesker med autisme.

For flere af de andre på holdet på godset havde alkohol været en del af deres dagligdag i årevis, mens Tine Kust først begyndte at drikke sent. Hun var ikke klar over, at hun ikke kunne tåle alkohol og derfor udviklede sygdommen alkoholisme.

Stress på arbejdet, et dårligt fungerende parforhold, hendes fars død og hendes mor, der bliver mere og mere opmærksomheds- og plejekrævende - og så det, at hun aldrig har kunnet sige nej: I 2005 begyndte Tine Kust at tage et eller to glas vin hver aften for at kunne sove. Det accelererede, og nedturen var i gang.

”Jeg forsøgte at holde sammen på det hele. Medicinerede mig selv med alkohol, var bange og kunne ikke sove, og i sensommeren 2012 væltede det hele. Jeg forsøgte alle de klassiske tiltag med ikke at drikke før om aftenen, medicin og psykolog, men psykologen måtte melde afbud på grund af sygdom i sin egen familie, og der var et halvt års ventetid på en aftale med en anden. Hjælpen var væk.”

”Det var først, da jeg havde givet slip og blev magtesløs, at jeg fandt ud af, at det var dér, det hele kunne begynde igen. Søndag den 17. december 2012 fandt jeg ud af, at jeg var røget ud over den sidste revle i verdenshavet. Der er en forløsning i det - en velsignelse. Jeg har næsten følt, at jeg blev løftet. Der er mørkt derude, hvor jeg var, men det er også det mørke, som synliggør stjernerne,” siger Tine Kust.

Hvis hun skal give et råd til andre i samme situation, er det: Giv slip! Men hun understreger, at hendes bog ikke indeholder redskaber til behandling af kriser, da det ikke er en behandlingsbog. Den handler udelukkende om hendes kamp, de 14 mænd og en kvinde, og den gruppedynamik, der opstår, når mennesker, der tilfældigt er bragt sammen, skal forsøge at kravle op i lyset og livslysten igen.

På den måde giver Tine Kusts beretning fra et Minnesota-behandlingssted også et sjældent indblik i den meget strukturerede hverdag, som man er indlagt til under arbejdet med Anonyme Alkoholikeres (AA) 12-trinsprogram:

Daglige morgenmøder, hvor der læses åndelige tekster, bøn, meditation og motion, vandreture, besøg i udenbys AA-grupper, gruppeterapi, individuelle samtaler hos behandlere på stedet, rengøring og andre praktiske opgaver. Og fritid, der går med at se film, drikke kaffe, spise slik og ryge på terrassen udenfor i vinterkulden med masser af sne den jul og nytår, som også har lagt navn til bogens titel ”Hvor går det hvide hen, når sneen smelter?”.

”Vi var på det nærmeste sneet inde i de fem uger, vi var sammen på godset. Sneen blev en slags pendant til mit mørke. Der ligger også en renselse i sne, og den hvide renhed stod i skærende kontrast til det svineri, jeg bød mig selv og sikkert også andre i min drukperiode. Men titlen refererer også til tanker om, hvordan det hele bliver, når det bliver tøvejr. Klarer jeg den? Og så er der ikke noget, som giver så ophøjet en ro som nyfalden sne. Det er stille. Og det var lige, hvad jeg skulle bruge i mine kontaktforsøg til mit åndelige tilhørsforhold,” siger Tine Kust.

Et stærkt fællesskab trods køns- og individuelle forskelle hører også til beretningen. Alle håber det bedste for hinanden, og nogle bliver nære venner. Som nordmanden Joos, der blev færdig med behandlingen før hun og tog hjem til Jæren syd for Stavanger i Norge.

Han er i bogen, som de øvrige på opholdet, udstyret med andre navne end sit eget. Deres livshistorier bliver ikke fortalt af hensyn til privatlivets fred, og behandlingsstedet er anonymiseret. Men Joos inviterede Tine Kust til at komme til Norge og bo i en periode, så hun kunne få skrevet sin bog. Hun fandt senere ud af, at navnet Joos betyder Guds højre hånd.

”Da jeg forlod godset, slap jeg også det hele på Fyn, mit hjem, parforhold, alt. I Jæren fik jeg stillet et hus til rådighed, der blev leveret madvarer til døren, jeg gik ture ude i den smukke natur, og jeg skrev, men vidste ikke, om bogen ville blive til noget.”

Det gjorde den, og det lokale Jærens Forlag ville gerne udgive den i Norge, hvor den er blevet godt modtaget. På et tidspunkt fik hun arbejde som receptionist på et hotel og på en restaurant i byen. I alt opholdt Tine Kust sig i Jæren fra den 23. januar 2013 til årsskiftet 2014-2015.

”Jeg længtes hjem til Fyn og til mine forældre, der ikke lever mere, men som har et fint gravsted her. I dag har jeg det godt. Jeg er taknemmelig for, at jeg er kommet igennem krisen med forstanden og fysikken i behold. Herhjemme dør der hver dag 20 mennesker som følge af alkoholisme,” siger Tine Kust.

Hun er nu et sted, hvor hun er søgende i forhold til, hvad hun skal beskæftige sig med. På ønskelisten står blandt andet foredrag med udgangspunkt i bogen, da hun gerne vil formidle, at der er en vej ud af alkoholismen.

”Jeg skal til at definere, hvad jeg skal nu. Men jeg har en tryghed i det. Jeg vil, som jeg også skriver i bogen: Vaya con Dios - gå med Gud.