På årets korteste dag, den 21. december, sagde min far til sin kone Else Marie, at nu var det nok. I to et halvt år havde han været syg af als, som langsomt havde ædt sig ind på ham, og nu ville han ikke mere. ”Alt er sagt, skrevet og udlevet,” sagde han til hende. Hun ringede til os fire ældste børn, som bor i København, og heldigvis var vi alle i landet og havde mulighed for at sætte os i en bil og køre til mit barndomshjem, Gravlev Vestergaard på Djursland. Min lillebror Asbjørn bor stadig hjemme.
Min far lå i sin seng i stuen med skrivebordet og med udsigt til den store have. Han elskede den have og den bondegård, som ligger sydvendt, så den lave vintersol strømmede ind ad vinduerne.
Han havde ønsket at dø med os omkring sig, og jeg tænker med stor taknemmelighed på, at det var sådan, det blev. Polynesierne har det ritual, at når de ikke vil mere, så sejler de ud i en kano og kommer ikke tilbage. Jeg tror, det var det, han gjorde mentalt. Han sov, da vi kom, men vidste godt, at vi var hos ham. Han gav min hånd et klem, da jeg sagde, at vi elskede ham, og at vi vidste, at han elskede os, og at det var o.k. – han måtte gerne give slip. Vi forestillede os, hvordan han gled rundt i minderne, mens livet langsomt ebbede ud. Et fantastisk dyk i Polynesien, en gåtur ved Sortedam Dosseringen med sin mor i hånden. Følelsen af at holde en nyfødt i sine arme første gang.
Vi havde troet, at vi måtte overveje passiv dødshjælp på grund af hans sygdom, men så lagde han sig ned og døde i løbet af ét hjerteslag, selvom hans hjerte ugen forinden havde været stærkt og sundt. Vi var alle sammen overvældede over, at det var sådan, det skete. At han døde naturligt, mens vi alle var der, ligesom han havde ønsket. Han havde sagt, det var vigtigt for ham at vise os, hvordan man døde godt. Det kom han til. Hvis man kan tale om en god død, var det det, han fik.
”Nordkaperen” lå ved kaj i Frederiksholms Kanal i hjertet af København efter sin første jordomsejling. Det var den 18. januar 1980, og Troels gik med frosne fingre og bankede rust af jernskibet. Min mors norske veninde fra lægestudiet, Grete, kom løbende hen til skibet og råbte på klingende norsk til min far ”vandet er fosset, vandet er fosset”. ”Hvad taler du om, vandet er da ikke frosset,” nåede min far at svare, inden han forstod, at min mor skulle føde. Han nåede frem i tide til at være med til min fødsel.
I dag underviser jeg selv par, der om lidt bliver forældre, og forbereder dem på, hvordan de kan få en god oplevelse med fødslen. Ligesom døden er fødslen et af livets store skæringspunkter, hvorefter intet bliver det samme. Jeg arbejdede som journalist og var glad for det, men jeg trængte også til at lave noget andet. Jeg kommer fra en familie, hvor vi har for vane at skifte job mange gange i livet og prøve forskellige ting af. Livet er langt og må gerne indeholde forskellige elementer. Det med kun at gå ad den samme vej gør vi ikke så meget.
Jeg er den midterste i en søskendeflok på fem. Vi er et blandet kuld, hvor Troels er far til os alle. Han formåede at have et godt forhold til sine ekskoner og ekskærester efter skilsmisserne, og vi børn har altid kendt hinandens mødre. Det kunne man godt. Jeg bliver stadig chokeret den dag i dag, når jeg møder skilsmisser, der er gået helt i hårdknude. Jeg forstår ikke, at man kan have elsket hinanden og fået børn sammen, og så kan have det så svært sammen bagefter.
Det er ikke så tit, vi er samlet, alle søskende, men vi har alle sejlet med ”Nordkaperen” i kortere eller længere perioder. Jeg var med om bord på skibet, fra jeg var helt lille, og tog mine første skridt på den græske ø Psara. Da jeg gik i 2. klasse, sejlede jeg med min far, mor, lillesøster Sille og min veninde Sofie i ni måneder til Polynesien i Stillehavet. Efterfølgende udgav min far bogen ”Til søs med Gurli Marie”, hvor togtet blev fortalt igennem ord, billeder og af mig. I dag er det en fin billedbog at have om en periode i mit liv.
Jeg elsker at sejle og ville gerne gøre det noget mere, men er ikke selv den store sømand. Jeg ved, hvor hårdt et arbejde det er at holde et gammelt skib ved lige. Jeg har det også sådan, at jeg ikke behøver tage om på den anden side af jorden for at opleve eventyret. Jeg har siddet på mange vidunderlige palmeøer og savnet dem derhjemme. Hvis jeg skal være ærlig, var der også ret kedeligt på mange af dem. Det er måske meget godt at punktere myten om, at man skal så langt væk som muligt. Rejsen i sig selv er målet mere end at nå frem. Men jeg vil gerne have mine to børn med ud på en lang sejltur inden for de næste par år. De skal opleve fornemmelsen af at være så langt ude på havet, at du næsten kan røre stjernerne. Det er så smukt. Den stjernehimmel og det turkisblå koralhav savner jeg.
Min farmor hed også Gurli Marie, så hende er jeg opkaldt efter. Hun betød meget for min far, men døde desværre af kræft, da han bare var 10 år. Mine bedsteforældre var forinden blevet skilt, og de fem søskende blev på ganske kort tid spredt. Dengang var sygdom ikke noget, man talte om, så min far vidste nærmest ikke, at min farmor var syg, før hun lå på sit dødsleje. Måske derfor har Troels altid selv talt meget og åbent om døden. I løbet af min barndom tog han os jævnligt med på kirkegården i Jægerspris, hvor min farmor ligger begravet, og længe før han selv blev syg, sagde han til os børn, at vi skulle huske at komme forbi og sige hej, når han engang lå der med tre meter muld over sig. Det var vigtigt for ham at tale om, at vi kun har hinanden på lånt tid. Det er jeg glad for nu. Han gjorde ret i at flette døden ind hele vejen igennem livet. Da han døde, var der ikke noget usagt imellem os.
Jeg var selv syg, fra jeg var 12 til jeg var 17. De første år var det nyrerne, der ikke virkede, senere opdagede de, at det var lymfekræft. Heldigvis virkede kemoterapien, og fem år senere blev jeg erklæret helt rask. Det har givet mig en bevidsthed om tid. Når man ikke er syg, lægger man planer langt ud i fremtiden og tænker, at man har al tid i verden. Når man bliver syg, går man til gengæld i katastrofeberedskab, zoomer helt ind og tænker kun dage og uger frem. Men man finder også ud af, at selvom man er på et hospital og ikke kan kende sin krop på grund af medicin, så har man stadig sine venner og sin familie, som man kan grine sammen med og have det dejligt med. Det kunne jeg også mærke på min far. Selvom han var syg og snart skulle dø, kunne han godt glæde sig over, at denne morgen var vidunderlig.
Jeg holdt en tale for min far, da han for to år siden modtog ridderkorset af Dannebrogordenen. Han var meget beæret over, at det skulle overgå ham, der havde været en forældeløs, fattig ung mand, der arbejdede på et skibsværft. ”Er du så stolt af mig?”, spurgte han. Og det fik mig til at tænke over, hvad det egentlig var, jeg satte pris på ved min far. Jeg synes, det er godt at huske en gang imellem at holde tale for sine kære. Hans generøsitet og hans insisteren på at blive ved med at se det smukke i livet som en modgift til den sure, brokkende stemme, vi alle kender, er en af de egenskaber, jeg gerne vil tage med og give til mine egne børn, hvis jeg kan. Og sådan er det med forældre. Man må gøre op med sig selv, hvad man tager med, og hvor man hellere springer over. Nogle har en tendens til at tro, at man er dømt til at gentage sine forældres fejltagelser, men der er man jo fri til som menneske selv at vælge til og fra.
Jeg var netop flyttet til New York med min mand og vores to børn, da Troels blev syg. Min mand skulle åbne en ny afdeling af den designvirksomhed, han arbejdede for, og jeg ville prøve kræfter med at skrive skønlitteratur. Vi havde udlejet vores rækkehus på Amager, fundet et godt sted at bo i Brooklyn og fået det til at falde på plads med børnenes skole, men fire måneder efter at vi var ankommet, fik min far sin diagnose, og vi overvejede, om vi måtte flytte hjem igen. Vi var hjemme over sommeren og kunne se, at vi heldigvis nok kunne beholde ham længere, end vi først havde regnet med. Så vi blev boende i Brooklyn et år mere. Cirka hver femte uge rejste jeg hjem for at være sammen med min far, og ellers mailede vi sammen. Hver gang jeg besøgte ham, sad han ved iPad’en i færd med at skrive lange breve til venner og familie. Han var god til at have mange mennesker tæt på og generøs med sig selv og sagde altid, at børn ikke kunne få for mange kys og kram. Den generøsitet er noget af det, jeg beundrede ham mest for.
Sorgprocessen for familien og mig begyndte allerede for to et halvt år siden, da Troels blev syg. Det gør det ikke nemmere at miste en far, men chokket er der ikke på samme måde, som hvis en stærk person pludselig dør, og jeg har en fornemmelse af, at vi nu står rimelig solidt alle sammen.
Jeg vil komme til at have en samtale med ham resten af mit liv, når jeg oplever noget stort, eller når jeg er ked af det. At miste en forælder er at miste det ultimative livsvidne. Jeg har en fornemmelse af, at en del af ham lever videre i mig, for jeg kan lukke mine øjne og forestille mig ham fuldstændig levende komme ind ad døren. Der er døden jo også en abstraktion, og det er nærmest kun bølgevis, man forstår, at nogen er død. Resten af tiden kunne personen i princippet være ude at rejse.
Troels blev begravet fra Holmens Kirke i København den 3. januar i år. Jeg stod i kirkedøren sammen med mine søskende og hilste på de 800-900 gæster. Det var lidt overvældende, men også meget fint at give hånd til alle dem, der havde kendt ham, eller som han havde betydet noget for. Han lagde vægt på, at det skulle være en åben begravelse, hvor alle kunne komme. Jeg ved, at hvis han selv havde været med, ville han have sagt, at den begravelse var lige i øjet, og det gør mig glad.
Han var egentlig ikke troende og abonnerede mere på de naturvidenskabelige forklaringer, men han mente, at kirkerummet med sin storhed og sit orgelbrus kunne forløse nogle følelser, som var nødvendige.
Selv er jeg både-og, når det kommer til tro. I 9. og 10. klasse kom jeg lidt tilfældigt til at gå på den kristne efterskole Unge Hjems Efterskole, som i dag hedder Aarhus Efterskole. Her lærte jeg glæden ved at synge salmer og den grundlæggende bibelhistorie, og det var dejligt og lærerigt for mig, der kom fra et ikke-kristent hjem. Den fine måde, min far døde på, har fået mig til at tænke på, at der godt kan være noget mere.
Min far har endnu ikke været død så længe, men det er allerede nu min oplevelse, at mindernes kronologi bliver ophævet, når folk dør. Så længe de lever, synes nogle oplevelser meget langt væk, mens andre er for nylig eller nu. Efter min far er gået bort, er det, som om gamle minder har fået samme gyldighed, og et minde fra min barndom står lige så klart som et minde fra sidste sommer. Det er meget fint. Tiden bliver ligegyldig, når døden træder ind. Jeg sidder med en fornemmelse af en hånd, der længe har været hårdt knyttet, men som nu langsomt åbner sig op efter en lang periode med sygdom. Nu er der plads til at slippe minderne ind.