Gymnasielærer: Grønland har mistet meget af sin kultur. Vi skal huske, hvem vi er

Ulunnguaq Nielsen Lyberth er overbevist om, at mange sociale problemer ville blive løst, hvis der var flere veluddannede grønlændere. Det betyder noget at blive mødt af fagfolk på sit eget sprog og fra sin egen kultur

Ulunnguaq Nielsen Lyberth er 31 år og bor i Nuuk sammen med sin kæreste, som hun venter barn med til sommer. Hun blev færdig som cand.mag. i kultur- og samfundshistorie sidste år fra Grønlands universitet og arbejder nu som gymnasielærer på Midtgrønlands Gymnasium i Nuuk. – Privatfoto.
Ulunnguaq Nielsen Lyberth er 31 år og bor i Nuuk sammen med sin kæreste, som hun venter barn med til sommer. Hun blev færdig som cand.mag. i kultur- og samfundshistorie sidste år fra Grønlands universitet og arbejder nu som gymnasielærer på Midtgrønlands Gymnasium i Nuuk. – Privatfoto.

Politikerne taler om olie og minedrift i den grønlandske valgkamp. Men hvad gør den enkelte grønlænder sig af overvejelser om eget liv, landets udfordringer og håb for fremtiden? I denne serie sætter Kristeligt Dagblad fokus på valget og livet i det moderne Grønland. De næste artikler i serien kan lande direkte i din indbakke. Tilmeld dig her.

Jeg er gravid og har termin i midten af juli. Vi ved, at det bliver en dreng og har lige købt en barnevogn og alt muligt. Jeg tænker meget på fremtiden, og at vi skal forberede os til at blive forældre. Det er en helt ny udfordring, og jeg tænker meget på, at alt i livet bliver fuldstændigt anderledes lige om lidt. Men jeg føler virkelig, at jeg er lige dér, hvor jeg gerne vil være.

Jeg underviser i historie og kulturfag på gymnasiet i Nuuk, men har ikke så mange undervisningstimer, så mit liv er ret stille og roligt. Jeg kører i bil til arbejdet. Det kommer an på trafikken, men det tager cirka 10 minutter fra vores lejlighed. Der kan faktisk godt være myldretid om morgenen her i Nuuk, fordi flere og flere får egen bil.

Jeg voksede op i en bygd tre-fire timers sejltur uden for Maniitsoq (Sukkertoppen, red.). Det er der, min far oprindeligt kommer fra, og jeg har en masse familie i området, men ser dem ikke så tit.

Jeg blev meget selvstændig meget tidligt. Som 15-årig forlod jeg familien i bygden for at afslutte folkeskolen i Maniitsoq. Når det ikke var vinter og havet frosset, hentede min far mig i sin jolle, så jeg kun komme hjem på weekendtur. Men det blev sværere, da jeg begyndte i gymnasiet i Nuuk og måtte flytte på kollegium.

Man kan godt sejle fra bygden og Maniitsoq til Nuuk, men det tager fem-seks timer, hvis man ikke stopper undervejs. Og det gør vi næsten altid. Vi drikker kaffe hos familiemedlemmer og venner eller overnatter på vejen. Sejlturene giver tid til familiehygge, og jeg har virkelig mange gode minder fra disse ture.

Et godt liv for mig er at have en bolig, gode venner, som hjælper, en familie, som betyder rigtig meget, og så er jeg også rigtig glad for mit arbejde.

Jeg synes, at Grønlands største udfordring er, at vi mangler veluddannede folk, og jeg håber virkelig, at vi får flere veluddannede – eller bare uddannede – grønlændere. For jeg tænker faktisk, at det kan være med til at løse nogle af sociale problemer med blandt andet alkohol og seksuelle overgreb, som har eksisteret i mange, mange år. Der er rigtig mange udefrakommende, som arbejder alle mulige steder – især i det offentlige i Grønland. De fleste læger er for eksempel danske, så lægebesøg foregår på dansk, og sådan er det generelt, når man er i kontakt med det offentlige.

Jeg tror, det giver en helt anden mulighed for at arbejde med problemerne, hvis folk kan få deres traumer, problemer og sager behandlet af en fra samme kultur og på samme sprog.

Så jeg håber, at vi får et højere uddannelsesniveau, og at der kommer flere uddannelsesmuligheder her i landet.

På gymnasiet underviser jeg mest på dansk. Nogle gange prøver jeg at undervise på grønlandsk, hvis det er en klasse med mange grønlandsktalende. Men rigtig mange af de andre lærere er danskere, så dansk er mit faglige sprog.

Jeg var i sin tid ret meget i krise og totalt forvirret over, hvilken uddannelse jeg skulle tage. Efter gymnasiet flyttede jeg hjem til min mor, som også bor i Nuuk, for at holde et sabbatår og arbejde i Matas, men det blev kun til et halvt år, fordi det var for svært at flytte hjem igen. I stedet tog jeg til Danmark for at læse enkeltfag på VUC, og derefter begyndte jeg at læse til finansøkonom i Odense. Men det var slet ikke mig.

Det var først, da jeg på opfordring fra min fætter rejste til Qaqortoq (Julianehåb, red.) i Sydgrønland og tog en uddannelse som turistguide, at det hele faldt på plads. Jeg opdagede, at jeg kan lide historie og kultur, og søgte ind på kultur- og samfundshistorie på universitetet i Nuuk. Jeg har været virkelig glad for den uddannelse. Vi kan lære meget om vores kultur, som kan være en fordel for udviklingen her i landet. Også i forhold til hele selvstændighedsdebatten. Jeg håber da, at Grønland bliver selvstændigt, men det sker ikke sådan lige, og jeg kan egentligt godt lide begge lande. Det er vigtigt at kende historien mellem Danmark og Grønland. Det bliver diskuteret, om vi vitterligt har været en koloni, fordi vi blandt andet stadigvæk taler vores eget sprog. Men vi har mistet rigtig meget af vores kultur, så nu er det vigtigt at være bevidst om, hvem vi er, og bruge det som en fordel.

Jeg håber for fremtiden, at økonomien bliver god nok til, at Grønland kan klare sig meget bedre, og at jeg selv kommer til at leve et dejligt liv, med en dejlig familie og måske nogle børnebørn.