Ved Sønder Årslev Kirke i Brabrand ved Aarhus står en bænk. Siden Danmark mere eller mindre lukkede ned, og døren til kirken blev lukket for almindeligt gudstjenesteliv, har tidligere biskop, ph.d.-studerende Steen Skovsgaard hver søndag taget plads på bænken ved den hvidkalkede middelalderkirke med sin salmebog. Og palmesøndag, hvor han var i sommerhus, satte han sig ved Estruplund Kirke på Djursland.
Her har han sunget en salme, læst evangeliet højt, bedt en bøn og lyst velsignelsen. Og så har han sunget endnu en salme, inden han har rejst sig fra bænken og er gået hjem. Da han vendte hjem fra sin første andagt på bænken, sagde han til sin kone, at han havde været til en festlig og opbyggelig gudstjeneste.
”Jeg følte et stille gudsnærvær og var oplivet. Det, vi oplever i denne tid, skal ikke kvæle håbet. Sidder man isoleret og hører en radiogudstjeneste eller morgenandagten, kan man måske også mærke håbet. Der er håb i ordene og velsignelsen, uanset hvor de lyder,” siger Steen Skovsgaard.
At håbet ellers er udfordret, er der nok mange, der vil skrive under på i denne tid. Med en amputeret hverdag og et afsavn i forhold til familie, venner og for manges vedkommende også arbejdskolleger kan coronavirkeligheden føles som et liv tømt for mening. Måske endda nærmest ørkesløst, fordi den ene dag blot ligner den anden. At landets statsminister nu har åbnet op for, at vi så småt måske kan begynde at vende tilbage til mere normale tilstande, i små ryk efter påsken, bliver af mange tolket som en dosis håb på rette tid – så de mange restriktioner og forbud forhåbentlig lige kan overholdes lidt endnu, fordi vi begynder at skimte et lys på den anden side.
Simon Axø er forstander på Testrup Højskole i Østjylland. Han er en af dem, der blev glad for at høre statsministerens forsigtige løfte og glæder sig til, at foredragssalen igen vil fyldes af latter og sang, når det største hold nogensinde i skolens historie forhåbentlig engang kan vende tilbage. De 132 elever er sendt hjem, og alting føles helt forkert, når han nu går rundt i de tomme bygninger, der ellers plejer at summe af forårsglade unge mennesker. Også han føler som Steen Skovsgaard, at coronakrisen kan være en udfordring for håbet.
”Ikke mindst fordi vi som mennesker har en grundlæggende tillid til livet. Som den danske teolog og filosof K.E. Løgstrup sagde, så er det især fra børnene, vi kender dette umiddelbare håb til livet, når de glade og ubekymrede møder verden. Det er på den måde ikke et håb, der er rettet mod noget bestemt, men mere en måde at være i verden og over for hinanden på. Hvor tilliden er det centrale. Men netop den er jo udfordret, for lige nu bliver vi belært af myndighederne om, at den anden ikke bare kan mødes med tillid. Den anden, og også en selv, kan være en mulig smittebærer. Og det gør, at vi pludselig betragter hinanden udefra, hvilket er megahårdt, for meningen i vores liv udfoldes ellers primært, når vi er sammen med andre.”
Også Dronningen omtalte håbet i sin tale til nationen den 17. marts. ”Det er helt naturligt, at vi er bekymrede, men lad os sammen skabe nyt håb i en svær tid,” lød hendes opfordring til befolkningen.
”Meningen er selvfølgelig helt fin. Men håbet er dog ikke en sådan størrelse, man selv kan kalde frem, eller som kan forlanges af andre,” siger Simon Axø, ”for som det er med de store ting her i livet: tro, håb og kærlighed, så kan man ikke selv gøre sig til skaber af dem. De indfinder sig og trænger sig på, hvis vi giver dem rum. Håbet lever nemlig af tilværelsens åbenhed, livets betydningsfuldhed og menneskets fejlbarlighed, og alle dimensioner skal være der. Hvis man derimod begynder som samfund eller som individ at skabe det perfekte samfund eller det perfekte menneske, så ville alt håb være ude. For håbet rækker ud over det, vi kan styre som mennesker. Håbet kræver med andre ord, at vi har mod til at være i det – uden at vide, hvordan ting ender.”
I den vestlige kultur er håbet på den måde præget af kristendommen, siger Simon Axø. Selv i en senmoderne og sekulariseret verden, hvor mange ellers taler om, at den enkelte selv står til ansvar for sit liv og sin livsbane, ”så trækker vores forståelse af håb på den jødiske og kristne tænkning, hvor der ud af et intet opstår et noget. Og denne skabelsestanke betyder, at vi kan forestille os, at der på et tidspunkt kommer til at ske noget igen. Forestillingsevne og fantasi er dermed centrale i forhold til håbet, for det handler aldrig om det, vi kan regne os frem til eller forudsige i forhold til fremtiden. Håbet handler derimod om mening – om at livet må være meningsfyldt.”
Netop håb, forstået som meningsfylde, er også helt centralt på det sted, hvor Birte Markfoged arbejder. Hun er chef på Hospice Limfjord i Skive i Midtjylland, hvor der er plads til 12 terminale patienter. Lige nu er det dog sværere at skabe de håbs- og meningsgivende rammer, som der plejer at være på hospicet. For på grund af smittefare må patienterne kun have de allernærmeste pårørende omkring sig og skal primært opholde sig på eget værelse.
”Det betyder, at vi ikke kan udfolde det liv, der ellers plejer at kendetegne stedet her, hvor netop samværet med andre patienter og pårørende i samme situation er så berigende, og hvor nye venskaber opstår selv i den allersidste fase af livet. For kort tid siden døde en ung mor til fire børn, og hvad gør man så, når familie og venner gerne vil tage afsked, og der også er et ønske om udsyngning? Vi prøver selvfølgelig at efterleve alle myndighedernes regler og påbud, men samtidig skal vi altså være der for patienterne og deres familie på en måde, der viser, at hver eneste af os har en særlig betydning som menneske. Håbet ligger også i, at ethvert liv betyder noget. Og værdigheden må ikke forsvinde, selvom vi nu er blevet begrænset i vores mulighed for fællesskab og samvær.”
Birte Markfoged fortæller, at et ord som ”værenshåb” er helt centralt i hele tankegangen bag et hospice, og at det blandt andet praktiseres ved at involvere patienter og pårørende i alle aktiviteter på stedet.
”Her bliver man ikke bare ’passet’, men set som et menneske, der stadig har noget at give, som en, der bidrager til livet lige til det sidste. Hvor livet fylder mere end døden. Udefra set kan man måske tænke, jamen hvad er der tilbage i det liv? Så mange færdigheder er jo mistet. Men der er et liv, der stadig prissættes og værnes om, og ved at deltage i livet omkring en føler patienten, at han eller hun stadig har betydning og sætter aftryk.”
Som hospicechef gennem mange år har Birte Markfoged yderst sjældent mødt patienter, der tænker: ”Når jeg dør, så er det hele bare slut.”
”De fleste håber, at der er noget, der rækker ud over døden, og i det håb ligger også en tro på, at deres liv helt til det sidste skal leves, at deres liv aldrig er ligegyldigt, og at de fortsat vil være af betydning selv efter det sidste åndedrag.”
Det er netop denne skærpede opmærksomhed i den sidste del af livet, som Birte Markfoged mener, vi andre godt kunne lære noget af. Hvor selv et begrænset liv stadig føles betydningsfuldt, og hvor de små ting får fylde.
”Det er jo ofte noget, vi andre ikke sætter så stor pris på, men jeg oplever faktisk, at vi i denne coronatid er blevet mere betænksomme og opmærksomme over for hinanden. At vi passer på hinanden. Den anden dag hang der pludselig en pose nybagte boller på min dør. Det var min nabo, som lige ville være lidt god ved mig. Så hvis jeg skal tale om mit eget håb lige nu, så er det, at vi bruger denne ’pause’ til at tænke over, hvilket liv vi vil have på den anden side af krisen. Jeg bliver nærmest helt skuffet, hvis vi bare vælger at vende tilbage til livet, som det var før,” siger Birte Markfoged.
Det er netop det håb, sociolog Anders Petersen også taler om. For i sin forskning på Aalborg Universitet har han gennem flere år set, hvordan det såkaldte ”præstationssamfund”, som vi lige nu har sat på pause, er årsag til flere menneskelige lidelser som for eksempel stress og depression.
”Men med et trylleslag har vi helt elimineret forudsætningerne for præstationssamfundet og dets negative konsekvenser. Det er ikke stress, folk ringer til lægen om i den her tid. Vi har ganske enkelt ikke den type belastning lige nu, så hvorfor vende tilbage til den form for menneskelig lidelse? For mig at se vil det derfor være mærkværdigt at ønske sig tilbage til det samme samfund som før,” siger Anders Petersen.
Når han her bruger ordet ”ønske” og ikke ”håb”, er det fordi, håbet ifølge Anders Petersen netop rummer en forestilling om, at ting kan være anderledes.
”Inden for den kritiske sociologi, som jeg beskæftiger mig med, handler håbet altid om, at vi kan gøre verden til et bedre sted. Det kan handle om mere frigørelse, større retfærdighed eller mere resonans, som den tyske sociolog Hartmut Rosa taler om. Men håbet ligger dermed også i en anden verden end den, der foreligger. Håbets anatomi er med andre ord, at det transcenderer, så derfor er det netop ikke et håb, vi udtrykker, hvis vi blot ønsker os tilbage til før,” siger Anders Petersen.
Derfor er det også afgørende for håbet, at det holdes åbent, som han udtrykker det, ”hvis vi derimod kun taler om at vende ’tilbage til normalen’, så har vi indskrænket vores handlekraft og fjernet muligheden for, at der kunne være andre håb. Ingen må nemlig tage patent på håbet, så risikerer vi det totalitære samfund. Håbet skal derimod give mulighed for, at der leveres håb til alle. Og i denne tid oplever jeg faktisk, at der er noget andet og bedre end det, vi havde før, der viser sig som et håb: nye typer af solidaritet er vokset frem, og selvom vi skal holde afstand, og døden nærmest har fået sin egen radius på to meter, så erfarer vi, at vi ikke er små øer hver for sig. Vi er sammen om det her. Det giver en sociolog som mig håb for en bedre verden.”
Når tidligere biskop Steen Skovsgaard skal sætte flere ord på det håb, han hver søndag morgen oplever på sin bænk, siger han, at det i en tid som denne står endda meget stærkt.
”Faktisk er det i krise- og krigssituationer, at håbet kommer til at stå stærkest. Håbet lever ikke af det ydre, men er en evighedslængsel, som ikke lader sig kue af mørket. Tværtimod. Det kristne håb knytter sig ikke til, hvordan denne verden ser ud, men er forankret i evigheden.”
I kristendommen er ankeret en metafor for håb som i Hebræerbrevets sjette kapitel, hvor Paulus beskriver det kristne håb som et anker for sjælen.
”Et anker skal have fast grund og knytter ikke an til, hvordan denne verden ser ud. Håbet skal have fat i noget andet. Det andet er Gud og Guds rige. Vi har ikke håbet i vores aktiekurser tilsat et lag åndeligt fernis,” siger Steen Skovsgaard, der også citerer den tjekkiske forfatter Václav Havel, som i bogen ”Fjernforhør” skriver om håb: ”Håb er ikke en optimisme. Det er ikke en overbevisning om, at noget vil gå godt, men en vished om, at noget giver mening – uden hensyn til, hvordan det går.”