”Nej! Vi har næsten samme frisure,” lød det med spontan begejstring fra en kortklippet rødhåret ung kvinde, som jeg netop havde lært at kende. Tilfældigheder havde bragt os sammen. Vi skulle sidde side om side på 29. række i Tel Avivs kæmpestore koncertsal og blandt andet høre Sjostakovitjs klaverkoncert nr. 2. Noget af det smukkeste musik skrevet.
Udbruddet kom, da jeg af hensyn til tilskuerne på række 30 strøg min panamahat og åbenbarede mit hoved, der lige netop er dækket af millimeterkorte, dunagtige hår. Over halvdelen er grå/hvide og derfor næsten usynlige, resten er mørkere grå. Jeg synes selv, det kræver et forstørrelsesglas at se, at noget gror. Men denne helt ukendte kvinde oplevede altså mine dun som en frisure.
Gennem hele vinteren har jeg hyllet mit skaldede hoved i tørklæder og uldne hatte. For ligesom spædbørn mister varme fra hovedet, fryser vi voksne også om hovedet, når alt håret er væk. Nu, hvor sommeren er sat ind, er jeg nødt til at have hat på udendørs for ikke at blive brændt af solen, men ellers går jeg med hovedet nøgent, når det er muligt.
Det er noget underligt noget med det hår.
”Det kan forekomme absurd, at udsigten til at miste hår og øjenbryn fylder mere end risikoen for at miste livet. Men livet som kemopatient er absurd,” skrev en bekendt til mig.
Han var netop selv kommet ud på den anden side af et kræftbehandlingsforløb.
Lige så snart jeg havde fået forklaret, at jeg ville miste håret to uger efter min første kemobehandling, kunne jeg næsten ikke vente med at få det af. Og selvfølgelig skulle jeg have en paryk. Selvom den veninde, der gav mig adressen til en af byens bedste parykmagere, ikke kunne understrege nok, hvor ligegyldigt det var at have en paryk. Hun havde selv knap brugt den, hun i sin tid havde fået lavet. Hos samme parykmager – af samme grund.
Nøjagtigt to uger efter at jeg begyndte behandlingen, begyndte håret at drysse af. Som aftalt indfandt jeg mig igen hos parykmageren, der på et øjeblik havde kronraget mig og installeret den skræddersyede paryk. Den lignede til forveksling det kortklippede salt og peber-farvede hår, jeg var ankommet med. Tre kvinder, der stod og forsøgte at vælge mellem en blond eller brun paryk, var ved at dåne; de havde aldrig set en grå paryk før.
Men sandt sagt gik jeg aldrig med den. Måske to gange i løbet af et halvt år. For jeg vænnede mig så hurtigt til den blanke isse, at jeg syntes, parykken (håret) så mærkelig ud. Og det var sjovt hver dag at binde flotte tørklæder på nye måder.
Desuden købte jeg to hatte af en ung italiensk modist, som jeg fandt på internettet. Skønne 1920’er-agtige såkaldte klokkehatte, som sidder som en bør på hovedet. En rød og en sort, som har skabt begejstrede bemærkninger, hvor end jeg har haft dem på.
Det helt afskallede look er blevet synonymt med kræft, selvom det i virkeligheden er en følgevirkning af behandlingen og ikke af selve sygdommen. Men selvfølgelig har jeg med længsel ventet på dagen, hvor behandlingen endelig skulle være til ende, og det nye hår skulle give sig til at spire.
Hvor længe mon der ville gå efter sidste omgang kemo? I Facebook-gruppen for ovariecancer havde en kærlig sjæl lagt billeder ud af sig selv en, to, tre, fire og fem måneder efter den sidste behandling. ”Til alle jer, der spørger,” som hun skrev. Tak til hende.
I skrivende stund er der gået otte uger siden den sidste omgang gift. Og mit hår gror som alting på denne årstid. Overalt på kroppen pibler nye hår frem. Øjenbrynene er også ved at komme igen. Og øjenvipperne. De forsvandt pludselig efter fem omgange kemo.
Da vi var børn, lærte vi, at man kan ønske på et øjenvippehår, der er faldet af. Hvis man ønsker og puster håret op i luften, så går ønsket i opfyldelse. Da det allersidste hår på et af mine øjenlåg faldt af, nåede jeg lige akkurat at afgive et eneste intenst, dybfølt ønske.
Og selvfølgelig må man ikke sige højt, hvad man ønsker.