Hanne og Leif har begge haft krævende karrierer: Hårdt arbejde giver de lykkelige øjeblikke

79-årige Hanne Bruun og 74-årige Leif Karlsen har dedikeret deres liv til krævende karrierer. For parret findes lykken i de muligheder, deres økonomiske frihed har givet

”Vi føler os ikke gamle. Vi er raske og friske og tænker godt,” siger Leif Karlsen. Han og Hanne Bruun har livet igennem fundet glæde og lykke i at arbejde og opleve verden. –
”Vi føler os ikke gamle. Vi er raske og friske og tænker godt,” siger Leif Karlsen. Han og Hanne Bruun har livet igennem fundet glæde og lykke i at arbejde og opleve verden. – . Foto: Leif Tuxen.

Den 21. december 1967 sad ingeniørstuderende Leif Henning Karlsen på Hviids Vinstue i København. Han var der på en studietur med sine kammerater, og da Hanne Bruun trådte ind på vinstuen, havde Leif Karlsen allerede drukket rigeligt med alkohol.

”De var fattige, de der studerende. Jeg skulle møde en veninde, vi skulle ind og købe julegaver i Magasin. Vi havde også været til julefrokost, så vi måtte over og have et glas gløgg, før vi gik i gang. Pludselig var vi plantet mellem de der ingeniørstuderende. Så sagde jeg på et tidspunkt: ’Nu skal jeg altså ud og købe julegaver,’ og så sagde Leif: ’Det skal jeg altså også, for jeg har en niece, der skal have en julegave.’ Han havde ikke en øre,” siger Hanne Bruun om dengang, de to mødtes.

”Så har vi holdt sammen siden,” siger Leif Karlsen.

Sidste år var 50-året for det møde, og det fejrede parret på selvsamme vinstue og en overnatning på D’Angleterre.

”Det var en god dag,” siger Hanne Bruun.

Begge sidder tilbagelænet i to flettede stole i deres store, stilrene hjem i Gentofte. Her har de boet siden 1977.

”Hanne vil gerne ende med at bo i en penthouselejlighed. Jeg vil have space, jeg vil kunne spille høj musik og have mit værksted dernede,” siger Leif Karlsen.

”Det kan du også i sådan en penthouselejlighed,” siger Hanne Bruun.

”Ej, det kan jeg ikke.”

”Men det skal ske på et tidspunkt.”

”Og det diskuterer vi så. Og det kan vi diskutere meget,” siger Leif Karlsen og afslutter samtalen. I hvert fald for nu, for Hanne Bruun synes, huset er for stort til dem. Parret har aldrig fået børn, så det har altid kun været de to.

”Vi havde sikkert været glade, hvis vi havde fået børn, men jeg har ikke savnet det,” siger Leif Karlsen.

I begges liv er det arbejdet, der har fyldt mest.

”Vi prøvede at få børn i starten, det kunne vi så ikke. Så stoppede vi med det, og så har vi brugt vores tid på arbejde i stedet og har rejst verden rundt,” siger Leif Karlsen og rækker ud efter kaffekoppen på det runde glasbord.

Foto: Leif Tuxen

Nogle gange rejser han sig for at gå ud i køkkenet, for der skal ikke mangle noget, når der er gæster på besøg.

De stråler af overskud og velvære. For de er lykkelige. Selvom de er enige om, at lykke ofte kan være lidt diffus.

”Lykkelig. Det kan være en helt fjumrende oplevelse, altså det kan virke sådan mere afdæmpet. Men jo, vi er glade og meget tilfredse,” siger Leif Karlsen.

”Vi synes, vi er heldige, fordi vi har økonomien og helbredet, vi har lyst til at rejse og opleve verden. Og så har vi et stort og dejligt sommerhus og alt muligt,” siger Hanne Bruun.

Det er Leif Karlsen, der har rollen som husmor i hjemmet. Han laver mad, vasker og stryger tøj, og han nyder det. Parrets forskelligheder er meget tydelige, men gennem 50 år er det ikke noget, der er kommet imellem dem. For selvom de en gang imellem diskuterer småting, er de også enige om mange ting. Som ikke at bruge tid på havearbejde eller vinduespudsning, når de nu har pengene til at undgå det.

”Vi har arbejdet meget. Det er sjovere, synes vi,” siger Leif Karlsen.

Han kommer fra Slagelse, hun stammer fra Nørrebro i København. Han fik en sæk med 25 kilo havregryn, da han studerede, og han spiste af den, til der gik mider i den. Hun gik på N. Zahles Skole og spillede bold med Dronningen. Han beskriver hende som en ”heldig Nørrebro-pige”, og hun siger ham ikke imod. For hun har selv arbejdet for at kunne sidde, hvor hun gør i dag.

”Jeg var færdiguddannet, da jeg mødte ham der, så jeg var et ret godt tilbud til ham,” siger Hanne Bruun, der er fem år ældre end Leif Karlsen.

Hanne Bruun er handelsuddannet og blev som 32-årig økonomidirektør hos det italienske firma Olivetti. Der var hun i 33 år, inden hun skiftede til it-firmaet 7N. Hun har rejst meget med begge jobs, især fordi hun havde globalt ansvar for Olivettis regnskaber. I 1995 fik det hende op i et fly over 100 gange.

Leif Karlsen har brugt det meste af sit arbejdsliv hos Novo Nordisk som rådgiver. Hverken hans eller hustruens jobs har krævet det store fysiske arbejde, men det har til tider været psykisk hårdt. Ingen af dem klager dog over det.

”Arbejde giver motion til hjernen, og det er vigtigt at være beskæftiget med noget. Det giver det netværk, som er rigtig nødvendigt,” siger Leif Karlsen og tilføjer:

”Vi er glade for vores helbred, og så har vi været glade for at passe vores arbejde, så vi får en god pension og kan leve godt med den. Så længe som muligt.”

For Hanne Bruun og Leif Karlsen findes lykken i den økonomiske uafhængighed, de har fået skabt gennem et liv med krævende jobs. De har hele tiden haft fokus på at nyde livets øjeblikke og ikke leve over evne. –
For Hanne Bruun og Leif Karlsen findes lykken i den økonomiske uafhængighed, de har fået skabt gennem et liv med krævende jobs. De har hele tiden haft fokus på at nyde livets øjeblikke og ikke leve over evne. – Foto: Leif Tuxen

Leif Karlsen gik på pension sidste år.

”Jeg havde egentlig sagt til mig selv, at jeg ville arbejde, til jeg var 75 år, og det kunne jeg også sagtens have gjort. Men jeg gad ikke mere. Det er meget krævende og meget belastende at stå som konsulent for store virksomheder. Du skal virkelig være på, og hvor sjovt er det? Også når du ikke har brug for pengene,” siger Leif Karlsen, der besluttede sig for, at nok var nok.

I dag er det mest af alt netværket, han savner, men hverken han eller hustruen føler sig afhængige af andre. Hun har holdt kontakten med sine gamle barndomsvenner, og det kan Leif Karlsen godt misunde hende, når hun sidder og snakker med dem om gamle dage. Men ellers lider de ingen afsavn.

”Vi har været vant til at være meget selvstændige og uafhængige af andre. Men vi har en meget bred vennekreds, som vi ser,” siger Leif Karlsen.

Ægteparret har haft hinanden hele livet, og de havde egentlig ikke behov for at blive gift tilbage i 2001. Det var en impulsiv beslutning truffet af praktiske årsager på en dag, hvor Hanne Bruun havde sidste dag på Olivetti. Vielsen tog fem minutter på rådhuset. Usikkerheden for en arbejdsløs Hanne Bruun forsvandt dog lige så hurtigt, som den var kommet. Dagen efter startede hun på 7N, og arbejdslivet fortsatte.

Den dag i dag rejser de stadig meget, men nu er det bare mere med hinanden. Det bliver til seks-syv rejser om året. De har lige været på Tenerife, og snart skal de på krydstogt til Venedig. Leif Karlsen var ellers ikke meget for idéen om krydstogt i begyndelsen.

”Han ville slet ikke,” husker Hanne Bruun, på hvis hud man stadig kan se, at hun lige har været sydpå.

”Jeg er blevet helt vild med det nu,” siger Leif Karlsen.

”Det er så 10 år siden nu, og siden har vi taget på krydstogt hvert år. Vi bruger mange penge på det, og vi synes, det er dejligt,” siger Hanne Bruun.

Begge synes, det er nemt at blive gammel på en lykkelig måde, selvom det ikke er noget, de har tænkt nærmere over. De føler sig ikke gamle.

Livet igennem har de formået at navigere i, hvad der gør dem glade, og glæde findes ikke i store biler eller dyre møbler. For dem handler det om at have det ”hyggeligt og rart”.

Tror I, det er nemmere at blive lykkelig, hvis man har den økonomiske frihed til at gøre ting?

”Ja. Det handler om, at man stabiliserer sig lidt, når man kommer op i årene. Når man har fundet ud af, hvad man egentlig kan bruge sin uddannelse til, at man finder ud af, at man egentlig godt kan klare det og endda måske er god til det. Så er det vigtigt, at man holder benene på jorden og udnytter det fornuftigt, ikke går ud og køber de der dyre strandvejsvillaer, og så bliver man fyret og det hele… Jeg synes, vi har været fornuftige, men vi har nydt det,” siger Leif Karlsen og pointerer, at han bestemt har sine dovne perioder og ikke kun har haft fokus på arbejde gennem sit liv. Både han og hustruen har grebet de muligheder, de har haft, og de har haft fokus på at nyde livet.

Lykke er ikke kun få forundt. Man kan selv gøre noget for at finde den, lyder rådet fra parret.

”Jeg synes, det er vigtigt, at man er aktiv. Måske arbejdsmæssigt, men det er selvfølgelig ikke alle, der er det, ligesom os, der ikke har børn. For os har det betydet meget, at vi har været aktive i vores karrierer,” siger Hanne Bruun, og hendes mand tilføjer:

”Uden at være direkte karrieresøgende, så gå efter det. Få arbejdet integreret i dit liv. Vi er også meget taknemmelige for, at vi har haft et godt helbred, og at vi har kunnet nyde tilværelsen. Så husk at nyde det.”