Vi skal også give plads til den skamfulde hævngerrighed

Engang var truslen om hævn med til at opretholde en vis orden i ellers primitive samfund. I dag kan det føles skamfuldt at føle sig hævngerrig, men man skal tillade sig følelsen og huske, at tilgivelsen er en mulig måde at slippe den på, siger præst

Hvorfor straffer vi? Nogle vil mene, at straffen er for retfærdighed eller hævn. Tegning: Morten Voigt.
Hvorfor straffer vi? Nogle vil mene, at straffen er for retfærdighed eller hævn. Tegning: Morten Voigt.

Da en femårig pige i sidste måned mistede livet, efter at hun og hendes mor på fortovet blevet ramt af en 21-årig bilist, der efterfølgende stak af fra stedet, opstod der igen debat på sociale medier om, hvor hård en straf flugtbilister bør have.

Debatten ligger i forlængelse af det borgerforslag om hårdere straffe til såkaldte vanvidsbilister, der har opnået en stor tilslutning med næsten 40.000 støtteerklæringer. Forslaget blev fremsat i august af en ven til den unge politibetjent, der sidste år blev dræbt på Langebro i København af en bilist, der kørte 117 kilometer i timen, hvor man må køre 50. I borgerforslaget står der blandt andet:

”For at sikre retfærdighed i samfundet, retfærdighed for de pårørende og tryghed i trafikken skal der straffes hårdere i de tilfælde. Straffen her skal udtrykke, hvor meget samfundet fordømmer handlingen.”

Dermed rammer forslaget ned i det klassiske dilemma om, hvorfor vi straffer. Gør vi det for at hindre ny kriminalitet (mens den dømte sidder inde), for at afskrække, for at rehabilitere den dømte eller af hensyn til retsfølelsen i samfundet generelt og blandt de efterladte? Retsfølelsen, der af flere opfattes som et andet ord for retfærdighed eller hævn.

I mange sammenhænge vil man i et civiliseret samfund afvise, at hævn og hævngerrighed kan føre noget positivt med sig. Men måske kan der, netop når det handler om forbrydelser, være andet på spil. Sådan var det i hvert fald engang.

Går man tilstrækkeligt langt tilbage i tiden, spillede hævn således en positiv og opbyggelig rolle i særligt de gamle germanske lande, der blandt andet talte den ikke-romerske del af Europa i jernalderen og Island i den tidlige vikingetid. Det fortæller historiker og forfatter Kåre Johannessen.

”I den tidlige opbygning af datidens samfund var ro og stabilitet ikke nogen selvfølge. Der var ikke et samfundsapparat, som var indrettet til at sikre en vis grad af orden. Derfor var man nødt til at have noget andet, der opretholdt lov og orden, og her skabte man en kultur, hvor hævnen var omdrejningspunkt. Alle former for krænkelser stod til at blive hævnet, hvilket giver god mening. Forestil dig en mand, der overvejer at stjæle en anden mands kvæg. Den mand vil tænke sig om to gange, inden han går på rov, for han ved godt, at det vil blive hævnet og gå ud over ham selv i sidste ende. Det er nogle af de historier, vi kan læse om i blandt andet de islandske sagaer. På den måde var hævnen civilisationsbærende – ikke fordi hævnen konstant blev udført, men fordi truslen om den afholdt folk fra at krænke hinanden,” siger han.

Datidens opfattelse af hævn var dermed snarere en pligt end en ret, og Kåre Johannessen mener godt, at man kan trække en linje op til vor tids opfattelse af hævn i en samfundsmæssig kontekst.

”I dag er det bare retsvæsenet og ikke borgerne selv, der står for at hævne. Vi taler om vores retsfølelse, når forbrydere straffes med hårde fængselsdomme. Men i virkeligheden er der tale om et ønske om hævn. Det tager vi bare afstand til ved at sætte det i tale som retsfølelse.”

Christian Roar Pedersen, der er sognepræst ved Hals og Hou Kirker i Aalborg Stift og debattør, påpeger, at man kan anskue hævn og hævngerrighed fra flere forskellige vinkler. Dels er der den samfundsmæssige hævn, dels den helt personlige hævngerrighed samt den Guds hævn, der omtales i Bibelen.

I forhold til sidstnævnte mener Christian Roar Pedersen, at man skal passe på med at skelne for meget mellem Det Gamle Testamente og Det Nye Testamente, når man taler om hævn i bibelsk forstand. Der kan være en tendens til, at Guds hævn i Det Gamle Testamente forstås som værende hård og ubarmhjertig, mens tilgivelsen fylder langt mere end hævnen i Det Nye Testamente. Men sådan skal det ikke nødvendigvis opfattes.

”Selvom hævn i Det Gamle Testamente tit er forbundet med Guds hævn, så er det som udgangspunkt positivt, fordi det handler om retfærdighed. Talen om ’øje for øje’ og ’tand for tand’ fra Anden Mosebog er ofte blevet tolket som det rene barbari, men det skal ikke læses så negativt. I stedet skal det tolkes, mener jeg, som en måde, hvorpå man kan stoppe en voldsspiral. I Det Nye Testamente strammes den så i Bjergprædikenen, hvor Jesus beder om, at vi vender den modsatte kind til, når nogen gør os ondt,” siger han.

At det ikke altid er så ligetil for mennesket at vende den anden kind til, er Christian Roar Pedersen udmærket klar over, og han tror ikke på, at man kan udradere hævngerrighed fuldstændig hos det enkelte menneske.

”Forleden sad min kone og jeg og så et program, hvor nogle piger havde været ude for rigtig ubehagelig stalking fra en ung mand. På et tidspunkt får jeg sagt, at jeg tror, at jeg havde kørt ham ned, hvis det var mig, der var blevet udsat for det, de piger var. Det blev min kone meget overrasket over, at jeg fik sagt, fordi det jo faktisk er forbudt på flere planer. Det er ikke velset at føle hævngerrighed, og ifølge loven er selvtægt også forbudt. Men jeg tror, at det er en helt normal følelse, som vi alle kan nikke genkendende til.”

”Og når jeg yder sjælesorg, plejer jeg at sige, at man skal give plads til de her forbudte følelser og altså også følelsen af hævngerrighed. På den måde bliver det mindre diffust for os, og vi kan bedre lægge det til side,” siger Christian Roar Pedersen.

Han påpeger, at det modne menneske sagtens kan have flere følelser på samme tid – også selvom disse måtte være modsatrettede. Og det altafgørende i forhold til en ”forbudt” følelse som hævngerrighed er, at vi ikke opfatter os selv som værende lig med vores følelser. Derfor skal vi heller ikke altid handle på dem og for eksempel hævne os på det menneske, der har gjort os ondt.

”Når vi har følelserne, har vi også valget. Og første del af tilgivelsen er, at vi vælger ikke at handle på vores hævngerrighed, eksempelvis. Vi skal erkende, at vi har lyst til at pifte en cykel for nu at tage noget banalt, men vi skal lade være at gøre det. I forhold til vores afdøde kan vi også nogle gange have det svært med at rumme alle de følelser, vi følte for dem, da de var i live. Der er en opfattelse af, at man ikke taler dårligt om de døde. Men de døde har jo ikke kun været rene helgener. De har også handlet forkert og sagt grimme ting. Så sorg over en afdød er ikke kun kærlighed, man ikke kan komme af med. Det er alle mulige følelser, man ikke kan komme af med. Hævn, had og vrede.”

Som præst oplever Christian Roar Pedersen også, at hævn bruges i en helt særlig kontekst. Når mennesker bliver syge, kommer ud for ulykker, eller livet på anden vis viser sig fra sin barske side, spørger mange: ”Hvorfor mig – hvad har jeg gjort, siden dette skal ske?”

”Hævnen sidder med omvendt kraft i os. Vi er vant til at tænke, at der må være en årsag til, at tingene går, som de gør. Her er det rigtig vigtigt, at man som præst får talt med dem om, hvad Gud ville svare på det spørgsmål. En sådan samtale vil jo tit afsløre, at den hævn, man tror, man er udsat for, slet ikke er virkelig,” siger han.

Det handler om kristendom, men det handler også om psykologi, understreger Christian Roar Pedersen.

”Man skal handle på sine følelser – men man skal handle rigtigt. Hævn og tilgivelse hænger sammen, men hvis man giver slip på hævnen, så kan man vende sig mod en fremtid uden at være fanget af fortiden. For det kan være temmelig voldsomt at have så mange modsatrettede følelser i sig,” siger Christian Roar Pedersen.

Læs om andre forbudte følelser i samme serie: