Ham Alzheimer tager mig!

Han var end ikke fyldt 60, da han fik stillet diagnosen Alzheimers sygdom. Nu er han snart 70 og siger "jeg er ked af, at ham Alzheimer tager mig”

Men han sørger. Han sørger dybt og helt indføleligt og relevant over at forsvinde lige så stille og over magtesløsheden, der ligger i, at det er helt ude af hans hænder og overgivet til ”ham Alzheimer”. Modelfoto.
Men han sørger. Han sørger dybt og helt indføleligt og relevant over at forsvinde lige så stille og over magtesløsheden, der ligger i, at det er helt ude af hans hænder og overgivet til ”ham Alzheimer”. Modelfoto. .

Han er alt for ung. Ikke fyldt 70 år endnu. Det er vel efterhånden 10 år siden, han kom op til mig og sagde, at han mente, at han måske var begyndende dement. Der var han ikke fyldt 60 år. Han vidste godt, at alle hans jævnaldrende bagatelliserede hans fornemmelse, fordi alle glemmer, når de bliver mere fuldmodne, men han syntes, at der var noget forkert. Han syntes, han blev mere forvirret, hvis han kørte ind i et kryds eller, værre endnu, en rundkørsel og skulle vælge, hvilken vej han skulle køre.

Han syntes, at han i stigende grad forlagde ting. Nøgler, briller, dankort og så videre. Som så mange andre, men når han så fandt tingene igen, så kunne de ligge helt forkerte steder, som nøgler i køleskabet og briller i vasketøjskurven. Han har altid været en meget tænkende mand, der har arbejdet med ting, der har krævet og stimuleret hans intellekt, så han syntes virkelig, at der var ved at ske et underligt skred. Også selvom hans kone ikke rigtig var enig. Eller også var hun bange for, om han havde ret.

Jeg kunne ikke selv finde noget unormalt på de almindelige demens-testninger, jeg kan lave, men fordi hans fornemmelse var så stærk, sendte jeg ham videre til hukommelseklinikken på hospitalet, hvor de desværre stillede diagnosen Alzheimers sygdom. Og det er så snart 10 år siden.

Han blev sat i medicinsk behandling for at udskyde udviklingen af demensen, og det gik faktisk rigtig godt i en del år, selvom han var noget trist over de konsekvenser, han var helt klar over, at hans sygdom ville få for ham. Han gik sine daglige lange ture. Han læste fortsat mange bøger.

Hans kone og han rejste et par gange om året, men det holdt ikke. Han begynde i stigende grad at gå som en lille hund efter sin kone. Hans initiativ forsvandt fuldstændig, så han kun kom ud at gå, hvis konen tog ham i hånden. Han kunne ikke rigtig læse bøger længere, men forsøgte med avisen, som konen lagde i skødet på ham hver morgen ved morgenkaffen. Han kunne ikke finde rundt længere, og til sidst kunne konen ikke bevæge sig væk fra ham så meget som mod toilettet, uden at han blev angst og urolig.

Så de fire voksne børn, konen og han blev enige om, at det var bedre, at han flyttede til et demensafsnit på det nærmeste plejecenter. Det var ikke let for nogen af dem, specielt ikke konen selvfølgelig, som syntes, hun svigtede, men han var så fin til at give hende fri for den dårlige samvittighed og sige, at det var den rigtige løsning for ham og hende.

Han har boet der et par år nu. Jeg bliver kaldt derud, fordi personalet synes, at han er tiltagende trist. Jeg har ikke set ham de sidste år, så jeg forventer nok, at han er dårligere, end han virker, da jeg træder ind af døren til demensafsnittet, som udefra ligner døren ind til en vuggestue eller børnehave med to hold dørhåndtag, ét højt oppe og ét langt nede, og man skal trykke hver sin vej på dem samtidig for at få døren op. Og indefra er døren camoufleret med tapet, der ligner en forårsklædt bøgeskov, og de to dørhåndtag er pakket ind i vårgrønt hæklet beslag, så man skal vide, hvad man leder efter, for at finde ud derfra igen.

Han står og holder en af de andre beboere i hånden. Hun sidder i en stol og rokker lidt frem og tilbage og holder godt fast i hans hånd, og han står og smiler til hende. Hun har intet sprog, men lyde, og der kommer en ansat og overtager hendes hånd, for ellers havde hun ikke givet slip på ham, og så kan vi gå ind i hans ”lejlighed”. Han siger, at han sagtens kan genkende mig, og at det er længe siden.

Det er to fine rum, han har. Der er både et lille sofaarrangement, spisebord, soveværelse og te-køkken og masser af fotos af de fire børn, børnebørn og deres liv. Da jeg beundrer dem, siger han, at alle jo må tro, at de har ”bollet” hele tiden, når de har fire børn. Ordet lyder helt malplaceret i hans ellers fine mund. Han sætter sig til rette. Kigger indgående på mig og siger: ”Jeg er ked af, at ham Alzheimer tager mig.” Han er skuffet over, at hospitalet ikke sørgede for, at han ikke blev ramt. At de ikke kunne stoppe det. 

Og lige nu er han mest bange for, hvordan det skal ende. Da jeg spørger ham om, hvordan han forestiller sig, at det vil gå, siger han, at ”ham Alzheimer” bare stille og roligt vil tage ham helt og aldeles. ”Men det kommer ikke til at gøre ondt, og det er godt,” siger han. ”Jeg forsvinder vel bare?”.

Så græder han ganske kort og siger så, at de har det så sjovt herude. ”Vi laver hele tiden morsomme ting, og jeg går til kiosken og henter tobak til de andre.” Han vil så gerne være positiv, så alle udsagn, der er opgivende eller triste, efterfølges af et positivt modstykke. Men han sørger. Han sørger dybt og helt indføleligt og relevant over at forsvinde lige så stille og over magtesløsheden, der ligger i, at det er helt ude af hans hænder og overgivet til ”ham Alzheimer”.