Prøv avisen

Han dræbte den, han elskede

Mogens Arlund i sofaen i den gule etplansvilla, hvor han og Vibeke Arlund boede sammen indtil ulykken. – Foto: Martin Sylvest/Scanpix

I denne uge fik Mogens Arlund en betinget dom for at hjælpe sin hustru til at begå selvmord, kun to måneder efter at en ulykke i hjemmet gjorde hende lam. Ingen af de to var i tvivl om, at gerningen var rigtig. Men hvordan kan man være så sikker på, at man bør dræbe den, man elsker?

Vibeke Arlund indtalte sit dødsønske på sin mands iPhone på en tomandsstue på Glostrup Hospital fredag den 8. april klokken 15.29:

”Jeg føler mig spærret inde i egen krop, derfor har jeg taget alle mine sovepiller, for jeg vil gerne dø,” sagde hun.

Stemmen var tydelig og bestemt, udtalen præcis og omhyggelig. Hun lagde trykket på sidste stavelse, dø .

”Jeg tror ikke på, at jeg nogensinde bliver et helt menneske efter den her omgang. Derfor har min mand taget mine sovepiller med herop og hjulpet mig med at indtage dem, for jeg ønsker ikke at leve længere,” sagde hun også på endnu en optagelse.

Hun lagde tryk på det sidste ikke .

Optagelserne er de eneste, Mogens Arlund, 78 år, har med sin hustrus stemme. Derfor lytter han nogle gange til dem på sin telefon.

”Men det er ikke så tit. Jeg bliver altid i dårligt humør. Der er ingenting, der kan få mig til at savne hende så meget, som når jeg hører det dér,” siger han.

I februar i år faldt Vibeke Arlund, 71 år, i parrets villa i Hørsholm i Nordsjælland og blev næsten lam. Godt to måneder senere, aftenen efter optagelserne på telefonen, hjalp Mogens Arlund sin hustru med at få opfyldt sit ønske. Han gav hende omkring 20 sovepiller i fem portioner og vågede ved hende, til han var helt sikker på, at hun var død.

I jurasprog kaldes den handling for drab på begæring. Lægmand taler om barmhjertighedsdrab eller aktiv dødshjælp. Det er ulovligt i Danmark, og i denne uge fik Mogens Arlund en betinget dom på 50 dages fængsel for at have hjulpet sin hustru til at dø.

Men hvad overbeviste ægteparret Arlund om, at livet var definitivt udslukt, blot to måneder efter at ulykken bremsede livet, som de hidtil havde levet det? Hvordan blev Mogens Arlund så sikker i sin sag, at han kunne dræbe den, han elskede?

Mogens Arlund tager imod Kristeligt Dagblad på terrassen ved den gule etplansvilla, hvor han og Vibeke Arlund boede sammen indtil ulykken. Hendes navn er stadig på postkassen. I reolen står ældre romaner og nyere krimier, Tolstoj blandt Stieg Larsson. Mogens Arlund kommenterer samlingen: ”Vi låner mest på biblioteket,” siger han i nutid.

Efter dette interview kommer en journalist fra BT. Mens vi taler, ringer ”Go’ morgen Danmark”. I går var han i ”Aftenshowet” og Radio24syv, og senere kommer DR Dokumentar.

Mogens Arlund vil gerne tale om aktiv dødshjælp, om at stå alene med en beslutning, fordi den er ulovlig, og om behovet for en dansk debat.

Men han har talt mindre om to menneskers sind på vej mod den ultimative gerning. Det er svært at få sat på ord.

Måske fordi den slags tanker aldrig fyldte så meget i villaen i Hørsholm.

Mogens Arlund er et handlende menneske, og det samme var hans hustru. Beslutsomme og praktiske. Når de inden ulykken havde samtaler om døden, handlede de ikke om døden som begreb, men om hvordan de hver især ønskede deres begravelse. Når Mogens Arlund skal beskrive sit savn, taler han konkret og håndgribeligt: Hvor har hun lagt originalen til den kopi af en tilgodeseddel, han gerne vil indløse? Hvordan ville hun have løst denne eller hin opgave i husholdningen, tøjvask for eksempel?

Han henter et stort ringbind inde i huset og finder gudstjenesten frem fra bisættelsen. Her er talen, præsten holdt – og måske ordene, der kommer tættere på, hvem parret var, og hvorfor de handlede, som de gjorde.

”Og nu ville Vibeke ikke mere – og du Mogens, som nok af alle i verden kender hende bedst, var klar over, at hun mente, hvad hun sagde – det var alvor,” sagde præsten blandt andet.

Vibeke Arlund faldt den 3. februar, da hun netop havde serveret et udskåret æble på en tallerken for sin mand og var på vej ud i køkkenet for at hente et til sig selv.

Med det samme var hun lam.

”Mogens, ring efter ambulancen,” råbte hun.

Hun havde beskadiget fire halshvirvler og kunne ikke bevæge arme og ben. Samme nat blev hun opereret på Rigshospitalet, og allerede her traf hun sin beslutning.

”Hun var dårligt vågen, før hun begyndte at tale om aktiv dødshjælp. Hun var sikker hele vejen. For hende gjaldt det mest om at overtale mig til at hjælpe,” siger Mogens Arlund.

Men han var ikke klar, så længe der var håb. Efter cirka en måned fik Vibeke Arlund lidt kræfter tilbage i benene og lærte at skubbe sig en smule rundt i en kørestol. Med højre hånd kunne hun nu holde om en gaffel og løfte den op til munden.

”Jeg sagde til hende, at så længe der var en chance for, at hun kunne komme op og gå igen og bruge højre arm, så hjalp jeg hende ikke. Men hvis hun ikke kunne bruge armene... ja, så duede det ikke,” forklarer Mogens Arlund.

Håbet svandt omkring den 1. april: Vibeke Arlund fik sværere ved at løfte hånden og ved at gribe om ting. Og den følgende uge havde parret et afgørende møde med det behandlende team.

Overlægen roste Vibeke Arlund for hendes fremskridt, men selv havde hun svært ved at se lyspunkterne. Og overlægen erkendte, at det var gået ned ad bakke den seneste uge.

”De kunne måske træne anderledes, men ellers var der bare mere medicin,” husker Mogens Arlund lægens budskab.

Efter mødet lukkede han døren til sin hustrus hospitalsstue. Han husker tydeligt hendes ord: ”Kan du ikke godt se, at jeg bliver aldrig et aktivt menneske igen?”, appellerede hun til sin mand.

”Nu gav jeg hende ret, og vi traf beslutningen dér. Da den var truffet, tænkte vi ikke mere i de baner. Vi fokuserede på, hvordan vi gjorde det bedst,” fortæller han.

Parret var sammen, indtil han udførte dødshjælpen den følgende aften. De talte om, hvor sovepillerne lå derhjemme. Og om bisættelsen. Med vaklende skråskrift nedfældede Vibeke Arlund sætningen ”jeg vil dø” otte gange på et stykke blankt A4-papir, men gav op – og indtalte i stedet sit dødsønske på Mogens Arlunds telefon.

”Vi var helt kontante. Hvis du har for mange følelser, kan du ikke praktisk tilrettelægge tingene. Planlægning er uden følelser, de hører til i et andet afsnit. De kom lørdag aften, da jeg gav hende sovepillerne,” forklarer Mogens Arlund om forløbet.

Når man har været gift så længe, behøver man ikke sige så meget, fortsætter han.

Da Vibeke Arlund havde slugt sine piller, så de to på hinanden.

”Sov godt,” sagde Mogens Arlund.

”Tak,” svarede hans hustru.

På intet tidspunkt vendte hverken Vibeke eller Mogens Arlund deres tanker med andre.

Vibeke Arlund skulle have talt med en psykolog, men psykologen var syg på den aftalte dag, og vikaren dukkede aldrig op. Parret overvejede, om de skulle inddrage deres to voksne sønner, da de traf deres beslutning, men lod være.

”Vi syntes jo, når man så på det udefra, at det var noget møg. Hun sad i en kørestol og kunne ingenting. Det var ydmygende. Hun skulle bede om hjælp til alt fra at klø sig i håret til at blive tømt for tis og afføring. Og hvad fik hun ud af at sidde der – ingenting!”, afgør Mogens Arlund.

Hun cyklede 50 kilometer om ugen, spillede bridge, ”hun var altid i gang”, fører han som bevis.

Men andre mennesker har jo overvundet lemlæstelser, traumer og handicap, indvender Kristeligt Dagblad. Nogle finder nye veje til glæde i livet.

”Vibeke havde absolut ingen intentioner om at leve længere,” fastslår hendes mand.

Han tøver. Og fortæller så om hendes barndom, hvordan hans hustru for længst havde lært at navigere i livet – hun kendte sin kurs.

Hun var yngste barn i en flok på fire. Da hun var halvandet år, tog forældrene og de tre store søskende på tur til Skagen. Moderen vadede ud på Grenen, hvor Kattegat og Skagerrak slår mod hinanden, for at lade sig fotografere. Men strømmen greb hende – og dernæst faderen, som kom hende til undsætning. Den dag druknede begge forældre.

Vibeke Arlund voksede op hos sin bedstemor, som flyttede ind hos de fire børn. Vibeke kom på kostskole, højskole og giftede sig med Mogens Arlund, dagen efter at hun fyldte 21 år.

”Der var diskussion i familien om, hvem der kunne tage alle fire børn. Det var nok noget med, at jeg gav hende tryghed. Jeg var far, ægtemand – det hele. Men jeg tror også, den forhistorie prægede hende, så hun planlagde alt nøje. På grund af sin barndom lærte hun at tage stilling, hun vidste, hvad hun ville, og hvad hun ikke ville. Hun havde en meget bestemt og fast mening. Opvæksten gjorde hende til en person, der var vant til at tage vare på sig selv,” grunder han.

Vibeke Arlund tog også vare på sin familie. Mogens Arlund var direktør før pensionen, selv havde hun deltidsjob blandt andet som bogholderske og var medlem af menighedsrådet. Hun traf alle beslutninger i hjemmet. Det var mere end en arbejdsdeling mellem husmor og direktørfar. Det var, hvem Vibeke Arlund var.

Som præsten skrev i sin tale:

”Vibeke var serviceminded, elskede at sørge omhyggeligt for sin familie, for sit ansvar på arbejdet – sin del af fællesskabet, hvor hun end var, og forventede gensidig respekt.”

Hun bevarede sin stemme, sin forstand og sit blik efter faldet. Men det kunne aldrig blive nok for hende. For da Vibeke Arlund blev hjælpeløs, mistede hun også sin identitet. Hun havde haft 50 gode år med sin mand, og hun satte døden på dagsordenen lige så sikkert, som hun altid havde sat agenda: Det var ikke værd at stræbe efter mere.

Både Vibeke og Mogens Arlund er religiøse. Det afgjorde ikke beslutningen, men det fjernede frygten.

”Vi tror på, at der er et liv efter døden. Og vi tror under alle omstændigheder på, at man får det godt på den anden side. Enhver beretning om døden, man hører, ender med et hvidt lys og vidunderlig fred. Det siger alle. Nærmere kan man ikke komme det,” forklarer Mogens Arlund.

Hans gerning blev opdaget senere den nat, da en sygeplejerske kom for at tømme Vibeke Arlunds blære. Hendes mand afslørede straks, at hun var død, og at det var ham, der havde hjulpet hende til det.

I arresten talte han med fængselspræsten.

”Det endte med, at han sagde, at det var det eneste rigtige, jeg havde gjort. Det betyder noget. Det var rart at få det bekræftet,” siger han.

Fra fængslet ringede han til sine sønner. Begge var chokerede, men enige i, at forældrene havde truffet den rette beslutning.

På bordet i stuen står en stor buket blomster. En slags ”tillykke med dommen”-hilsen fra den gamle arbejdsplads, forklarer Mogens Arlund. Mens vi taler, ringer det på døren, det er naboen, som kommer med en flaske hvidvin.

Mogens Arlund tager sine briller af og tørrer sig under øjnene. For nok fortryder han intet. Men han savner forfærdeligt. Endnu en gang kommer præstens ord til hjælp, som de faldt, da hans hustru blev bisat:

”Kærligheden gør intet usømmeligt, søger ikke sit eget, hidser sig ikke op, bærer ikke nag. Den finder ikke sin glæde i uretten, men glæder sig ved sandheden. Den tåler alt, tror alt, udholder alt. Kærligheden hører aldrig op, som Paulus skrev til Korinterne. Og din kærlighed til Vibeke var din rettesnor og autoritet, du måtte gøre det, der skulle til, for at befri din lille trækfugl.”

Vibeke og Mogens Arlund i et privatfoto fra 1965. Affotografering: Martin Sylvest/Scanpix.
Foto: Martin Sylvest
Vibeke og Mogens Arlund i et privatfoto fra 2009. Affotografering: Martin Sylvest/Scanpix.
Foto: Martin Sylvest