Birthe forblev gift: Asbjørn er stadig min mand, selvom han ikke er den samme som før

For 20 år siden ændredes livet totalt for Asbjørn og Birthe Jensen, da Asbjørn Jensen kørte galt og fik en alvorlig hjerneskade. Men kærligheden vandt

”Det er ikke, som det var før i tiden, men der er noget grundliggende bastant ved vores forhold. Asbjørn og Birthe – vi hører sammen,” siger Birthe Jensen.
”Det er ikke, som det var før i tiden, men der er noget grundliggende bastant ved vores forhold. Asbjørn og Birthe – vi hører sammen,” siger Birthe Jensen. . Foto: Henning Bagger.

Egentlig var planen, at de nu skulle tage hul på en helt ny del af livet. I begyndelsen af 1996 havde Birthe og Asbjørn Jensen lige fejret sølvbryllup. De fire børn var godt i vej, og Asbjørn Jensen havde købt en motorcykel. Nu skulle de på eventyr. Og så skete det. En aprilaften var Asbjørn Jensen ude på en køretur og foretog en u-vending på landevejen lidt uden for Viborg. Han blev ramt bagfra af en bil og slynget hen over asfalten. Hans ene ben blev bragt ind til sygehuset i flere forskellige dele.

På lørdag er det præcis 20 år siden, at nu 69-årige Asbjørn Jensen kørte galt og pådrog sig en alvorlig hjerneskade, men han bliver stadig rørt, når hans hustru fortæller, hvad der skete.

Han sidder i kørestolen ved spisebordet i parcelhuset i Bruunshåb lidt uden for Viborg. Bag ham står bryllupsbilledet fra 1970 på en hylde. Det var dengang, han sprang rundt og var fuld af energi. I dag springer han ikke så meget rundt længere, men øjnene spiller, og munden smiler. Asbjørn Jensen kan godt tale, men det kan være lidt besværligt, så det er for det meste hustruen, der fører ordet. Hun kigger på bryllupsbilledet og siger:

”Om fire år fejrer vi guldbryllup. Så har det været 25 år i fuldt firspring og 25 år i kørestol.”

For Birthe Jensen blev hos sin mand, selvom han efter ulykken var totalt forandret. I de første måneder var der næsten ikke liv, og hun vidste ikke, om hun nogensinde ville kunne tale med ham igen.

Asbjørn Jensen kom langsomt til hægterne igen, men at gå kom han aldrig til, og sproget var også svært. Da han gik til genoptræning på Hammel Neurocenter i Østjylland, tog hustruen ham med ud at køre.

”Samtalen var svær, så jeg begyndte at sidde og synge. Det var efterår, og jeg sang, ’Nu falmer skoven trindt om land’. Så begyndte han at synge med, og han kunne dårligt nok snakke. Men han kunne huske teksten. Så jeg ’glemte’ fjerde vers, og så begyndte han. Han beviste med det, at han havde langtidshukommelse. Det at synge gør noget helt særligt ved Asbjørn,” forklarer hun.

Efter et år stod valget mellem en plejehjemsplads for den da 50-årige Asbjørn Jensen eller at komme hjem. Hustruen besluttede sig for det sidste.

"Hvis der er noget, der trykker, giver Asbjørn en god vurdering på, hvad han tænker. Ikke ved at bruge knolden, men ved at mærke efter i hjertet. Hjernens sprog er blevet til hjertets sprog," fortæller Birthe Jensen.
"Hvis der er noget, der trykker, giver Asbjørn en god vurdering på, hvad han tænker. Ikke ved at bruge knolden, men ved at mærke efter i hjertet. Hjernens sprog er blevet til hjertets sprog," fortæller Birthe Jensen. Foto: Henning Bagger

”Det var et valg, jeg tog. De fleste tænkte, at jeg ikke var rigtig klog, men jeg kunne mærke, at skulle han nogensinde blive et menneske igen, skulle han være i vante omgivelser og møde naboer og folk, han var vant til,” siger hun.

Parret fik ansat en handiccaphjælper, så Birthe Jensen kunne blive aflastet, og i dag har hun mange aktiviteter, så hun også kan komme ud af huset og blive ladet op.

”Jeg vil ikke have det sådan, at jeg er gået til at blive hans plejer. Det er jeg jo, men inde i mit hoved er det vigtigt, at jeg ikke er det. Han er stadig min mand, en helt forandret mand. Men der er en nærhed imellem os, som er vigtig, og som gør, at jeg finder en tryghed i, at vi er sammen i dag,” forklarer hun.

”Jeg savner ham, når jeg er alene i huset. Selvom Asbjørn ikke er den ligeværdige samtalepartner som før, har han et nærvær, som er helt intakt. Hvis der er noget, der trykker, giver Asbjørn en god vurdering på, hvad han tænker. Ikke ved at bruge knolden, men ved at mærke efter i hjertet. Hjernens sprog er blevet til hjertets sprog. Så vi har et fint liv sammen, selvom det ikke er, som det har været,” siger hun.

”Jeg tænker tit på, at hvis jeg ikke havde haft en optimistisk tro på, at det ville blive bedre, at jeg ville klare det, havde verden set anderledes ud. Jeg har så megen respekt for, at andre tager en anden vej, men vi gjorde det rigtige for os,” siger hun.

"Det er ikke, som det var før i tiden, men der er noget grundliggende bastant ved vores forhold. Asbjørn og Birthe – vi hører sammen," fortæller Birthe.
"Det er ikke, som det var før i tiden, men der er noget grundliggende bastant ved vores forhold. Asbjørn og Birthe – vi hører sammen," fortæller Birthe. Foto: Henning Bagger

”Der var da mange år, hvor jeg satte mig selv på standby i forhold til at mærke kærligheden. Da han havde sine mørkeste år og ville begå selvmord og ikke kunne acceptere tingenes tilstand, kunne han lige så godt være røget ud med badevandet. Jeg gav det vel en tid, uden at jeg selv var klar over det. Jeg tænkte, at det måtte blive bedre.”

”Tingene har ændret sig på stort set alle fronter. Før var vi to til at bestemme alting, i dag er det mig, der tager de store beslutninger. Og når jeg indimellem er nedtrykt og synes, at det er hårdt, ville det være skønt, hvis Asbjørn kunne komme med noget friskt. Men han er jo ramt på initiativ, så jeg skal helst rende rundt og være super glad. Det har været hårdt,” siger Birthe Jensen.

Hun vil gerne understrege, at der ikke er nogen rigtig eller forkert måde at tackle et parforhold efter en hjerneskade på. Hun vil helst ikke være en helt, fordi hun er blevet, men konstaterer, at hun ikke var klar til at slutte livet sammen med ham, da tingene ændrede sig.

”Vi havde haft en lang historie sammen, og jeg ville ikke kunne klare at have dårlig samvittighed over for Asbjørn. Det var ikke blevet nogen frihed for mig,” siger hun.

”Kærligheden er der jo stadig, det er ikke en, vi sætter spørgsmålstegn ved, ellers var vi heller ikke her. Det er ikke, som det var før i tiden, men der er noget grundliggende bastant ved vores forhold. Asbjørn og Birthe – vi hører sammen. Så kan der være så meget, vi mangler, men jeg har valgt ikke at fokusere på det. Nu er vi her, og det er vel det, man kalder en dyb kærlighed.”

Hendes mand smiler og knuger hendes hånd.