Vi er gået ind i siderummet i det gamle kapel på Assistens Kirkegård på Nørrebro i København, hvor der nu er teatersal. Selvom det er 40 år siden, kapellet har været brugt til sit oprindelige formål, tager det stadig imod i en stemning af højtid, død, afsked og begravelse. Det passer perfekt til fortællingen om Dostojevskijs ”latterlige menneske”, der i sin drøm tager livet af sig selv og bæres til graven. Sådan som vi her er omgivet af grave fra over 250 års begravelser.
Et sort forhæng er hængt over døren i gavlen med det halvrunde vindue øverst, men et par projektører belyser det sparsomme sceneri for enden af rummet, hvor Viktor Melnikov de seneste seks år har spillet Dostojevskij og til marts endnu en gang genfortæller novellen om ”Et latterligt menneskes drøm”.
Lyskeglerne skærer sig igennem mørket som en illustration af det lys, den 41-årige skuespiller taler om, da han bliver spurgt om sin tro.
”Jeg tror på lyset, og jeg tror på det gode,” siger han og lader ordene hænge lidt mellem mørket og projektørlyset, og de kan høres som en underforstået reference til Johannesevangeliets prolog i Det Nye Testamente: ”Og lyset skinner i mørket, og mørket greb det ikke.”
Eller, som der stod i den tidligere oversættelse: ”og mørket fik ikke bugt med det.”
En tro på, at lyset fra Gud er stærkere end det mørke, Viktor Melnikov ellers har måttet kæmpe med i sit dramatiske og splittede liv, med en mor, der blev et af ofrene efter Tjernobyl-ulykken i 1986 og en far, der drak sig ihjel i ubærlig sorg, da han ikke længere magtede at håndtere livet.
Eksplosionen på kernekraftværket ved Tjernobyl i det nordlige Ukraine, dengang en del af Sovjetunionen, udløste en sky af radioaktivitet svarende til omkring 400 Hiroshima-bomber. Som andre Tjernobyl-børn blev også den forældreløse Viktor fra de forurenede områder sendt på ferieophold i Danmark, hvor han fandt en ny familie og et nyt liv. Og sit fristed på Assistens Kirkegård.
Han var 16 år, og det var her, han søgte hen i teenageårene med sit savn og sin sorg, og langsomt fandt frem til en afklaring i den svære overgang til et nyt land, et nyt sprog og en ny kultur efter årene med et barndomshjem i opløsning og et liv som halvkriminel på gaden.
Det var i denne svære tid, han skrev små breve til sin afdøde mor, som han havde mistet tre år forinden. Brevene lagde han ved H.C. Andersens grav.
”Hans eventyr kendte jeg jo, og jeg var samtidig fascineret af digtet, der er citeret på gravstenen,” fortæller Viktor Melnikov.
Verset på gravstenen er hentet fra slutningen på H.C. Andersens digt ”Oldingen”, som blev offentliggjort, kun et år før han døde:
Den Sjæl, Gud i sit Billede har skabt,
Er uforkrænkelig, kan ei gaae tabt;
Vort Jordliv her er Evighedens Frø,
Vort Legem’ døer, men Sjælen kan ei døe!
”Når savnet af min mor blev for stærkt, var det ord, jeg kunne søge trøst i: at selvom legemet dør, lever sjælen videre hos Gud.”
Viktor Melnikov fortæller om et nært og kærligt, men indimellem også problematisk forhold til moderen. Hun var blevet halvsidigt lammet i forbindelse med hans fødsel, og der gik tre år, inden hun kunne begynde at arbejde igen. Så de første tre år af sit liv var Viktor på børnehjem, og bagefter blev det først og fremmest ham, der kom til at støtte og hjælpe sin handicappede mor.
”Jeg husker, hvordan jeg havde stor medlidenhed med hende og vidste, at hun havde brug for mig. Hun fik ikke megen hjælp af min far, som var en svag mand. Mange gange ville jeg hellere have været ud at lege med mine kammerater, men min mor havde brug for mig, så det måtte jo komme først. Billedlig talt blev jeg en slags ’stok’ for hende, og som voksen kan jeg i dag se, hvordan hun indimellem også helt bevidst brugte mig, for eksempel når hun skulle hente den ’forsørgelsespakke’ med kød, konserves og så videre, der en gang om måneden i Ukraine blev udleveret til invalide. Så skulle jeg altid med, for med et barn ved siden var det lettere at komme igennem det mylder af mennesker, som utålmodigt ventede på deres pakke. Hun havde brug for mig, og vi havde brug for hinanden.”
Selvom det er over 30 år siden, kan Viktor Melnikov endnu se for sig det giftige grønligt-hvide skum af radioaktive stoffer, der efter et regnvejr lagde sig på gadernes asfalt dagen efter eksplosionen ved Tjernobyl, da reaktor nummer fire nedsmeltede og udløste den værste katastrofe i atomkraftens historie. Et område på 30 kilometers radius fra reaktoren blev evakueret. Hvor mange, der siden er døde af den radioaktive stråling i forbindelse med ulykken, vides ikke. I årene efter meldtes om flere tusinde børn, som blev ramt af skjoldbruskkræft.
”Jeg vågnede om morgenen og var alene hjemme. Min mor var væk, for hun stod i kø tre-fire timer sammen med hundredvis af andre mennesker for at købe jodtabletter på apoteket. Der var gået tre dage, inden vi overhovedet fik noget at vide om eksplosionen, og nu kom der så besked om, at vi skulle spise jodtabletter, så det radioaktive nedfald ikke ville blive optaget i kroppen. Vi fik det også i skolen, jod blandet op med mælk, og det smagte af h… til.”
Moderen var ansat på sygehuset, hvor de første stråleramte patienter blev behandlet. Tre år senere blev hun selv et af ofrene. Hun døde af kræft, formentlig fremkaldt af strålingen fra det radioaktive nedfald.
”Vi så det jo rundt omkring os, hvordan frygten og usikkerheden bredte sig. Folk begyndte at dø, moderen til en af mine klassekammerater fødte et stærkt misdannet barn. Samfundet begyndte at gå i forfald. Der var en bitterhed over livet, og der bredte sig en følelse, som om vi var på vej til helvede. Sådan var stemningen. Jeg tror, at Tjernobyl-ulykken var årsag til den endelige kollaps af Sovjetunionen, selvom den først satte sig endelig igennem nogle år senere.”
”Min mor vidste, at hun snart skulle dø. En dag var hun taget ind til Kijev, hvor hun købte en fin sort kjole pyntet med glimmer samt et smukt tørklæde og nogle meget fine sko. Det hele blev lagt pænt og sirligt sammen og gemt, og mor fortalte mig, at det ville hun have på, når hun døde. Det var jo alt for meget at lægge over på et barn, men sådan var det mellem os. Vi snakkede sammen om alt, og den knugende fortvivlelse over ulykken og over hendes svære liv som handicappet og stråleramt fyldte efterhånden det hele. Hun blev begravet på den lille kirkegård inde i skoven.”
Faderen i den familie, der i Danmark tog sig af det landflygtige Tjernobyl-barn fra Ukraine, mente, at Viktor skulle satse på en uddannelse som revisor. Det var han selv, og det var godt og sikkert.
”Og det gjorde han jo i den bedste mening, men det var slet ikke min boldgade. Som barn elskede jeg at læse op og recitere digte, og det er det helt fantastiske ved at være skuespiller, at man på den måde hver aften i en forestilling får lov til at leve sig ind i andre menneskers liv.”
Så det blev skuespil i stedet for tal og revision. Viktor Melnikov blev uddannet på skuespillerskolen ved Aarhus Teater. Udover Dostojevskij-forestillingerne på Assistens har han medvirket i film og tv-serier.
”Vi tænkte, at vi nok kunne samle publikum til en 14 dage, og nu kører det så på sjette år.”
”Måske har mange i dag behov for en dybde i deres liv, og den kan de hente hos Dostojevskij. Jeg tror, at mange bagefter tænker lidt anderledes over livet.”
Flere af forestillingerne har været udsolgt, og det gælder også for nogle af genopførelserne af ”Et latterligt menneskes drøm” i marts.
Fjodor Dostojevskij (1821-1881) skrev verdenslitteratur med romaner som ”Forbrydelse og straf”, ”De besatte” og ”Brødrene Karamazov”, med dybe skildringer af samfundets fattige, fortvivlede og misrøgtede. Et pift af ekstra autenticitet giver det, at Dostojevskij faktisk har været på Assistens Kirkegård. Det var i 1865, hvor han på sin europarejse her besøgte Søren Kierkegaards familiegravsted.
”Dostojevskij på scenen” er overskriften over de tre forestillinger, Viktor Melnikov og hans teatergruppe gennem årene har spillet på Assistens med tekster af den russiske forfatter, og det begyndte med novellen om ”Et latterligt menneskes drøm”, der tager udgangspunkt hos et menneske, for hvem alting er blevet meningsløst, og som derfor beslutter at begå selvmord. Hjemme falder han i søvn med den ladte revolver foran sig og drømmer, hvordan han udfører selvmordet og bliver begravet. For derefter, til sin egen store overraskelse, at blive sendt på en rejse ud i verdensrummet til et sted uden sorg og lidelse, et paradis, sådan som verden så ud før syndefaldet.
”Siden går der koks i harmonien, men novellen slutter med en stærk forkyndelse. For Dostojevskij er hjertet som en slagmark mellem det gode og det onde: Vi kan vælge ondskaben, vi kan vælge at slå ihjel og lade livet gå til grunde, eller vi kan vælge det modsatte – livet, lyset, kærligheden.”
”Det latterlige menneske” får indsigt i sandheden om vores vilkår, som Dostojevskij ser den: Alle er vi skyldige i menneskets forfald, og vi bliver kun i stand til at elske og leve, når vi erkender denne skyld.
Som novellen slutter teaterudgaven med, at ”det latterlige menneske” går ud og opsøger en lille forarmet pige, han mødte på gaden i begyndelsen af novellen, og som desperat bad ham om hjælp, men som han brutalt afviste, fordi han havde så travlt med sine egne tanker om selvmordet og idéen om, at alt er ligegyldigt. Viktor Melnikov:
”I Dostojevskijs forfatterskab spiller barnet en forløsende rolle. Med børnene får vi håb til livet. Et håb, som fornyes, hver gang et nyt barn fødes.”
”Dostojevskij lader et andet sted i sit forfatterskab en af sine personer sige, at hvis vi skal bygge vores verden på et barns tårer, så er den ikke den pris værd. For mig bliver barnets tårer et billede på de tårer, Jesus græder for os, når vi vælger mørket frem for lyset.”
”Jeg forstår jo heller ikke, hvordan vi kan fortsætte med at påføre hinanden lidelse, og hvorfor Gud tillader det, og hvorfor han ikke har skabt os lidt smukkere,” tilføjer Melnikov.
Men vi kan vælge. Som ”det latterlige menneske” når frem til: ”Menneskene kan i alting være skønne og leve lykkeligt, uden dermed at miste evnen til at leve på jorden.”