Dagen før min far trak vejret for sidste gang, fik vi søskende mulighed for at sige farvel hver for sig. Da det blev min tur, satte jeg mig i stolen ved siden af plejehjemssengen og aede ham over håret. Jeg ved ikke, om han hørte, hvad jeg sagde. Jeg formulerede noget, som nærmest lød som et brev. Sagde, at jeg ville tænke på ham, hver gang jeg oplevede noget stort. Eller noget småt. Og at han nok ville dukke op af sig selv. At han nok ikke ville kunne lade være.
Det er godt fem år siden, han døde. Jeg mangler ham som fysisk holdeplads og som monument i mit liv, men jeg mangler ikke fornemmelsen af ham. Den lever videre i mig på mange måder. Og ja, han dukker op. Når jeg skriver, får jeg i glimt et billede af min far, som skriver. Eller af mig, som går forbi hans kontor, hvor han sidder på sin røde kontorstol med gule høreværn, fordi han synes, vi larmer for meget. Han har benene over kors og øjnene rettet mod skærmen, for han skrev blindskrift.
Engang arbejdede jeg i en børnehave. Da jeg stoppede, fik jeg en udtalelse, hvor de fremhævede, at jeg var meget rolig som person. Der er en ro omkring mig og mit liv, som min far helt klar har en stor andel i. Han bevægede sig roligt. Og samtidig fik han tingene til at ske. Han skrev 30 bøger og holdt flere tusinde foredrag. Mit eget virke kommer nok til at ligne hans på mange måder. Jeg skriver og taler med mennesker. Ligesom han gjorde det. Jeg tror, der er en rygrad af ro, som han har givet mig. Jeg farer rundt og laver alt muligt, men jeg har ro i mit liv. Den ro han efterlod sig, var der holdbarhed i.
Min far var ikke særligt fysisk nærværende, og han var travl. Særligt i de år han var biskop, var han ikke meget hjemme, så vi har haft mange barnepiger i mit hjem. Men trods at han var fysisk fraværende i store dele af mit liv, husker jeg det ikke sådan. Jeg husker det, som om han var enormt nærværende. Jeg husker det, som om vi har haft en meget fin, lille kernefamilie, på trods af at der ikke var nogen, som vidste, hvem der spiste hjemme om aftenen.
Tidligt blev det mig, som lavede mad til dem, som var hjemme. Hvis min far lavede mad, så blev det bare nogle rosenkål kogt i en lille kasserolle. Havde vi gulerødder eller kartofler, så kom han også det i. Der var ikke noget kød. Ikke noget sovs. Alle der har smagt rosenkål ved, at det er noget, voksne kan lide, men børn hader det, fordi det er bittert. Jeg havde en interesse for at lave mad, så jeg tænkte, at jeg kunne lave noget. Og det syntes han var lækkert. Stort set alt, hvad jeg lavede, syntes han var lækkert. Og han kunne lide, at jeg lavede det.
Han havde en enorm interesse i alt, hvad jeg gjorde, og alt, hvad jeg sagde. Og det var noget, jeg labbede i mig, fordi det fik mig til at føle, at det, jeg gjorde og sagde, måtte være interessant. Det var en eminent evne, han havde. Han havde et nærvær og en måde at vise tilstedeværelse og interesse på, som få mennesker har og en villighed til at investere og være med. Derfor efterlod han sig også enormt dybe og markante spor, for når han var der, så var han der fuldt og helt.
Jeg er uddannet cand.mag. i retorik, og min far har forsket i faget i 40 år. Men min far var ikke en mand af store ord. Og der var heller ikke megen patos, da jeg begyndte på retorik, men jeg er nu ret sikker på, at han syntes, det var stort, at hans ene søn læste teologi og den anden retorik. Vi talte enormt meget om faget og diskuterede fagbegreber og problemstillinger, men da han blev syg, gav det ikke rigtig mening mere. Jeg skulle gennemtænke hele vores forhold, og det lå meget på mig. Hvis vi ikke kan tale sammen, hvad kan vi så sammen?
Jeg var 22 år, da han fik sin diagnose. Tiden op til havde været uvis. Det var åbenlyst, at tingene var i forandring, men det var totalt uvist for mig og store del af familien, hvad der var ved at ske. Når man mangler viden, så er det svært at sætte ord på. Når folk spurgte, hvordan min far havde det, så svarede jeg, at han havde det dårligt, og at jeg havde det dårligt. Det var ikke forkert. Men det var heller ikke specielt fyldestgørende for den situation, jeg befandt mig i. Jeg havde meget få ord for det, mens jeg var i det. Det er først på bagkant, at jeg kan reflektere.
Jeg boede i København, og min mor og far boede i Odense, da han blev syg. København blev et slags gemmested for mig, men når ens far er syg på den her måde, påvirker det jo én altid og hele tiden. En enkelt gang oplevede jeg, at glasset væltede. Jeg havde besøgt min far, og tingene var ved at blive for meget, og jeg brød sammen over for mig selv. Jeg kunne ikke finde den far, jeg ellers altid havde fundet. Han var der ikke på samme måde mere. Han var min far. Det stoppede han aldrig med at være. Men han var ikke den samme far. Og derfor var jeg heller ikke den samme søn, for vi var jo far og søn i forhold til hinanden.
Min far talte om at være før-død. Jeg studsede over vendingen. Det var en fornemmelse af at miste sig selv, og som pårørende havde jeg indimellem også fornemmelsen af, at jeg mistede mig selv. Når min far faldt fra hinanden og ikke var sig selv, så påvirkede det den relation, vi havde. Vi havde et bestemt forhold, som vi ikke kunne opretholde på samme måde som tidligere.
Mit forhold til min far var ikke fysisk tæt. Der er billeder, hvor vi sidder i sandkassen sammen, men han var ikke meget fysisk og heller ikke over for sine børn. Vi udviklede en slags hilseform, hvor vi stødte vores hoveder mod hinanden. Det var en nem måde at sige et kærligt hej på. Vi stødte panderne sammen og var ligesom forbundne.
Jeg gentog ritualet, da han lå i kisten. Han lå der med præstekjole og krave, og det så næsten for pænt ud, men ganske rigtigt, så stak der et par kakifarvede bukser ud under præstekjolen. Ja, det er Jan Lindhardt. Det er far. Jeg stødte min pande mod hans. I det møde blev det tydeligt for mig, at liv og død er to forskellige størrelser, og at der er en markant forskel.
Når vi tidligere havde stødt vore pander sammen, var det en forbindelse, men da jeg stødte hovedet mod ham og mærkede kulden, blev det fuldstændig krystalklart, at vi ikke er sammen mere. Og der er ikke mulighed for at være sammen mere i fysisk forstand. Det er skørt. Det er mildest talt skørt, at tingene kan vende op og ned i løbet af et minut. Logisk vidste jeg det godt, men her mærkede jeg det. Og oftest er det mest overbevisende, når man mærker det selv og bliver bevæget.
Den her hilsen, som havde skabt en forbindelse, markerede nu, at forbindelsen var en anden. Kulden fulgte mig længe. Jeg huskede med kroppen, at jeg havde mærket kulden mod min hud. Der var ikke bare en forestilling inde i mit hoved.
Det sidste, jeg sagde til ham, var: ”Tak for nu.” I situationen var det et naivt og nærmest barnagtigt håb om, at vi måske fik lov til at se hinanden igen. Jeg ved ikke, om jeg tror på, at vi gør det. Jeg ved ikke helt, hvordan jeg forholder mig til livet efter døden, men her mister jeg en mand, som jeg holder meget af, og som har haft stor betydning for mig. Og midt i den sorg, må jeg dog få lov til at håbe, at det ikke er sidste gang, jeg får fornemmelsen af ham.
Et af min fars store ønsker var, at vi måtte holde sammen som familie, og det synes jeg, at vi klarer rigtig godt. Den første lange tid mødtes jeg en gang om ugen med min mor og storebror ved hans grav. Det var vigtigt at prioritere den tid og markere, at vi havde mistet en, som vi holdt uendeligt meget af, og samtidig vise, at vi var der for hinanden.
Når vi var ved hans grav, kunne jeg nogle gange føle, at sygdommen stak sine arme op af jorden med skyld og dårlig samvittighed. Jeg har holdt en del foredrag om alzheimer efter fars død, hvor jeg også har talt om den dårlige samvittighed. Engang var der en kvinde, som rakte hånden op og sagde, at hun ikke forstod, hvorfor jeg talte så meget om dårlig samvittighed, og hun antydede, at det måtte være mig, som var syg.
Det kan være, men ikke desto mindre havde jeg enormt dårlig samvittighed. Jeg ville ikke bare hjælpe min far, men afhjælpe hele situationen. Jeg kunne hjælpe ham med at komme op at gå og stå, men jeg kunne ikke afhjælpe noget. Jeg ville beholde ham i længere tid, og jeg syntes, jeg skulle få styr på den her situation. Mine forsøg var som plastre på åbne benbrud. At han døde, var det ultimative bevis på, at jeg ikke kunne gøre noget. Døden var den dårlige samvittigheds fuldstændige trumfkort: Se, manden er død. Du kunne ikke gøre noget. Måske gjorde du en masse, men det var ikke nok.
Det er et par måneder siden, jeg sidst har besøgt min far på Assistens Kirkegård, men jeg har ikke dårlig samvittighed over det. Jeg har en ro i maven over, at han ligger godt der, og jeg ved, hvor hans fysiske rester er. Jeg kan ikke sige, hvornår den dårlige samvittighed forlod mig. Jeg har fået noget fornuft tilbage i hovedet og kan godt se, at vi gjorde det, vi kunne. Det var, som det skulle være. Jeg tror på mange måder, at min far havde et fint sygdomsforløb alt taget i betragtning, hvis man lige fraregner, at han var syg.
Det sidste halve år, da han var rigtig syg, læste jeg to biografier om ham. Det var, som om jeg fornemmede, at jeg var ved at miste ham for alvor, og derfor greb jeg ud efter de steder, hvor han stadig var. Det var i hans bøger og særligt i hans biografier, hvor det mere eller mindre var hans tanker og livshistorie, der var gengivet. Efter hans død har jeg læst flere af hans bøger, og når jeg savner ham, kan jeg finde et Youtube klip med ham. Teknologien skaber et nærvær og kan gøre det på tværs af liv og død.
Platon kritiserede bogen for, at den blev ved med at svare det samme. Jeg synes, det er bogens fordel, at den svarer det samme, for så kan jeg blive ved med at høre min fars historie igen, og det giver mig en nærhed og en fornemmelse af at være sammen med ham. Der møder man et menneske, og man er sammen med et menneske. Det er nu heller ikke så skidt endda.
Det samme gælder med fotografier. Vi havde altid fotoruller i vores køleskab, og min far tog mange billeder, som han systematisk opbevarede. Han var på mange måder et distræt rodehoved, men han havde en orden omkring sin faglighed og livsfortælling, som helt klart er kommet mig til gode.
Jeg tror, jeg vil have så mange muligheder for at fortælle historie om ham som muligt. Jeg ville gerne have en stor del af hans retoriklitteratur og en af hans Montblanc-fyldepenne.
Han var virkelig nærig, og vi har aldrig helt regnet ud, hvorfor han skrev med de absurd dyre penne. Han havde en idealforestilling om, at fordi de var så dyre, smed han dem ikke væk. Han fik sågar indgraveret sit navn i dem og gik gerne med dem i sin skjortelomme. Han har ødelagt mange skjorter, fordi blækket løb ud.
Jeg har fået indgraveret mit navn på pennen ved siden af hans. Jeg skriver ikke med den, men husker med den. Montblanc-fyldepennen er en anledning til at fremkalde minder, som er mere end tankespind. Tingene og teknologierne er i høj grad fundamentet for min hukommelse.