30-årige Carsten har lært at lukke andre ind i sit liv

Som 23-årig forsøgte Carsten Iversen at begå selvmord. Det blev indgangen til flere forandringer og et liv med mindre ensomhed

”Jeg er opdraget til at klare tingene selv, men jeg har lært på den virkelig hårde måde, at det ikke går,” siger Carsten Iversen, som er fotograferet i det lille skovområde ved Skanderborg, som han søgte til den nat, han troede skulle være hans sidste. –
”Jeg er opdraget til at klare tingene selv, men jeg har lært på den virkelig hårde måde, at det ikke går,” siger Carsten Iversen, som er fotograferet i det lille skovområde ved Skanderborg, som han søgte til den nat, han troede skulle være hans sidste. – . Foto: Niels Åge Skovbo/Fokus.

En sen januar aften gik Carsten Iversen fra sit hjem ved Skanderborg iført en sommerjakke og et par sko med tynde såler. Han gik mod byens centrum, som virkede sært forladt, og fortsatte ud forbi sin gamle folkeskole, Niels Ebbesen Skolen, og videre til kvarteret, hvor han voksede op.

”Jeg tænkte mest på, at jeg ville få fred.”

For hvert selvmord i Danmark er der i hvert fald 10 selvmordsforsøg. Carsten Iversen er et af de mennesker, som har forsøgt at ende sit liv. I dag er det syv år siden, og selvmordsforsøget blev indgang til en række af forandringer, som han oplever, har forbedret hans livskvalitet.

Han er 30 år og vokset op i en kernefamilie i Skanderborg med mor, far og en storesøster. Hans mor gik hjemme de første år, mens hans far drev en vognmandsforretning.

Da han gik i 8. klasse, blev hans forældre skilt, og i den tid dukkede tanken om selvmord op første gang. Efter bruddet boede han sammen med sin far, men savnede sin mor. Han følte sig svigtet og tung af ensomhed.

Gennem teenageårene kom Carsten Iversen til en erkendelse af, at han var homoseksuel, men han holdt det for sig selv. Hans seksuelle orientering forstærkede ensomheden og nærede ønsket om at få fred for livet.

”Jeg frygtede, hvordan min familie ville reagere, når det blev kendt. Jeg syntes, jeg havde mistet meget allerede, og jeg så for mig, at det ville forstærke den ensomhed, jeg gik med.”

Som 20-årig tog han på højskole. Opholdet på Ry Højskole står som en af de mest givende perioder i hans ungdomsliv. På højskolen fik han venner, han kunne tale med også om sin seksualitet.

”For første gang i mit liv følte jeg, at jeg 100 procent kunne være mig selv, og jeg tænkte, at jeg ville sende et brev hjem til min familie og springe ud over for dem.”

Han fik dog aldrig skrevet, for mens han var på højskolen, døde hans far pludseligt af en blodprop i hjertet. Sorgen over faderens død trængte beslutningen om at springe ud i baggrunden. Efter højskoleopholdet flyttede Carsten Iversen tilbage til Skanderborg. Han fik en lejlighed i byen og job som pædagogmedhjælper. Hans seksuelle identitet skjulte han for familien.

”Jeg var sprunget ud over for flere venner, men ikke over min familie, og jeg måtte hele tiden holde styr på, hvad jeg sagde til hvem. Min storesøster er den i familien, jeg er tættest med. Jeg kunne mærke, at hun vidste, at jeg kæmpede med noget, men vi talte aldrig om, hvad det var. I vores familie har vi lært selv at klare følelsesmæssige spørgsmål, men støttet hinanden når det gjaldt praktiske ting.”

Tilbage til den januar aften, hvor Carsten Iversen gik gennem Skanderborg i sin sommerjakke og sko med tynde såler. Han gik mod et lille skovområde nær barndomshjemmet og lagde sig – besluttet på at sove ind i døden.

”Jeg tænkte, at nu vil jeg få fred. I min ulykkelighed tænkte jeg ikke på andre.”

"Min storesøster er den i familien, jeg er tættest med. Jeg kunne mærke, at hun vidste, at jeg kæmpede med noget, men vi talte aldrig om, hvad det var. I vores familie har vi lært selv at klare følelsesmæssige spørgsmål, men støttet hinanden når det gjaldt praktiske ting," siger Carsten Iversen.
"Min storesøster er den i familien, jeg er tættest med. Jeg kunne mærke, at hun vidste, at jeg kæmpede med noget, men vi talte aldrig om, hvad det var. I vores familie har vi lært selv at klare følelsesmæssige spørgsmål, men støttet hinanden når det gjaldt praktiske ting," siger Carsten Iversen. Foto: Niels Åge Skovbo/Fokus

Han faldt i søvn. Hvor længe han sov, ved han ikke, men da han vågnede, rystede han og havde smerter i kroppen.

”Der var en klarhed, og jeg så mig selv ligge i skovbunden. Min krop gjorde ondt, og jeg græd.”

Hvor længe der gik, inden han var tilbage i sin lejlighed, kan han ikke huske. Han satte sig ved sin computer. Han havde ikke slukket den, da han gik, og en side fra Livslinien var åben. Det er en anonym telefonrådgivning, hvor man kan henvende sig, hvis man har selvmordstanker. Han ringede op fire gange. Hver gang afbrød han forbindelsen.

”Jeg kunne ikke rumme at skulle forholde mig til et andet menneske, men det endte med, at jeg kom til at tale med en kvinde, som vist hed Emilie. Jeg husker ikke meget af samtalen, men hun sagde, at jeg skulle sige alt det, jeg havde brug for, og at hun nok skulle lytte. Jeg kom med en lang ordstrøm om alt muligt. Hun fangede, at jeg havde et særligt forhold til min søster, og hun sagde, at jeg skulle ringe til min søster, når vi havde lagt på, eller gå til ro og kontakte hende som det første, når jeg vågnede.”

Den aftale holdt Carsten Iversen. Næste dag kontaktede han søsteren, de mødtes, og hun tilbød at køre ham til psykiatrisk skadestue i Horsens.

”Det afviste jeg, og jeg sagde, at det hele nok bare var en overreaktion. Tanken om at jeg skulle i kontakt med psykiatrien fik mig til at frygte, at jeg ville blive spærret inde og blive stemplet som syg og sær.”

Carsten Iversen tog fat på sit hverdagsliv og passede sit job, men to måneder efter selvmordsforsøget mærkede han, at de destruktive og tunge tanker vendte tilbage.

”En sen aften skrev jeg et langt indlæg på Facebook, og nederst skrev jeg, at jeg er homoseksuel. Så gik jeg i seng og tænkte, at når jeg vågnede, ville verden være anderledes. Jeg ville være sprunget ud, og så måtte jeg se, hvordan det gik.”

Han vågnede til positive reaktioner i form af likes og anerkendende kommentarer på Facebook. Hans mor havde sendt en sms, hvor hun skrev, at hun elskede ham, og da de fik talt sammen, viste det sig, at hans udmelding ikke kom bag på hende.

I dag er Carsten Iversen flyttet til Odense, hvor han sidste vinter afsluttede pædagogstudiet. Han søger job som pædagog. I efteråret blev han syg. Han skulle begynde i en praktik, men han fik angst.

Tidligere ville han have holdt det for sig selv og forsøgt at komme sig, men denne gang var Carsten Iversen klar over, at han skulle række ud til andre.

”Jeg ville ikke havne samme sted som for syv år siden. Jeg havde et par samtaler med min praktiserende læge, og de snakke lagde låg på de værste tanker og gav mig en ro. Gennem min læge blev jeg henvist til et forløb hos en psykolog. Det er første gang, jeg har talt med en psykolog, og der var en række ting fra min fortid, som jeg havde brug for at få gjort op med, og ting, som jeg havde brug for at forstå. Det har været en hjælp med et menneske, som forstod at stille de rigtige spørgsmål.”

Foruden samtalerne med psykologen har han fået støtte fra nære venner.

”Jeg vidste, at jeg skulle lukke nogen ind i mit liv. Når jeg ser tilbage, kan jeg se, at jeg har haft svært ved at invitere folk ind, men i dag kan jeg se, hvilken forskel det gør. Jeg er opdraget til at klare tingene selv, men jeg har lært på den virkelig hårde måde, at det ikke går.”

For nogle måneder siden blev en af Carsten Iversens nære venner berørt af et selvmord. På den baggrund skrev Carsten Iversen et opslag på Facebook, hvor han skrev om sit selvmordsforsøg og samtalen med Livslinien den nat. Opslaget rundede han af med en opfordring om at turde spørge ind til selvmordstanker. Han skrev blandt andet:

”Med en enkelt håndsrækning kan du gøre det umulige muligt, uanset hvor godt du kender personen, du rækker en hånd ud til. Min håndsrækning var Emilie, og hende er jeg evigt taknemmelig, selvom jeg kun kender hende ved navn. Vi skal være der for hinanden, for ingen skal føle sig så langt ude, at døden bliver et alternativ.”

"Jeg vidste, at jeg skulle lukke nogen ind i mit liv. Når jeg ser tilbage, kan jeg se, at jeg har haft svært ved at invitere folk ind, men i dag kan jeg se, hvilken forskel det gør," siger Carsten Iversen.
"Jeg vidste, at jeg skulle lukke nogen ind i mit liv. Når jeg ser tilbage, kan jeg se, at jeg har haft svært ved at invitere folk ind, men i dag kan jeg se, hvilken forskel det gør," siger Carsten Iversen. Foto: Niels Åge Skovbo/Fokus