Prøv avisen

Espen stoppede et selvmord: Nogle gange har man en pligt til at skride ind

Espen Norderhaug Brandt, 23 år, har lidt svært ved at skulle betegnes som en helt, selvom både politi og medier har lagt vægt på hans heltemodige indsats. ”Jeg reagerede jo bare på mit instinkt i situationen,” siger han. – Foto: Mikkel Berg Pedersen/Ritzau Scanpix

Den 23-årige teologistuderende Espen Norderhaug Brandt reddede en selvmordstruet kvinde fra at springe ud fra en gangbro i Aarhus sidste år. Hændelsen har overbevist ham om, hvad man er i stand til som menneske

Han havde egentlig ret travlt. Pulsen dunkede under de mange lag vintertøj, mens han susede af sted på sin cykel. Han valgte den vante rute, som han kunne køre næsten i søvne fra kærestens lejlighed og hjem til sig selv. Middagsselskabet med deres vennepar samme aften krævede et lynhurtigt tøjskifte til noget pænere tøj, og de skulle jo mødes på caféen i Aarhus lige om lidt.

Hasle Ringvej var grå. Sådan som vejen kun kan se ud i midten af februar, når det er omkring frysepunktet og permanent overskyet. På kørebanen supplerede lørdagsbilisternes søvnige forlygter det sparsomme eftermiddagslys, og på gangbroen, der strakte sig hen over den firsporede vej, passerede en ældre kvinde langsomt forbi. Han lukkede sig inde i sine egne tanker.

Men så bemærkede en kvindelig motionist, der i samme øjeblik løb forbi Espen Brandt, noget, der fik ham til at flytte sin opmærksomhed væk fra sit eget sind for en stund:

”Det ser da vist ikke helt rigtigt ud, det der,” sagde hun, mens hun kiggede op mod broen – og derefter uanfægtet fortsatte sin løbetur ad ringvejens cykelsti.

Talte hun til ham? Eller til sig selv? Han rettede forvirret blikket mod gangbroen for anden gang.

Kvinden på broen befandt sig på den forkerte side af metalrækværket, kunne han nu se. Hun klatrede på ydersiden. Hvorfor havde han ikke straks lagt mærke til det?

Espen Brandt kastede sig af sadlen og spænede op ad stålrampen, der forbandt vejen med broen. Stadig med sin cykel under armen. Først da han nåede toppen, smed han den fra sig. Tiden føltes pludselig så lang, selvom der kun var gået få sekunder.

Kvinden, som han på afstand havde bedømt til at være en ældre, krumrygget dame, viste sig at være en ganske ung pige, der stod foroverbøjet med fødderne mellem gelænderets tremmer. Formentlig i gymnasiealderen.

Hun lignede enhver anden aarhusiansk teenagepige i sin varme dynejakke, leggings og moderigtige Adidas-sko.

Jo tættere Espen Brandt kom på hende, jo tydeligere blev det for ham, at hun var i et meget ulykkeligt hjørne af sit liv.

Han holdt næsten vejret, mens han langsomt bevægede sig tættere på og talte til hende. Afdæmpet og beroligende – uden at forskrække hende. Ordene og hans tilstedeværelse måtte på ingen måde gøre hende utryg. Tænk bare, hvad der kunne ske, hvis hun blev usikker eller bange.

”Hej,” begyndte han forsigtigt, ”vil du ikke være sød at komme ind på den anden side?”.

Hun svarede ham ikke. Men der var ingen tvivl om, at hun havde hørt, hvad han sagde. Han forsøgte derfor igen.

”Vil du fortælle mig, hvad du hedder?”.

Stadig ingen reaktion.

”Det er ikke så godt, at du hænger derude. Har du ikke lyst til at forklare mig, hvad du tænker på?”, prøvede han så.

Hun fortsatte med at bevæge sig forsigtigt ud over kørebanen, og han stod efterhånden så tæt på hende, at han med en strakt arm ville kunne nå hendes skulder.

Aldrig før havde han stået i en lignende situation. Der var ingen manual at følge, ingen tidligere erfaring at trække på, ingen underviser, der kunne fortælle, hvordan man skulle agere, sådan som han var vant til fra teologistudiet. Han måtte gøre det her på sin egen måde.

Med ét greb han fat om hendes liv med sin ene arm. Krammede hende ind til sig med gelænderet mellem dem, så hun ikke længere kunne bevæge sig. Det føltes, som om et indre instinkt tog over og vidste, hvad der var det rigtige at gøre. Med den anden arm forsøgte han at vinke til trafikanterne under sig. Han kunne ikke løfte hende i sikkerhed på egen hånd.

Flere bilister bremsede, steg ud af deres biler og løb op mod dem. Inden længe var de fem-seks personer samlet omkring pigen. En af dem var psykolog. Det gjorde ham mere tryg. En anden ringede til alarmcentralen.

På skift forsøgte de at få pigen overbevist om, at hun skulle kravle over på den anden side af rækværket. Hun strittede imod og lod nogle gange det ene ben glide ud over kanten for at vise modstand.

I al den tid slap Espen Brandt aldrig sit tag om hende.

De tilstedeværende besluttede sig til sidst for ved fælles hjælp at bære pigen over gelænderet. Tre-fire af dem greb godt fat om hende og trak så på samme tid. De facto blev hun frihedsberøvet for sit eget bedste. Espen Brandt mærkede en lettelse risle gennem kroppen, da hun endelig befandt sig på den rette side af broen.

De holdt fast i hende. Trak hende ind til sig. Trøstede hende og forsøgte at få hende til at fortælle om sig selv eller give dem nogle oplysninger på sine nærmeste. Hun sagde fortsat ikke et ord.

Espen Brandt følte, at der var gået en evighed, da politiet endelig ankom, selvom det ikke var tilfældet.

”Hvem var først på stedet?”, spurgte betjenten den lille forsamling.

Espen Brandt rakte forsigtigt hånden i vejret. Han beskrev hændelsesforløbet, så godt han kunne: at han bogstaveligt talt havde holdt hendes liv i sine hænder. At han hverken kendte pigen eller havde fået ud af hende, hvem hun var. Han gav sine egne kontaktoplysninger til betjenten.

Da de kørte af sted med hende, så han længe efter vognen. Så ringede han til sin kæreste.

”Undskyld,” sagde han i telefonen, ”jeg bliver nok en del forsinket.”

Hun virkede både overrasket og uforstående i den anden ende. Der var blot gået 20 minutter, siden han havde kysset hende farvel i lejligheden. Han kunne ikke tro sine egne ører. I mellemtiden havde han forhindret et selvmord.

Samme aften, mens han sad til det planlagte middagsselskab, ringede politiet til ham. Espen Brandt spurgte med det samme til pigens tilstand. Hun havde det heldigvis fint efter omstændighederne.

Betjenten ringede, fordi han ville takke den unge mand for hans heltemodige indsats. Hans handlekraft havde formentlig reddet pigens liv.

Espen Brandt bryder sig ikke om at blive kaldt for en helt, men hændelsen har overbevist ham om, hvad man er i stand til som menneske.

”Nogle gange har man en særlig pligt over for andre mennesker. Til at skride ind eller overskride nogle skel for at gøre det rigtige i situationen – eller i hvert fald, hvad man selv synes er rigtigt. Det er en risiko at løbe, fordi man skal løse opgaven, samtidig med at den opstår,” siger han.

Han kommer til at tænke på en af K.E. Løgstrups pointer om næstekærlighed: At den, der handler, nogle gange selv ved, hvad der er det bedste for hans eller hendes næste, selvom det måske endda strider imod næstens egne ønsker. Men det kan være svært, synes han.

”Det er vanskeligt, fordi man både skal vide, hvornår det gælder, og at det gælder. Det er i de helt særlige situationer, at man skal bryde de normer, som man ellers har lært gennem livet.”

Han tænker i dag ofte på pigen. I sommer genkendte han hende helt tilfældigt, da hun gik forbi ude på gaden, mens han besøgte en ven. De fik øjenkontakt i et splitsekund. Han er ret sikker på, at det var hende, men kunne ikke fornemme, om hun genkendte ham. Og selvom han havde lyst til at springe ud på gaden og spørge til hendes velbefindende, vidste han også, at det ikke var hans ret. De havde ingen relation til hinanden.

Men at hun gik forbi på gaden, måtte i hvert fald betyde, at hun nu er et sted i sit liv, hvor hun er i stand til at færdes frit. Den information har han sidenhen taget med sig som en lille gave, som han indimellem åbner og glædes over.

Nogle gange har man en særlig pligt over for andre mennesker. Til at skride ind eller overskride nogle skel for at gøre det rigtige i situationen – eller i hvert fald, hvad man selv synes er rigtigt.

Espen Brandt, 23 år