Prøv avisen

Feminister: De mange kønsidentiteter udvander ligestillingskampen

De omkring 68 forskellige kønsidentiteter, der lægger sig ind under kampen for ligestilling, er ved at slå luften ud af det fælles fodslag, mener feminister. Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix

I dag er der mindst 68 forskellige kønsidentiteter at vælge imellem. Men de mange kønsbegreber er ved at udvande ligestillingskampen, mener flere feminister. Og hvor mange særhensyn bør samfundet tage, når det kommer til sikre steder, toiletskiltning og sprogbrug?

Det er en del af kvindekampen, at den er i debat med sig selv. Og siden 1880’erne har vi fået redefineret styrkeprøven med første, anden, tredje og, mener nogle, fjerde feministiske bølge. Men nu er bevægelsen under pres fra en uventet side. For de omkring 68 forskellige kønsidentiteter, der lægger sig ind under kampen for ligestilling, er ved at slå luften ud af det fælles fodslag.

Ikke mindst fordi de mange særinteresser gør feminismen mere akademisk, intern og ekskluderende for alle, ”der ikke har læst kønsstudier”, ved at insistere på ord og begreber, som den brede del af befolkningen ikke kan forholde sig til. Det mener flere ”traditionelle” feminister.

”Det er gået helt over gevind og er med til at udvande kampen for kvinder og mænds lige muligheder, den som vi ellers er kommet så langt med, ikke mindst her i Norden,” siger Marianne Stidsen, kønsdebattør, litteraturforsker, dr.phil. og lektor på Københavns Universitet.

Hun understreger, at folk naturligvis skal have lov at være, hvad de er.

”Men hvor i samfundet er det lige, man ikke inden for lovens rammer kan udfolde sig som den, man føler, man er? Jeg synes, man er tilbøjelig til at mane nogle problemer frem, som rent faktisk ikke findes – og føre en meget akademisk, teoretisk diskussion, som ikke har ret meget at gøre med den virkelighed, som de fleste mennesker lever i til hverdag,” siger hun.

I dag fungerer kønnet som identitetsmarkør, og flere føler sig altså klemt i at skulle være enten mand eller kvinde. Man vil vælge selv eller lade kønnet være flydende. Og den nye kønsforståelse er blevet synlig for alle.

Således er den første danske mand gravid (personen er født som kvinde, men har fået et såkaldt juridisk kønsskifte med nyt cpr-nummer og navn), og vi kommer formentlig til at se flere mænd med babyer i maven.

I Landsforeningen for bøsser, lesbiske, biseksuelle og transpersoner (LGBT) oplister man cirka 30 køn, og på Facebook findes knap 70 definerede kønsidentiteter (man kan selv tilføje flere).

Og på Handelshøjskolen i København (CBS) indførte man denne sommer toiletskilte med piktogram af et tredje køn ud over kvinde og mand. Ligesom røster i den offentlige debat ønsker, at Danmark, i lighed med Sverige, indfører det kønsneutrale ”hen” i stedet for ”hun” og ”han”.

Så er det ikke gammeldags, bagstræberisk og måske ligefrem sexistisk at tale om kvindekamp i dag?

”Nej,” svarer Marianne Stidsen med fast stemme.

”For de 68 køn – i morgen er det måske 69 eller 67 – udgør en meget lille del af den majoritet, som føler sig udmærket tilpas i de to oprindelige køn. Og det kan ikke nytte noget, at man laver hele samfundet om på grund af et fåtal, der mener, de ikke helt føler sig tilpas. Individets rettigheder gør jo, at man må leve, som man vil, men derfra og så til at sige, at vi alle sammen skal tale på en bestemt måde til hinanden, og at skiltningen skal ændres, er der altså et meget stort spring,” siger Marianne Stidsen, der i øvrigt selv er ciskønnet. Det vil sige, at hun føler sig som det køn, hun er født med.

”Men først og fremmest går jeg ikke rundt og identificerer mig som mit køn 24 timer i døgnet. Når jeg er ude i det rum, hvor jeg laver mit arbejde, eller diskuterer i offentligheden, føler jeg, at jeg tilhører menneskeracen og har del i den humane fornuft.”

Anne Sofie Allarp, der er debattør, radiovært på Radio24syv, foredragsholder og jurist, mener også, at kampen for ligestilling lider under de mange identitetssøgende fraktioner.

”Hvis vi ikke kæmper på præmisser, som er genkendelige for mennesker i mainstreamkulturen, rykker det ikke noget. Ingen kampe er nogensinde blevet vundet i et safespace,” siger hun.

Termen safespace refererer til sikre steder skabt for, at individer, der føler sig marginaliseret, kan samles og tale om deres oplevelser uden at udsætte sig selv for krænkende ord eller personer.

Safespaces er almindelige på universiteter i USA og resten af den vestlige verden, men findes også i virksomheder som for eksempel finske Nokia.

Men den krænkelseskultur er ”et akademisk amokløb” og ”et flinkeskolens fællesbad”, som udvander kampen for kvindernes rettigheder, mener Allarp.

”Det nytter ikke, at man alene taler inde fra en identitetssøgning, som er så svært fattelig for alle dem, der står op, smører madpakke og går på arbejde – og dermed mener jeg almindelige mennesker i alle mulige afskygninger. Man kan komme så langt ud i sin egen identitetsgranskning, at kampen for ligestilling ophører med at være et fælles projekt, som man kan rykke noget kulturforandrende med.”

Marianne Stidsen er ikke i tvivl om, at samfundet går for vidt med minoritetshensynene.

”Den enkelte må have lov at leve fuldstændig, som vedkommende vil, inden for de etiske og juridiske rammer, der nu engang er, men der er noget galt, når hele samfundet skal laves om både med hensyn til sprogbrug og skiltning – for eksempel ved toiletterne. Det er der, det hele skrider,” siger Stidsen, som meget aktivt har deltaget i den svenske kønsdebat, og som opfatter kønsidentitetspolitikken som venstreorienteret populisme.

”Men fordi vi har vænnet os til at forbinde populisme med højrefløjen, er vi blevet blinde for, at vi har fået en stærk venstreorienteret populisme. Og jeg er bange for, at mange i Danmark føler sig inspireret af, hvad der sker i Sverige,” siger Marianne Stidsen.

Efter hendes mening er der fare for, at vi glemmer de værdier, vores samfund hviler på – for eksempel med hensyn til retssikkerhed.

”Hvis en gruppe i dag føler sig trådt på, ligger det i luften, at man ikke længere behøver at tage den besværlige vej omkring retssystemet. Det er simpelthen nok, at man føler sig forulempet. Krænkelsen alene giver en moralsk ret til at forfølge dem, der taler en imod, eller bare ikke taler med på det politisk korrekte sprog. I Sverige er det endt i heksejagt. Og for mig at se er det en blindgyde, som fører os meget langt væk fra det, jeg mener, er den gode ligestillingskamp. Som afsporer den positive udvikling, vi er inde i, og som sætter alt, hvad jeg forstår ved et moderne demokratisk samfund, over styr,” siger Marianne Stidsen.

”Vi kommer til at ligge i en frygtelig indbyrdes kamp alt efter, hvilken identitetsmarkør vi føler, vi har. Det bliver barbarisk, primitivt og brutalt.”

Forperson i Landsforeningen for bøsser, lesbiske, biseksuelle og transpersoner Peder Holk Svendsen er uenig og mener, at kampen for ligestilling netop bør kæmpes på alle fronter.

”Feminisme og kønskamp er en del af LGBT’s logiske grundlag, og selvfølgelig skal der være ligestilling mellem kønnene, men når det er sagt, har jeg svært ved at anerkende den præmis, at den ene kamp skulle gøre, at man ikke kan tage den anden også,” siger forpersonen.

”Jeg kan ikke se, hvordan solidaritet på ét punkt skulle udelukke solidaritet på et andet. Det er vigtigt at adressere de ting, folk med forskellige kønsforståelser oplever,” siger han og illustrerer, hvad han mener, med en situation fra det netop afsluttede folkemøde på Bornholm.

”I Allinge stod jeg sammen med en af mine venner, som er transkønnet mand, i en kø til toiletterne. Men så kommer denne kulturradikale kvinde og spørger, om vi godt ved, at der er et pissoir lige derovre. Men søde og rare dame, du skal simpelthen ikke blande dig i, hvor jeg skal tisse, og selvfølgelig skal vi da insistere på, at der er lige ret for alle i det offentlige rum,” siger Peder Holk Svendsen.

”Det gør vel snarere ligestillingskampen mere kvalificeret, eftersom det er i hverdagen, vi lever vores liv, og når man møder den slags forhindringer, er det lige pludselig ikke petitesser længere.”

Nogle ville mene, det er at mane problemerne frem. Individets rettigheder er vel på plads?

”Jeg synes, den lille historie fra Folkemødet viser, at de rettigheder ikke er på plads. Kvinden var jo ægte indigneret over, at vi tillod os at fravælge pissoiret. Uden at tage sammenligningen for langt, er det lidt det samme som i 1960’ernes amerikanske sydstater, hvor sorte ikke måtte sidde på bestemte pladser i bussen. Det er en strukturel diskrimination, som gør, at vores hverdage bliver problematiseret,” siger Peder Holk Svendsen, som mener, at kønsneutral toiletskiltning er på sin plads.

”Hvis vi mener noget med lige adgang i det offentlige rum, så ja.”

Sognepræst og foredragsholder Poul Joachim Stender, som har skrevet bogen ”Med Gud i sengen”, mener, at kønnene i forvejen er ved at nærme sig hinanden.

”Forskellen mellem mænd og kvinder er ved at blive udlignet. Mænd går jo til knibeøvelser i FOF og laver sushi fra morgen til aften. Så feltet mellem de to gammeldags køn er ved at opløse sig, og i det spænd ligger der en hel masse forskellige måder at have et køn på, og man skal have dyb respekt for folk, der vil have en anden kønsidentitet end dem, flertallet har. Men som samfund mener jeg ikke, at vi så hysterisk, som vi gør, skal tage alle de hensyn,” siger Poul Joachim Stender og nævner et par af de tiltag, han mener er unødvendige.

”At der i danske pas kan stå X ud for ens køn i stedet for M eller F. At vi skal til at have særskilte rum, safespaces og 10 forskellige slags toiletter. Jeg synes, det er gået for vidt, og skræmmeeksemplerne har vi fra især USA. Min søn, som læser amerikanske studier, fortalte om en pige i sjette klasse, som vil være dreng. Skolen gik meget ind for det, og da en af de andre elever kom til at kalde hende ved hendes gamle navn, var vedkommende ved at blive bortvist.”

Mange særhensyn kan ligefrem gå ud over sammenhængskraften og få os til at glemme, at vi lever i et fællesskab, mener han.

”Vi danner nyreforeninger, leverforeninger, søvngængerforeninger og ditten og datten, der kæmper for den enkeltes rettigheder og særinteresser. Vi kigger mere og mere indad og vurderer, hvad der er i det for mig. I stedet for at tænke på, hvordan kan vi få vores omegn og samfund til at fungere. Kort sagt at se på, hvad vores pligter er. Man kan udmærket have en anden kønsidentitet og alligevel trives i et samfund, uden at der bliver indrettet et særligt toilet til en.

Men hvis du nu var transkønnet, hvor ville du så gå på toilettet?

”På dametoilettet, for der er renest, i det tilfælde er det jo en kæmpe fordel at være transkønnet,” siger Poul Joachim Stender, som er mere bekymret for, hvad den politiske korrekthed gør ved fællesskabet.

”Det er blevet sådan, at hvis man ikke med det samme giver udtryk for, at der skal tages særhensyn til alle køn, kan man med rette være bange for at blive kaldt chauvinist, fordømmende og gammeldags. Når jeg er ude til debatter, kan jeg mærke, at folk virkelig passer på, hvad de siger. Vi kues, fordi der er en meget streng justits med, hvilke ord vi vælger, og hvilke holdninger vi har i det offentlige rum. Fornuftige mennesker i mit eget sogn bekymrer sig over den udvikling og tier, fordi de er bange for, at deres børn skal misforstå dem, og for at blive stemplet som gammeldags,” siger sognepræsten i Kirke Saaby og Kisserup Sogn på Midtsjælland.8