Han lagde præstekjolen i en papkasse og sagde farvel til sit livs skole: Jeg følte helt sikkert en grad af identitetstab

Det betød et farvel til præstegerningen og hans livs skole, da teolog Jesper Oehlenschläger takkede ja til et nyt job som udviklingsdirektør sidste år. Jobskiftet blev også et perspektivskifte

46-årige Jesper Ertmann Oehlenschläger skiftede i august sidste år sit job som forstander på den kristne Nordsjællands Efterskole ud med posten som udviklingsdirektør i Samfonden i Silkeborg. – Privatfoto.
46-årige Jesper Ertmann Oehlenschläger skiftede i august sidste år sit job som forstander på den kristne Nordsjællands Efterskole ud med posten som udviklingsdirektør i Samfonden i Silkeborg. – Privatfoto.

Jeg rendte rundt udenfor i vinterkulden med en frygtelig fornemmelse i maven. Det var en februaraften sidste år, hvor bestyrelsen på Nordsjællands Efterskole, hvor jeg var forstander, holdt deres månedlige bestyrelsesmøde i et af skolens klasselokaler. Mine hænder rystede ustyrligt, mens jeg konstant tjekkede min mobiltelefon. Så snart formanden gav mig grønt lys, skulle jeg ind og fortælle dem, at jeg havde fået nyt job. Og at jeg derfor ikke blot skulle forlade den skole og det hjem, som jeg og min familie elskede overalt på jorden, men også mit virke som præst, som jeg gennem fire år har kombineret med at være forstander på skolen.

Det kan måske lyde banalt, at et jobskifte blev ét af mit livs mest markante vendepunkter, men det er sådan, det har føltes. Jeg har taget en lang uddannelse og trukket mig selv igennem timevis af latinske gloser for at få lov at være præst, og jeg har elsket at være det. Så hvordan forholder man sig pludselig til at skulle noget andet? Det er et spørgsmål, der rumsterede i mig, da jeg sidste år greb muligheden. I et stykke tid forinden havde jeg mærket en gryende fornemmelse af, at jeg havde lyst til at bruge teologien på en anden måde end til det forkyndelsesarbejde, jeg havde på efterskolen.

Og så var det, at der landede en e-mail fra Samfonden i min indbakke. Med hovedet fuld af tanker satte jeg mig ind i min Skoda Citigo og tog turen over Storebælt til Silkeborg, hvor vi havde den første ud af flere jobsamtaler. Dér sad jeg så, på et moderne kontor med glasvinduer hele vejen rundt med udsigt over skovene ved Lysbrohøjen og blev fortalt, at jobbet indebar at arbejde med karakterdannelse og at styrke kirkelige værdier i samfundet. Det lød næsten for godt til at være sandt – og i hvert fald for godt til ikke at gribe muligheden. Samtidig havde jeg det svært med at skulle stoppe på efterskolen. Den skole er på mange måder mit livs skole. Jeg gik der selv som teenager, min kone har gået der, og det samme har vores børn. Den er fundamentet under min tro og min selvforståelse, og de sidste fire år har vi boet på skolen, hvor vores privatliv og arbejdsliv er smeltet sammen.

Jeg sad derfor også med stor skyldfølelse, da jeg den aften i februar gav beskeden til bestyrelsen. Heldigvis tog de pænt imod den.

Det var mærkeligt at pakke sit hjem ind i flyttebilen og vide, at livets gang på skolen nu ville gå videre uden min familie og mig. Og det var en endnu mere mærkelig fornemmelse at folde præstekjolen sammen og lægge den i en papkasse. Jeg følte helt sikkert en grad af identitetstab, for det er et ædelt kald at være præst, og det skulle jeg nu – både helt fysisk og menalt – lægge på hylden. Det føles, som om jeg er kravlet op i et træ og nu har fået et andet og nyt blik på den kirkeverden, der i mange år har været min hjemmebane. Det har været et perspektivskifte. Og det har været en tilvænningssag at gå fra en hverdag med en uendelig lang to-do-liste og en telefon, der konstant ringer, til en hverdag, hvor jeg arbejder som en ensom ulv, der selv skal opfinde mine egne arbejdsopgaver. Ensomhed er måske nok et for stort ord at bruge om den følelse, jeg sidder med i mit nye arbejdsliv, men der er i hvert fald tale om en ny alenehed. Jeg kan sagtens savne det rush, der var ved at arbejde på en efterskole. Jeg kan savne at stå i kirken. Højtiderne. Årets gang. Og én til én-kontakten med eleverne. Som skoleleder står man på scenen, nu befinder jeg mig i stedet i kulissen, hvor de vildeste adrenalinsus består af tre årlige bestyrelsesmøder.

Det tager tid at finde sin nye plads, og jeg synes, jeg befinder mig godt på den.

Men papkassen med præstekjolen har jeg opmagasineret forsvarligt i sommerhuset – jeg tør ikke udelukke, at jeg kan få brug for den igen.