Biavler: Det er meningsfyldt at dele biernes historie med andre

Biavler Knud Søgaard Pedersen er venner med sine bier i Nationalpark Thy. Lige nu samler bierne nektar fra lyngen og leverer den fineste honning

Biavler Knud Søgaard Pedersen hjalp sine bifamilier med at overleve den blæsende og våde sommer, der ikke var varm nok til, at bierne kunne trække på hvidkløver. Nu blomstrer hedelyngen imidlertid kraftigt.- Foto: Gitte Smedemark

Bierne har travlt med at suge nektar til sig og flytter sig ivrigt fra den ene lilla blomst til den anden i hedelyngen, som blomstrer lidt forsinket i år. Det summer og dufter af honning i luften her ved stenalderhavets kystskrænter ved Blegsø tæt ved Hanstholm i Thy.

På dette sted i Danmarks største vildmark kan man opleve krondyr, ørne og traner, som vi på et tidspunkt tror, vi har fire af i kikkerten. Men det er bierne ligeglade med.

De flyver med fyldte maver op mod den blå septemberhimmel og tilbage til det sted i skoven 200 meter herfra og ned igen, hvor bistaderne står i læ for den stærke vestenvind.

Vi er cirka fire kilometer i luftlinje fra parkeringspladsen ved Isbjerg, hvor turister og lokale strømmer til, men her kommer kun få.

”Hvis man kommer et skønt sted som her i Thy, som er meget blæsende, så finder man et sted, hvor der er læ og rart at være. Så kan man være sikker på, at det også er godt for bierne at være der. Jeg har haft bier her i mange år,” siger biavler Knud Søgaard, som mener, at det giver stor mening i livet at have dette tilhørsforhold til naturen. 

”Alt har jo mening. Det handler ikke bare om at dele honning med bierne. Det er meningsfyldt at tage mennesker med herud og fortælle om det og dele det med nogen. Bierne er sociale insekter, og mennesker er sociale. Man vil gerne dele også denne historie. Det er det, det handler om,” siger Knud Søgaard.

Han husker sit livs første møde med en bisværm i Rold Skov, hvor han voksede op og var med på nogle drengestreger. En flok bier havde slået sig ned i et træ, og drengene blev enige om at brænde dem af.

”Jeg husker, at jeg blev noget forundret, da der kom en biavler, som blev så ked af det, da han så, hvad vi havde gjort. Og jeg kan huske, at det gjorde indtryk, at de bier kunne betyde så meget for nogen,” siger han.

Det tog nogle år, før han selv tog interessen op. Han boede mange år i København med sin hustru, som er keramiker, hvor han selv blev færdiguddannet civilingeniør på Danmarks Tekniske Universitet og lavede radio for DR ved siden af. Parret havde syv børn hjemme og var ikke i tvivl, da de besøgte Thy for første gang. Her ville de bo. De købte et husmandsted med dyr, så børnene lærte at malke og være en del af naturen.

”Hvorfor skulle vi ellers bo her? Jeg synes ofte, man ser, at det er tilflytterne, som får mest ud af at bruge naturen her,” siger Knud Søgaard, for hvem bierne efterhånden er kommet til at fylde mere og mere ved siden af jobbet som underviser i matematik, fysik og it på Thy-Mors HF & VUC.

De fleste lokale kender ham nok som honningmanden på torvet i Thisted, som kan fortælle om, hvordan han om natten flytter rundt med sine nu 100 bifamilier, som er udstationeret på flere lokaliteter i Nationalpark Thy ved Lyngby, Stenbjerg og Vangsaa Hede efter, hvor der er mad til dem.

Der er mange, som gerne vil have fingrene fedtet ind i den honning. Knud Søgaard bliver jævnligt tilbudt at levere tusindevis af glas til forskellige fødevarekæder i Danmark.

Han er med på legen af og til og har leveret til bagerkæden Emmerys og de lokale Niels & Sinne for at få udbredt sin honning. Han hørte tilfældigt på et tidspunkt, at hans honning var kåret som Danmarks bedste. Det betød, at flere af de lokale nu vil købe det, som de har set på en hylde i København, griner han.

”Jeg synes, at kunderne bliver lidt snydt, når de køber det af nogen, som ikke ved noget om det, de sælger. Derfor vil jeg helst møde mine kunder personligt og svare på deres spørgsmål. Jeg er ligeglad med, hvad de vil betale de store kæder. Jo mere, det handler om penge, jo mindre interesseret bliver jeg. Jeg mangler jo ikke noget,” siger han og leder vejen ind i skoven for at komme tættere på bistaderne, som står her hele året.

I disse kasser er der nye dronninger og fuld aktivitet. Bierne meddeler sig til hinanden både med duftspor og kropssprog. Når en bi kommer hjem, så kan den ved hjælp af en dans fortælle de andre bier, hvor den kommer fra, og hvad der er, hvor den kommer fra. Da de flyver direkte til himmels over træerne for at komme ud til lyngen, kan Knud Søgaard gå helt tæt på uden beskyttelse og tage en vokstavle op, så man kan se honningen.

”De har travlt med deres og opdager slet ikke mig, som bare gør det, jeg skal,” siger han og fortæller begejstret om, hvordan bierne om foråret trækker på dværgpil, porse og revling med masser af pollen, som de bruger til deres egen fornøjelse til at formere sig.

Senere trækker bierne på mosebøllen, som kan give et overskud af honning, som giver en meget speciel smag, som skyldes, at nåletræerne blomstrer samtidig, så der kommer pollen herfra, som giver en kraftig harpikssmag. Senere er det så klokkelyng og hedelyngen, som giver de krydrede honninger.

Men for en biavler er det ikke honningen, som er det mest fascinerende. Den er blot med til at betale de udgifter, der er i forbindelse med den hobby, det er at have med bier at gøre. En afhængighed fra begge sider.

”Man kan sige, at honning er bare en del af det hele. Det er spændende, for du har en fødevare, som er mindst lige så varieret som for eksempel vin, som vi med glæde køber fra andre lande. Her har vi jo noget, som vi selv har, som er lidt nemmere at forstå, for vi kan gå ud og se, hvor det bliver produceret. Det at følge biernes liv, det fortæller meget om den natur, vi har,” fortæller Knud Søgaard, som er meget optaget af den måde, bierne organiserer sig på.

”Det er en meget udviklet form for arbejdsfordeling. Den enkelte bi betyder meget, men den kan jo ikke noget alene. De er helt afhængige af hinanden. På den måde ligner de mennesker, for vi er også afhængige af hinanden. Det er et samfund, hvor fællesskabet skal fungere, for at det bliver til noget,” siger biavleren, som denne kolde sommer har måttet fodre bierne med gemte honningtavler, for at de kunne overleve.

”Man kan sige, at har man med bier at gøre, vil man gerne, at det er en god balance at nøjes med at tage noget fra dem, når der er overskud. Hvis en bifamlie ikke rigtig trives, så har de så den fordel, at man kan hjælpe dem, selvom nogle vil sige, at de skal have lov at dø en naturlig død. Men hvis der ikke var biavlere, som vi har indrettet os i vores natur, så ville der ikke være mange bier i Danmark. Det er jo ligesom at holde husdyr,” siger han og glæder sig over, at man efterhånden har indset, at den vilde natur er noget af det mest værdifulde, vi har, som vi skal passe på, som folk i øjeblikket strømmer til for at se fra Norge og Tyskland.

”Mange tror, at der ikke er noget at tænke over. Det er der virkelig. Det er sundt at have med bier at gøre - også mentalt. Jeg behøver ikke jogge ud i naturen. Jeg går derud flere gange om dagen og har altid et sted at tage hen. Det behøver ikke være en undskyldning. Det gør jeg bare.”