Dette interview er fra 2018, men læses flittigt igen, da Helge Milo i en alder af 94 er død. Læs den aktuelle artikel om dødsfaldet her.
Det er den 8. maj 1942. Dagen før havde den 15-årige Helge Milo sammen med kammeraten Knud stjålet en pistol fra en tysk officer på Café Holle i Aalborg. Nu stod politiet uden for porten til Aalborg Katedralskole sammen med en servitrice fra konditoriet.
”Knud var et hoved højere, end jeg var, og han havde et enormt hår, der stod ud til alle sider. Det lagde man mærke til. Så da politiet blev tilkaldt, fordi officeren opdagede, at han manglede sin pistol, afhørte de blandt andet en af servitricerne, og hun havde lagt mærke til Knud,” siger Helge Milo.
Han er 91 år og den sidste overlevende fra Churchillklubben, der var Danmarks første organiserede modstandsgruppe under den tyske besættelse. Hørelsen er ikke så god og heller ikke synet, men hukommelsen fejler ikke noget, når han fortæller om dengang, han og syv kammerater mellem 14 og 17 år dannede Churchillklubben for at yde modstand mod tyskerne. Et lille halvt år nåede gruppen at gøre livet surt for tyskerne med ildspåsættelser, hærværk og våbentyveri, inden de blev taget og sat i fængsel.
”Vi var ikke voksne og ’rigtige’ frihedskæmpere, der slog folk ihjel. Men det, der gav os grønt lys til at kalde os frihedskæmpere, var, da vi brændte nogle jernbanevogne af, som viste sig at indeholde dele til flyvemaskiner. Så det var noget, der gjorde ondt på tyskerne.”
”Jeg følte ikke selv, at jeg var bange, når vi var ude på en aktion. Vi var fire af sted den første gang hos en entreprenør i Nørresundby. Vi var spændte på, hvordan sådan noget foregik, men jeg havde ikke fantasi til at forestille mig, hvad der ville ske, hvis nogen kom forbi. Det var ikke, fordi jeg var bevidst modig, men fordi jeg ikke forstod det. Jeg var kun 15 år.”
”Vores mål med at danne Churchillklubben var at genskabe Danmarks ære. Og det kunne vi gøre ved at danne en hær, som kunne starte kampen mod tyskerne, når de allierede var gået i land. Således kunne vi vise, at Danmark selv ville slås. Det lykkedes så vidt som, at det jo smittede. Nu ved jeg ikke, om det passer. Men i filmen om Hvidstengruppen er der en, der siger, at ’når de drenge oppe i Aalborg kan, kan vi også’,” siger Helge Milo.
Da hans erindringsbog, ”Nogen måtte gøre noget. En beretning om et liv levet i skyggen af Churchillklubben – Danmarks første organiserede modstandsgruppe”, om oplevelserne under Besættelsen og tiden efter udkom på Skriveforlaget i januar i år, blev han interviewet af Clement Kjærsgaard i ”Clements” på DR 1. Og når han er ude at holde foredrag som for nylig på sommerhøjskolen ”Skolen i Soer” på Sorø Akademi, er interessen stor.
”Der var mange, og efter foredraget kommer nogle hen og hilser på. Folk er interesserede i det, der skete under krigen. Mange af de folk, der henvender sig til mig, er børn af eller i familie med frihedskæmpere og har på en eller anden måde kontakt til fortiden. Og så kommer jeg og gør det levende for dem. Jeg holder ikke foredrag om resten af mit liv, for det er der ingen, der gider høre om. Folk vil høre om det med Churchillklubben, og det får de så.”
Tilbage til den 8. maj 1942, da Helge Milo og kammeraterne i Churchillklubben blev taget af politiet.
”Dagen før fulgtes jeg fra skole med Knud, og vi ville lige se, om der sad nogle tyske soldater på konditorierne. Helst officerer, for de var bevæbnet med pistolbælte og så videre. Det sted, vi kom ind, som hed Holle, sad der rent faktisk nogle tyske officerer og spiste flødeskumskager og drak erstatningskaffe. Og de der tyske officerer var høflige og dannede, og fordi de var i et venligtsindet land, for det mente de, at de var, hængte man sine våben fra sig i garderoben, og der var der intet opsyn. Så pistolen hang i et bælte, således at alle kunne tage den. Og det var det, vi gjorde.”
”Nu var det sådan, at politiet havde fundet ud af, at de drenge, der havde stjålet pistolen på Café Holle, måtte gå på Katedralskolen i Aalborg. Det var den eneste skole, hvor der var videregående uddannelser fra mellemskolen og opad og undervisning i engelsk, tysk og fransk. Og da vi var ude på aktion første gang, stjal vi en skrivemaskine og skrev en besked til den entreprenør, vi brød ind hos, om, at vi syntes, han skulle tage hjem, for han var ikke velkommen her. Det var skrevet på engelsk, og så var politiet klar over, at det måtte være unge mennesker, der kunne sprog, og at de gik på Katedralskolen. Da de så fik beskrivelsen af ham den høje fyr, Knud, stillede de sig uden for porten, og så kunne servitricen udpege ham og sige, ’der er han’ – og så var det sket.”
Strafudmålingen blev sat i forhold til gruppemedlemmernes alder. Helge Milo fik en dom på halvandet års fængsel, som blev afsonet i Nyborg Statsfængsel sammen med seks af de andre fra gruppen. En, der kun var 14 år, blev anbragt hos en plejefamilie på Fyn. Mens tre nyankomne gruppemedlemmer, der var fra 20 til 26 år, afsonede i et fængsel i Hamborg.
”Tiden i fængslet faldt i to dele. Først den barske del, hvor vi sad i eneceller og ikke måtte tale med nogen. Vi fik halvanden måned i isolation, og det har påvirket en del af mine kammerater, så de fik ødelagt deres liv godt og grundigt. Men det holdt så op, for fængslet havde ansat to lærere, cand.mag.’er, til at undervise alle unge fanger under 21 år i dansk og regning. Navnlig den ene af de to var meget karismatisk. Han var amatørskuespiller og en særdeles spændende og interessant mand, og han fik så til opgave at tage sig af os. Dermed skabte han et helt andet liv for os. Lige pludselig blev vi talt til som mennesker, og han delagtiggjorde os i en hel masse – litteratur, teater, og jeg ved ikke hvad. Dermed blev oplevelsen væsentligt mere positiv”.
Helge Milo mener selv, at han har klaret sig bedre end flere af sine kammerater, der efter krigen var plagede af traumer. To begik selvmord, der var alkoholmisbrug og tidlig pensionering.
”Dengang skete der selvfølgelig nogle ting, som ikke var positive for min udvikling. Det der med psykiske forstyrrelser på grund af fængselsophold var ikke noget, man vidste noget om dengang. Og der var ingen psykologer, der undersøgte sådan nogle som os. Men det, jeg kan konstatere, er, at jeg brugte to år mere på at blive ingeniør, end studiet var beregnet til. Da jeg faktisk var rimelig god til tingene, var det ikke på grund af manglende intelligens, det må have været på grund af det, der var sket.”
”Jeg havde et værelse i København, og når jeg sad der, kunne jeg ikke holde det ud, og så gik jeg i biografen. Dengang blev jeg beskyldt for at være doven og uinteresseret. Min far betalte mit ophold, for man kunne ikke få offentlig støtte, og jeg orkede ikke at have et job ved siden af studierne. Men det der med ikke at kunne holde ud at sidde og læse har jeg senere tænkt, havde nok noget at gøre med at have været i fængsel.”
”Siden har mit arbejdsliv været præget af en række forskellige stillinger, for jeg har ikke beholdt en stilling særligt længe. Men som det gik, fik jeg jo bedre og bedre stillinger. Jeg blev ikke beskyldt for ikke at kunne finde ud af noget, men dengang var det ret unormalt, at man skiftede stilling så tit, som jeg gjorde,” siger Helge Milo.
Han er oprindelig uddannet civilingeniør, hvilket førte til en stilling på B&W efter krigen. Senere kom han til Det Norske Veritas i Oslo, hvor han arbejdede på Norges første computer. Efterfølgende specialiserede han sig i programmering og systemudvikling, som han arbejdede med frem til sin pensionering i 2002.
Han har været gift to gange. Hans første kone, som han fik to børn med, døde. Det gjorde det ældste barn, datteren Ann, også. Hans kone nummer to, som er meget yngre end ham, fik han datteren Charlotte med, som i dag er 28 år. Ægteskabet holdt ikke, og i dag bor han alene i en lejlighed i Kokkedal i Nordsjælland.
”Jeg lever mit liv så normalt, som jeg kan. Jeg har rengøringshjælp, som jeg selv betaler for, og hun er ualmindelig sød og gør en hel masse for mig, der ikke er med i kontrakten, men som hun gør af venlighed. Det er jeg meget tilfreds med. Og så køber jeg mad i Det Danske Madhus, og det er noget, kommunen har arrangeret. Jeg får en færdiglavet middag hver dag, så jeg ikke selv behøver at rode med det. Det kan godt være, at moderne madeksperter vil sige, at der er alt for få vitaminer og for lidt grønt. Men det er lavet til sådan nogle gamle hoveder som mig, der ikke er vant til at spise alle de grøntsager. Det er ikke spændende, men så får jeg et glas rødvin til, og så går det lige så stille og fredeligt.”
”Jeg synes i og for sig, at jeg har det meget godt. Jeg har lidt kludder med min mave, men det kan fikses med nogle piller. Ellers fejler jeg ikke noget. Jeg går til træning en gang om ugen oppe i Cirkelhuset med cykel, romaskine og andre ting og bilder mig ind, at jeg på den måde holder min mobilitet vedlige.”
Når Helge Milo ser tilbage på sit liv, har ikke alt været lykken.
”Jeg var meget glad for min første kone, og vi havde et rimelig godt liv. Men hun havde arvet en sindssygdom og forsøgte at begå selvmord, og så fik hun kræft og døde. Det samme skete med min datter, som jeg var vildt betaget af. Hun fik sukkersyge, blev fejlbehandlet, og så døde hun også. Jeg har aldrig rigtig forvundet min datters død. Hun havde fået sin egen lejlighed og var godt oppe i 20’erne, havde fået en uddannelse og alt muligt. Og så skulle jeg besøge hende på hendes fødselsdag. Da jeg fik lukket mig ind, lå hun og var død. Det er den værste oplevelse, jeg nogensinde har haft, og jeg har ikke kunnet frigøre mig fra den. Hvis nogen begyndte at snakke til mig om hende, begyndte jeg at tude, også selvom jeg efterhånden var blevet temmelig gammel.”
”For nogle år siden tænkte jeg en dag, at det kunne være, jeg skulle tale med en præst. Jeg har ikke været troende, men man skulle da lige prøve. Jeg var til en begravelse i Hørsholm Kirke, hvor præsten holdt en meget levende og medfølende tale. Jeg spurgte, om hun ville tage en snak med mig, og det ville hun gerne. Jeg besøgte hende en eftermiddag, hvor jeg fortalte om mit problem med min datters død. Hun sagde nogle ting, som ikke løste mit problem, men det gav mig lidt positivt input.”
Efterfølgende begyndte Helge Milo at deltage i andagter under overskriften ”Ro til tro” i Hørsholm Kirke.
”Der er ingen prædiken, men to musikere, der spiller salmemelodier på henholdsvis violin og klaver, og så kan man synge med, hvis man kan og har lyst. På et tidspunkt citerer præsten noget fra Bibelen. Derefter fortsætter musikken i baggrunden, og så sidder man stille og roligt og kikker ud i luften.”
”På et tidspunkt havde jeg en helt speciel oplevelse. Nu havde jeg igennem 30 år haft det forfærdeligt med min datters død, men en dag da jeg sad der og kikkede ud i luften, slog det ned i mig: Det kunne godt være, at det ikke var så forfærdeligt, at hun døde. For faktum var, at hendes fremtid indeholdt angreb af den sindssygdom, som hele hendes mors familie havde. Hendes mor, min kone, havde ikke noget godt liv. Min kones mor heller ikke, og flere andre i den familie er også ramt. Så var det jeg tænkte, at det var godt, at Ann slap ved at dø. Det var måske slet ikke så stor en ulykke. Det har om ikke trøstet mig, så gjort et eller andet ved mig, så jeg ikke er så forfærdelig ulykkelig længere.”
Dengang Helge Milo sad i Nyborg Statsfængsel, blev han så begejstret for den ene af de to lærere, at han ville være cand.mag. ligesom ham og kunne skrive, som han kunne. Helge Milos far ville det anderledes, og derfor måtte han i stedet læse til ingeniør. Men da han blev pensioneret, begyndte han at skrive. Det er foreløbig blevet til ”Nogen måtte gøre noget” og en krimi, der udkommer senere på året.
”Jeg skriver på en ny bog, som tager frygtelig lang tid. Jeg har det med at glemme, og når jeg har skrevet et par sider, har jeg glemt, hvad jeg skrev og må læse det igen. Men det går fremad, og en skønne dag bliver den nok færdig. Det er noget af det, jeg får tiden til at gå med. Jeg spiller bridge. Og min søn Finn, der bor i Japan med sin japanske kone, snakker jeg med hver dag via et system, hvor han ringer direkte til min mobiltelefon fra sin computer. På den måde holder vi forbindelsen vedlige.”
Spørger man Helge Milo, om der er noget, han har fortrudt i forbindelse med tiden med Churchillklubben, lyder svaret:
”Nej, det er der sørme ikke. Jeg kan ikke forestille mig, hvordan mit liv havde været, hvis ikke jeg havde gjort det. Og jeg mener stadig, at vi gjorde det rigtige. Vi gik ind i det, fordi vi var forargede over den måde, som den danske regering handlede på. De kunne da ikke bare give op.”