Prøv avisen

Bent Meier Sørensen vil bekæmpe ny teknologis problemer med gamle dyder

Professor Bent Meier Sørensen kommer gerne i bevægelseshuset Kube på Frederiksberg. Her er et legeområde, hvor man ikke kan have telefonen på sig, og han ser det som et oplagt sted at træne modstandskraften i en digitaliseret tid. Han fremhæver stedets motoriske udfordringer og muligheden for at slå sig i modsætning til skærmenes virkelighed. – Foto: Leif Tuxen

Telefonsamtalen, slåskampen og kedsomheden skal rehabiliteres, hvis mennesker skal opbygge modstandskraft i en digitaliseret tid, siger professor Bent Meier Sørensen. Men først må myten om skærmen som magisk afløses af pragmatisme

Mødestedet er kultur- og bevægelseshuset Kube i Flintholmkvarteret på det ydre Frederiksberg. Bent Meier Sørensen ser det sprælske hus med de motoriske udfordringer som et oplagt sted at træne sin modstandskraft i en digital tid. Her tager børn og voksne skoene af for at klatre, rutsje og kravle.

I morgen udkommer hans bog ”Skærmens magi. At træne modstandskraften i en digital tid” på Kristeligt Dagblads Forlag. Det er en bog om det håb, han mener, man kan se i kampen mod, hvad han betegner som skærmenes opslugende magi.

”Håb er under stor modstand at kunne gentage sit liv. Hvis man ikke kan det, er man i en håbløs situation. Håb og handlinger hænger sammen, men det har techgiganterne taget fra os, og i stedet har de givet os et falsk håb om, at teknologien vil sørge for vores forløsning.”

Han oplever en stor efterspørgsel efter kritisk refleksion om forholdet til skærmene. Det ser han af reaktionerne på sine debatindlæg i Kristeligt Dagblad, hvor han bidrager til klummen ”Kanten”, og tydeligst ser han det i sine engelsksprogede essays. Her har han udfordret forholdet til de sociale medier Facebook, Instagram og Snapchat. Disse essays er blevet downloadet mere end 600.000 gange, hvilket er høje læsertal for akademiske tekster.

Bent Meier Sørensen understreger, at han ikke er modstander af teknologi, men han tror, at man kan løse de nye teknologiers problemer med gamle teknikker.

”De amerikanske tech-giganter som Google, Apple, Facebook og Amazon har et andet budskab, for de mener, at de problemer, den nye teknologi har skabt, kan man løse ved ny teknologi.”

Taler du ikke mod en udvikling, som allerede er ved at vende. Senest har Apple gjort det lettere at måle, hvor meget tid man bruger på sin telefon, og gjort det lettere ikke at blive forstyrret?

”Nej. Det svarer til, at man efter at have gjort folk til alkoholikere skriver på flasken, at alkohol er vanedannende, eller du kan sammenligne det med, at De Danske Spritfabrikker skulle tjene penge på at holde møder for Anonyme Alkoholikere.”

Det er snart 10 år siden, de første danskere puttede en iPhone i lommen, og nu har mere end tre ud af fire her til lands en smartphone. Det første årti med den nye teknologi har ifølge Bent Meier Sørensen gjort det nødvendigt med et genopbyggelsesarbejde.

Inden vi ser nærmere på behovet for genopbygning, udfolder han sin tilgang til teknologien. Anden litteratur om skærmenes indvirkning har en medicinsk-psykologisk eller politisk-økonomisk tilgang. Han har valgt en mere uudforsket: Antagelsen om at moderne mennesker opfatter ny teknologi som magisk. Historien har flere eksempler på, at mennesker har set ny teknologi på denne måde. I sin bog nævner han den gammeldags telefon som eksempel.

”Da telefonen blev udbredt i slutningen af 1800-tallet, var psykoanalytikeren Sigmund Freud ekstremt skeptisk, og han anså den for kun at være i stand til at viderebringe menneskets ’onde’ stemme i modsætning til den ’gode’ stemme, som kom, når mennesket talte sammen ansigt til ansigt.”

Når du siger magisk, tænker jeg på alt det utrolige, man kan med en smartphone. Er det den magi, du udfordrer?

”Jeg ønsker det magiske syn aflyst af et pragmatisk, hvilket kræver oplysning. Tech-guruernes filosofi er, at mennesker skal gro sømløst sammen med teknologien, og vi har skabt en fiktion om, at man lever et privat og nærmest sakralt liv med sin skærm. I stedet for at tro på Vor Herre, så sætter vi noget, som kan sammenlignes med buddhismens bedemølle, i gang og gennemfører nærmest sakrale ritualer med skærmen, fordi vi har uddelegeret vores handlekraft til teknologien. Vi fortæller eksempelvis folk, at vi kan lide dem ved at give dem likes, og vi griner af en vits ved at forsyne den med en smiley.”

Hvordan vil du konvertere magien til pragmatisme?

”Vi må holde op med at tro på, at teknologien alene tjener os godt. Virkeligheden er, at mange ser på de få i en verden domineret af platformsvirksomheder som Amazon og Google. Takket være Facebook er vi vendt tilbage til et feudalt mønster, hvor du og jeg er en irrelevant del af de mange, som kigger på de få.”

Det håb, han skildrer i bogen, handler om at genopbygge gamle teknikker, så man kan få gode digitale vaner. Selv har han forbudt brug af skærme og powerpoints i sin undervisning på CBS. Bent Meier Sørensen er dog ikke tilhænger af generelle forbud.

”For en skærmafhængig er målet ikke, at man skal leve uden skærme, for det er umuligt. Målet er at få gode vaner med skærmen.”

Og vejen til de gode vaner handler blandt andet om at skabe forskel på tid. Han minder om den klosterregel, Benedikt af Nursia (480-547) formulerede: ora et labora (bed og arbejd).

”Hvis vi fortolker det som ’komuniker og handl’, har vi måske lettere ved at forstå klostrenes skarpe opdeling mellem de to. En abbed ville aldrig acceptere, at tilfældige mails skulle forstyrre munkens arbejde. Den omsorg bunder i en sandhed, som Platon også har slået fast: Et menneskes liv skal have rytme og form, kontinuitet og orden. Hvis du vil alt på en gang, opnår du ingenting.”

En af de evner, som skal genoprettes, er samtalens kunst. Den evne har teknologien udsat.

”Det anstrengende ved samtaler er, at du ikke har styr på dem, og i modsætning til Facebooks debattråde er en rigtig samtale uforudsigelig.”

I inderlommen ringer hans telefon. Den er på lydløs, og han tager den ikke, men det generer ham, at han bemærker telefonens vibration. Oplevelsen giver samtidig næring til en vigtig pointe: Kedsomheden må rehabiliteres.

”Med en smartphone har du i bogstavelig forstand kaos i lommen. Hvis en civilisation skal vælge mellem kedsomhed og kaos, så har den overlevende civilisation altid valgt kedsomhed, men tech-giganterne vil gerne tage kedsomheden fra os. Lige nu står vi i det valg. Det er en balance mellem det nærværende og fraværende, mellem kedsomhed og kaos.”

Også evnen til at være i sit eget selskab skal ifølge Bent Meier Sørensen rehabiliteres på vej mod iPhonens første årti i inderlommen.

”Den enkelte må spørge sig selv, hvorfor man har brug for så megen støj. Og man kan overveje, hvornår ens familie er blevet så kedelig, at man ikke kan holde ud til at være sammen med den uden at blive afbrudt af teknologien. Og hvorfor opfatter man mon sig selv, som så kedelig, at man ikke kan holde ud at være alene med sig selv?”.

Klokken nærmer sig 16, og bevægelseshuset lever op til sit navn. Barnegråd og latter skiftes til at dominere i lydkulissen. Mens en lille pige med røde kinder græder hjerteskærende, så hendes rottehaler hopper, siger Bent Meier Sørensen, at dette inferno er grunden til, at han kan lide at være her. Her er livet ikke redigeret af robotter og tilsat et lyserødt filter modsat meget af det, man møder i et digitalt liv.

”Her ser du forældre sidde i ro, mens deres børn leger. Det er efterhånden blevet sjældent, fordi industrien har plantet en bekymring i os om, at der nok sker vores barn noget, så derfor må vi altid kunne komme i kontakt med barnet på en telefon.”

Bent Meier Sørensen kommer her gerne med sine egne to drenge på fem og syv år. At børn får mulighed for at bruge deres kroppe, lege og slå sig er noget af det, som skal genoprettes, hvis man vil træne modstandskraft i en digitaliseret tid.

”Du skal lave aktiviteter med dine børn, som forhindrer dem i at være online, hvad enten det er at gå til træklatring, svømning eller lege på farlige legepladser som her. Det er vigtigt at sætte ind med et moment af reel fare mod den friktionsløshed, de udsættes for i den digitale verden. Jeg slås med mine drenge hver dag, og jeg tror, at vi alle har et ansvar for, at børn oplever fysisk kontakt med andre, som er det, skærmen tager fra dem.”

Men inden man kan klatre, rutsje eller kravle gennem bevægelseshuset, skal man lægge skærmen fra sig. Som far ved Bent Meier Sørensen, at det kræver kamp mod stærke børneviljer, men han insisterer på retten til at tage sine sønners iPads, selvom de gerne ville fortsætte med at spille Minecraft.

Er Minecraft ikke blot nutidens måde at lave konstruk-tionslege på?

”Nej. Du skal for eksempel ikke rydde op. Det er konsekvensløst. Noget af det, som er opdragende ved at lege med rigtige ting, er, at man skal rydde op, og der er næsten ikke noget mere opbyggeligt i et menneskes liv end at rydde op.”

I bevægelses- og kulturhusets caféområde sidder veninder fordybet i samtale, mens børnene leger, andre forældre sidder med en computer, mens børnene er på legepladsen. Sådan har Bent Meier Sørensen også selv siddet og arbejdet på sin bog. Når hverdagens kabale har skullet gå op, har han tilbudt drengene et par timers skærmfri leg, mens han har skrevet. Og han har tilladt sig at lukke deres kalden på ham ude, for han mener, man har ret til ikke at lade sig afbryde.

”Voksne har autoritet til at sige, at jeg kommer, når jeg vil. Vi tror, at barnets umiddelbare behov skal opfyldes her og nu, og det er jo derfor, at både børn og forældre elsker skærmene, fordi man får opfyldt det, som man tror er sit behov her og nu.”