Vi har mange barrierer, når det handler om at tro – og at tale om vores tro. Men nogle gange tør vi godt åbne os for hinanden og fortælle om vores eget forhold til kristendommen, det er bare lidt påfaldende, at det altid er, når vi først har fået et par glas vin, at det sker. Så tør vi pludselig godt fortælle hinanden om vores tanker og om de ’religiøse’ oplevelser, vi måske har haft. Det kræver med andre ord en bestemt stemning og masser af tillid, før barriererne falder.”
Observationen og ordene kommer fra Kåre Egholm Pedersen, der er sognepræst i Aarhus-forstaden Vejlby og tilknyttet flyvevåbnet som værnspræst.
Han kender også forbeholdet fra sig selv. Fra sit yngre selv. For i dag vil han meget gerne tale om den tro, der præger hans liv og hans syn på os mennesker og den verden, vi lever i.
Hvor han som ung oplevede en modsætning mellem fornuftens og troens verden, taler han i dag om forskellige tilgange, der begge har plads og er mulige valg i den sekulære verden, vi lever i. Men hvor han selv især peger på kristendommens relevans, fordi den sikrer, at mennesket ikke selv har det sidste ord. At der sker ting i verden, vi ikke selv er herrer over. Og som dermed rummer et svar på den længsel, han oplever hos mange, som savner en dybere mening og betydning, der ikke skal findes i os selv, men netop ligger uden for os selv.
Trosforholdet er vokset frem gennem årene og lå ikke ligefor. Faktisk skulle Kåre Egholm Pedersen have drevet planteskole i dag og overtage sin fars rosengartneri i Harlev, lidt vest for Aarhus. Så havde han vidst en hel masse om blomster. Om beskæring, jordbundsforhold og særlige dufte.
Men der var en anden verden, der trak i ham. Og derfor ved han i stedet mere om de fire evangelier, kristendommens betydning og tolkninger gennem tiden. For efter gymnasiet og en kort karriere inden for reklamebranchen begyndte han at læse teologi.
”Det kunne nu lige så godt have været litteratur eller historie, for jeg vidste ikke ret meget om faget og havde nok mest af alt en idé om, at jeg skulle ind på studiet for at afsløre en hel masse uvidenhed og overtro. Mine fordomme om troen og troende mennesker var i hvert fald på plads. Jeg overvejede endda at skifte til religionsvidenskab, for så var jeg nok på mere sikker grund,” fortæller Kåre Egholm Pedersen med et glimt i øjet.
At han i dag som 47-årig skulle være forfatter til en bog med titlen ”Tro på Gud”, var med andre ord svært at forestille sig, hvis man havde mødt den unge kritiske teologistuderende tilbage i 1990’erne.
”Jeg var meget optaget af Nietzsches udlægning af kristendommen. Han kalder den jo for en tro for ’det svage menneske’, der i afmagt har gjort svaghed til en styrke. Og den kritik ramte mig hårdt. Jeg havde bestemt ikke lyst til selv at blive opfattet som svag. Så troen var ikke noget, jeg bare uden videre bekendte mig til.”
Kåre Egholm Pedersen smiler og henter stempelkanden med den friskbryggede kaffe. Sætter sig igen ved spisebordet og hælder op i de musselmalede termokrus og fortæller, at han ”dog hurtigt fik sine fordomme om teologi ødelagt, for jeg mødte mange spændende og fornuftige mennesker på studiet”.
Derfra begyndte hans trosrejse. Med en underviser, der også på et tidspunkt sagde til de studerende: ”Nu er det på tide at kigge indad. Dette er ikke bare et fag, I kan skøjte hen over. Det kræver, at I selv tager stilling.”
Og når han i dag ser tilbage, var der nok også en længsel i ham, der pegede ud over den verden, der ellers kunne opleves som blottet for dybere mening. Men rationelt forsvarlig.
”Der var jo nok alligevel en grund til, at det netop var teologien, jeg søgte. For i bakspejlet kan jeg se, at jeg havde en åndelig længsel eller interesse for troen, som nok blev vakt gennem min morfar. Han var meget optaget af kristne mystikere som Mester Eckhart, Swedenborg samt den danske åndsforsker Martinus, og jeg elskede at gå på opdagelse i hans mange bøger. De var meget anderledes end dem, vi ellers havde i reolen i mit barndomshjem, og hvor religiøse emner sjældent blev talt om.”
Fra stuevinduet i det moderne Friis og Moltke-rækkehus, hvor Kåre Egholm Pedersen bor med sin kone og deres to sønner, har man en fin udsigt til den hvidkalkede middelalderkirke Vejlby Kirke, der ligger lige ved siden af.
Det moderne og det førmoderne. Den brugerorienterede arkitektur og det fortryllede kirkerum. Klos op ad hinanden. I fredelig sameksistens i den fysiske verden. Men ellers udfordret. For præcis som Kåre Egholm Pedersen selv har været tøvende over for at kalde sig for troende og ikke kun kulturkristen, er det netop den skillelinje, han oplever flere og flere har svært ved at krydse i dag. Hvor forestillinger om, at troen langsomt udfases i en sekulær verden, er udbredte, og hvor troende mennesker derfor ofte skal forsvare deres tro over for skeptikere, der nærmest anser troende mennesker som nogle, der endnu ikke er ankommet til den sekulære verden, som vi altså har levet i længe.
”Derfor kalder tiden på et gennemtænkt forsvar for den, der gerne vil tro, men som af forskellige grunde har svært ved at stå ved det,” lyder det i indledningen på Kåre Egholm Pedersens nye bog.
Præcis som det var tilfældet i hans egen trosrejse, indleder Kåre Egholm Pedersen derfor også læserens rejse og forsvaret for troen i det intellektuelle. Selvom det egentlig er den enfoldige tro, han gerne vil nå. Men i virkeligheden er den form for tro nok den sværeste, siger han. ”For så er alle bolværker nede, og man skal, som skuespilleren Lars Mikkelsen har formuleret det, ’finde modet til at overvinde den lille naivitet’.”
Derfor begynder forsvaret med en gennemgang af sognepræstens filosofiske forbillede – når det handler om at gøre den kristne tro ikke bare mulig, men også relevant i vores sekulære tid – canadieren Charles Taylor.
Taylor er selv katolik, og han har på mange måder været en øjenåbner for Kåre Egholm Pedersen.
”Han har tænkt længe og dybt over, hvad sekularisering egentlig betyder, og kalder selv sin udlægning for en modfortælling til den gængse opfattelse. I stedet for at se sekularisering som en historisk uafvendelig proces, hvor det religiøse over tid taber terræn til den videnskabelige fremmarch for til sidst helt at forsvinde, viser Taylor, at begge tydninger lever side om side i det sekulære. Som forskellige muligheder for det moderne individ.”
Taylor peger på, at kirken selv har været med til at bane vejen for en udvikling, hvor troen i dag blot er en af mulighederne, vi kan vælge. På samme måde som ikke-tro. Og i klar modsætning til tidligere, hvor Guds eksistens var det eneste prisme.
”I dag anser vi det som indlysende, at vi selv kan vælge til og fra blandt flere tilværelsestydninger. Det hører til vores kompetence som moderne individer. I den tidlige middelalder var Gud i langt højere grad viklet ind i vores eksistens. Gud var i tingene og i naturen på en meget bogstavelig måde. Men i løbet af det 13. århundrede begyndte de lærde munke at diskutere, om man i virkeligheden gjorde Gud mindre ved at ’binde ham’ til tingene, og det var anledningen til den såkaldte universaliestrid. Derefter blev det mennesket, der via navngivning forenede en art eller klasse, ikke Gud. Vi kom med andre ord til at stå som bedømmende instanser over for naturen, i stedet for som før at være infiltrerede dele af skaberværket. Taylor mener, at uden dette skifte i tænkningen ville den moderne ateisme ikke være mulig. For hvilken plads har Gud så i et affortryllet univers? Hvor årsagssammenhænge og naturlove erstatter troen på Guds skaberværk, og hvor menneske og natur nu bliver adskilte størrelser. Hvor mennesket selv kan afdække disse mekanismer, som vi før tillagde Guds forsyn. Og hvor vi på den måde er på vej mod at ophøje menneskets almagt i stedet for Guds og derfor havner i det, som Taylor kalder ’eksklusiv humanisme’.”
Kåre Egholm Pedersen beskriver resultatet som ”en ørken”. Hvor den frihed, som vi forbinder med de mange forskellige valgmuligheder, kan føles både ensom og blottet for mening. Som om der dog måtte være noget mere, end hvad den enkelte selv beslutter sig for.
Han bruger Taylors begreb ”modernitetens ubehag” til at indramme den længsel, som han møder hos mange i dag. Hvor idéen om, at der findes noget universelt at sige om mennesket, i høj grad er afløst af en tro på, at vi kun kan sige noget ud fra et begrænset, partikulært perspektiv.
”Og hos en stor gruppe af mennesker betyder det så, at de synes, Gud er blevet overflødig. For hvis vi ikke kan have tillid til andet end vores eget individuelle udgangspunkt, så giver talen om Gud ikke længere autoritativ mening. Og det fører blandt andet til de her diffuse længsler, som jeg oplever flere mennesker tale om. For nylig mødte jeg for eksempel en mand, der fortalte mig, at han ofte søgte stilheden i Aarhus Domkirke. Knælende foran alteret fremsagde han sine inderste ønsker. Men de var ikke henvendt til en bestemt gud, sagde han. ’For det ville stride imod min fornuft at tro, at én var mere sand end de andre.’ For mig at se er det da noget af en åndelig forvirring – og et paradoks. For han knæler ved alteret i netop en domkirke, men vil alligevel ikke vedkende sig den kristne Gud – ’for der er jo flere muligheder’.”
Kåre Egholm Pedersen mener, at folkekirken burde være bedre til at gribe denne længsel ved at stå fast på, at den altså ikke er kirke for en hvilken som helst tro, men for den klassiske kristendom, hvor fokus er, ”at Kristus er død på korset for vore synders skyld. Det er jo det dogme, der egentlig frigiver os, og det skal vi ikke begynde at relativere. Det ser vi desværre en tendens til flere steder i folkekirken, hvor man, i et forsøg på at gøre sig mere populær, udvander kristendommens budskaber. Fordi man ønsker at bremse tilbagegang og lokke flere ind i kirken, giver man visse steder los for folkestemningen og reducerer folkekirken til mikrofonholder, der spørger: ’Hvad synes I, vi skal gøre? Er nadveren for kedelig, jamen så må vi da hellere lave den om.’ Men jeg tror ikke, at man ’fremtidssikrer’ folkekirken ved at give køb på det, der umiddelbart kan være vanskeligt at forstå. Og jeg oplever det klart som et forkert knæfald for moderniteten, hvis folkekirken luger ud i talen om ’synd’, ’fortabelse’ og ’dom’ og i stedet kun taler om næstekærlighed og om ’at holde den gode tone’”.
Som han beskriver det i bogen, lurer hele tiden ”den fare, at kirken bliver så tilpasningsivrig, at den ikke er til at skelne fra omgivelserne”, og et andet sted: ”Når den traditionelle, klassiske lære forlades, erstattes den alt for ofte af dårlig teologi,” og ”kirken hjælper med at lukke himlen over os.” I stedet for at åbne den.
”Kirken må blive ved med at insistere på, at påskens begivenheder er afgørende, og at vi alle er skyldige over for Gud og derfor har brug for syndsforladelsen. Det kræver ikke stort kørekort for menigmand at komme i kirken, men det gør det for os som forkyndere. Hvis vi kun er optaget af at gøre det hele letfordøjeligt og dermed ufarligt, så bliver kristendommen ligegyldig. I dag siger mange mennesker, at de ikke behøver Gud, for de finder mening i musikken, i naturen og kunsten. Men den mening, de taler om, er jo kun deres egen private mening. I stedet for at se sig selv som del af noget større. Og der skal vi som kirke passe på, at vi ikke luger alt det metafysiske ud af den kristne forkyndelse, fordi vi er bange for, at det bliver for svært at forstå. Hvis vi forlader idéen om, at kristendommen peger på noget universelt, der gælder os alle til enhver tid, så har vi virkelig åbnet en motorvej for alle mulige ubehagelige ting. Hvor alt er lige gyldigt og dermed hverken mere eller mindre sandt.”
I virkeligheden var det præcis sådan, Kåre Egholm Pedersen selv havde det med kristendommen som ung. For hvorfor skulle netop læren om Gud være mere sand end andre? Men i dag ser han også anfægtelserne og de mange kritiske spørgsmål til kristendommen og folkekirken som en slags ”livstegn” fra Gud.
”Og derfor glæder jeg mig hver gang over at møde folk, der bekymrer sig om kirken. Det er ligegyldigheden, der kan tappe kirken for livskraft. Ikke modstanden mod den,” som han skriver i bogen.
Han er med på, at mange stadig vil stille sig selv spørgsmålet, hvorfor og hvordan man kan tro på Gud i en sekulær verden. Men håbet er, ”at folk ved at læse bogen får øje på noget af det, der er gået tabt for os i dag. Og hvor man måske i det mindste får mod til tage samtalen om troen uden først at skulle drikke sig mod til. Og hvor den enfoldige tro ikke dømmes ude som uintelligent, men ses som en reel mulighed, hvor vi lader os tiltale af en myndighed uden for os selv”.