Søndag er der allehelgensgudstjeneste i landets folkekirker. Præsten læser typisk navnene op på dem, som er døde i sognet i årets løb, og i bønnerne understreges det, at levende og døde ifølge kristendommen i tid og evighed er forenet i Kristus. Når præsten læser navnet på en afdød op, så vil de efterladte rejse sig.
Læs også: Sådan støtter du bedst et menneske i sorg
Ifølge direktøren for Det Nationale Sorgcenter, Preben Engelbrekt, er denne søndag i kirkeåret værdifuld, fordi man her kan mødes som medmenneske med andre, som har mistet. I den time eller halvanden, gudstjenesten varer, er der et ritualiseret rum, hvor man kan være med sorgen, som ikke er defineret af psykologer eller andre behandlere. Ifølge Preben Engelbrekt er det tiltrængt i en kultur som den danske, hvor død og sorg er et tabu, som mange helst overgiver til fagfolk.
Det Nationale Sorgcenter, som har til huse i det centrale København, blev indviet i slutningen af august. En af centerets visioner er at nedbryde tabuer i forbindelse med død og sorg. Preben Engelbrekt ved, at nogle undres, når han siger, at død og sorg fortsat er et tabu i Danmark. Medierne har fokus på at behandle såvel sorg som død, men deres indsats er ikke nok til at nedbryde tabuer på dette område, understreger Engelbrekt og henviser til et studie lavet af tænketanken Mandag Morgen, hvor man spurgte børn, som havde mistet, om de havde talt med nogen om tabet. Her spurgte man 801 børn og unge i alderen 10-30 år, der har oplevet dødsfald eller alvorlig sygdom i den nærmeste familie.
”To ud af tre havde ikke talt med nogen om tabet, hvilket er helt vildt, når vi ved, at man har handleplaner for sorg på stort set alle landets folkeskoler. Når man spørger 2000 efterladte voksne, svarer 6 ud af 10, at de i høj grad har mærket, at både venner og kolleger trækker sig. Vi kan ikke tale med nogen, som har mistet, uden at komme i kontakt med vores egen dødelighed. Det gælder, hvad enten man er skolelærer, ven eller kollega, og derfor er det eksempelvis ikke nok at sende en lærer på kursus for at omsætte en sorgplan til virkelighed i mødet med et barn, som har mistet.”
”Aldrig har der været skrevet så meget om døden, men aldrig har døden været fjernere. Man kan høre folk sige: ’Hvis jeg dør...’, men det rigtige er jo at sige: ’Når jeg dør...’. Det er mærkeligt, når det eneste sikre, du kan regne med i livet, er, at du skal dø.”
I et forsøg på at øge bevidstheden om dødeligheden, lancerede Det Nationale Sorgcenter i denne uge kampagnen Håbefulde historier. Elever på 12 gymnasier rundt om i landet skal gennem de kommende måneder arbejde med døden og skrive kronikker om emnet. Ambitionen er at gøre det nemmere at tale om alvorlig sygdom, død og sorg ved at blive klogere på ens eget forhold til liv, død, sygdom og sorg.
”Målet er, at man på en eller anden må bør gøre døden til noget naturligt, for når man lever med sin dødelighed inden for horisonten, får man mere ud af sit liv. Det er livgivende at forholde sig til, at man skal dø.”
Døden skal, ifølge Engelbrekt, også være naturlig i forældres samtale med deres børn. Han råder forældre til at skrive et såkaldt børnetestamente, hvor de tager stilling til, hvad der skal ske med barnet, hvis begge forældre skulle dø.
”Børn ved, at de ikke kan klare sig uden forældre, så derfor vil de fleste børn spørge forældrene, hvad der skal ske, hvis forældrene dør. Jeg mener, at man skal fortælle, at man har lagt en plan, hvis det utænkelige skulle ske. Det er ikke ualmindeligt, at vi hører fra børn, at de har ringet til den person, som skal tage sig af dem ved dødsfald, for i et barns verden er det meget konkret at få vished for, at der er nogen andre, som vil passe på dem.”
Preben Engelbrekt råder også forældre til løbende at skrive individuelle kærlighedsbreve til deres børn. Betegnelsen dækker over et langt brev, man udbygger gennem barnets opvækst med tanker, minder og kærlighed.
”Sådanne breve er fantastiske at have, når man skal skrive taler til barnets konfirmation, 18-årsfødselsdag eller bryllup, og de er en uvurderlig støtte for børn at få, hvis man mister en forælder. Men der er meget få, som skriver til deres børn. Jeg har arbejdet med mere end 1000 børn og unge, som har mistet en forælder, og højest 10 har haft den slags hilsener fra deres forælder.”
I følge Det Nationale Sorgcenters vejviser findes der mere end 450 sorggrupper landet over. På den ene side ser Preben Engelbrekt grupperne som en vigtig ressource, men gruppernes vækst og udbredelse kan også være et udtryk for en kultur, hvor døden er et tabu, og sorgen fjernes fra det almindelige, mellemmenneskelige fællesskab.
”Det er ikke kun positivt, at vi har så mange sorggrupper. Det kan betyde, at det kun er de professionelle, som tør stille op til en samtale, der også hører hjemme med familie og venner. Mange støtter op omkring begravelse eller bisættelse, og en del siger til de efterladte, at de må huske at ringe, hvis de vil tale. Det gør de efterladte meget sjældent. Ved begravelsen har de efterladte typisk ikke forstået med hjertet, hvad der er sket. Det er et halvt, helt, halvandet og flere år efter, at de efterladte også har brug for, at man banker på eller på anden måde tager kontakt.”
En undersøgelse lavet for Det Nationale Sorgcenter blandt efterladte viser, at to ud af tre sørgende har været i kontakt med en psykolog. Preben Engelbrekt finder tallet alt for højt og ser det som et andet udtryk for, at danskerne generelt har brug for at blive bedre til at turde gå ind i samtalen med mennesker, som har mistet.
Næste år forventer man, at Verdenssundhedsorganisationen, WHO, vil gøre ”vedvarende sorglidelse” til en diagnose. Omkring 10 procent af dem, som mister, udvikler, hvad fagfolk kalder en ”kompliceret sorg”. Preben Engelbrekt er en af de fagpersoner, der ser frem til, at ”vedvarende sorglidelse” bliver en diagnose. Da man i sin tid formulerede visionen for sorgcenteret, havde man mennesker med kompliceret sorg i tankerne. Visionen for centeret lyder derfor: ”Vi arbejder for, at sorg ikke ødelægger livet.”
”Når man mister, lever man med sorgen resten af livet. Kompliceret sorg er der, hvor sorgen går ind og overtager livet, så man ikke kan fungere i sin hverdag selv meget lang tid efter, man har mistet. Når vedvarende sorglidelse bliver en diagnose, vil vi bedre kunne identificere den gruppe, hvor sorgen er vedvarende og kompliceret. Man kan være så overvældet af sorgens følelser, at man har svært ved at tage sig af sine børn, passe sit arbejde, og samtidig kan man ikke få den fornødne specialiserede hjælp, fordi vi endnu ikke har specialiserede behandlingstilbud i forhold til voksne. Vedvarende sorglidelse skal ikke behandles som angst eller depression. Det kan diagnosen forhåbentlig hjælpe med.”