Prøv avisen

Hans Hauge vil have os til at være ensomhedsparate

Hans Hauge foran Aarhus Universitet, hvor han var lektor indtil for et par år siden. Modsat tidens sukken efter fællesskaber håber Hauge på et nyt forår for eksistentialismen, så den enkelte er ”frisat fra alle de truende klæbrige fællesskaber, som står klar med deres fangarme og vil have os til at ophæve eksistensen, og som tilbyder os identiteter. Gruppemennesket er en belastning,” lyder det fra Hauge. – Foto: Lars Aarø/Fokus

Mens mange taler med længsel om fællesskaber i vores individualiserede tid, går Hans Hauge den modsatte vej. Ifølge den kendte debattør og tidligere lektor er fællesskaber nemlig ofte farlige, og gruppemennesket er en belastning. I sin nye bog peger Hauge derfor på eksistentialismen som et aktuelt korrektiv

Da Hans Hauge gik på gymnasiet i Hjørring i midten af 1960’erne, var han eksistentialist. Det blev han gradvist. For da præstesønnen begyndte på Hjørring Gymnasium, var han egentlig bare en af ”de der missionske ude fra Hirtshals”, som ikke var helt inde i varmen i Vendsyssels større og mere moderne oplandsby. Hauge var faktisk ikke selv klar over, at han var anderledes. At Indre Misson havde en anden klang i Hjørring end i den mindre fis-keriby, hvor Vesterhavet dannede bagkant. Hvor Indre Mission kaldte sig selv for ”Samfundet” og derfor lød som noget for alle. Men sådan så man altså ikke på det i Hjørring.

Hans Hauge fandt sit eget ungdomsoprør. Han lagde dog ikke sin kristne tro væk, da han mødte den nye virkelighed. Men blikket på ”Samfundets” fællesskab ændrede sig. For Hauge begyndte at læse de franske eksistenstænkere Camus, Sartre og Simone de Beauvoir samt de danske som Søren Kierkegaard og Johannes Sløk.

Mødet med deres tanker om livets absurditet og store meningsløshed vakte genklang. Også begreber som fremmedgjorthed og tingsliggørelse røg direkte ind sammen med pibetobakken og den nyeste jazzmusik hos den unge gymnasieelev. Og ikke mindst tanken om, at der er forskel på at være til og så på at eksistere, fik ham til at forstå, at det faktisk er et menneskeligt grundvilkår at være ensom, og at det handler om at kunne tackle dette, at turde stå ved det – og at finde sin egen vej i stedet for blindt og halelogrende at følge andre.

For nylig genfandt Hans Hauge det foredrag, han holdt om eksistentialismen, da han gik i 3.g i 1967. Anledningen var, at han for anden gang i sit liv skulle holde foredrag om samme emne. Det var godt 50 år senere, i 2018, på Grundtvigs Højskole i Hillerød. Det slog ham, at mange af ordene fra dengang faktisk gav masser af mening, også ind i netop vores tid. Og derfor begyndte han at lede efter tegn på, at eksistentialismen igen er blevet aktuel.

Resultatet udkommer den 6. februar i bogen ”Ensomhedsparathed. Eksistentialismens aktualitet” på forlaget Eksistensen, og her kan man blandt andet læse følgende sætning fra Hauge, som lige så vel kunne være skrevet i 1967: ”Man kan ikke være eksistentialist i fællesskab. Den enkelte bliver i et fællesskab en ting, et ego, som ikke eksisterer. Den enkelte forsvinder i det store Vi.”

Han kan dog godt forstå længslen efter fællesskaber, siger han.

”Mange længes tilbage til noget, der var engang. Men de fællesskaber, vi længes efter, er fra en tid før moderniteten, de givne fællesskaber, med landsbyen, familien og alt det, der hørte traditionen til. I det moderne er individualiseringen derimod alles skæbne, og vi kan ikke gå tilbage til en svunden tid. Derfor handler det i stedet om at lære sig kunsten at være den enkelte – i stedet for at finde trøst i de lokkende fællesskaber, der alle er erstatningsfællesskaber.”

Når man spørger Hans Hauge, om han så også er eksistentialist i dag, vægrer han sig lidt. For han har det svært med prædikater og fastlåste identiteter. Det er nok også derfor, han ofte er blevet betegnet som ”en fræk sofist”, ”en drillepind” og en, ”der ganske enkelt ikke er for fastholdere. Han smutter mellem fingrene på én”, som er blandt de beskrivelser af ham, man kan læse i det festskrift, der blev udgivet i anledning af hans 65-års fødselsdag for snart syv år siden. Men her i lejligheden i Aarhus, med udsigt over de majestætiske, nøgne træer i Riis Skov og vandet i Aarhusbugten, siger han med et glimt i øjet og i stemmen, at han nu ”er sprunget ud. Jeg har været skabseksistentialist indtil nu.” Men bliver igen helt alvorlig, da han uddyber:

”Altså jeg var det som ung, men jeg har siden haft det lidt svært ved at kalde mig selv sådan noget, fordi man så får en identitet. Og jeg har det meget svært med identiteter, fordi de låser individet fast og er derfor på samme måde som fællesskabet en trussel mod den enkelte. Da jeg begyndte at skrive om dekonstruktion, fik jeg prædikatet ’dekonstruktivist’ hæftet på mig, og det har hængt fast på mig lige siden. Men ja, der er helt klart en eksistentiel tænkning, som jeg mener har meget at sige om det at være menneske, og jeg har da også fundet frem til, at det ikke kun er mig, der har genopdaget den. Der er en form for neoeksistentialisme på vej, og den udgør et vigtigt modsvar til tidens ubehagelige og sværmeriske drømme om fællesskaber fra en svunden tid.”

Det er ikke mindst det 20. århundredes tre første tiår, Hauge refererer til som uhyggeligt sammenligningsgrundlag for tiden i dag. Med 1920’ernes og 1930’ernes store lokkende fællesskaber i form af nazismen og kommunismen. Med suspensionen af Hin Enkelte til følge og taktfaste massebevægelser i form af ideologiske korstog. Men ikke kun der. For også dengang var der en anden dominerende tænkning, som ifølge Hauge truede den enkelte: naturalismen eller neo-darwinismen, som Hauge også kalder den. Dengang var der nemlig som nu den samme udbredte tiltro til naturvidenskaben som stedet, hvor svaret på alle spørgsmål kunne findes, også de eksistentielle.

Ubehaget over netop denne måde at forstå og udlægge verden på genfinder Hans Hauge hos tænkere som den tyske sociolog Hartmut Rosa og den tys-ke filosof Markus Gabriel, engelske Sarah Bakewell og hos danske Jakob Holm, der sidste år udgav bogen ”Meningen med det hele” på Kristeligt Dagblads Forlag. Det er også derfor, han tør tale om eksistentialismens aktualitet – hos andre end ham selv.

”Hos dem fornemmer man også denne modstand mod den naturalisme, der ellers har bredt sig ind i alle vores måder at tænke på i dag. Ikke mindst på universiteterne, hvor det hele skal underlægges den naturvidenskabelige metode. Med fakta, evidens og nyttekalkuler. Inden for mit eget fag, både engelsk og nordisk, skulle litteraturen pludselig også forstås ud fra neodarwinistiske eller kognitive teorier. Shakespeares forfatterskab skulle forklares via hans hjerne, og Madame Bovarys handlemåde ud fra hendes ovarier. Man reducerer helheden og bruger så reduktionen til at forklare det hele. Den tyske filosof Heidegger talte om ”Verdinglichung” eller tingsliggørelse som en af tidens trusler mod indvidet, og det er jo netop dén tilgang, eksistentialismen er et opgør med.”

Men som han også skriver i sin bog, er problemet ”blot, at ingen synes at være trætte af naturalismen, sådan som de var ved at blive trætte af marxismen i 1970’erne”. Og et andet sted i bogen hedder det: ”Naturalister er glade. De får statsstøtte i massevis.”

Hans Hauge sammenligner nutidens udbredte naturvidenskabelige paradigme med den marxisme, han selv oplevede på universitetet i 1970’erne. ”Fra Marx til Darwin, fra historie til biologi,” som han skriver i sin bog, hvor han også kalder de nævnte tankeformer for ”deterministiske”.

Hauge fortæller, at han også selv nåede at ”blive forført” af den marxistiske strømning, da han som ung studerende sluttede sig til studenteroprørerne på Aarhus Universitet.

”Ja, jeg prøvede at gå i flok. Men så slog det mig jo, at det mindede meget om Indre Mission. Der var den samme opdeling af folk. Hos marxisterne var man enten bevidstgjort eller ikke-bevidstgjort, mens Indre Mission talte om de frelste og de ikke-frelste. Hvordan har du det med Lenin, hvordan har du det med Jesus? Det var jo den samme slange.”

Siden har Hans Hauge forsøgt at gå imod strømmen, når en bestemt tænkning ”får hegemonisk status”, som han kalder det. ”For eksistentialismen vil altid være et nej til den form for reduktionisme og ensretning,” siger han.

Det har indimellem kostet at være i opposition til den dominerende diskurs.

”Mine synspunkter har nok altid været lidt på tværs. Derfor har jeg jo lagt mig ud med mange og selvfølgelig fået en del skældud. Især fra sprogfolkene, der hele tiden forsøgte at ”omskole” mig. Til gengæld slap jeg for at arbejde i forskergrupper, som der ellers kom krav om på universitetet. Dén floktankegang sagde jeg klart nej til.”

Hauges foretrukne allierede i kampen mod nutidens ”djævel”, som han kalder naturalismen, er den tyske filosof Odo Marquard (1928-2015), der netop fremhævede eksistentialismens aktualitet i Vesttyskland i 1970’erne som et svar mod datidens neomarxisme. Den samme Marquard, som også beholder Gud i den eksistentielle ligning, hvilket blandt andet fremgår af følgende citat:

”Til kultivering af evnen til at være ensom hører – og måske uundgåeligt – religion: Gud er – for den religiøse – ham, der stadig er der, når ingen længere er der...”

Sådan er det også for Hans Hauge, der betegner troen på Gud som det, der følger efter erkendelsen af meningsløsheden og det efterfølgende spørgsmål: ”Og hvad så?”.

”Jeg kalder det også for Pascal-strategien, for først må vi jo erkende, at det er sådan, det forholder sig: at livet er meningsløst, og at ensomheden er et grundvilkår. Derfor river man først alle grundpiller ned og viser, hvor trøstesløst alting i virkeligheden er. Men når man så erkender det, så åbner erkendelsen alligevel for en mulighed. Man kunne også kalde det for en teologisk trøst. Mange eksistentialister fandt den ikke, det gælder blandt andet Heidegger, men det er klart, at den kristne tro gør ensomheden lettere at bære.”

I bogen skriver Hans Hauge, at ”eksistentialister forfører. Naturalister argumenterer.” Og når han i dag ser tilbage på sin tid som underviser på universitetet, slår det ham, at det netop er den taktik, han selv har benyttet sig af.

”Jeg har jo altid benyttet Pascal-strategien over for mine studerende. Først har jeg taget troen fuldstændig fra dem og prædiket intetheden eller ’Das Nichts’, og mange af dem er da også blevet lidt triste i blikket. Men de fik ikke løsningen. Jeg har jo på den måde bedrevet en slags eksistenspædagogik, kan jeg se nu. Og undervisning er jo en slags forførelse. I den sammenhæng har jeg været meget inspireret af den tyske filosof Otto Friedrich Bollnow, der nærmest tænkte eksistenspædagogik som en slags videreudvikling af pietismen. Han beskrev, hvordan der kan sidde måske 30 elever eller studerende i et lokale, og af dem er det kun en eller to, der ser lyset. Sådan er det jo, og det er dem, man prædiker til. Resten forbliver i mørket. Men hver gang man har haft et hold, så er der jo heldigvis de der par stykker, der bliver grebet og vakt. Af en forfatter eller en tanke. Så det er jo en undervisning, der er rettet til Hin Enkelte.”

Det er nu to år siden, at Hans Hauge holdt sin afskedsforelæsning på Aarhus Universitet. Et universitet, der ifølge Hauge har været præget af mange forskellige teorier, strømninger og doktriner, som han som underviser også skulle videreformidle. Men nu er det slut, heldigvis, skriver han som afslutning i sin nye bog:

”Nu siger jeg nej, fordi jeg kan. Jeg behøver ikke følge med mere og kan sige nej til alle de nye ’teorier’, som lader, som om de er nye, men som er gamle kendinge, der er stået op af gravene. Mit våben mod dem er eksistentialismen, eksistensfilosofien eller eksistensteologien som ghost-busters.”

Hans Hauges nyeste bog, ”Ensomhedsparathed. Eksistentialismens aktualitet”, udkommer den 6. februar på forlaget Eksistensen.