Prøv avisen

Som ung pensionist vil Per have tid til at være menneske og medmenneske

”Livets største glæder og fornøjelser koster ingenting, hvis vi bare er til stede,” siger Per H. Sparre, som her er fotograferet i Hornbæk Plantage, som er et af de steder, han gerne cykler hen. Han har sagt farvel til arbejdsmarkedet og besluttet, at han hver dag skal have en naturoplevelse og tid til at være medmenneske. Foto: Leif Tuxen

Efter 38 år i Danske Bank har Per H. Sparre valgt at blive ung pensionist. Han er villig til at leve med mindre komfort for at få tid til at engagere sig i frivilligt arbejde

Per H. Sparre vil vise et af sine yndlingssteder. Lidt nord fra hans hjem i Espergærde i Nordsjælland ligger Hornbæk Plantage, hvor man kan gå i vandkanten, og i klart vejr kan man se over til Kullen, som rejser sig ved den svenske kyst. Forleden regnede han ud, at han havde travet den cirka syv kilometer lange tur så mange gange, at det svarer til at gå i hvert fald fra Espergærde til Rom. Når han har gået her, har han ofte tænkt, at livets største gaver er gratis. Eller som han udtrykker det:

”Livets største glæder og fornøjelser koster ingenting, hvis vi bare er til stede.”

Det kan måske lyde som en floskel, men for Per H. Sparre er det en dyb overbevisning og grunden til, at han i en alder af 59 år kan kalde sig ’ung pensionist’. Ifølge Den Danske Ordbog bruges betegnelsen pensionist om en person, som har forladt arbejdsmarkedet på grund af alder, sygdom eller lignende og modtager pension.

Han har truffet et valg, hvor han har tænkt mere på menneskelige værdier end på en god økonomi. Ikke alt har et prisskilt. Som i dag, hvor han cykler gennem plantagen og hører sig selv nynne ”Se nu stiger solen”. Andet vers i Jakob Knudsens salme hører med til at stå ved vandet i Hornbæk:

”Jeg vil ånde luften i fulde drag, synge Gud en sang for den lyse dag, takke ham, at morgenen mig end er sød, at mig dagen fryder, trods synd og død.”

”Herude mærker jeg, at jeg kan trække vejret igen.”

I regeringsgrundlaget fra november sidste år hedder det: ” Vi vil bede dem, der kan, om at blive lidt længere tid på arbejdsmarkedet.” Budskabet er gentaget ved flere lejligheder, men for Per H. Sparre er folkepensionen ikke en rettesnor, han vil indrette sit liv efter. Han har, som han udtrykker det, valgt at følge sit hjerte for at få mere tid til at være både menneske og ikke mindst medmenneske.

”Jeg kan mærke en fred i, at det er det, som jeg skal.”

Per H. Sparre er bankmand. Eller rettere sagt, var.

Da han var blevet student fra Helsingør Gymnasium i 1977, søgte han ind på Handelshøjskolen i København, hvor nogle af hans venner gik, men han fandt ud af, at det ikke var den vej, han ville. I stedet søgte han en læreplads i Den Danske Bank og blev elev i Hørsholm. Siden var han i en række afdelinger omkring Helsingør, inden han i 1989 kom til Espergærde, som er byen, hvor han har levet hele sit liv.

”Jeg var lidt i tvivl om, hvorvidt det ville være et problem, at jeg blev bankmand i min egen by, for kan man være bankmand for sin egen nabo? Men jeg har været utrolig glad for at være i Espergærde og har et stort netværk.”

Lige inden jul sidste år sendte han en mail til sine kunder, hvor han blandt andet skrev:

”Jeg vil blot fortælle dig, at jeg efter mere end 38 år i banken og senest 17 år som souschef i afdelingen har besluttet mig for at standse i banken her til nytår. Det er naturligvis en stor beslutning at tage, men jeg har længe gerne villet bruge mere tid på en række andre opgaver/interesser (frivilligt socialt arbejde med videre), og her har banken meget loyalt lyttet til mit ønske.”

Lokalt er han kendt af mange som bankmand, og efter mailen har han flere gange måttet svare på, om han mon er blevet fyret, eller har fået et andet jobtilbud. Svaret til begge dele er nej. Han vil have tid til alt det, som giver livet værdi, selvom det ikke får værdien af ens bankkonto til at vokse.

Torsdag i sidste uge tog han for sidste gang imod kunderne i banken som vanligt klædt i jakke og åbenstående skjorte. Banken havde arrangeret en afskedsreception, som affødte en sjælden trængsel. Nogle af Per H. Sparres kunder måtte stå i kø i tre kvarter for at sige farvel.

”Det, jeg sagde farvel til, var kontakten med kunder, som jeg har fulgt gennem mange år. I de mails, jeg har modtaget, efter jeg meddelte, at jeg stoppede, kan jeg se, hvor meget relationen til kunderne har betydet. Det var rørende ved receptionen at se, hvor mange som var kommet for at sige farvel. Med penge kan du skabe rammer, men for mig har det været afgørende at finde ud af, hvad kunden vil, og hvor kunden står, og give min rådgivning ud fra det. At være bankrådgiver har for mig handlet om meget andet end saldo og kontonummer.”

Han åbner døren på klem til et tidligere børneværelse i hjemmet, så man kan se, hvordan gaveæsker med vin står i rækker og nærmest dækker gulvet. Nede i kælderen er der tilsvarende mange æsker, og så er der buketterne og de mange kort. Når man ser de mange hilsner, kan man spørge, hvorfor Per H. Sparre ikke gør som statsministeren opfordrer til: bliver lidt længere på arbejdsmarkedet. Der er flere grunde til, at han vælger at fratræde et arbejdsliv, han har trivedes med.

”Kundekontakten er det, som har fået mit hjerte til at banke som bankmand. Det er en branche, hvor der effektiviseres og digitaliseres, og jeg kan ikke se mig selv i en situation, hvor jeg i højere grad skal arbejde foran en skærm. Jeg har arbejdet intenst de seneste år, og jeg kan heller ikke se mig selv i et arbejdsliv, hvor jeg hele tiden føler, jeg skal finde et ekstra gear frem. Jeg tror, man skal have nogle gear, som jeg simpelthen ikke har.”

Han tog beslutningen om at stoppe i efteråret. Valget hænger blandt andet sammen med, at han for fire år siden var tæt på at dø. Nytårsmorgen 2013 kunne han ikke stå på sine ben, og han blev indlagt på Hillerød Sygehus. Det var blandt andet en ondartet virus, som var skyld i hans kritiske tilstand.

”Helbredsmæssigt vil jeg ikke turde køre videre i et stadigt mere intensiveret arbejdsliv. Ingen af os aner, hvor gamle vi bliver. Gennem mit job har jeg set folk, som har presset citronen og blev på arbejdsmarkedet med store planer om en pension, som så aldrig blev til noget. Det er vigtigt ikke kun at tænke på, hvordan man vil leve, når man bliver gammel.”

Når han har rådgivet kunderne, har han set det som sin opgave at sikre dem økonomisk overblik, og han ved, at det kan lyde paradoksalt, at han ikke selv har regnet konsekvensen af sit eget valg igennem. Familien har et sommerhus ved Klitmøller i Vestjylland og hjemmet i Espergærde. En ting har han gjort sig klart sammen med ægtefællen økonoma Jytte Sparre: De vil gerne gå ned i velstand og komfort for at få plads til det, de finder vigtigt.

”For os er det livsværdierne, som er det vigtigste.”

Nogle har bekymret spurgt, hvad han vil tage sig til, når ægtefællen tager på arbejde, og han ikke længere skal sige godmorgen til kollegaerne i banken klokken 8.30? For at svare henviser han til den gamle kampagne fra 1960’erne, hvor der blev sat røde hjerter op i trafikken med budskabet ”Giv dig tid” og ”Fart dræber”.

”Jeg skal have tid til at være menneske. Der er en udvikling i retning af, at vi skal være mere effektive og tjene flere penge. Men vi glemmer at spørge, hvad vi skal bruge det til? Der er folk, som på deres dødsleje er optaget af deres saldo eller udviklingen på deres aktiekurser.”

Per H. Sparre kan lide at engagere sig og har været spejderleder, besøgsven for Røde Kors og fodboldtræner. Han trives i sportstøj. I to årtier spillede han tennis, og i dag ser man ham tit på en mountainbike.

”Hver dag skal jeg have en naturoplevelse. Jeg har sat mig et mål om at køre mellem fem og ti kilometer på mountainbike hver dag.”

Og så er der relationerne. Hans far, Arne, fylder 92 år og bor på plejehjem i Espergærde. Per H. Sparre vil helst besøge ham dagligt, og han har flere andre ældre, som han gerne vil besøge.

”Før var mit mål at rådgive omkring god placering af midler med et godt afkast, men for mig giver det også stort afkast og værdi at besøge en ældre.”

På en kommode står en buket bundet af franske anemoner og duftende hyacinter, og ved siden af ligger Per H. Sparres bibel. Begge dele er gave. Blomsterne fik han til afskedsreceptionen, mens Bibelen er en gave fra hans mormor. Han har flere bibler, men det er denne udgave, han vil redde med ud, hvis huset brændte. Bibelen er tapet sammen af flere omgange, for Per H. Sparre har levet med den, siden han var 22 år.

Han er vokset op i et hjem med bordbøn og kirkegang. Som ung levede han et liv som sine jævnaldrende med fester og alkohol, men han fik det dårligt og var bekymret for, hvad der skete i hans krop, og mentalt mærkede han en tomhed. Hans mor skjulte ikke, hvad hun mente ville være bedst for sønnen: at han overgav sit liv til Jesus. Han husker, at han afviste forslaget. Han blev indlagt først på Hillerød Sygehus og siden på Helsingør Sygehus. Da han fysisk kom til hægterne, havde han også fundet en vej for sit liv, som var præget af et personligt forhold til den kristne tro.

”Jeg troede, Jesus var sådan en, som skulle hjælpe gamle med at dø, men jeg erfarede, at han også kan hjælpe unge med at leve.”

Det er derfor, Bibelen er så slidt. Hver morgen tilbringer han tid i stilhed og bøn, om aftenen holder han og ægtefællen andagt, og om søndagen følges de til gudstjeneste, og i ugens løb er der møder. Nok har Per H. Sparre endnu ikke lavet et budget for det nye afsnit i hans liv, men parret har lagt situationen frem for Gud i bøn.

”Jeg giver min tid over til Gud, og så har jeg tillid til, at han går med mig. Jeg ved godt, at vi også har fået vores forstand for at bruge den, men jeg ved også, at man ikke bliver fattig af at give. Jeg tror, hver eneste af os får lagt mennesker på vores vej, som vi skal være medmennesker for. Det vil jeg gerne være og ikke udskyde.”

Et af de steder i Bibelen, han vender tilbage til, er første kapitel i Haggajs bog i Det Gamle Testamente, hvor der blandt andet står: ”I sår meget, men høster kun lidt, I spiser, men bliver ikke mætte.” Siden finanskrisen har han tænkt på de vers. Han oplever, at samfundet ofte er præget af grådighed, egoisme og et snævert fokus på økonomisk vækst, som ikke stemmer overens med hans værdier.

”Hvorfor bliver vi ikke mætte, selvom vi spiser? Fordi enhver af os har så travlt med vores eget, og vi har meget store forventninger til levestandarden. Mit job har vist mig, at det ikke er det at eje det sidst nye, som skaber gode liv. Vi har et samfund, hvor vi taler meget om vækst, men vi glemmer at drøfte, hvad vi egentlig vil med vores samfund. Fungerer den måde, vi indretter os på, hvor børnefamilier har lange arbejdsdage, og hvor familier sætter sig så dyrt, at det bestemmer deres øvrige valg?”

Per H. Sparre har flere projekter i sin folkekirkemenighed og diverse aftaler med folk i Espergærde. Haven trænger også til en både flittig og kærlig hånd, men først skal han have takket de mange, som har sendt ham hilsner i forbindelse med afskeden fra banken.

Og så vil han gerne have mere tid til at tage en tur mod vest til sommerhuset i Klitmøller. Når han står på stranden i Hornbæk mærker han, at han trækker vejret igen, men det er i Klitmøller, livets prioriteter står klarest for ham.

”Folk kommer kørende til Klitmøller ofte langvejs fra. Den ene går ud af bilen og ser ud over havet, så kommer gerne den anden. De står lidt, og så lægger de armene om hinanden, og børnene støder til, og familien står der i stilhed. Det er den ægte vare. Hvor er det vigtigt, at vi får puttet det ind i livet i hverdagen. For mig er det et billede på, hvad det vil sige at være menneske.”

”Kundekontakten er det, som har fået mit hjerte til at banke som bankmand,” siger Per H. Sparre, som torsdag i sidste uge holdt afskedsreception i Danske Bank i Espergærde, hvor han i 17 år har været souchef. Foto: Leif Tuxen
Per H. Sparre vil have tid til alt det, som giver livet værdi, selvom det ikke får værdien af ens bankkonto til at vokse. Foto: Leif Tuxen
”Hver dag skal jeg have en naturoplevelse. Jeg har sat mig et mål om at køre mellem fem og ti kilometer på mountainbike hver dag," siger Per H. Sparre. Foto: Leif Tuxen