En legetøjsbil og et billedleksikon. Han havde selv pakket tasken til flugten. Abdi Hedayat var ni år og vild med dinosaurer, og dem kunne han læse om i leksikonet. Det er 34 år siden, han sammen med sin mor og storesøster forlod Iran. Han har stadig det illustrerede leksikon, for bogen blev vigtig for det, han ser som sit livsprojekt: at få mennesker til at forstå sig selv og verden i en naturvidenskabelig sammenhæng.
Billedleksikonet vender vi tilbage til. Først vil Abdi Hedayat vise det nyeste hvalskelet på Statens Naturhistoriske Museum i København: sejhvalen fra Hobro.
Han er 43 år og konservator med speciale i hvaler. Når der strander en hval, rykker han ud sammen med et team af kolleger og frivillige. På en bøjle på kontoret på museet i København hænger den sorte, kraftige heldragt, han havde på, da han i december sidste år tog til havnen i Hobro for sammen med et hold af konservatorer, dyrlæger og en hjertespecialist at dissekere en sejhval på knap otte meter.
Hvalen fra Mariager Fjord var en lokal begivenhed, som samlede over 500 mennesker på havnen. Pressefotografer forevigede rækkerne af børnehavebørn, som sad klar i forreste række, da Abdi Hedayat stak hul på dyret. Da han kom gennem spæklaget, så han, at kødet havde en helt forkert farve. Lyst som kalkunkød.
”Hvalkød skal være rubinrødt.”
Da hjertet var skåret ud, lod han børnene se organet, inden det kom videre til Aarhus Universitetshospital til nærmere undersøgelser i håb om at fastslå dødsårsagen. Hvad tænker man, når man står med blod på heldragten og viser et 18 kilo tungt hjerte frem for undrende børn? Abdi Hedayat siger, at han her gjorde det, som for ham giver mening: prøve at styrke opvoksende generationers relation til naturen og inspirere dem til at tage ansvar og selv blive aktive beskyttere af miljøet.
Hvalen blev siden transporteret til museet i København. Om lidt vil han vise skelettet frem, men først advarer han om lugten, som bedst kan beskrives som en indkogt lugt af stald. Skeletdelen ligger som et gigantisk puslespil af tunge knogler fra halehvirvler til næseben ved siden af de kar, hvor det blev lagt i vand. Efter seks dage var der kun de hvide og let porøse knogler af hvalen fra Hobro tilbage.
Abdi Hedayat voksede op med fortællinger om skove og hav. Hans far var ansat i en bank, og hans mor var i et forsikringsselskab, og for at få hverdagen til at hænge sammen, var Abdi Hedayat hos sin mormor og morfar, mens forældrene passede deres arbejde. Han hørte bedsteforældrene fortælle om Det Kaspiske Hav og skovene, som de havde forladt for at bosætte sig i Teherans noget trøstesløse beton.
Da præstestyret kom til magten i landet i 1979 og gjorde Iran til en teokratisk, islamisk republik, var der meget, man ikke længere kunne, men programmer om dyr, dog uden parringsscener, kunne man stort set altid se på tv. Abdi Hedayat var trofast ved skærmen, og da han var seks år, kom naturen helt tæt på. I udstoppet form vel at mærke. Hans mor besøgte en bekendt, som arbejdede i den iranske naturstyrelse, og han fik lov at følge med. Han så en udstoppet bjørn, som stod på bagbenene flankeret af en løve, og i loftet hang en kongeørn.
I 1985 flygtede familien. Teheran var udsat for talrige bombeangreb fra Irak, og samtidig var forældrene holdt op med at håbe, at den islamiske republik ville blive fortid.
Hans far blev smuglet ind i Tyrkiet via land, og Abdi Hedayat fløj med sin mor og storesøster til Istanbul. Inden de kom til lufthavnen, havde hans mor indviet ham og søsteren i planerne. De skulle svare, at de skulle på ferie i Tyrkiet, og forældrene var sikre på, at myndighederne ikke ville mistænke en kvinde med to børn for at være på flugt.
”Min mor troede ikke, at de ville kropsvisitere børn, så min søster og jeg havde familiens sidste penge på os. Jeg havde penge gemt i mine underbukser.”
Han husker de lange køer i Teherans lufthavn. Han husker manden med fuldskægget i den grønne uniform, som afhørte ham. Han husker, han blev spurgt, om de havde penge på sig, og hvordan han lod manden undersøge tasken med bilen og leksikonet.
”Det var skuespil fra min side, og når jeg i dag tænker tilbage, tænker jeg på, hvor seje børn kan være.”
I Istanbul blev familien genforenet, og efter nogle kuldsejlede planer kom familien med en bus, som kørte fra Tyrkiet gennem Østeuropa og til Østberlin. En lille gruppe i bussen ville til Danmark, og de fortsatte deres rejse med tog og færge mod Danmark. Abdi Hedayat mindes, hvor skuffet han blev, da han så flade Gedser med vindmøller.
”Jeg vidste, at Danmark lå mod nord, og jeg havde en forestilling om isbjørne og igloer.”
Der er mange spørgsmål om flugten, Abdi Hedayat aldrig har stillet sine forældre. Hans mor og far værnede om de lyse fortællinger om deres bryllupper og festerne. De historier har fået lov at fylde, mens flugten var noget, forældrene ville lægge bag sig.
Nogle måneder efter deres ankomst til Danmark, fik familien asyl. Han lå under dynen på værelset på Røde Kors’ asylcenter i Holbæk, da hans far kom ind og viftede med brevet og sagde, at de havde fået lov at blive.
”Min første tanke var, at det magtede jeg ikke. Jeg havde hele tiden troet, at det var en fiks idé fra mine forældres side, og at vi skulle hjem igen til mine venner og min mormor og morfar, som jeg savnede. Tanken om at skulle lære dansk slog mig nærmest ud.”
Familien slog sig ned i Svendborg, hvor de fik en lejlighed i Byparken. Han indrettede sig med legetøjsmikroskop på skrivebordet, figurer af dinosaurer på hylderne, og leksikonet blev der også plads til foruden et kort over det nye land. Svendborg skulle vise sig at blive afgørende for hans videre livsvej.
I den sydfynske søfartsby var der en konservatorforretning, Fyns Naturværksted, hvor Abdi Hedayat jævnligt kom. Hans far stod ude på gaden og røg, mens Abdi Hedayat blev suget ind i et univers af udstoppede dyr i forretningen.
”De ansatte lod mig bare være, og de var slet ikke sure over, at min far brugte butikken som en slags pasningsordning. Måske så de den nørd, som var i mig.”
De første mange år kom han i butikken nærmest dagligt, og en dag blev han inviteret om bag ved disken. Indgangen til baglokalet beskriver han som at træde ind i eventyrlandet Narnia.
”I butikken stod de udstoppede og fine dyr, men i baglokalet lå der flade skind, og der stod spande med afkogte hoveder. Og så var der den lugt, vi også har i værkstedet her. Jeg advarer gerne besøgende om lugten, men for mig er det lugten af arbejde og af et behageligt barndomsminde.”
Tilbage til billedleksikonet, som han havde taget med på flugten. En dag sad han hjemme hos en kammerat. De gik i 7. klasse, og kammeraten spurgte, om han havde lyst til at se nogle bare bryster. Vennen kom med en dansk udgave af det leksikon, Abdi Hedayat havde haft med til Danmark. ”Carlsens Billedleksikon”.
”Jeg sagde, at jeg havde et magen til, og at der ikke var nogen bryster i den bog. Men han slog op på en side, som viste mayaer med bare bryster. Og da jeg bladrede i bogen, kunne jeg se, at den danske udgave af leksikonet ikke indledte med dinosaurer, men havde en side om evolutionsteori, som ikke var med i min iranske bog.”
Den dag på vennens værelse blev Abdi Hedayat klar over, at der var en historie, som han ikke var blevet fortalt. Og der opstod et ønske om at forstå verden i en naturvidenskabelig sammenhæng.
”Da jeg kom til at gå i skole i Svendborg, blev jeg klar over, at der var meget, jeg ikke havde lært som barn i Iran. Jeg havde stået i en skolegård i Teheran og hver morgen råbt død over USA, død over Israel og død over Europa anført af vores rektor. Når jeg kom hjem fra skole og fortalte mine forældre om det, sagde de, at sådan hang verden ikke sammen, men det var ikke noget, jeg måtte tale med andre om, ligesom det var hemmeligt, at min far havde en samling plader og spillede på guitar.”
Han skeletterede sit første kranium, da han var i erhvervspraktik på Naturhistorisk Museum i Aarhus. En bæver. Han kan let genkalde sig følelsen af at skære i det pelsede dyr, for han havde ikke fået handsker på. Når hans forældre spurgte om hans fremtidsplaner, sagde han, at han ville være geolog, og det bakkede de op om. Men i virkeligheden ville han leve af det, han var i gang med i køkkenet i lejligheden i Svendborg, hvor han kogte døde fugle for at skelettere dem: Forstå livet ind til benet.
”Jeg har ikke et specielt nostalgisk forhold til døde dyr. Jeg er muslimsk ateist og en slags knogle-autist.”
Det er snart 18 år siden, Abdi Hedayat som nyuddannet konservator blev ansat på Zoologisk Museum i København, men han kan endnu genkalde sig begejstringen fra sine første besøg i museets videnskabelige samlinger, som blandt andet tæller otte millioner insekter på nåle og to millioner sommerfugle. I alt er her 14 millioner genstande indsamlet gennem de seneste 400 år.
”Evolutionen bliver så håndgribelig her. Om du samler skelettet af en fugl eller en løve er ikke så forskelligt. Det er de samme knogler, som sidder i en løvearm som i en fuglevinge, fordi vi har fælles ophav og så og sige er modelleret over samme skabelon.”
En garagelåge ruller op. Han vil vise det rum, museets folk omtaler som hvalkælderen. Enorme skeletdele fylder betongulvet. Han peger:
”Det er min kaskelot. Grønlandshvalen der har jeg også lavet.”
Han guider hjemmevant forbi rækker af hvalskeletter og hen til finhvalen, som endte sit liv i Vejle Fjord i 2010. Inden hvalen døde, nåede det 24 tons store dyr at blive tv-stjerne, og siden har mediernes interesse for hvalerne været stor, oplever Abdi Hedayat.
”Hvaler er en forskelligartet gruppe fra et lille marsvin til verdens største dyr. Det er det nærmeste, du kommer noget, som er på størrelse med dinosaurerne.”
Da han skeletterede finhvalen fra Vejle, kunne han konstatere, at den havde knogleskørhed. Fagfolk analyserede aminosyrerne i finhvalens øjne, og fandt ud af, at den var mellem 131 og 140 år.
Når han står i sin hvide kittel og samler et skelet, tænker han så på sin egen dødelighed? Han ryster på hovedet. Arbejdet handler om at få mennesker til at forstå sig selv og verden i en naturvidenskabelig sammenhæng.
”Men måske er det en af de ting, som vil ændre sig i takt med, at jeg bliver ældre.”