Hans Anker Jørgensen: Vi ved ikke, hvordan livet er blevet til, men det er en gave, vi takker Gud for

Salmedigter Hans Anker Jørgensen skrev sine første salmer til sin far, nok i et forsøg på at få faderens opmærksomhed og anerkendelse. Forholdet til familien var både kærligt og problematisk, og det har trukket tråde igennem hele Hans Anker Jørgensens liv

”Der var en stor tryghed og glæde i mit barndomshjem, der var fuldt af salmer og musik,” siger Hans Anker Jørgensen. – Privatfoto.
”Der var en stor tryghed og glæde i mit barndomshjem, der var fuldt af salmer og musik,” siger Hans Anker Jørgensen. – Privatfoto.

Det er en grå vinterfredag, og blæsten får vandet i Københavns Havn til at sitre og danse. Hans Anker Jørgensen sidder ved vinduet i Kulturhuset Islands Brygges café med udsigt til vandet. Lidt længere nede ad gaden ligger Hans Tausens Kirke, hvor Hans Anker Jørgensen var præst fra 1994, og indtil han gik på pension i 2005. Han tager smilende imod Kristeligt Dagblad og fortæller ivrigt om sin opvækst og om sin tro. Troen løber hele tiden ind i samtalen, enten i form af bibelcitater eller som en perspektivering af hændelser. Troen har altid været der ligesom salmerne. Hans Anker Jørgensen har skrevet omkring 200, 6 af dem er optaget i Den Danske Salmebog. Nogle af de første skrev han til sin far, hvad han senere har set som et forsøg på at opnå sin fars anerkendelse.

Hvordan vil du beskrive dit livssyn?

Jeg opfatter livet på Guds grønne jord som en vidunderlig gave, som jeg siger tak for, og som jeg føler medansvar for. På sin vis er jeg gammeldags troende, men på en moderne måde. Jeg kan godt lide at citere Halfdan Rasmussens ”Noget om kraft”, hvor han skriver: ”Og alle vegne går folk og grunder, på livets dybe mysterium.” Jeg ser det som en menneskelig erfaring af livet som en gave og et mysterium. Vi ved ikke, hvordan det hele er blevet til, men vi siger tak for det, og den, vi siger tak til, er Gud.

Hvad har formet dit livssyn?

Det har selvfølgelig min opvækst. Jeg er vokset op på Vallekilde præstegård, hvor min far var indremissionsk præst. Mine forældre var fantastiske, og min barndom var god, men det var med store omkostninger. Der var to ting, der var Fandens værk: kritisk videnskab og sex. Min far var blevet omvendt som ung; min farfar var vist en lidt fordrukken spillemand, og når vi i mit barndomshjem ikke måtte spille, danse, drikke eller gå i biografen, tror jeg, det havde bund i hans opvækst. Jeg bevægede mig selv væk fra Indre Mission i løbet af min gymnasietid, hvor jeg havde en lærer, der lærte os, at det er Jesus og ikke Bibelen, der er Guds ord. Og så fik jeg senere en kæreste, der var teolog og fraskilt – min far var imod kvindelige præster og viede ikke fraskilte. Så der har været elementer af oprør. Men der var en stor tryghed og glæde i mit barndomshjem, der var fuldt af salmer og musik. Min far spillede violin, og min mor spillede klaver, og en del af mit livssyn hænger nok ved fra de salmer, vi sang til gudstjenesterne. Den bedste gudstjeneste var langfredag med Kingos passionssalmer og ”Hil dig, Frelser og Forsoner”. På den måde har jeg fået salmerne med fra barnsben.

Hvad gør dit liv rigere?

Fællesskab med andre mennesker. Mine børn og børnebørn, søskende, gode venner. Festligt samvær med god mad og vin i mit boligfællesskab i Høve Strand i Odsherred. Ensomme vandreture i den skønne natur. Samarbejde. Gode bøger, gode sange og salmer, gode gudstjenester og god musik.

Hvad betrager du som dit livs største ulykke?

Mine to skilsmisser og min søsters selvmord. Førstnævnte, fordi min barndoms begrænsninger spillede ind på mit voksenliv. At jeg ikke vidste noget om sex, før jeg blev voksen, har været et problem resten af mit liv, og der skulle et 1968 til, før jeg blev frigjort. Min søsters selvmord var forfærdeligt, fordi det var en grusom nedtur, og fordi jeg skulle begrave hende. Min søster fik en psykose efter en ulykkelig forelskelse, og hun fik diagnosen maniodepressiv. Det betød, at hun mistede sit arbejde, og hun forsøgte selvmord tre gange, før det lykkedes. Min far havde sagt til hende, at hendes psykose var Guds straf for at leve i synd. Så mine søskende og jeg var vrede på ham.

Først mange år efter hendes død fandt jeg et brev, han havde skrevet til mig dengang, hvor han sagde tak for, at jeg havde begravet hende. Der er ingen tvivl om, at vi holdt meget af hinanden, min far og jeg, men jeg kunne altså også være vred på ham.

Jeg skrev mine første salmer, da jeg var 11 år. I efterrationaliseringens lys kan jeg se, at det var et forsøg på at få min fars opmærksomhed, da jeg som 12-årig forærede ham 20 salmer i julegave. Jeg var meget optaget af, hvordan han ville reagere. Han sagde tak, men roste mig ikke, og jeg tror, jeg trængte til hans ros og anerkendelse. Senere kunne han rose mig indirekte ved at videreformidle andres ros om mine salmer, men sagde aldrig noget selv. Mine forældre sagde aldrig til os, at de elskede os, selvom vi ikke var i tvivl om deres kærlighed. Jeg har tænkt på, om manglen på ros skyldtes, at de var bange for, at Gud skulle blive jaloux. Som i historien om Abraham og Isak. At hvis man elskede sine børn for meget, kunne man risikere, at Gud ville have dem igen. Det gudsbillede har jeg det dårligt med, og det har nok noget med det at gøre.

Hvad tror du på?

Jeg er overbevist om, at intet i verden – ikke engang døden – kan skille os fra Guds kærlighed i Kristus Jesus, vor Herre, som det står i Romerbrevet 8, 38-39. Den kristne kærlighed, som er evig, og som intet kan skille os fra, det er den omsorgsfulde forældrekærlighed. Det tror jeg på.

Hvilke åndelige eller moralske forbilleder har du?

Man kan ikke have Jesus som forbillede, men han ligger bag ved. Og så fortæller Astrid Lindgren om kristendommen på en meget ikke-religiøs måde. Ronja Røverdatter springer over Helvedesgabet for at befri Birk fra hendes egen fars fængsel. Jonathan Løvehjerte sætter livet til for at redde den lillebror, der alligevel skal dø. Det er kristendommens grundfortælling.

Hvad skal der stå på din gravsten?

”Som barnet i sin moders favn, vi alle sødt kan sove.” ”Morgenstund har guld i mund” var min mors yndlingssalme. Hvad Grundtvig skrev af genialiteter: ”Morgenstund har guld i mund, for natten Gud vi love, han lærte os, i Jesu navn, som barnet i sin moders favn, vi alle sødt kan sove” – også når vi dør. Det sidste er vigtigt at få med. Den salme skal synges til min begravelse. Det er også Guds moderlige kærlighed, jeg skriver om i mine salmer.