Har I hørt det? Har I hørt det? Sladder er ikke kun en dårlig ting

I disse dage kommer der Facebook-opslag med sindsoprivende nyheder fra det ene radikale folketingsmedlem efter det andet, og som tilskuere tiltrækkes vi som møl til en flamme. Mennesker sladrer, fra de står op, til de går i seng – men det er ikke kun skidt

Og det kom i avisen, og det blev trykt, og det er ganske vist: En lille fjer kan nok blive til fem høns! Illustration: Rasmus Juul
Og det kom i avisen, og det blev trykt, og det er ganske vist: En lille fjer kan nok blive til fem høns! Illustration: Rasmus Juul.

”Det er en frygtelig historie!’ sagde en høne, og det omme i den kant af byen, hvor historien ikke var passeret.”

Ja, det er ganske vist, at mennesker er nogle værre høns. Vi sladrer nemlig ubønhørligt om hinanden og har gjort det siden tidernes morgen. Ikke mindst i denne tid får man en fornemmelse af sladderens omfang og magt. Krisen i Radikale Venstre viser det, udskamningen af mennesker smittet med corona viser det. Vi sladrer om de kendte, om kollegerne, om vennerne og fjenderne, og vi gør det både i Brugsen og på telefonen. Facebook, Twitter og Instagram gløder, og det sociale medie Jodel, hvor man anonymt kan dele sine tanker, har i nogle dele af befolkningen helt aktuelt kronede dage, når det kommer til sladder om navngivne kendte personers potentielle krænkelsessager.

Rammende nok har pave Frans for nylig sagt, at sladder er en værre plage end covid-19. Helt så slemt står det måske ikke til – det kommer i hvert fald an på, hvad der menes med sladder. Sladder udfylder nemlig flere vigtige funktioner i vores omgang med hinanden. I 2014 konkluderede et hold psykologer ved universiteter i England og Skotland, at god sladder er fortællinger om velkendte personer og overraskende handlinger. Jeanette Lemmergaard, der er lektor og leder på institut for marketing og management på Syddansk Universitet, har også forsket i sladder, og hun definerer det endnu bredere – nemlig som en uforpligtende og venskabelig samtale om nogle andre.

”Vores interesse i at sladre om andre udgår, ligesom så meget andet, fra vores interesse i os selv,” siger hun og fortsætter:

”Der er en vis lækkerhedsfaktor over sladderen, og hvis jeg kommer til dig med sladder, sender jeg dels signaler til dig om, at jeg stoler på dig og har udvalgt dig til at høre min historie, og dels signalerer jeg, at jeg er vigtig, fordi jeg ved noget. Sladder behøver ikke nødvendigvis handle om, at jeg vil udskamme andre – først og fremmest handler det om, at jeg gerne vil sætte mig selv i centrum for den sociale relation, jeg er en del af.”

Et eksempel på det kunne man for nylig se i TV 2’s anmelderroste dramaserie ”Efterforskningen”, som er baseret på efterforskningen af ubådssagen i 2017. På et tidspunkt bliver politiet oversvømmet af henvendelser med rygter om, hvor offeret skulle have opholdt sig, inden hun forsvandt. Et af rygterne går på, at hun skulle være set kysse lidenskabeligt med den sigtede, og rygterne viser sig at kunne spores til en læge, der har fortalt sin borddame historien ved et middagsselskab.

”Hvorfor skulle jeg løbe med sladder på den måde?”, spørger han først betjenten i en scene i tv-seriens andet afsnit.

”For at gøre dig interessant,” svarer hun, og han resignerer:

”Det var noget, jeg havde hørt fra en eller anden, og så fortalte jeg det, som om det var mig, der havde set dem.”

I eksemplet her er der tale om sladder, der får tåbelige konsekvenser, men sladder har også flere positive virkninger, og Jeanette Lemmergaard peger på flere. Grundlæggende, siger hun, så hjælper sladder os til at ordne den verden, vi nu engang lever i. Når vi sladrer om naboens skattesvindel eller kollegaens mange sygedage, så får vi kalibreret vores egne værdier og i sociale sammenhænge også de uskrevne regler og sociale normer for fællesskabet. Når vi sladrer om chefens inkompetence, er det også en slags ventil – for når vi har fået noget ud igennem sidebenene til vores kolleger, kan vi vende tilbage til arbejdsopgaven og løse den konstruktivt.

”Og hvis jeg for eksempel fortæller dig, at det viser sig, at Sørens datter er ordblind, så er formålet sådan set ikke at ekskludere Søren, men at gøre relationen mellem dig og mig tættere. Vi er sociale flokdyr, som har brug for at føle os trygge i fællesskabet – og den følelse kommer tit, når vi snakker om andre. Derfor mener jeg også, det er en fejl, når arbejdspladser laver nul-tolerance-politik over for sladder. Det er simpelthen det forkerte sted at gribe ind, hvis man vil ændre på arbejdsmiljøet og styrke trivslen. I stedet skal man arbejde på at opbygge et tillidsfuldt miljø, der bygger på en åben, ærlig og hjertelig dialog.”

”God sladder” bygger på gode historier, og her kommer endnu en. Forfatteren Stine Pilgaard udgav i maj i år romanen ”Meter i sekundet”, som handler om en kvinde, der flytter til Velling i Vestjylland – som påhæng til sin kæreste, der er blevet højskolelærer. Hun får, hvad hun selv tror er en venskabsrelation til højskolens forstanderinde. Og så sker det her:

”Sagde du, at du tog en ven med, da du bestilte tid, spørger jeg, da vi går over togskinnerne. Nej, siger forstanderinden, jeg sagde, at jeg kom med min nabo. Jeg spørger hende, om vi ikke er venner. Naboer er jo livsvigtige, når man bor på landet, siger hun.”

Og så begynder forstanderinden at fortælle om en lokal mand, Theis, hvis kone fik veer midt om natten, mens bilen var til reparation. Så var gode råd jo dyre, men Theis søgte hjælp hos naboen.

”Faktisk endte Theis’ kone med at føde deres første i naboens Skoda, siger forstanderinden, de blev forældre foran grillbaren ved Brejningvej. Anden gang skete præcis det samme, der var det bare i deres egen bil. Tredje gang nåede de helt til Vorgod-Barde, men Theis havde efterhånden fået finpudset sin teknik, når han greb børnene. I banken, hvor han arbejdede, begyndte de at kalde ham jordemoderen. Ring til Theis, råber folk, når vandet går i Velling, det er næsten blevet en fast vending, siger forstanderinden, som bruger lokalhistorierne til at bevæge sig ud af alle akavede situationer.”

I Sjørring tæt på Thisted i Nordvestjylland, bliver der formentlig også sladret. Lene Imer har i 30 år haft en frisørsalon i landsbyen, der har godt 700 indbyggere, og det er netop, fordi hun er frisør i en landsby, at hun bliver ringet op af Kristeligt Dagblad. En salon som hendes er klichéen på sladderens arnested, og ja, sukker hun, det formoder folk da også tit – og de siger: ”Det må du da vide, du er jo frisør”. Men sådan er det faktisk ikke:

”Vi taler rigtig meget i vores salon, og vi er eksperter i smalltalk, men kundegrundlaget er så bredt, at det ville være tosset at lade folk sidde og sladre på den ondsindede måde. For kunden, der sidder ved siden af, kunne snildt være fætter eller søster eller nabo til den person, der bliver sladret om. Så jeg synes faktisk, det er pinligt, hvis nogen begynder at sige noget, der er personligt møntet på andre, og der forsøger jeg hurtigt at dreje samtalen ind på et andet spor for at lukke det ned.”

Men jo, jo, i salonen bliver der ”sladret” om gode ting – som når den og den er blevet student, eller det går rigtig godt hos bageren.

”Og der er jo en grund til, at man bor i et lille samfund. Vi bor her, fordi vi interesserer os for hinanden og følger med i, hvad der sker. Og så sker det faktisk ind i mellem, at folk sidder i min frisørstol og græder. Fordi de pludselig kan komme ud med noget, de har gået alene med længe. Det er en fortrolighed, jeg har stor ydmyghed over for, og jeg kunne aldrig drømme om at fortælle de ting videre til andre.”

Hun er i øvrigt også irriteret over, at kvinder ofte skydes i skoen, at de sladrer mere end mænd.

”Herhjemme er det faktisk min mand, der ved mest om, hvad der foregår i lokalsamfundet.”

Lene Imer har ret i, at kvinder ikke sladrer mere end mænd, siger Jeanette Lemmergaard fra Syddansk Universitet. Når der i forskellige forskningsstudier er blevet målt på, hvor stor en procentdel af samtaler mellem henholdsvis kvinder og mænd der er sladder, så viser resultaterne sig at være nogenlunde ens. Og alt efter studiet ligger det på mellem en femtedel og en tredjedel af vores samtaler, der kan karakteriseres som sladder.

”Men kvinder er måske mere tilbøjelige til at kalde det, hvad det er, mens mænd kalder det at netværke,” siger Jeanette Lemmergaard med et smil.

Det var i slutningen af 1970’erne, at synet på både mandlige og kvindelige hekse i hopi-indianerstammen i Arizona i USA fik religionshistorikeren Armin Geertz til at interessere sig for og siden forske i sladder. I sit feltarbejde i stammen kunne han nemlig observere, hvordan stammemedlemmerne mente at kunne afsløre en heks’ identitet på, at vedkommende sladrede – et billede, han kunne genkende fra hekse-forfølgelserne i middelalderens Europa. Og paradokset var selvfølgelig, at det var folkedomstolen – ophobningen af andres sladder – der sendte heksene på bålet i Europa.

Armin Geertz, der i dag er professor emeritus fra Aarhus Universitet, peger på fire væsentlige karakteristika ved sladder. Det første er den epistemiske hunger, som kan oversættes til sult efter viden. Siden vi sad rundt om bålet, har vi haft brug for viden. I jæger- og samlersamfundet har man selvsagt ikke haft politi og domstol, og derfor har viden om de andre været vigtig, når gruppens adfærd skulle reguleres – sladder har været magt, forklarer han.

Så er der det, han kalder altruismeproblemet. I dag, og særligt i et velfærdssamfund som det danske, er vi afhængige af, at alle betaler deres skat og bidrager til samfundet.

”Vores system bygger på, at vi samarbejder på tværs og ikke kun med vores nærmeste. Derfor kan vi heller ikke holde ud, når nogen bryder reglerne, og vi er på jagt efter snyderne. Den jagt hjælpes på vej af, at vi snakker sammen om hinanden,” siger han.

Det tredje karakteristikum er sladderens effekt på den moralske oprustning. Tænker man efter, vil man opdage, at der er moral på spil i de fleste sladderhistorier, og Armin Geertz kalder sladder for narrativ etik. Man fortæller sig altså frem til nogle etiske retningslinjer for fællesskabet. Sidst, men på ingen måde mindst, er sladder karakteriseret ved at have en effekt på den enkeltes selvforståelse. Han har set eksempler i Arizona på hopier, der blev i tvivl om, om de faktisk var hekse, når nu alle de andre sagde det. Identitet er en flydende størrelse, siger han, og den skabes i et spænd mellem egne forestillinger og handlinger og andres fortællinger om en.

”Øh, hæhæ,” siger Armin Geertz, da han bliver spurgt, hvad han selv har sladret om for nylig. Og så kommer den her historie. Han bor i en mindre landsby, og en dag kom en ambulance kørende med fuld udrykning. Han og konen og flere andre kom ud på gaden for at se, hvor ambulancen skulle hen. Den holdt ind ved et hus i nærheden, og en lægebil kom til. Ambulancefolkene blev længe inde i huset, så Geertz og hans naboer blev bekymrede.

”Og så stod vi og sladrede. Gad vide, hvem af dem i huset, der var blevet syg? Måske var det den af dem, der var blevet arbejdsløs og havde været udsat for stress? Vores sladder skyldtes en interesse for de andres situation, men det handlede jo også om moral. Gad vide, hvorfor vedkommende var stresset, og det var jo ikke godt at være arbejdsløs og så videre. Efter at det hele var overstået, ringede min kone til hovedpersonerne for at spørge, hvad der var sket. Det viste sig, at det ikke var den arbejdsløse, men en anden i husstanden, der var blevet tilset af ambulancen. Så vi havde altså ramt helt forkert. Og så gik vi ud på gaden igen og fortalte hinanden og naboerne, hvad vi havde fået at vide.”

På arbejdspladser forekommer det, at ansatte gennem blandt andet sladder ekskluderes af fællesskabet. Når det går helt galt i den sammenhæng, er Anne Lehnschau en af dem, en arbejdsplads kan ringe til for at få hjælp. Hun er organisationspsykolog i rådgivningsvirksomheden ArbejdsmiljøCentret, og hun peger på, at det kan få alvorlige konsekvenser for selvværdet, hvis man er offer for sladder. Det kan sætte sig på livskvaliteten, og hun har set tilfælde af øget sygefravær og posttraumatisk stress. Hun gør opmærksom på, at der siden februar 2019 har været en gældende vejledningen hos Arbejdstilsynet, der slår fast, at for eksempel sårende bemærkninger og bagtalelse kan falde ind under krænkende handlinger, som arbejdsgiveren har ansvar for at stoppe. Noget af det, der er farligt ved sladder, er forsvarsløsheden hos den, der sladres om, siger hun.

”Man fornemmer, at et eller andet er i vejen – når man kommer ind i et rum, bliver de andre stille, men man bliver ikke mødt ansigt til ansigt med det, der bliver sagt om en. Derfor er det så svært at sige fra og komme sladderen til livs, og hvis fornemmelsen fortsætter med at være der, kan det blive rigtig ubehageligt, og der kan opstå mistrivsel.”

Kathrine Lilleør fra Sankt Pauls Kirke i København har selv oplevet at blive sladret om. Hun er præst og kvinde og blev skilt i en ung alder, og hun har oplevet at høre sladderhistorier, som viste sig at handle om hende, men som hun slet ikke genkendte. Apropos hønen, der tabte en fjer. Hvordan hun håndterer sladderen, vender vi tilbage til. Kathrine Lilleør mener nemlig, at vi drages mod sladder, fordi vi elsker, når ondskab er alle andre steder end i os selv.

”Og det er jo dybest set det, sladder er. Det er en forlystelse med det onde. For rigtig sladder har ofte at gøre med nogen, der har gjort andre fortræd, og vi er tilbøjelige til at mærke en kildrende forargelse, når vi hører om andres ulykker og fortrædeligheder.”

Vi kan nemlig ikke rumme vores egen ondskab, pointerer hun, og som sådan er det ikke anderledes i dag, end det altid har været. Den, der sladres om, bliver en slags syndebuk, vi kan placere al vores egen syndighed på, inden vi sender den ud i ørkenen:

”Det er også derfor, Kristus blev menneske og ultimativt påtog sig syndebukkens skikkelse. Han tog al vores skyld, og han lyste mørket i os op, sådan at vi ikke skal frygte straffen, når vi vedkender os, at vi faktisk har begået noget ondt. Så skulle man jo tro, at vi var færdige med at tale om den sag, men det er vi bare ikke. For vi tør ikke se på vores egen ondskab, vi vil ikke, vi dækker os ind.”

Teologen og filosoffen Søren Kierkegaard har i ”Kjerlighedens Gjerninger” skrevet, at han hellere vil ankomme til evigheden med tre angrede mord på samvittigheden end som en udtjent bagvasker ”med dette rædsomme, uoverskuelige Læs af Forbrydelse, der var dynget op Aar efter Aar (...)”.

”En ting er jo, at vi interesserer os for den ondskab, andre begår, når vi sladrer. Men man skal også huske, at det at sige noget også er en handling. Det kan godt være, man sladrer om noget, som er ondt, men det at tale om det kan have lige så slemme konsekvenser som det gjorte,” siger Kathrine Lilleør.

Hun mener, det er sundt, at mennesker er oplært til at være sociale og derfor også til at skamme sig, hvis de laver fejl. Men hvis angsten for andres dom og sladder bliver en slags linse, man hele tiden lever under, så er livet ufrit, påpeger hun:

”Jeg er fuldstændig klar over, hvordan det kunne forkrøble mine tanker, hvis jeg lod det krybe ind under huden, at jeg ved, at folk sladrer om mig. Men det gør jeg ikke. I stedet forlader jeg mig på dem, der elsker mig.”

Og det kom i avisen, og det blev trykt, og det er ganske vist: En lille fjer kan nok blive til fem høns!